Dybensgade 24 ligger på Dybensgade 24 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Forhuset blev opført 1796 for værtshusholder Rasmus Nielsen Strarup. Den nuværende facadeudsmykning med båndgesimser, fordybning og hovedgesims med sparrehoveder stammer fra en ombygning i 1872. Samtidig blev facaden oliemalet.

Beskrivelse

Dybensgade 24 ligger i husrækken i en smal gade midt i det ældre København. Ejendommen består af et tre fag smalt forhus og et etfags sidehus med et smigfag mod forhusets gårdside. Sammen med de omkringliggende naboejendomme indrammer et smalt gårdrum. For- og sidehus er grundmurede bygninger opført i tre etager over en høj kælder. Alle mure er pudsede, og den nederste del af facaden er udført med refendfuger op til en hvidmalet kordongesims mellem stueetagen og første sal. Facaden har endvidere en sortmalet sokkel, en flad murblænding mellem første og anden sal samt en hvid sparrenkopgesims under tagudhænget. I facaden ses en tofløjet, ældre hoveddør med diamantfyldinger og en stejl trappe foran. Over døren er et todelt overvindue og en slutsten med husnummer. Til kælderen findes en stejl trappe ned til et nyere, tredelt dørparti med glas i den øverste del. Både hoved- og kælderdør er malet i to grå nuancer. Facaden har ældre eller traditionelt udførte hvidmalede korspostvinduer med en enkelt tværsprosse i de nederste rammer. Vinduerne har ældre hjørnebånd og skifersålbænke, og under stueetagens vinduer ses hvide pudsdetaljer. Der er tillige et enkelt, torammet kældervindue. Forhusets gårdside og sidehuset er malet lysegul og vinduerne er her hovedsageligt ældre korspostvinduer med småtopsprossede ruder. I gårdsiden er en ældre fyldingsdør med en støbt trappe foran. Bygningerne afsluttes af et rødt, teglhængt heltag med en skorstenspibe i rygningen, og i tagfladen findes brunmalede pultkviste med hvidmalede, torammede vinduer samt enkelte små, traditionelle tagvinduer. Bygningen er forsynet med tagrender og nedløbsrør i zink. Dybensgade 24 indeholder et erhvervslejemål i kælderen, og herover er på hver etage en lejlighed. I tagetagen er tillige en lejlighed, med en stejl ligeløbstrappe til spidsloftet, der er uudnyttet. Bygningens oprindelige planløsning er i store træk bevaret, og samtlige etager er disponeret med en eller to stuer mod gaden, mens trappeopgangen og et køkken ligger mod gården, og i sidehuset er et værelse. Badeværelserne er placeret midt i bygningen omkring den oprindelige skorstenskerne. Hovedtrappen er ældre og udført i træ med enkel udsmykning af vangerne, kvadratiske balustre og afrundet håndliste og mægler. Trappetrinene er beklædt med linoleum. I lejlighederne er interiøret overvejende velbevaret og præget af ældre eller nyere, men traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer herunder, bræddegulve, pudsede vægge og lofter, fyldingsdøre med ældre indstukne hængsler og tilhørende, klassicistiske gerichter samt lysnings- og brystningspaneler. I lejligheden på første sal er hovedsageligt nyere paneler. I køkkener og badeværelser er overvejende nyere materialer, og det samme er gældende for kælderen.

Miljømæssig værdi

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Dybensgade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og klassiske facadeproportionering skaber en samhørighed samt en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og sidehus sammenbygget omkring et lille gårdrum.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Dybensgade 24 knytter sig til ejendommen som et eksempel på en typisk beskeden Københavner ejendom fra slutningen af 1700-tallet. Både for- og sidehus er i sin proportionering, struktur og facadedetaljering et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til de nye bygninger efter Københavns anden store brand i København i 1775. Bygningens facade og bygningsdetaljer repræsenterer den nedtonede klassicisme, der i denne periode prægede de Københavnske borgerhuse. Det kommer til udtryk i forhusets dekorerede facade med kordongesims og en flad murblænding mellem første og anden etage. Ligeledes er refendfugningen og korspostvinduerne med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi af kontrasten mellem facaden og gårdsiderne. I slutningen af 1700-tallet var det vigtigt at en bygning fremstod repræsentativ i gadebilledet. Dette ses ud over forskellen i detaljeringen tillige af forskellen mellem vinduernes opsprosning. Gadesiden har de store og på daværende tidspunkt moderne og mere kostbare ruder, mens gårdsiden har småtopsprossede ruder, der var billigere og derfor mere almindelige. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i opdelingen med erhverv i kælderen og lejligheder herover. Hertil kommer den velbevarede og karakteristiske planløsning i lejlighederne, der er kendetegnet ved disponeringen med stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum ligger mod gården. De enkelte ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses af hovedtrappens udførelse med alle detaljer, de ældre bræddegulve, fyldingsdørene med gerichter og indstukne hængsler, stuernes brystnings- og lysningspaneler samt vinduernes anverfere, stormkroge og bevarede ældre glas. Endelig afspejler den ene trappe, at man netop efter datidens standarder kunne nøjes med en hovedtrappe, og inden køkkentrappe, så længe bygningen kun var tre fag bred.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle og klejne bygningskrop. Facaden er bemærkelsesværdig i gadens husrække på grund af, at den kun er i tre fag, hvilket i samspil med højden giver forhuset en naturlig vertikal stræben. På elegant vis brydes facaden af de horisontale gesimser, blændingen og refendfugningen, der tilsammen skaber en velproportioneret arkitektonisk balance. Ydermere får facaden et forfinet udtryk af den lille murdetalje under stueetagens vinduer, og af gadenummeret på slutstenen over hoveddøren samt sparrenkopgesimsen øverst oppe. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk samt til den ensartede farvesætning og de småsprossede vinduer, der sammen skaber et meget helstøbt og idyllisk gårdmiljø.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links