Dronningensgade 11, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, hvilket truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Christianshavns Kanal danner akse på Christianshavn og opdeler bydelen i en nederby og en overby. Heraf navnene på gaderne Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet. Overgaden kaldtes oprindelig Ufergade efter det tyske ord for kyst eller bred. Den karakterfulde randbebyggelse med boliger blandet med erhverv, kajernes træer, det lave bolværks solide tømmerkonstruktion og de mange fortøjede lyst- og husbåde skaber en særlig intimitet og stemning. På Dronningensgade 11s placering lå oprindeligt en sammenhængende række udlejningsboliger på fem fag i én etage, som var en såkaldt bodebebyggelse, der blev opført mellem 1622-1635. Omkring år 1676 blev Dronningensgade 11, 13 og 15 solgt til skipper Boyesen, der i 1703 solgte husene hver for sig. Fra 1747 til 1970 havde nr. 9 og 11 samme ejer bortset fra perioden 1771-88. Dronningensgade 11 blev opført i 1788 for linnedvævermester Caspar Køhlert. På øverste sal var væverværksted og på loftet pakrum. Facaden så ud som i dag, dog var hovedgesimsen med sparrenkopper. Værkstedet blev inddraget til beboelse omkring 1830, hvor der også kom butik i kælderen og forstuegangen blev inddraget og i stedet til portgennemkørsel. Fra 1854 har tagetagen været inddraget til beboelse. I 1959 blev stueetagens vinduer forlænget nedadtil. Mellem 1976-78 blev ejendommen gennemgående restaureret og moderniseret, og meget tømmer og murværk er nyt, men traditionelt udført og ligeledes er dørene, vinduerne og hovedgesimsen fra denne tid. I samme ombæring blev forstuegangen reetableret.

Dronningensgade 11 ligger midt i husrækken centralt på Christianshavn. Bag forhuset er en større gård, der omkranses af de omkringliggende bygninger. Der er flere baghuse i gården. Forhuset er grundmuret i tre etager over en kælder i fire fag, hvilende på en granitsokkel. Huset afsluttes af et rødt, teglhængt heltag, hvor der i rygningen er en vandskuret skorstenspibe. I begge tagflader ses to store kviste. Facaden er gråmalet med en hvid og muret kordongesims, og mellem anden og tredje etage er en muret indfatning i de to midterste fag. Facaden afsluttes af en hvid, profileret hovedgesims af træ. I det østre fag er en tofløjet, beklædt og rødmalet dør. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte korspostvinduer med todelte underrammer med undtagelse af kældervinduerne, der er torammede. Alle vinduerne er gråmalede. Mod gården er facaden vandskuret og hvidmalet og afsluttes af en hvid, profileret hovedgesims af træ. I det østre fag er en nyere trappe til en nyere, traditionelt udført revledør, der sidder i et kurvehanksbuet stik, hvorover der er et nyere, traditionelt udført overvindue. Desuden er en kældernedgang. Vinduerne er som facadens. I det indre er ejendommen indrettet til beboelse med en lejlighed på hver etage. Den øverste lejlighed er i to etager, og tagetagen er således udnyttet til beboelse. Ejendommen har en traditionel disponering med en gennemgående forstue med en enkel nyere, men traditionelt udført trappe i træ. Lejlighederne er disponeret med en mindre forstue, stuer mod gaden og køkken mod gården. Den øverste lejlighed har inddraget trappeopgangen, og køkkenet ligger i tagetagen, men mod gårdsiden. Lejlighederne er kendetegnet ved en traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, skillevægge i bindingsværk og pudsede lofter. Dørene er nyere, traditionelt udførte fyldingsdøre og vinduerne er ligeledes nyere og traditionelt udførte. I køkkenerne ses ildstedsnicher.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Dronningensgade på det centrale Christianshavn, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der overvejende består af bygninger fra samme periode, der tilsammen danner et stemningsfuld gadeforløb. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for ejendommens ydre til den lidt uprætentiøse fremtoning, hvor den faste facadetakt, hovedgesims, kordongesims, blænding samt hoveddøren udgør bygningens dekoration. Dronningensgade 11 er således et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede datidens københavnske borgerhuse. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Dronningensgade 11 er en velbevaret repræsentant for, hvordan datidens håndværksmestre beherskede en sikker proportioneringssans. Det klassicistiske formsprog kommer for Dronningensgade 11s vedkommende til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade, der er forsynet med en hovedgesims, kordongesims, blænding og glatpudsede murflader. Hertil kommer vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukket placering, der ligeledes er kendetegnende for perioden. I kontrast hertil står den prunkløse, hvidkalkede gårdside med en enkel hvidmalet gesims. Kontrasten mellem facaden og gårdsiden er karakteristisk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Hertil kommer den store skorsten, der vidner om ildstedernes nødvendighed til både opvarmning og madlavning. Endvidere kommer tagfladernes kviste, der vidner om at tageetagen tidligt blev inddraget til beboelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle disponering med en forstuegang, der giver adgang til etagerne og lejlighedernes disponering med de repræsentative stuer mod gaden og køkken og bad mod gården. Rummenes indbyrdes hierarki understreges af detaljeringsniveauet med paneler og fyldingsdøre i stuerne. Den lidt anderledes disponering af lejligheden på anden sal og tageetagen vidner om denne del af bygningens fortid som henholdsvis værksted og parkrum og skiller sig derfor ud fra de nedre lejligheder. Desuden har ildstedsnicherne og skorstenskernen kulturhistorisk værdi, da de var en uundværlig del af en bygning. Endelig har skillevæggene i bindingsværk kulturhistorisk værdi, da det var en billigere konstruktionsform.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens taktfaste facadeskema, der i sin symmetri giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte tag. Facaden karakteriseres ved en enkel komposition og symmetri. De glatte murflader, gesimser, blænding og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver bygningen en let reliefvirkning. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til lejlighedens velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer diskret, men elegant fuldender klassicismen stilmæssige og rummæssige ideal, herunder især panelerne i stuerne. Den relativt enkle materialeholdning og detaljering passer endvidere til lejlighedernes rumforhold, der i deres størrelse passer til det beskedne, men dog gedigne borgerhus.

Læs videre om

• Brønnums Hus, København
• Kompagnistræde 16, København
• Nyhavn 10-12, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen