Bankgård (tidl. fejlagtigt Fjordgården), Husby

Bankgård (tidl. fejlagtigt Fjordgården) ligger på Husby Klitvej 23 i Ringkøbing-Skjern Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Den vestjyske klitgård er en bygningstype, der i grove træk strækker sig fra Nymindegab i syd til Nissum Fjord i nord og er kendetegnet ved sit homogene udtryk med røde mursten og hvidmalede detaljer, døre og opsprossede vinduer samt halvvalmede, stråtækkede tage med mønning af tørv. Klitgårdene ligger i en barsk natur, hvor landskabet er i konstant forandring på grund af materialevandringer langs kysten. Mod havet blev klitten forsøgt tæmmet af hjelme, marehalm og andre klitplanter, der kunne dæmpe sandflugten. På klittens østside er gennem århundreder aflejret sedimenter, der har dannet grundlag for de vidstrakte strandenge, som muliggjorde det senere kvægbrug. Området var i mange århundreder sparsomt beboet og den første bebyggelse kan henføres til først i 1500årene, hvor hele området var krongods. Der er dog ingen bygninger bevaret fra dengang. Først i 1800-tallet begyndte befolkningstilvæksten langsom at stige, hvilket skyldes de forbedrede levevilkår, blandingsøkonomien medførte. Klitboerne erhvervede sig ved en blanding af skibsfart, havfiskeri, fjordfiskeri, fåreavl, kvæghold og strandinger, mens jordbrugets kun gav et sparsomt udbytte.

De fleste klitgårde blev opført i løbet af 1800-tallet og ligner hinanden til forveksling med mange fællestræk. Klitgårdene er oftest opført i ler eller klægsten, der er lavet og brændt lokalt, som giver en speciel variation i farverne.

Bankgård blev opført omkring 1800 og er en af de ældste klitgårde på egnen. Gården blev ombygget i 1960erne, hvor blandt andet lejligheden i østlængen blev indrettet. En dør mod gårdsiden blev blændet og dens placering kan aflæses i gårdrummets belægning. Bankgård blev omfattende restaureret i 2004-05.

Beskrivelse

Bankgård ligger i klitlandskabet på den jyske vestkyst nord for Ringkøbing.Bankgård er en firelænget gård i rød, blank mur på en sokkel af syldsten med halvvalmede, ståtækkede heltage med mønninger af tørv. Gården er opbygget som en karakteristisk vestjysk klitgård med stuelængen mod syd, staldlængen mod vest, laden mod nord og portlængen mod øst. Alle længers facader afsluttes af sugfjæle. I gavlene og på enkelte sider ses murankre.

I rygningen på stuelængen, der lokalt betegnes æ salshus, er tre murede skorstenspiber med sokkel og krave. I stuehusets facade er der nyere, tofløjede, hvidmalede fyldingsdøre med rødmalede indfatninger. På gårdsiden er påbygget et udskud. På gårdsiden er desuden en nyere, hvidmalet dør, og i tagfladen er et høgab, hvori der sidder en nyere, hvidmalet luge. Stuelængens vinduer er nyere, traditionelt udførte, hvidmalede en-, to- og trerammede vinduer. I staldlængens vestre tagflade er en stråtagskvist, hvori der er en luge. I begge staldlængens sider er nyere, traditionelt udførte revledøre. Vinduerne er små, traditionelt udførte, fladbuede, etrammede vinduer. Vinduerne og dørene er hvidmalede.

Ladens tag er ubrudt. I gårdsiden er en traditionelt udført revleport. I hver gavl er en revleport, der begge er traditionelt udførte. Nordsiden er helt lukket på nær tre ældre luger. I gårdsiden og den østre gavl er der traditionelt udførte, etrammede vinduer. I østgavlen sidder desuden et ældre, cirkulært vindue med jernsprosser. Porte, luger og vinduer er alle hvidmalede. I portlængens rygning er en muret skorstenspibe. Længen opdeles i midten af et portrum. På gårdsiden er to nyere døre, hvoraf den søndre har en opsprosset rude i den øverste del. Vinduerne mod øst er traditionelt udførte, kvadratiske og etrammede vinduer med fire ruder i hver ramme. Vinduerne mod gårdsiden er traditionelt udførte og torammede. Vinduer og døre er hvidmalede.

I stuelængen er en traditionel planløsning med en repræsentativ ende mod øst og en udhusende med bryggers mod vest. Ved den østre dør, der er stuelængens hovedindgang, er en forstue, som giver adgang til en gennemlyst stue, der ligger i forlængelse af to mindre, sydvendte stuer. Den anden indgangsdør giver adgang til bryggerset. Mellem bryggerset og stuen er køkkenet, der ligger mod gårdsiden. I udskuddet ligger det tidligere mælkekammer, hvor der er et ældre, sænket pigstensgulv og et ældre saltkar. Herudover er stuelængen disponeret med flere værelser i den østlige ende og et værelse bag bryggerset. Overfladerne er nyere, men traditionelt udførte, herunder brædde- og flisegulve og bræddelofter med synligt bjælkelag. Dørene er traditionelt udførte fyldings- og revledøre. I bryggerset er bageovnen og gruekedlen bevaret. I staldlængen er den tidligere ko- og grisestald, hvor der er bevaret båse af træ til køerne og støbte båse til grisene, samt gulve af strandsten, støbt grebning og bræddeloft med synlige loftsbjælker. Der er desuden kalkede vægge og en enkelt ældre revledør.

Laden er ét stort rum, hvor den delvist ældre højremskonstruktion er synlig. Det ældre tømmer har tømmermærker. Der er ældre bræddegulv mod syd og støbt gulv mod nord. Østlængens nordlige ende er indrettet til beboelse med en gennemlyst stue og mindre værelser og bad mod gårdsiden. Syd for portrummet er en lejlighed, hvor gulvet er sænket. Lejligheden er disponeret med en stue i sydgavlen og køkken mod øst, samt flere mindre værelser og et badeværelse mod vest.

Belægningen på gårdspladsen og langs gårdens facader er af kantstillede strandsten, som er kilet fast.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed i landskabet i overgangen mellem klithede, ager og engarealer, således at flest mulige af klittens naturlige ressourcer var inden for rækkevidde af gården. Bankgård ligger tæt op ad klitterne for således at ligge i mest mulig læ af vestvinden og hermed udnytte landskabets beskaffenhed mest muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Bankgård som en velbevaret repræsentant for den vestjyske klitgård med fire sammenbyggede længer, hvor stuelængen ligger mod syd, stalden mod vest, laden mod nord og portlængen mod øst. Gården er helt karakteristisk sammenbygget i det ydre såvel som i det indre, således at man kunne bevæge sig fra den ene længe til den næste og derved undgå at skulle udenfor i det barske klima. Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt.

Da tømmer var sparsomt på egnen og grundet de klimatiske forhold anvendte klitbønderne grundmur, som er et byggemateriale, der er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. Der var dog ingen naturlige forekomster af ler på klitten, og dette måtte i begyndelsen sejles til klitten over fjorden. Mange gårde er desuden opført af sten fremstillet i lokale småovne, hvorfor teglstenene varierer i farve og størrelse, da det kunne være svært at styre brændingen i de primitive ovne. Gårdene på Holmsland Klit og Husby Klit er oftest i røde sten, mens gårdene nord herfor er i gule sten. Da teglsten var dyre, brugte klitboerne derfor klægsten, hvor teglsten bedst kunne undværes, det vil sige de mindst udsatte steder som gårdens inderside og nordfacaden. Klægsten var et stærkt byggemateriale, men meget vedligeholdelseskrævende. Klægstensmure blev pudset med klæg iblandet kogødning, hvorefter de blev kalket. Rør til tækning hentede klitboerne ved fjorden. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske træk med facaden i rød, blank mur med hvidmalede døre og vinduer og halvvalmet tag, der helt karakteristisk er tækket med rør og har mønning af tørv. Skorstenspiberne, den tætte vinduessætning og fyldingsdørene viser tydeligt, at dette var beboelseslængen. Hertil kommer de to symmetrisk placerede hoveddøre, der lokalt betegnes æ sals, og som ligeledes er karakteristiske for en vestjysk klitgård, hvor den ene førte ind til en forstue og den anden til et bryggers eller aftægtsboligen. Endelig har det ubrudte tag og høgabet på gårdsiden kulturhistorisk værdi, da det vidner om tagetagens funktion som opbevaringsplads.

Den kulturhistoriske værdi for stuehusets indre knytter sig til den traditionelle planløsning med en forstue, der giver adgang til den gennemlyste stue og en bryggersindgang samt køkkenet, der ligger mod gårdsiden med den mellemliggende mælkekælder med kar og pigstensgulv. Den bevarede planløsning vidner således om, hvordan de repræsentative stuer holdtes adskilt fra funktionsrummene. Endelig har de få ældre og de mange traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer kulturhistorisk værdi, idet de vidner om gårdens historie og udvikling samt rummenes indbyrdes hierarki. Stuerne er karakteriseret ved bræddegulve og fyldingsdøre, mens funktionsrummene er karakteriseret ved teglstens- og flisegulve, revledøre samt støbejernskomfuret i køkkenet og bageovnen og gruekedlen i bryggerset. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens ydre til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger og høgab, der vidner om, at længen havde en funktionel berettigelse. Tillige vestlængens udgang til både gårdspladsen og ydersiden, hvor møddingspladsen formentlig har ligget. I modsætning til den øvrige del af landet lå møddingspladsen på vestjyske klitgårde uden for gårdspladsen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens indre til dens bevarede opdeling med ko- og grisestald. Tillige staldinventaret, herunder grebning og båse. Hertil kommer de mere robuste overflader, herunder strandstensgulve og støbte gulve, kalkede vægge, bræddelofter og synlige bjælker samt revledørene, der alle vidner om bygningens tidligere funktion som stald for flere slags dyrehold.

Den kulturhistoriske værdi for laden knytter sig i det ydre til, at bygningens tidligere funktion som lade tydeligt kan aflæses i bygningens ydre, hvor de tre luger på nordsiden vidner om ladens opdeling i gulve, hvor hø og korn blev opbevaret: æ høgwoel – høgulvet, æ hawergwoel – havre gulvet og æ byggwoel – byggulvet. Hver luge gav adgang til et gulv, og derved kunne man laste vognen udefra. Imellem gulvene var loen, hvor kornet blev tærsket. Laden er en agerrumslade, som er den mest udbredte i Vestjylland og er kendetegnet ved gennemkørsel på langs af bygningen, det såkaldte agerum eller køregang, som lå langs den sydvendte mur med en port i hver ende, hvilket muliggjorde, at vognlæssene kunne køres direkte ind i laden. Den kulturhistoriske værdi ved ladens indre knytter sig til køregangen/agerummet samt åbningen til tagkonstruktionen, der muliggav mest opbevaringsplads samt til tømmerets mærker. Konstruktionen er en højremskonstruktion, der var den mest udbredte i den nordlige del af egnen. Hertil kommer den robuste materialeholdning, der vidner om ladens funktion til opbevaring af hø og korn.

Den kulturhistoriske værdi for østlængen knytter sig i det ydre til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger mod øst og den store portgennemkørsel. Skorstenspiberne vidner om, at der formentlig har været aftægtsbolig samt karle- og pigekammer i denne længe. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for østlængens indre til den traditionelle materialeholdning med brædde- og flisegulve, kalkede og pudsede vægge, bræddelofter og synlige bjælker samt inddelingen i mindre rum, der vidner om, at længen har haft forskellige funktioner gennem tiden. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til brolægningen omkring gårdspladsen og langs gårdens ydervægge. Brolægningen er af egnskarakteristiske, kantstillede strandsten, der er kilet fast. Gårdspladsen er anlagt i forskellige mønstre og farver, der er lagt som rulleskifter, og herved opdeler gårdspladsen i baner. Den tidligere brønds placering samt en nu fjernet indgang kan fortsat kan ses i belægningen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den firelængede gårds enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt, ubrudt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring høgab og porte. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning samt i bemalingen.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links