Dronningensgade 21, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Christianshavns Kanal danner akse på Christianshavn og opdeler bydelen i en nederby og en overby. Heraf navnene på gaderne Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet. Overgaden kaldtes oprindelig Ufergade efter det tyske ord for kyst eller bred. Den karakterfulde randbebyggelse med boliger blandet med erhverv, kajernes træer, det lave bolværks solide tømmerkonstruktion og de mange fortøjede lyst- og husbåde skaber en særlig intimitet og stemning. Dronningensgade 21 er en del af storgrund nr. 36, der i 1622 blev tilskødet til borgmester Knud Marquardsen. Storgrunden svarede i omfang til det nuværende Overgaden Oven Vandet 24, 26 og 28 samt Dronningensgade 17, 19, 21 og 23. Ud til det nuværende Dronningensgade 21-23 lå der tre lejeboliger i fire fag og én etage – en såkaldt bodebebyggelse, som er opført inden 1635. I 1675 ligger der tre våninger på det nuværende Dronningensgade 17-19. Bebyggelsen ud til Overgaden Oven Vandet blev først bebygget mellem 1635 og 1675. Bodebebyggelsen blev nedrevet, og det nuværende Dronningensgade 21 blev opført i 1756 for skibstømmermand Peder Andersen Engelsky i syv fag, tre etager over en kælder og har stort set sit oprindelige udseende i dag. Mod gaden var bygningen grundmuret og de resterende sider stod i bindingsværk. I den frilagte vestgavl anes den gamle bodebebyggelses tværsnit, der er indfældet som en gavl i gavlen. I mansardetagen var formentlig en kvist eller en frontispice over de tre midterste fag. Indgangen havde sin nuværende placering med en tofløjet beklædt dør. Hoveddøren havde anslag direkte til murfalsen ligesom den nuværende. Der var to kældernedgange fra både gade og gård. Omkring år 1800 var der indrettet snedkerværksted i loftsetagen, hvor der mod gårdsiden var syv fabriksvinduer, og bagsiden var dækket af et pudslag på rør. Til gaden har været skiftende kviste.

Dronningensgade 21 ligger midt i husrækken på den nordlige side af gaden. Bag forhuset er et større grønt gårdrum, der deles af den omkringliggende karré. Vestgavlen står fri, men forbindes med nabobygningen af et brunt plankeværk med portindgang. Forhuset er syv fag i tre etager over en kælder. Ejendommen er grundmuret mod gaden, hvilende på en lav, pudset og sortmalet sokkel og afsluttes af et rødt, teglhængt heltag med to nyere skorstenspiber i tagrygningen. I begge tagflader er en fabrikskvist i hele bygningens længde. Facaden er pudset og rødmalet og afsluttes af en hvidmalet, aftrappet hovedgesims. Hoveddøren sidder i det midterste fag for enden af to granittrin og er en ældre, tofløjet, kurvehanksbuet og mørkegrøn fyldingsdør. Over døren er et ældre, torammet vindue. Vest for hoveddøren er en kældernedgang med en nyere dør. De resterende vinduer er i stue- og førsteetage ældre korspostvinduer med todelte underrammer og på andenetagen samt i kvisten ældre torammede vinduer med todelte rammer. Alle vinduer er hvidmalede. Mod gårdsiden er bygningen i bindingsværk med en muret kælderetage. Tømmeret er brunmalet, og tavlene er i blank mur i gule sten. Ud for de to østre fag er en lille udbygning i én etage med teglhængt halvtag. Vest herfor er en nyere dør. Desuden en kældernedgang med en nyere kælderdør. Vinduerne er som facadens, men brunmalede. Den frie vestgavl står i gråpudset bindingsværk. Det indre består af lejligheder med en udnyttet tagetage. Bygningen er disponeret med en gennemgående forstuegang, hvor der er en ældre ligeløbstrappe af træ, der forbinder etagerne. Ejendommen rummer fem lejligheder, der har traditionelle planløsninger med stuer mod gaden og køkken og kamre mod gården. Der er helt traditionelt forskel på etagerne, hvor de to nederste etager har højere loftshøjde og brystnings- og lysningspaneler samt rosetter og stuk. Endvidere har lejligheden på første sal helpaneler. På alle etager er bevaret ildstedskapper og ildstedspilastre samt enkelte ældre fyldingsdøre og gerichter. Overfladerne er nyere, men overvejende traditionelle, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter med synligt bjælkelag. Lejlighederne på tredje etage er i to etager og har nyere ligeløbstrapper i stuen. Alle vinduerne er nyere og traditionelt udførte og af en koblet type. Tageetagen er udnyttet til loftrum. De kraftige skorstenspiber er synlige. Kælderen er et større rum mod gaden, hvor der er støbt gulv og pudsede vægge og loft. Mod gården er vaskerum og opbevaring.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på det centrale Christianshavn, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger, der overvejende er opført i samme periode. Dronningensgade 21 er dermed med til at udtrykke Dronningensgade og Christianshavns ældre historie, der formidles gennem de ældre bygninger.

Den kulturhistoriske værdi ved Dronningensgade 21 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, hvis ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og som stilart kom til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i forhusets enkle og underspillede facade med vinduer, hovedgesims og skorstene, der er typiske for perioden. I særdeleshed korspostvinduerne er kendetegnende for periodens bygninger. I kontrast hertil står den mere prunkløse gårdside i bindingsværk. Forskellen mellem facaden og gårdsiden er karakteristisk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Tillige skal forskellen på etagernes vinduestype nævnes, der tydeligt viser, helt efter datidens skik, hvor de største og mest repræsentative lejligheder ligger. Hertil kommer de to skorstenspiber i tagrygningen, der indikerer, at ejendommen har været inddelt i flere lejligheder end i dag, hvor skorstenen og dermed ildstedet var en nødvendighed for både opvarmning og madlavning. Desuden fabrikskvisten, der henviser til den tidligere udnyttelse til snedkerværksted. Endelig har den ældre hoveddør kulturhistorisk værdi, da den vidner om bygningens alder. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med forstuegang og lejlighedernes disponering med stuer mod gaden og køkken og kamre mod gården. Planen er symmetrisk opbygget omkring hovedtrappen, hvilket er en traditionel struktur for de lejligheder i Københavns borgerhuse. I særdeleshed den enkle opgang med ligeløbstrappen og de bevarede hoveddøre vidner om, at bygningen har rummet flere lejligheder end i dag og været hjem for håndværkere og arbejdere. Hertil kommer forskellen i graden af lejlighedernes bygningsdele og detaljering, herunder paneler, fyldingsdøre, gerichter, stuk og rosetter samt forskellen i loftshøjde, der viser, at de fineste lejligheder lå i stueetagen og på førsteetagen. Endelig har ovnpilastrene og ildstedsnicherne kulturhistorisk betydning, da de vidner om ildstedernes nødvendighed i datidens boliger.

Forhusets arkitektoniske værdier knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition, der i sin enkle symmetriske opbygning giver et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte tag. Den centralt placerede kurvehanksbuede døråbning giver en visuel balance og dybde i den ellers ensartede og pudsede facade med sparsom udsmykning, der begrænses til den taktfaste vinduessætning, den kurvehanksbuede fyldingsdør og gesimsen, der danner en elegant overgang til taget. De glatte murflader, de enkle horisontale linjer, der understreges af fabrikskvisten og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne, bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, hvor brugen af tømmer og tavlen i blank mur tilføjer dynamik og mønster til facaden, der dog holdes i skak af den regelmæssige vinduessætning samt den enkle farvesætning, så gårdsiden overordnet fremstår rolig og velbalanceret. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer elegant stofliggør klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal, herunder især de panellerede vægge mod gaden. Den relativt enkle materialeholdning og detaljering passer endvidere til lejlighedernes rumforhold, der i deres størrelse passer til det beskedne, men dog gedigne borgerhus.

Læs videre om

• Amagertorv 20, København
• Grønnegade 31, København
• Nørrebro Station, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen