Dyrlægegården, Besser

Dyrlægegården
.

Dyrlægegården ligger på Besser Hovedgade 4 i Samsø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Besser omtales første gang i 1424 som Bæstzer. Landsbyen fik en betydelig størrelse på grund af den gode landbrugsjord og den nærliggende Stavns Fjord.

Dyrlægegården blev opført i 1810, stuehuset til beboelse og sidehuset som staldbygning. Tidligere var sidehuset forlænget mod syd. Og den sydvestre del af stuehuset var indrettet med funktionsrum. Ifølge den nuværende ejer, blev gården opført af en skipper af norsk tømmer. Gården blev solgt videre få år efter opførelsen. Navnet Dyrlægegården skyldes dyrlægen Franz Chr. Jacobsen, der drev praksis fra gården frem til sin død i 1938. Gården blev ombygget i 1967.

Beskrivelse

Stuehuset ligger med facaden ud til gaden mod nord. Sidehuset er bygget sammen med stuehuset mod sydvest. Bag stuehuset er en langstrakt have. Bygningerne omkranses af en smal pigstensbelægning.

Både stuehus og sidehus er opført i sorttjæret bindingsværk med fodrem og gennemstukne bjælkeender. Fagene er brede og nogle dokker er malet på murværket. Soklen er af syldsten, og stuehusets tavl er i gul blankmur, mens sidehusets tavl er pudsede og hvidkalkede. Sidehusets gavl er grundmuret, pudset og hvidkalket og stuehusets østre gavl har en sorttjæret bræddebeklædt overgavl. Taget er et stråtækt heltag med halmmønning. I stuehusets rygning er tre nyere skorstenspiber i røde teglsten med sokkel og krave. I stuehusets tagflade mod haven er to stråtagskviste, hvori der sidder torammede, opsprossede vinduer. I facaden er to hovedindgange med trin af halve møllesten foran. Dørene er ældre, tofløjede fyldingsdøre med femrudede overvinduer, og de indrammes af pilastre, der bærer en gesims af træ. I stuehusets haveside er en nyere bræddedør samt en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del, der indrammes af pilastre, som bærer en trekantfronton af træ.

I sidehuset er en sorttjæret revledør mod kæret, og mod haven er der en sorttjæret revlehalvdør og ydereligere to revledøre, den ene med rude. Vinduerne er mestendels ældre torammede vinduer af varierende alder, hvoraf nogle er originale. Nogle er seksrudede og andre er trerudede. I stuehusets gavl er to rundbuede, opsprossede vinduer. I sidehuset er enkelte en-rammede vinduer og i dets søndre gavl et tophængt, aflangt og opsprosset vindue. Vinduerne sidder i fladbuede stik. Vinduerne har blå karme og lyse grønne rammer, dørene til stuehuset er ligeledes grønne, dog er de tofløjede døre og indramningerne bemalet i begge nuancer.

Dyrlægegården er i det indre indrettet til beboelse i stuehuset og med værksted stald og et badeværelse i sidehuset. I stuehuset er der to forstuer, stuer og køkken mod gaden og værelser, badeværelse og bryggers mod haven. I den nordøstre ende er de adgang til tagetagen af en ældre, enkel trappe. I tagetagen er et enkelt værelse mens resten af tagetagen er uudnyttet. I den sydvestre ende er et værksted med adgang udefra. I stuehuset er ældre og nyere bræddegulve, klinkegulve, tapetserede vægge og synligt ældre bjælkelag med loftsbrædder. Dørene er ældre fyldingsdøre af varierende alder med gerichter, greb og hængsler. En enkelt loftsbjælke er bemalet med blomstermotiver, og i to stuer er brystningspaneler mod gaden. Vinduerne har forsatsrammer og bevarede ældre stormkroge og anverfere. Endvidere ses enkelte nyere fyldingsdøre og greb.

I sidehuset er pigstensgulve, støbt gulv, vægge af lersten og bindingsværk samt loftsbjælker med loftbrædder. Tagetagen er uudnyttet og har bræddegulv samt synlig tagkonstruktion, der er delvis fornyet.

Miljømæssig værdi

Dyrlægegårdens miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed ud til Besser Hovedgade og til kæret, hvor bygningen bidrager væsentligt til Bessers ældre landsbymiljø i kraft af sin placering på grunden samt ved den traditionelle bindingsværkskonstruktion, de store ubrudte, stråtækte tagflader og stuehusets skorstenspiber.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Dyrlægegården knytter sig i det ydre til den traditionelle sammenbygning af stuehus og den tidligere staldlænge. Hertil kommer bygningernes konstruktion i egnskarakteristisk bindingsværk, der kendetegnes af gennemstukne bjælkehoveder, fodrem og brede fag med en enkelt dokke i hvert fag og uden brug af skråbånd. Endvidere er stråtaget med halmmønning og den bræddebeklædte overgavl typisk på Samsøs ældre bygninger. Endelig kommer de tofløjede fyldingsdøre med pilasterindramninger og trægesims, der er udbredte på Samsø.

Bygningernes oprindelige funktion, og dermed deres indbyrdes hierarki, er stadig aflæseligt i stuehusets skorstenspiber, de mange torammede vinduespartier og de tofløjede fyldingsdøre med indramninger, der tydeligt signalerer bolig, mens sidehusets mindre vinduer og revledøre peger på den oprindelige staldfunktion. Stuehusets tavl i gule teglsten understreger endvidere dets repræsentative karakter i forhold til sidehusets enklere, hvidkalkede tavl.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre ligeledes til det indbyrdes hierarki bygningerne imellem, der klart kan aflæses i sidehusets pigstensbelægning, støbte gulv og vægge af lersten og bindingsværk samt umalede loftsbjælker og loftsbrædder. Stuehusets finere interiør udgøres derimod af bræddegulve, tapetserede vægge, malede loftsbjælker og loftsbrædder, mens dørene til de finere repræsentative rum er fyldingsdøre. Hertil kommer den ældre grundplan i stuehuset med to forstuer, sammenhængende stuer mod gaden samt køkkenet i forbindelse med den midterste skorsten. Den oprindelige opdeling af stuehuset med finere rum mod nordøst og funktionelle rum mod sydvest er stadig aflæselig i rumstørrelserne samt i stuernes brystningspaneler. Hertil kommer tagetagerne med synlige konstruktioner og bræddegulv, hvor kun stuehusets nordøstre gavl er indrettet til et værelse. Der er endvidere kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder og oprindelige planløsning.

Arkitektonisk værdi

Dyrlægegårdens arkitektoniske værdi knytter sig til den klart definerede bygningskrop med ubrudte tagflader og skorstenspiber i stuehusets rygning. Tagfladerne fremhæver særligt stuehusets imponerende længde, mens det opstolpede bindingsværk og de talrige, taktfast placerede vinduer rytmisk opbryder langsiderne. Endvidere resulterer konstruktionen i bindingsværk, overgavlen af brædder, syldstenssoklen og det stråtækte tag i et enkelt og gedigent udseende, hvis dekorative elementer er begrænsede til hoveddørene og stuehusets fladbuede stik.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links