Dronningensgade 14, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV (1577-1648), som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen langt op i tiden et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Dronningensgade stammer fra Christianshavns grundlæggelse, hvor gaden gik fra volden i syd til Bådsmandsstræde og den gamle vold mod nord. Hvor nuværende Dronningensgade 10, 12 og 14 ligger, lå der, inden den nuværende bebyggelse blev opført, fire små bindingsværks-lejeboliger i én etage, der var bygget før 1671. Firfagshuset på nr. 14's grund blev senere udvidet til seks fag. Det nuværende forhus blev opført i midten af 1730'erne for brændevinsbrænder P.L. Crone i to etager egebindingsværk over en grundmuret kælder og med en gennemgående firfags gavlkvist. I gavltrekanten var en udliggerbom med forbindelse til et hejseværket på loftet. Gavlkvisthuse var datidens typehuse, og de blev især meget almindelige, da København skulle genopbygges efter den store brand i 1728. I 1729 blev der udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Dronningensgade 14 er netop opført i de år, hvor det var tilladt at bygge i bindingsværk til gaden. Dette ændrede sig selvfølgelig hurtigt, da bindingsværket udgjorde en ekstra brandfare. Der findes derfor ikke mange huse, hvor facaden er opført i bindingsværk. I 1970 gennemgik bygningen en større istandsættelse, hvor bl.a. taget blev omlagt, alle vinduer og udvendige døre blev udskiftet til de nuværende, og spidsloftet blev indrettet. Omkring 2000 blev kælderen istandsat, og bindingsværket blev afrenset for plastikmaling, repareret og kalket.

Bygningen er beliggende i Dronningensgade og er det eneste hus, der har bindingsværk i facaden. Bag ved forhuset er en gårdhave. Forhuset består af seks fag rødkalket egebindingsværk i to etager over en fremkraget, sortmalet sokkel og en grundmuret kælder. Der er en gennemgående gavlkvist over de midterste fire fag og heltag hængt med røde vingetegl. Mod gaden har kvisten en kraftig profileret hvidmalet gesims med ører, mens der mod gården sidder en plan vindskede med zinkafdækning. I tagfladen mod gården er en nyere skorstenspibe. Desuden findes fire nyere ovenlysvinduer i tagfladerne. Hovedindgangen i det søndre fag består af en nyere, men traditionelt udført, flammeret grønmalet revledør med torammet overvindue. Foran døren er to nyere granittrin. I stueetagen sidder grønmalede, torammede, trerudede koblede vinduer, og på første sal og i kvistetagen sidder tilsvarende koblede, torammede og torudede vinduer. Til kælderen er der mod gaden etrammede vinduer med trådglas samt en nyere kælderdør med tre fyldinger forneden og ni glas foroven. Nedgang til kælderen er ad fem støbte trin, og i dørlysningerne sidder ældre fyldingspaneler. Øverst i kvisten, både til gaden og gården, sidder en nyere trælem med en glasrude. Gårdsiden har en nyere dør til den gennemgående forstuegang og en nedgang til kælderen med en nyere kælderdør og grønmalede trælemme over kælderskakten. På gårdsiden er der også nyere koblede vinduer, men rammerne er her opdelt i seks ruder. I stueetagen er løsholterne på et tidspunkt flyttet ned for at give plads til større vinduer end de oprindelige. I stueetagen fører en gennemgående forstuegang fra hoveddøren og op ad tre trætrin videre til gården. Væggene står i synligt bindingsværk, gulvene er nyere brædder, og der er pladebeklædning i loftet. Trappen er en ældre simpel ligeløbstrappe med firkantede listebalustre og udkehlet håndliste. Planen er velbevaret med en trefagsstue og et etfags kammer mod gaden og køkken med køkkenskorsten og kammer mod gården. Der er overvejende synlige bjælkelofter i huset med flade karnisprofiler eller snabelstaf. Indgang til trefagsstuen mod gaden er fra forstuegangen ad en ældre tofløjet fyldingsdør. Der er hvidmalet bræddeloft og bjælker, og væggen mod forstuegangen er beklædt med et bræddepanel indfattet af ramstykker. Her er malingen renset af til nederste lag, der viser grønne ramstykker og røde brædder. Skillevæggen mod kammeret står i synligt bindingsværk med hvidmalede tavl. I kammeret er væggene ligeledes til dels beklædte med rammer og bræddepanel, mens murværket står hvidmalet direkte på stenene. Alt træværk er renset ned til bart træ. I midterskillevæggen mod kammeret mod gården sidder en grønmalet barok trefyldingsdør med afrundede spejlfyldinger og et kraftigt, profileret knækket gericht. I kammeret mod gården er der hvidmalet bræddepanel på gavlvæggen samt brystnings- og pillepaneler på vinduesvæggen. Loftet er her pudset og har en lille stukgesims med akantusblade. I køkkenet er ildstedet bevaret samt en barok trefyldingsdør med spejl med afrundede hjørner. Ved siden af køkkenskorstenen er der etableret et lille toiletrum med indgang fra stuen mod gaden. Planen er også velbevaret på første sal, og her findes samme vægpaneler som i stueetagen og flere barokke gerichter med rig profilering. Lofterne har hvidmalede brædder og bjælker med flad karnisprofil. Der er nyere bræddegulve. Kvistetagen står med hvidmalet bindingsværk i den ene gavl, til dels bevaret bræddepanel, gipsbeklædning på skråvæggene og dels gamle og dels nye bræddegulve samt bjælkelofter. Der er bevaret en smal barok dør med indstukne hængsler og kasselås samt det åbne ildsted i køkkenet. I stuen mod gaden går en nyere stigetrappe op til spidsloftet, som er indrettet i ét rum med gipsbeklædning til kip og nyere gulve lagt i mønster. Kælderen har åben skorsten og planløsning som de øvrige etager. Der er betongulv med pigstensbelægning under og synlige bjælker.

Bygningen indgår i rækken af ældre og nyere huse langs østsiden af Dronningensgade, men markerer sig i forhold til de andre bygninger med sin karakteristiske gavlkvist med den kraftige gesims og som den eneste bygning, der er opført i bindingsværk. Dronningensgade ender mod syd ved volden, og derfor giver husrækken her – på trods af fornyelser ind imellem – et billede af, hvordan man i mange andre gamle gader i København har kunnet opleve byen indesluttet af voldene. Den miljømæssige værdi knytter sig også til gårdhaven bag ved huset, som er et fint eksempel på Christianshavns mange grønne bagarealer, som også var almindelige i 1700-tallet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et meget velbevaret eksempel på tidens typehus, gavlkvisthuset, som efter Københavns store brand i 1728, blev meget udbredt i forbindelse med genopbygning af byen. Selv om Dronningensgade 14 er jævnaldrende med ildebrandshusene som f.eks. på Gråbrødre Torv i den gamle by, har det med sin bindingsværksfacade og lave højde et mere provinsielt præg. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den bevarede planstruktur med den gennemgående forstuegang med bare bindingsværksvægge og den simple etløbede trappe. I de huse, der ikke havde portgennemgang, var det almindeligt med en gennemgang fra gade til gård, enten med trappen placeret i selve gangen som her eller med et trapperum ud mod gården. Forstuegennemgangen giver adgang til etagerne, der har den samme planløsning med sekundære rum som køkken med køkkenskorsten og kammer mod gården og de finere stuer mod gaden. Desuden knytter den kulturhistoriske værdi til de gamle, enkle vægpaneler af rammer og brædder, de synlige bjælker og bræddelofterne, de gamle gulve samt til de bevarede fyldingsdøre fra forskellige tider, som fortæller om ændringer undervejs i husets historie.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens hovedform med den gennemgående, midterstillede gavlkvist og til bindingsværkets faste fagdeling, der bestemmer placeringen af vinduer og døre. Det rødkalkede bindingsværk, den høje mørke sokkel og den kraftigt profilerede hoved- og kvistgesims giver bygningen en barok tyngde og en tydelig markering i gadebilledet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den bevarede planstruktur, trapperummet og trappen samt de bevarede paneler og barokke døre med afrundede spejlfyldinger og profilerede gerichter.

Læs videre om

• Amaliegade 37, København
• Knabrostræde 14, København
• Vor Frue Kirkes Skole, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen