Hverringe ligger på Hverringevej 206 i Kerteminde Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Hverringes historie går som mange danske herregårde tilbage til Middelalderen. Den første velkendte ejer var Claus Limbek, der stammede fra en holstensk slægt. Limbek ejede Hverringe fra omkring 1350. Han var kommet til Danmark sammen med de holstenske grever, og han gjorde i starten tjeneste hos Valdemar Atterdag (1320-1375). Senere blev han dog en af lederne af de mange oprør mod netop Valdemar Atterdag. Hverringe oplevede i 1400-tallet en omskiftelig tilværelse, hvor forskellige slægter havde del i gården. Som mange andre herregårde blev Hverringe flere gange delt mellem mange arvinger. I begyndelsen af 1500-tallet er gården sandsynligvis blevet samlet, da Palle Andersen Ulfeldt giftede sig med Regitze Godov. Senere fik Hverringe en ny ejer, Peder Lykke, hvis slægt skulle få stor betydning for gårdens historie. Slægten Lykke sad herefter på Hverringe i de næste halvandet hundrede år, indtil den uheldige Kaj Lykke blev frataget godset på grund en hofintrige. Kronen inddrog Hverringe, der blev solgt til Dorthe Daa, som havde pant i ejendommen. Dennes slægt, der var gift ind i Krabbe-familie, sad herefter på godset.

1737 blev Hverringe overtaget af Niels Juel. For Niels Juel blev tiden på Hverringe dog kort. Han døde allerede i 1739, hvorefter broren Peder Juel overtog gården. Han satte sammen med sin hustru, Cathrine Levetzau, Hverringe i stand og forøgede dets størrelse. For at sikre at Hverringe skulle blive i slægtens eje, fik de i 1768 oprettet gården til et stamhus, hvilket betød, at Hverringe i fremtiden skulle arves af den ældste søn i slægten. Efter Peder Juels død i 1779 overtog sønnen Hans Rudolf Juel Hverringe. Under hans ejerskab blev hoveriet på godset afskaffet. Hoveriet bestod af det arbejde, som fæstebønderne skulle yde på herregårdens marker som afgift for at fæste (leje) deres gård. Fra slutningen af 1700-tallet blev hoveriet i stigende grad opfattet som ineffektivt og mange steder erstattet med en pengeafgift. Herregårdens marker blev herefter dyrket ved lønnet arbejdskraft. Hans Rudolf Juel døde i 1857 i en alder af 84 år. Han havde brugt hele sit liv på Hverringe, som han også afleverede til sin søn i imponerende stand og størrelse.

Sønnen Hans Juel overtog ikke blot stamhuset Hverringe, men også stamhuset Juelsberg, som Hans Rudolf Juel havde fået tildelt i 1847. De to stamhuse blev delt fra hinanden igen i 1875 efter Hans Iuels død. Her overtog den ældste af sønnerne, Niels Rudolf Iuel, Hverringe, mens den yngre søn, Knud Frederik Iuel, overtog Juelsberg. De to gårde, Hverringe og Juelsberg, blev dog igen samlet under Hans Rudolf Iuel i 1908, men blev atter delt efter hans død i 1923. I 1924 overgik stamhuset Hverringe til fri ejendom efter bestemmelserne i lensafløsningsloven af 1919. Hverringe er den dag i dag fortsat i slægten Iuels (i nyere tid stavet med I, i stedet for J) eje. Herregården drives som en sammensat virksomhed med driftsgrene inden for landbrug, skovbrug, boligudlejning, jagt og turisme – samt som ramme om et restaureringscenter i vækst.

Hverringes nuværende hovedbygning er opført 1796-98 under Hans Rudolf Iuels ejerskab. Bygmesteren var Nyborg-tømmermesteren Johan Jacob Encke. Den nye hovedbygning afløste en gammel renæssancebygning fra 1500-tallet, der antageligt bestod af et dobbelthus i stil med Egeskov eller Fraugdegård. I den nuværende hovedbygning er der muligvis genanvendt tømmer, herunder bindingsværk, fra det ældre hus på stedet, hvilket synes at være tilfældet i den vestlige del af første sal i hovedfløjen. På Hverringe findes en række prospekter, der tilskrives Søren Læssøe Lange. På disse er hovedbygningen rødmalet (spor af farven er synlig på sokkelen i dag).

Omkring 1880 gennemgik Hverringes hovedbygning en stor restaurering ved arkitekten August Klein. Klein stod også bag en ny avlsgård opført sydvest for hovedbygningen, og det blev overvejet at lade hovedbygningen erstatte af en ny i historicistisk stil. Men den klassicistiske hovedbygning blev stående og en række ændringer blev foretaget. Ved restaureringen fik hovedbygningen til gårdsiden sin nuværende trekantsfronton, sidefløjenes tage fik helvalmede afslutninger, og facaden blev forsynet med en række historicistiske detaljer. Samtidig blev en mejeribygning, der var bygget vinkelret på den østlige sidefløj, nedrevet. Derudover fik de lave sidefløje pudset og overkalket bindingsværket.

De voldgrave, som igennem flere hundrede år har beskyttet Hverringe på alle fire sider, er stadig fyldt med vand. Over den sydlige grav går der en 5 meter bred, muret bro, der formentlig er noget ældre end den nuværende hovedbygning. På voldgravens sydvestlige bred er der også en stensætning, der antagelig er noget ældre end det nuværende anlæg.

Beskrivelse

Hverringe er beliggende midt i et herregårdslandskab omgivet af marker, enge og skove nær kysten på halvøen Hindsholm mellem Kerteminde og landsbyerne Viby og Måle. Hverringe ligger på en stensat borgbanke med en vandfyldt voldgrav omkring og består af en trefløjet hovedbygning. Ud over borgbanken, voldgraven og hovedbygningen omfatter fredningen tillige gårdspladsen, broen over voldgraven samt den stensatte sydvestlige bred. Nord, syd og øst for hovedbygningen breder en landskabelig park sig, og vest for den forbipasserende landevej ligger et større avlsgårdsanlæg, der ikke er omfattet af fredningen og derfor ikke nærmere beskrevet.

Borgbanken har stejle sider af kampesten, og broen er ligeledes stensat og ligger asymmetrisk i forhold til anlæggets hovedakse. Gårdspladsen, broen og den stensatte sydvestlige bred har ud mod voldgaven et værn af granitborner, som er forbundet af kæder.

Hovedbygningen består af en 19 fag lang hovedfløj, der mod sydøst er sammenbygget med to sidefløje, som hver er på 11 fag. De tre fløje favner en pigstensbelagt cour dhonneur, hviler på sokler af tilhugne kvadre og overpudsede kvadre samt kampesten, og fløjene er alle i én etage med en høj, let fremspringende kælderetage. Hovedfløjen omfatter herudover en mansardetage. Hovedfløjen er grundmuret, pudset og hvidkalket, mens sidefløjene er opført i bindingsværk, der overpudset og hvidkalket. Øverst er profilerede hovedgesimser med tandsnit. Hovedfløjen bærer et mansardtag med profilerede gesimser, mens sidefløjene bærer opskalkede heltage med helvalmede gavle, og alle tage er hængt med røde vingetegl. I hovedfløjens mansardtag er fladbuede kviste med flunker og inddækning af zink – fire mod gårdspladsen, én i hver gavl og seks mod haven. I rygningen ses hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave – seks i hovedfløjen og to i hver sidefløj.

Hovedfløjen er kvaderpudset i kælderetagen og har til begge sider en trefags midtrisalit med røde teglhængte heltage. Risalitterne har hjørnepartier med kvaderpudsning og er øverst prydet med bånd og trekantsfrontoner med profilerede og pudsede indfatninger, der på oversiderne har zinkinddækning. Indfatningerne af havefacadens gavltrekant er tillige forsynet med sparrehoveder. Begge gavltrekanter er forsynet med urskiver med tilhørende urværk samt et oversiddende glughul. Midt for gårdfacadens risalit er en ældre granittrappe med to svungne, udadvendte løb med et sortmalet smedejernsgelænder. Trappen fører op til en repos med hoveddøren, der sidder i en pudset, grågrøn portal med konsolbåren fordakning og en udsmykket våbenprydelse øverst.

Hoveddøren er en ældre og tofløjet dør med udsmykkede fyldinger, frise og slagliste. Mellem trappens to løb er adgang til kælderen via en ældre, tofløjet, fladbuet og blågrå fyldingsdør. Trappen flankeres af to ældre gadelamper. I hver af sidefløjenes kælderetager er mod gårdspladsen tre indgangspartier udstyret med konsolbårne fordakninger i granit. Dørene er ældre, blågrå fyldingsdøre. Dertil kommer et dørparti mod haven i den østlige sidefløjs kælderetage; dette ligger i sammenhæng med et græsklædt fremspring på borgbanken og en træbro over voldgraven. Døren er traditionelt udført, tofløjet og blågrå med fyldinger nederst og opsprosset glasparti øverst. Sidefløjenes kældervinduer er forsynet med enkle, glatpudsede indfatninger og forbindelsesled mellem vinduerne, og stueetagens samt første sals vinduer i midtrisalitterne er udstyret med smalle sålbænke i skifer. Hovedbygningens vinduer er i helt overvejende grad ældre, og ellers traditionelt udførte efter de ældre. De allerfleste vinduer er tillige udstyret med traditionelt udførte forsatsvinduer. I kælderetagen og på første sal i midtrisalitterne er der torammede, småtopsprossede vinduer, mens der i stueetagen er firerammede, småtopsprossede vinduer, der i hovedfløjen har midtsiddende tværposte. I mansardkvistene er der torammede, småtopsprossede vinduer. Vinduernes karme og poste er malet olivengrønne, mens rammerne er hvidmalede.

Indvendigt har hovedbygningen en ældre grundplan, der i hovedtræk går tilbage til opførelsen i slutningen af 1700-tallet samt til en større ombygning omkring 1880. Hovedbygningen anvendes i dag som en blanding af privat bolig, erhverv og repræsentation. I store træk er i hovedfløjen en langsgående midtskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne, mens sidefløjene navnlig er disponeret med langsgående gange og rum ud fra disse.

Kælderetagen indeholder i hovedfløjen et centralt rum, og modsat dette samt øst herfor er en række funktionsrum placeret omkring en fordelingsgang. I den østre sidefløj er der også en række funktionsrum, personalerum samt kontorer langs gårdvendte gange. Vest for det centrale kælderrum i hovedfløjen er domestiktrappe, et køkken, diverse funktionsrum og endnu en trappe. I den vestre sidefløj er et trapperum, en gårdvendt gang med værelser, herunder den ældre kuskebolig, samt diverse funktionsrum.

Stueetagen er disponeret med en centralt placeret vestibule mod cour dhonneur og en modstående, stor havesal. Øst herfor er stuer, og ud mod gavlen er der stuer og værelser placeret omkring en T-formet fordelingsgang. I den østre sidefløj er et trapperum, og herudover er der godsadministration, en gang, kontorer samt gennemgangsrum, herunder med en mindre trappe. Vest for vestibulen og havesalen er det oprindelige trapperum med hovedtrappe, et toilet og adgang til domestiktrappen under hovedtrappen, spisesal, bibliotek, en bitrappe og mod gavlen er en stue og et køkken. I den vestre sidefløj er der trapperum, badeværelse og en gårdvendt, langsgående gang, der betjener en række værelser.

Første sal omfatter alene hovedfløjens mansardetage samt adgang til bitrapperne i sidefløjene nærmest hovedfløjen. I midtrisalitten og øst herfor er en langsgående gang i midten af huset med gæsteværelser og funktionsrum på hver side af denne. Vest for risalitten er trapperummet med den oprindelige hovedtrappe samt en række kamre og pulterrum. Hovedfløjens og sidefløjenes spidslofter står uudnyttede.

Hovedbygningens materialeholdning er ældre og traditionel. Der er bevarede skorstenskerner. I kælderen er der naturstensfliser, linoleum samt ældre bræddegulve og terrazzo- og støbte gulve, pudsede vægge og bræddebeklædning samt pudsede lofter, bjælkelag og pladelofter. Der er hovedsageligt fyldingsdøre og gerichter fra slutningen af 1800-tallet. Dertil kommer ældre ovne samt en grukedel. I stueetagen er bevaret ældre bygningsdele og -detaljer, der dels er fra opførelsen i 1796-98, dels fra slutningen af 1800-tallet. Der er plankegulve, herunder bemalede plankegulve, parketgulve og linoleum. Hertil kommer pudsede vægge, vægge med fodlister, brystningspaneler, ovnpilastre, listeinddelte lærredsfelter og malerier i væg- og dørstykker, herunder flere visende Hverringe og omegn omkring 1800, samt pudsede lofter med stukkatur i form af kantlister, gesimser, loftslister, båndslyng og rosetter. Hertil kommer diverse ældre vind- og fajanceovne samt kaminer fra 1700- og 1800-tallet. Der er ældre én- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb samt hemmelige paneldøre, der dels er oprindelige, dels fra 1800-tallet.

Hovedtrappen står i sin oprindelige skikkelse fra slutningen af 1700-tallet og er en stort formet, treløbet trappe med indstukne, hvidmalede trin, et rigt udskåret og forgyldt gelænder med en profileret og lakeret håndliste. Domestiktrappen er en enkel toløbet trappe fra slutningen af 1800-tallet med glatte balustre og en afrundet håndliste. Ved siden af køkkenet er en nyere ligeløbstrappe. I den østre sidefløj er den ældre, toløbede bitrappe, ligeledes fra slutningen af 1800-tallet med indstemte trin, drejede balustre og mægler samt en afrundet håndliste. Dertil kommer en grønmalet jernspindeltrappe med en afrundet håndliste i træ. Bitrappen i den vestre sidefløj har indstemte trin, udskåret mægler, enkle balustre og en afrundet, bemalet håndliste. På første sal daterer de ældre bygningsdele- og detaljer i gæsteafdelingen fra risalitten og mod øst sig i overvejende grad til 1800-tallets slutning.

Der er brædde- og plankegulve, fodlister, pudsede vægge, vægge med tapet, pudsede lofter samt fyldingsdøre med gerichter og greb. Vest for risalitten har førstesalen bevaret flere elementer fra opførelsen, herunder med ældre bindingsværksvægge og lofter med bjælkelag, men herudover er gulve, vægge og døre som i den østlige del. Spidslofterne i hovedfløj og sidefløje har ældre bræddegulve, fritstående og pudsede skorstenskerner, urværk, ældre tagkonstruktioner med nyere forstærkninger af konstruktionen samt et fast undertag af brædder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Hverringe knytter sig herregårdens beliggenhed som et naturligt og magtfuldt centrum i det kuperede, varierede og særdeles idylliske landskab på Hindsholm ud til Storebælt med åbne marker, enge, skove og de for Fyn så karakteristiske levende hegn af stynede popler. I særdeleshed må fremhæves værdien ved herregårdens enestående samspil med dette storslåede og helstøbte herregårdslandskab, hvor de udstrakte kyststrækninger ud mod Kerteminde Bugt, Stavre og Romsø Sund tillige er fredede. Dertil kommer forbindelsen via lande- og markveje med godsets landsbyer mod nord, Viby og Måle, der med deres uudflyttede gårde og ældre bebyggelsesstrukturer afspejler en autenticitet, der de fleste steder er gået tabt. Herved opleves i stor skala kombinationen af et historisk kultur- og landbrugslandskab i en for Danmark yderst rig, sjælden og uforstyrret helhed.

Endvidere er der betydelig miljømæssig værdi ved det nære herregårdsanlæg. Dette er i særdeleshed tydeligt ved passagen nordfra ad landevejen, hvor den forbipasserende på markant vis møder hovedfløjens facade. Hertil kommer det samlede anlæg med voldgraven, borgbanken med adgangsforhold og hovedbygningen, hvis yderst herskabelige trefløjede anlæg favner den pigstensbelagte cour dhonneur. Navnlig broens afvigelse fra symmetriaksen samt de stensatte sider mod sydvest understreger anlæggets historiske præg. Gårdspladsen, broen og den sydvestlige bred er på traditionel vis afskærmet af granitborner forbundet med kæder, og sammen med den omgivende, landskabelige park i engelsk stil markeres et klart hierarki i forhold til den store avlsgård vest for landevejen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Hverringe knytter sig overordnet til det samlede anlæg bestående af den trefløjede hovedbygning som et velbevaret eksempel på en stor klassicistisk herregård fra 1700-tallets slutning med ombygninger omkring 1880. Hertil kommer borgbanken, hovedbygningen står på, samt den omgivende voldgrav, de stensatte sider mod sydvest samt broen, der afspejler oprindelsen i et ældre, betydeligt herregårdsanlæg. Dette er navnlig aflæseligt ved at den ældre bro ikke sigter til anlæggets overordnede symmetriakse, ligesom den nuværende hovedbygning i kælderetagen forholder sig til ældre fundamenter og herudover rummer elementer fra det ældre byggeri på stedet. Da hovedbygningen opførtes 1796-98 var Juelsberg nord for Nyborg fra 1770'erne, et andet prominent Juel-gods, det klare forbillede for anlæggets skala og grundplan samt ikke mindst i dele af interiøret på Hverringe.

Den kulturhistoriske værdi ved hovedbygningen knytter sig i det ydre til dens samlede, meget gennemførte klassicistiske udtryk, karakteriseret ved det trefløjede anlæg i grundmur og bindingsværk, de pudsede og hvidkalkede sider samt hovedfløjens store mansardtag og sidefløjenes opskalkede, helvalmede tage hængt med røde vingetegl. Dertil kommer de karakteristiske, symmetrisk anbragte skorstenspiber med sokkel og krave i hovedbygningens rygninger samt hovedfløjens fladbuede mansardkviste mod gård- og havesiden. Den klassicistiske stil aflæses yderligere i hovedbygningens meget gennemførte, strengt symmetriske opbygning omkring hovedfløjens midterakse, der i begge fløjens facader er fremhævet af de let fremhævede trefags midtrisalitter, og hvor det primære indgangsparti er placeret ud mod den herskabelige, pigstensbelagte cour dhonneur, hvilket er et træk med rødder i barokkens fyrstelige arkitektur.

Midtrisalitternes topprydelser med bånd samt rigt profilerede, gesimsindfattede frontoner understreger yderligere det herskabelige udtryk i anlægget. De viser tillige den tydelige brug af det grundlæggende antikke formreservoir i arkitekturen, der er meget kendetegnende for klassicismen samt dens beslægtede strømninger i arkitekturhistorien. Ved ombygningen i 1880 ændredes gårdsidens fronton fra segment- til trekantsform, hvorved anlægget fik sit nuværende udtryk. Hertil kommer hierarkiet i anlægget, hvor hovedfløjen klart udmærker sig ved sin større højde og fylde i forhold til sidefløjene, hvis formsprog er afledt af hovedfløjens, men hvis mindre dimensioner og mere nedtonede udtryk tydeligt underordner sig hovedfløjen. Ved ombygningen omkring 1880 blev sidefløjene, der før stod med synligt opstolpet bindingsværk, desuden overpudsede og hvidkalkede, og de halvvalmede gavle blev ændret til helvalme. Herved blev sidefløjene på helstøbt vis integreret i anlægget med hovedfløjen. At Hverringes hovedbygning i dag fremstår som et stramt, sammenhængende, harmonisk anlæg kan således også tilskrives denne klassicerende ombygning, hvilket bidrager til fortællingen om historicismens arkitektursyn og praksis. Fremfor at bygge en ny hovedbygning valgte man en videreførelse af den eksisterende hovedbygnings stilholdning.

Hertil kommer yderligere klassicistiske bygningsdetaljer, der understøtter helhedsindtrykket: Det gælder hovedfløjens kvaderfugning af kælderetagen til begge sider, midtrisalitternes kvaderfugede hjørner, konsollerne i den havevendte frontons indfatning, de enkle og gennemløbende indfatningsbånd af vinduesrækkerne i sidefløjenes kælderetager, de profilerede gesimser mod tagfoden, herunder med tandsnit, samt gesimserne i hovedfløjens mansardtag. Gårdfacaden på hovedfløjen fremhæves yderligere af den særdeles herskabelige og elegant udformede hovedtrappe, hvis to svungne og udadvendte løb mødes i reposen foran den rigt udsmykkede, tofløjede fyldingshoveddør, der er udstyret med en typisk portalindfatning med konsolbåren fordakning.

At hovedindgangen er anlæggets vigtigste passage understeges på symbolsk vis af den bladudsmykkede våbenprydelse for bygherrens slægt placeret over indgangspartiet, hvilket understreger Iuel-slægtens betydning og historiske tilknytning til Hverringe. Dertil kommer de taktfast placerede, fordakningsprydede indgangspartier, der som funktionsbetingede passager afspejler en klar skelnen i forhold til den herskabelige, rigt iscenesatte hovedindgang. Karakteristisk for hovedbygningens oprindelige udtryk og af særlig stor kulturhistorisk værdi er endvidere den konsekvente, taktfaste vinduessætning, der helt overvejende er fra opførelsen, herunder med småtopsprossede, to- og firerammede vinduer. Hovedfløjens forrang understreges af stueetagens højere vinduer, der i tråd med 1700-tallets palæstil har midtsiddende tværposte.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, der grundlæggende afspejler 1700-tallets idealer i samspil med senere nyindretninger i historicistisk stil i forbindelse med ombygningen omkring 1880. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens rumfordeling, indretning og udstyring, hvor de fineste rum er placeret samlet i hovedfløjen, mens de sekundære rum og funktioner i overvejende grad ligger i forbindelse med gange på første sal i hovedfløjen, ude i sidefløjene samt i kælderen. Denne struktur var desuden hensigtsmæssig, så herskabet kunne opholde sig i de fornemme gemakker uden unødig trafik af tjenestefolk. Dertil hører placeringen af domestiktrappen under hovedtrappen, samt de ligeså strategisk placerede bitrapper i sidefløjene nærmest hovedfløjen og den ældre jernspindeltrappe i den østre sidefløj, hvorved passagerne mellem etagerne er smidiggjort. Hovedfløjens plan afspejler endnu i sin grundstruktur datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab, hvilket blandt andet ses i placeringen af havesal og vestibule midt i bygningen, samt trapperum, sale og kabinetter placeret en filade på hver side af midteraksen både mod park og gårdside. Denne idealplan blev introduceret af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Denne planløsning sikrede endvidere en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park samt til centrale cour dhonneur. De planløsningsmæssige ændringer i 1800-tallet er navnlig aflæselige i ændrede dørsætninger og adgangsforhold flere steder samt ikke mindst i udformningen af bitrapperne i hovedbygningen.

Det klassicistiske stilideal afspejles ud over planløsningen også i interiørerne i stueetagen samt på første sal i hovedfløjen, hvor de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om hovedbygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, ligesom senere tilkomne bygningsdele vidner om de skiftende arkitektoniske stilperioder. Rummenes materialeholdning og udsmykningsgrad afspejler ligeledes deres funktion. I kælderen er der eksempelvis slidstærke og enkle overflader i form af gulve i natursten, pudsede vægge og lofter samt tidstypiske historicistiske tofyldingsdøre med tilhørende greb og gerichter fra slutningen af 1800-tallet. Dertil kommer træk fra rummenes tidligere funktioner, eksempelvis grukedel eller indretningen af en kuskebolig i kælderen. I stueetagen præges interiørerne af klassicismen og historicismen med en høj håndværksmæssig standard. I de repræsentative sale og beboelses- og administrationsrummene er der planke- og bræddegulve, heraf en del bemalede, samt parketgulve i forskellige mønstre, pudsede vægge med fod- og brystningspaneler og ovnpilastre, listeinddelte felter, stukarbejder og tapetfelter. Hertil kommer bevarede skorstenskerner, ovnpilastre, etagevindovne samt fajanceovne og afrundede ovnnicher, der vidner om datidens opvarmningskilder. Særligt farveholdningerne i rummene med sart hvid, perlegrå og bladguld hører klassicismen til, mens historicismen er præget af dybere farvelød og større kontraster. Derudover må især fremhæves de talrige vægmalerier og dørstykker. De stedspecifikke motiver, der viser Hverringes hovedbygning, dengang rødkalket og med den gamle mejerifløj og avlsgård, samt omegnens landskaber omkring år 1800, er antageligt udført af maleren Søren Læssøe Lange. De er således af stor kulturhistorisk værdi og vidner både om romantikkens sværmeriske landskabsdyrkelse og om godsejerens behov for enkle, virkningsfulde prospekter som del af datidens herregårdskultur.

Lofterne i stueetagen afspejler i lighed med det øvrige interiør dels klassicismen, dels historicismen: Der er profilerede kantlister, gesimser og friser med palmetter, tandsnit og konsoller, dertil yndefuldt slyngede i bånd i kanter og lofter samt geometriske listemotiver og rosetter. Der knytter sig særligt kulturhistorisk værdi til alle de høje tofløjede trefyldingsdøre med kannelering eller stafferinger i bladguld, indstukne hængsler, messing- og trægreb og låsetøj samt profilerede og kannelerede gerichter med og uden fodklodser samt øvrige døre i stueetagen, der dels er fra opførelsen, dels fra ombygningen. Der knytter sig ikke mindst en stor kulturhistorisk værdi til Hverringes velbevarede, klassicistiske hovedtrappe samt til trapperummet, idet denne del står i sin oprindelige skikkelse og i sin udsmykning afspejler vigtigheden af en repræsentativ og stort formet hovedtrappe samt at trappen i sit udtryk viser sit tydelige slægtskab med Juelsbergs lidt ældre hovedtrappe. Dette ses af den treløbede struktur med mellemreposer, de brede og indstemte trin, det forgyldte gelænder med rigt udskåret mægler og en afrundet håndliste. Heroverfor ses de noget enklere, toløbede bitrapper, der afspejler deres rent funktionsorienterede funktioner, historicismens formsprog samt introduktionen af støbejern i spindeltrappen. R

Rummene på hovedfløjens første sal er herskabelige men langt mere nedtonede og navnlig præget af 1880-ombygningen, herunder med bræddegulve, tapetbeklædte vægge og enkle fodlister, gerichter og fyldingsdøre. Dertil kommer den resterende del af førstesalen, hvor ældre bindingsværksvægge og bjælkelofter er synlige, der afspejler genanvendelse af svært tømmer, antageligt fra den tidligere hovedbygning. På spidslofterne over hoved- såvel som sidefløjene knytter den kulturhistoriske værdi sig til bræddegulve og alle ældre dele af tagkonstruktionen, herunder især til frontoner, spær og hanebånd, urværket samt de fritstående skorstenskerner i de uudnyttede, åbne rum.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Hverringe knytter sig i det ydre til den trefløjede hovedbygnings velproportionerede og stramt symmetriske fremtræden, der understreges af den kraftige og høje hovedfløj, de spinklere sidefløje, der flankerer cour dhonneur samt hovedfløjens midtrisalit mod både gård og have. Den trefløjede hovedbygning fremtræder yderst helstøbt og meget herskabelig på grund af de pudsede og hvidkalkede murflader og ved den konsekvente, taktfaste placering af ensartede vinduer, hvis helstøbte fremtræden yderligere er styrket ved at karme og poste i olivengrøn kontrasterer de hvide rammer. Dertil kommer de kvaderfugede partier i hovedfløjens kælderetage samt ved midtrisalitternes hjørner, der giver hovedfløjen yderligere pondus og variation overfor de enklere sidefløje. Endvidere må fremhæves de profilerede og sandstensfarvede hovedgesimser og mansardgesimser, der på delikat vis formidler overgangene fra facader til tage samt markerer knækket i hovedfløjens høje tagkonstruktion. Dertil kommer midtrisalitternes elegante profilerede indfatninger, der forlener facaderne med et roligt, renfærdigt og værdigt udtryk. De store, røde tegltage, herunder hovedfløjens høje mansardtag med fladbuede kviste og sidefløjenes helvalmede gavle, den elegante opskalkning og udbrudte tagflader samt skorstenspiberne afslutter de helstøbte facader, og samlet set må fremhæves et ganske velbalanceret forhold mellem de vertikale og de horisontale linjer i anlægget. I forbindelse med den gennemgribende restaurering af Hverringe i de senere år er taget faktisk blevet hævet med 7-8 cm, hvilket yderligere har styrket hovedbygningens klassiske proportionering, fremhævet gesimsernes profilering og anlæggets samlede, yderst herskabelige fremtræden. Murenes hvidt lysende, men alligevel yderst afbalancerede virkning kan tilskrives den hvide kalk, der er brækket med en lille smule okker, hvorved man opnår en behersket refleksion i krystallerne.

Midtrisalitten mod cour dhonneur med portalen, hoveddøren og den toløbede trappe med alle detaljer og rige materialeholdning sikrer, at opmærksomheden fra gårdspladsen naturligt samler sig om hovedbygningens midte, mens midtrisalitten ligeledes markerer sig som den brede og ellers ubrudte havefacades omdrejningspunkt. Derudover kommer gårdsidens taktfast anbragte og sekundære dørpartier med enkle, kraftige fordakninger, der giver yderligere karakter og vægt til oplevelsen af anlægget fra den pigstensbelagte cour dhonneur. Der knytter sig endelig en væsentlig arkitektonisk værdi til samspillet mellem den elegante, hvidkalkede hovedbygning og dens karske sokler, gårdbelægning, værnet med borner og kæder, broen over voldgraven samt de karske kampestenssider af borgbanken og bredden mod sydvest. Herved iscenesættes Hverringes hovedbygning på effektfuld vis som et arkitektonisk højdepunkt, en del af en historisk kontekst og formmæssig helhed samt som centrum i et yderst helstøbt herregårdsmiljø.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til Hverringes meget helstøbte fremtræden, der ses i den ældre og traditionelle materialeholdning samt i den ældre grundplan med fine snedker- og stukarbejder, der særligt tildeler de repræsentative rum stor elegance og karakter. Derudover kommer klassicismens sarte farveholdning i adskillige af rummene og de tilhørende yderst delikate reliefvirkninger i fyldingsdøre, gerichter, paneler og væg- og loftstukkatur. Disse kvaliteter suppleres af de senere, mere fyldige udsmykninger og markante udtryk i de historicistiske interiører, hvilket giver en rig og varieret, men tillige velmoduleret og sammenhængende oplevelse af bygningernes interiør. Hertil kommer, at de en suite beliggende sale, stuer og værelser med døre placeret en filade flere steder fremhæver bygningens udstrækning og rumforløb, ligesom det medvirker til et særligt lysindfald. Hertil kommer, at den høje stueetage sammen med de store og høje, og i hovedfløjen ret tætsiddende, vinduer sikrer, at parkens natur til havesiden fornemmes nærværende i interiøret. Vestibulen og havesalen samt ikke mindst trapperummet med hovedtrappen i hovedfløjen skal fremhæves både for deres generøse og særdeles harmoniske interiører. Trappens herskabelige størrelse, udformning og rige udsmykning giver en karakterfuld oplevelse, og særligt trapperummet fremstår med en meget autentisk atmosfære i samspil med vestibulen.

Hverringes store hovedbygning fremstår endvidere – takket være sin konsekvente grundplan og rumfordeling, generøse rumforløb og de velplacerede bitrapper – som en overordnet overskuelig og logisk opbygget helhed, hvilket kan tilskrives som en betydelig arkitektonisk værdi i det indre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links