Fiskergården, Bjerregård, Haurvig

Fiskergården ligger på den smalle og udsatte landtange Holmsland Klit, der i mange år kun var sparsomt beboet, grundet den dårlige jord. Jorden var fæstegods under forskellige vestjyske herregårde, senest under herregården Søgård, og størstedelen af klitten var udlagt til fællesgræsning for kreaturer og får. I 1830 gik Søgård på tvangsauktion og gårdene overgik til selveje. Familierne ernærede sig ved en blanding af landbrug og fiskeri, men især de store strandinger og forlis var en stor indtægtskilde, hvor klitboerne bjærgede vraggodset hjem til auktioner, hvor staten solgte det.

Den vestjyske klitgård er en bygningstype, der i store træk strækker sig fra Nymindegab i syd til Nissum Fjord i nord, og som er kendetegnet ved at være relativ ung og homogen bygningstype i røde mursten med hvidmalede detaljer og opsprossede vinduer samt halvvalmede, rørtækkede tage med mønning af tørv. Klitgårdene ligger i en barsk natur, hvor landskabet er i konstant forandring på grund af materialevandringer langs kysten. Mod havet er klitten forsøgt tæmmet af hjelme, marehalm og andre klitplanter, der kan dæmpe sandflugten. På klittens østside er gennem århundreder aflejret sedimenter, der har dannet grundlag for de vidstrakte strandenge, som har muliggjort det senere kvægbrug. Fiskergården blev opført omkring 1825. Dele af staldlængen mod nord blev i 1997 indrettet til beboelse.

Fiskergården ligger på den sydlige del af landtangen Holmsland Klit, nord for Nymindegab.

Fiskergården er en firelænget gård i rød, blank mur med hvidtede sokkel og gesimser og et halvvalmet, rørtækket tag med mønning af tørv. Gården er en karakteristisk vestjysk klitgård med stuelænge mod syd, staldlænge mod vest, lade mod nord og stald samt beboelse mod øst. I rygningen på stuelængen, der lokalt betegnes æ salshus, er to skorstenspiber i rød blank mur med sokkel, dækplade og cylinderformede rør. Æ salshusets facade og gavle er prydet med hvidtede pilastre ved hjørnerne samt murankre. Dørene i facaden i æ salshuset er nyere, tofløjede fyldingsdøre med ruder i den øverste del. Dørene er grønmalede. Stuelængens vinduer er nyere, traditionelt udførte, torammede, hvidmalede og fladbuede vinduer under murede, fladbuede stik. I gavlen, der vender mod øst, ses to vinduer i tagetagen, mens der i gavlen mod vest findes en grønmalet luge. Vestlængen er i rød, blank mur uden synlig sokkel. I den vestre tagflade er et høgab, hvori der er en grønmalet luge. Vinduerne er mindre, nyere, diagonaltstillede vinduer uden opsprosning. På gårdsiden er længen hvidkalket og her er en nyere, grønmalet revledør samt nyere, opsprossede vinduer. Laden, der vender mod nord, er dels hvidkalket, dels i rød, blank mur med hvidkalket hovedgesims og en stor, tofløjet port mod nord, der hæver sig op i tagfladen. Hertil kommer flere nyere, torammede termovinduer. På gårdsiden findes en ældre, tofløjet revleport, mens der i gavlene ses læsseluger, mindre opsprossede vinduer, murankre og en revledør. Porte, luger og døre er grønmalede, mens vinduerne er hvidmalede. Østlængen er i blankmur og har mod øst en tofløjet revleport og en revledør samt to småtopsprossede vinduer. På gårdsiden ses to revledøre og samt to mindre vinduer. I rygningen findes en skorsten i samme udformning som stuehusets. Port og døre er grønmalede, mens vinduerne er hvidmalede.

I stuelængen er en delvis traditionel planløsning med to indgange, hvoraf den østre dør fører ind til en forstue, der giver adgang til stuerne og en vestre indgang, der giver adgang til de mere funktionsbetingede rum. Køkkenet ligger mod gården. I gavlen mod øst er indrettet et nyere værelse i tagetagen. Det indre er kendetegnet ved ældre og traditionelle brædde- og plankegulve, pudsede vægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Fyldingsdørene og de tilhørende gerichter er dels ældre, dels nyere. Køkkenet har teglstensgulv og i to stuer ses traditionelle vægfliser. Skorstenene er bevaret og der er en pejseindsats i den ene stue. Staldlængen mod vest er indrettet til beboelse med enkle, nyere overflader i form af teglstensgulve, revledøre og bræddelofter. Hertil kommer et nyere badeværelse. Laden mod nord, der tidligere også har fungeret som fårestald, står åben til kip med sand som gulv, kalkede vægge og en del ældre tømmer bevaret. Østlængen er dels indrettet til beboelse og står dels uudnyttet som tidligere stald og garage. I garage og stalddelen er væggene pudsede og gulvene er enkelte steder af belagt med pigsten. Beboelsesdelen rummer et mindre forrammekøkken mod gården, en brønd med pumpe samt et nyere indrettet værelse. Belægningen på gårdspladsen og langs gårdens ydersider er af kantstillede strandsten, som er kilet fast.

Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed i det særegne landskab i overgangen mellem klithede, ager og engarealer, hvor gårdens solitære placering fungerer som et visuelt pejlemærke.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Fiskergården som en velbevaret repræsentant for den vestjyske klitgård med fire sammenbyggede længer, hvor stuelængen ligger mod syd, stalden mod vest, laden mod nord og stald og garage mod øst. Gården er helt karakteristisk sammenbygget i det ydre såvel som i det indre, således at man kunne bevæge sig fra den ene længe til den næste og uden at skulle uden for længerne. Hertil kommer de egnskarakteristiske træk med facader i rød, blank mur med hvidtede detaljer, herunder sokkel, hovedgesims og liséner samt det halvvalmede, rørtækkede tag med mønning af tørv og skorstenspiber. Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Da tømmer var sparsomt på egnen anvendte klitbønderne grundmur, som er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. Der var dog ingen naturlige forekomster af ler på Holmsland Klit og leret måtte i begyndelsen sejles til Holmsland Klit over fjorden.

Mange klitgårde er desuden opført af sten fremstillet i lokale småovne, hvorfor teglstenene varierer i farve og størrelse, da det kunne være svært at styre brændingen i de primitive ovne. Stenene fra Holmsland Klit og Husby Klit er oftest røde, mens gårdene nord herfor er i gule sten. Da teglsten var dyre, brugte klitboerne derfor klægsten, hvor teglsten bedst kunne undværes, det vil sige de mindst udsatte steder, som gårdens inderside og nordfacaden. Klægsten var et stærkt byggemateriale, men meget vedligeholdelseskrævende. Klægstensmure blev pudset med klæg iblandet kogødning, hvorefter de kalkes. Rør til tækning hentede klitboerne ved fjorden. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske træk med facaden i rød, blank mur med hvidtede detaljer omkring hjørner og hovedgesims samt skorstenspiberne i rygningen, der tydeligt viser, at dette var beboelseslængen. Gårdsiden er ligesom de øvrige længer langt mere prunkløs end den repræsentative, sydvendte facade. Hertil kommer de to symmetrisk placerede hoveddøre, der lokalt betegnes æ sals, og som ligeledes er karakteristiske for en vestjysk klitgård, hvor den ene førte ind til en forstue og den anden til et bryggers eller aftægtsbolig. Endelig har det ubrudte tag og lugen i vestgavlen kulturhistorisk værdi, da det vidner om tagetagens funktion som opbevaringsplads.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for stuehusets indre til den traditionelle planløsning med en forstue, der giver adgang til stuerne og en bryggersindgang samt køkkenet der ligger mod gårdsiden. Den bevarede planløsning vidner om, hvordan de repræsentative stuer blev holdt adskilt fra funktionsrummene. Endelig har de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om gårdens historie og udvikling samt rummenes indbyrdes hierarki, hvor stuerne har bræddegulve og fyldingsdøre mens funktionsrummene har tegl- og flisegulve samt revledøre. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i vestlængens ydre til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger og høgab, der vidner om at længen oprindeligt havde en funktionel berettigelse.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens indre til de få bevarede, ældre detaljer der vidner om den oprindelige funktion som stald. Den kulturhistoriske værdi for laden knytter sig i det ydre til den tidligere funktion som lade, hvilket tydeligt ses i åbningerne på nordsiden, der fortæller om ladens oprindelige opdeling i gulve, hvor hø og korn blev opbevaret: æ høgwoel -høgulvet, æ hawergwoel – havregulvet og æ byggwoel – byggulvet. Hver åbning med tilhørende luge gav adgang til et gulv, og derved kunne man læsse af vognen udefra. Imellem gulvene var loen, hvor kornet blev tærsket. Endelig har den store portgennemkørsel og den delvist kalkede nordfacade kulturhistorisk værdi, da dette ligeledes er karakteristisk for en lade på en vestjysk klitgård.

Den kulturhistoriske værdi ved ladens indre knytter sig til åbningen til tagkonstruktionen, der muliggjorde opbevaringsplads. Hertil kommer portgennemkørslen og den robuste materialeholdning, der vidner om ladens funktion til opbevaring af hø og korn. Den kulturhistoriske værdi for østlængen knytter sig i det ydre til dens prunkløse fremtræden med revledøre og en skorsten i rygningen som vidner om, at en del af længen var indrettet til beboelse.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i østlængens indre til det bevarede, ældre forrammekøkken og brønden med pumpe samt til stald- og garagedelens enkle og funktionelle materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til Fiskergårdens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt stråtag, der former sig omkring gavle, porte og høgab. Placeringen af vinduernes fladbuede stik lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mursider og det dominerende tag. Særligt de hvidkalkede detaljer giver en markant kontrastvirkning, der træder tydeligt frem på lang afstand.

Læs videre om

• Fiskergården, Bjerregård, Haurvig
• Nørre Lyngvig, Marie Fjords Gård
• Pakhuset, Ringkøbing Station

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen