Pakhuset, Ringkøbing Station

Ringkøbing fik sit navn fra den nærliggende landsby Rindum. Ringkøbing blev første gang nævnt på skrift i 1325, men der har formentlig været en by på stedet siden 1200-tallet. Byen fik købstadsrettigheder i midten af 1300-tallet, og byens fremgang fortsattet op igennem 1500-tallet, hvor en omfattende studeeksport sikrede, at Ringkøbing blev et lovligt toldsted.

Fra 1600-tallet gik det den anden vej. Svenskekrigene, stormfloder og oversvømmelser var medvirkende til den hårde tid. Ringkøbing var trods omstændighederne begunstiget af handel, grundet havnen, som betjente det store opland. Herfra kunne stude, korn, smør, flæsk, fisk, skind og uld eksporteres til Tyskland, Holland, England og Norge. Men i 1700-tallet begyndte indsejlingen til fjorden at sande til, og i 1788 måtte studeeksporten ophøre. Dog blev forholdene bedre med anlæggelsen af skibbroen i 1820.

Ringkøbings byplan ændrede sig stort set ikke fra middelalderen og frem til slutningen af 1800-tallet, men bygningerne ændrede sig. Bindingsværket blev erstattet af grundmur og stråtagene af tegl. Karakteristisk for Ringkøbings ældste bygninger er de lave småhuse, opført i mørkerøde sten med kraftige, hvide gesimser under store afvalmede tage. Det var især ophævelsen af konsumptionen i 1851, der satte sit præg på byens udvikling, da den herefter kunne brede sig ud over den tidligere toldgrænse. Hovedvejene til Herning og Holstebro blev anlagt kort tid efter, og byen begyndte at brede sig ud langs de nye indfaldsveje. Bymarken omkring den gamle bykerne var opdelt i mange smalle jordlodder og blev først i 1880 udskiftet til større agre. Den vestjyske jernbane åbnede i 1875, hvor Ringkøbing var en af de nye stationer langs jernbanen. Den blev anlagt for at servicere den nye, store havn i Esbjerg, hvorefter den lokale skibsfart næsten døde ud og blev erstattet af større industri langs jernbanen. Arkitekt N.P.C. Holsøe var ansat ved Indenrigsministeriets kontrol med statsbanerne mellem 1861 og 1892, og Holsøe opførte mange af stationsbygningerne på de jysk-fynske jernbanenet, herunder også pakhuset. Holsøe havde tegnet privat hos G.F. Hetch før han begyndte på Kunstakademiet og han var stærkt inspireret af italiensk renæssance.

Ligesom resten af landet satte industrialiseringen sine spor i Ringkøbing med både offentlige og private industrier, herunder gasværk, vandværk, elværk, uldspinderi, tæppefabrik og møbelfabrik. Dette viste sig også i arkitekturen, hvor især historicismen kendetegner mange af de større byggerier, der skilte sig ud fra den ældre bygningsmasse ved sit større volumen og mere individualiserede præg, der enten hentede sin inspiration fra sydeuropæisk renæssance eller ældre dansk bygningskunst. Industrialiseringen betød også bedre forhold for havnen. I 1904-05 blev der anlagt en ny havn som afløsning for den gamle skibbro. I takt med industrialiseringen tog byudviklingen fart og det første karter, der blev udbygget, var mellem den gamle middelalderlige bykerne og stationen, hvor de store industrier lå.

Pakhuset ligger i den nordlige del af Ringkøbing umiddelbart ud til banelegemet, lige ved Ringkøbing station.

Bygningen er grundmuret i en etage og er 11 fag lang. Bygningen hviler på en lav, pudset sokkel, står i rød, blank mur og afsluttes af et skiferbeklædt heltag med en skorstenspibe i rygningen. Taget er kraftigt udkragende og bæres af tagkonstruktionens bjælker, hvis ender har karnisprofil. Ved hvert hjørne understøttes murværket af en støttepille. Murværket har flere detaljer, herunder fremhævede skifter og blændinger samt en profileret hovedgesims. På hver side er en perron, der står på støbte piller samt traditionelt udførte, tofløjede porte. Mod gaden er desuden en traditionelt udført dør med opsprosset vindue i den øverste del. Døren flankeres af grønmalede pilastre. Over døren ses en baldakin af træ. Over hver port er et stort, opsprosset vindue. Porte og døre er rødmalede. I sydgavlen er der tillige en skråstillet luge i terræn, hvor en trappe giver adgang til kælderen. Vinduerne er nyere, men overvejende traditionelt udførte, og er på langsiderne enten korspostvinduer eller store, småsprossede vinduer. I nordgavlen er et stort, rundbuet vindue samt to mindre firerammede, hvor den øverste ramme ligeledes er rundbuet. I sydgavlen er et ældre, rundt vindue med jernsprosser. Alle vinduer er hvidmalede.

Pakhuset benyttes som selskabslokale. I det indre er en forhal med en nyere, traditionelt udført kvartsvingstrappe. Fra forhallen er der adgang til toiletter mod syd og køkken mod banen mod øst og endelig et stort rum mod nord. Overfladerne er nyere med traditionelle bræddegulve og pudsede vægge. Det store rum domineres af en særegen tagkonstruktion, hvor bjælkerne bæres af topremme af jern. Trappen i forhallen fører til et plateau, hvorfra der er udsigt over det store rum. Den mindre kælder fremstår med nyere overflader.

Den miljømæssige værdi knytter sig til pakhusets stationsnære beliggenhed umiddelbart ud til banelegement, hvor varerne kunne læsses direkte til og fra godsvognen fra pakhusets ene side og den anden side med udgangen til en mindre plads, hvor en hestevogn og senere lastvogn kunne holde og ligeledes få losset eller lastet varerne. Hertil kommer pakhusets sammenhæng med stationsbygningen, der tilsammen udgør et værdifuldt kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens tidligere funktion som pakhus. Dette kan aflæsses i de store portåbninger og læsseperronen, der flugter med togvognenes åbninger på den ene side og en heste- eller lastvogn på den anden, hvilket derved gjorde det lettere at læsse varer ind og ud af bygningen. Hertil kommer det kraftigt, udkragende tag, som danner læ over læsseperronerne. Tillige har skorstenspiben kulturhistorisk værdi, idet den vidner om nødvendigheden af ildsteder til opvarmning. Skorstenspiben er placeret modsat det store rum, hvor rummene blev brugt til ophold. Endelig har de tidstypiske træk med murblændinger, fremhævende skifter, forskellige vinduestyper samt karnisprofilerne på bjælkeenderne kulturhistorisk værdi, idet disse er træk fra historicismen, som var en blanding af tidligere stilarter og kendetegnende for bygninger fra sidste halvdel af 1800-tallet og i særdeleshed ved stationsbyggeriet, der toppede i denne periode fra slutningen af 1800-tallet til 1930erne. I

det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhallen og det store åbne rum, der tidligere udgjorde pakhuset, hvor varer kunne opbevares midlertidigt. Hertil kommer den specielle tagkonstruktion, der både fungerer som nødvendig støtte til det kraftigt, udkragende tag og samtidig er et udtryk for den legesyge og eksperimentering med nye former som blandt andet kendetegner historicismen.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den afsluttede og fritstående bygning med hævet etagedæk, der sammen med det kraftigt, udkragende tag, og de mange detaljer i murværket og bjælkeender med karnisprofil giver den ellers funktionsbestemte bygning et værdigt og karakterfuldt udtryk.

Læs videre om

• Bankgård (tidl. fejlagtigt Fjordgården), Husby
• Gåsemandens Hus
• Vedersø Klit Båke, Husby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen