Fredericiagade 12, København

Fredericiagade fik først sit navn i 1869, da stadskonduktør Thorvald Krak, grundlagde Kraks vejviser. Navnet faldt på Fredericia, som en hyldest til byen Fredericias rolle i Treårskrigen samt krigen i 1864. Fredericiagade bestod oprindeligt af Blancogade, Akademigade, Kaninlængen, Nellikegade, Kokkegade og fra 1900 også Bjørnegade. Både for-, side, og baghus blev opført i 1853 for tømrermester Hans W. Wulff. Tidligere var facaden malet gul på nær kælderetagen, der var hvidmalet.

Fredericiagade 12 ligger på den nordlige side af Fredericiagade tæt på Frederikstaden og Amalienborg i det centrale København. Forhuset ligger midt i gadeforløbet og er sammenbygget med nabobygningerne. Forhuset er sammenbygget med et sidehus mod øst, der igen er sammenbygget med et baghus. Baghuset og forhuset forbindes af lavere mur. Bygningerne og muren, danner tilsammen rammen om et smalt gårdrum. Både forhus, sidehus og baghus er fredet. Forhuset er grundmuret i fem etager over en høj kælder. Forhuset strækker sig over fem fag, hvor de tre midterste fremhæves som risalit. Bygningen afsluttes af et saddeltag med røde vingetegl. I rygningen sidder en muret skorstenspibe med sokkel. I den sydvendte tagflade sidder fire nyere rytterkviste og i den nordvendte to tilsvarende. Facaden fremtræder i en lys perlegrå farve og afsluttes af en hovedgesims med tandsnit. I etageadskillelsen mellem stue og førstesalen er et pudset bånd og i etageadskillelsen mellem kælderen og stueetagen en profileret kordongesims, der brydes af overkarmen på kældervinduerne. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte korspostvinduer, i det yderste fag med tre rammer. Under vinduerne fra anden etage til fjerde er sålbænke båret af små konsoller. Kældervinduerne er nyere, opsprossede etrammede termovinduer. I det yderste fag mod vest er en ældre tofløjet dekoreret port med rundbuede vinduespartier i den øverste del. Over porten er et diagonalopsprosset vindue med farvede ruder. I det yderste fag mod øst er en kældernedgang med en nyere kælderdør. Vinduer og kælderdør er hvidmalede og porten mørkegrøn. Mod gården skyder de tre vestligste fag sig frem fra forhuset, således at det fjerde fag fremtræder som et smigfag mod gården. Facaden er pudset okker og de tre fremskudte fag afsluttes af en let profileret hovedgesims. Over portrummet er muren beklædt med en træplade med udskæringer, hvorover der sidder et opsprosset vindue. En ældre beklædt, grønmalet dør med opsprosset rude i den øverste del sidder i faget øst for portrummet. Vinduerne er ældre korspostvinduer, hvoraf vinduerne i det vestligste fag har tre rammer. Alle vinduerne er grønmalede. Portrummet er brolagt, det har hvidpudset loft og vægge samt fliser i brystningshøjde. Der er ses desuden to ældre pudsdekorationer, hvoraf den ene er malet. Sidehuset er fire fag langt. Mødet mellem for- og sidehus udgøres af et tilbagetrukket fag og mellem sidehus og baghus udgøres mødet af et smigfag. Facaden er som forhusets gårdside, men det tilbagetrukne fag strækker sig helt op til tagryggen. Sidehuset afsluttes af et rødt teglhængt tag med to nyere rytterkviste. Tagryggen fæstnes midt på nabobygningens brandkarm, hvori der sidder en muret skorstenspibe. Oven på taget er en tagterrasse, der oprindeligt var tørreplads for vasketøj. Baghusets østre fag fremtræder tilbagetrukket på gårdsiden. Bygningen afsluttes af et rødt tegltag, hvor der i rygningen ses to skorstenspiber. I den sydvendte tagflade ses to rytterkviste og den nordvendte fire pultkviste. Facaden mod gårdrummet er som sidehusets og forhusets gårdside. Mod haven er facaden gråpudset. Vinduerne er ældre korspostvinduer, der er grønmalede mod gårdrummet og hvidmalede mod haven. På gårdsiden sidder en ældre, grønmalet, tofløjet fyldingsdør med rude i den øverste del. Døren har grønne indfatninger. Vest herfor ses en kældernedgang. Mod haven er en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med stort opsprosset overvindue. I det indre er en lejlighed på hver etage i både for-, side- og baghus, hvor lejlighederne i sidehuset fortsætter om i baghuset. Lejlighederne har en traditionel disponering med stuer mod gaden og køkken mod gården eller placeret i sidehuset ud mod bagtrappen. Enkelte lejligheder har køkken i smigfagstuen. I forhuset er trapperummet forsynet med en ældre trappe med ældre rundbuet håndliste, balustre samt mægler på to klodstrin. Gennemgående for lejlighederne i forhuset er der bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, gangtøj og enkelte greb, lys-, og brystningspaneler, stukkatur og bræddegulve. Vinduerne mod gaden er nyere, men med bevaret lodpost, der fremstår med kvartstaffer, vinduerne på gårdsiden er ældre med ældre anverfere og stormkroge. Både på gade- og gårdside er vinduerne med forsatsrammer. I lejligheden i forhusets stueetage er desuden bevaret et fadebur samt et rum over porten. Enkelte lejligheder har brændeovne af nyere dato. Kælderen under forhuset er indrettet som galleri og fremtræder med nyere overflader, dog ses en enkelt ældre fyldingsdør, der formentlig er flyttet. En ældre køkkentrappe er bevaret mellem forhus og sidehus, hvor der er udgang til gården. Adgang til sidehusets lejligheder foregår gennem baghusets trapperum, hvor den ældre trappe er bevaret med håndliste, mægler samt balustre. På samtlige etager på nær stuen er to hoveddøre indtil sidehusets lejligheder. Den ene dør giver adgang til et kammer, hvor den anden giver adgang til en mindre entre. Der er flere ældre fyldingsdøre med gerichter og gangtøj. Desuden lys- og brystningspaneler, bræddegulve samt vinduer med samme profil som i forhusets. Lejligheden i tagetagen har nyere interiør.Baghuset har ligeledes ældre vinduer med ældre anverfere og stormkroge, ældre fyldingsdøre med gerichter og gangtøj samt ældre brystningsplaneler og bræddegulve. Tagetagen er udnyttet med loftsrum, den ældre tagkonstruktion er ligesom skorstenen synlig.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Fredericiagade samt til facaden, der via sin disponering med den høje kælder og enkle farveholdning, indgår som en integreret del af Fredericiagades husrække. Hertil kommer det smalle gårdrum og de tre bygningers tætte beliggenhed, der vidner om hvordan grundene søgtes udnyttet. Endelig ligger den bagvedliggende have som en gemt oase bag husrækken og vidner om, hvordan Fredericiagade i 1700-tallet bestod af ubebyggede grunde og haver mellem Frederiks Hospital og den daværende Norgesgade og Amaliegade.

Den kulturhistoriske værdi for Fredericiagade 12 knytter sig i det ydre til bygningen som et typisk eksempel på en københavnsk etageejendom fra midten af 1800-tallet, hvor der blev opført mange etageejendomme til den stadigt voksende middelklasse, der efter vedtagelsen af grundloven i 1849 fik stadig mere indflydelse og magt. Dette afspejlede sig i arkitekturen, hvor klassicismen blev det foretrukne ideal med den pudsede facade, det vandrette bånd i etageadskillelsen, midtrisalitten, der svagt træder frem samt vinduernes taktfaste placering, der helt efter datidens ønske er korspostvinduer. Hertil kommer gårdsidens mere jævne fremtoning med det let pudsede og kalkede murværk og ingen unødig udsmykning, der vidner om vigtigheden i gadefacadens repræsentative karakter. Endvidere har den smalle gård og bygningernes tætte placering kulturhistorisk værdi, idet det formidler, hvordan hver en kvadratmeter søgtes udnyttet i det tæt befolkede København. Den kulturhistoriske værdi for side- og baghuset knyttes til den prunkløse fremtræden uden unødig udsmykning, men dog med en fast vinduestakt, som forhuset. Hertil kommer udgangen fra køkkentrappen i sidehuset, der vidner om der var én trappe til tyende og én til herskabet. Dertil kommer de tre skorstene i rygningen fordelt på for- og baghus, der viser ildstedernes nødvendighed som opvarmning og madlavning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig for alle tre bygninger til den traditionelle planløsning og disponering med de største lejligheder i forhuset, alle med stuer mod gaden og køkkenet mod gården samt til sidehuset med køkken ved den enkle trappe, serveringsrum og de repræsentative stuer i smigfaget og mod haven. Paneler, stukkatur kendetegner de repræsentative rum, hvorimod de sekundære fremstår uden unødig dekoration. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder. Desuden hovedtrappen der fremstår med flere detaljer end den jævne køkkentrappe i sidehuset og den mere enkle trappe i baghuset, der vidner om bygningernes indbyrdes hierarki. Endelig har de to indgange til sidehusets lejligheder kulturhistorisk værdi, idet døren til værelset formentlig har været et kammer til enten udlejning eller tyende.

Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til det klassicistiske udtryk, som er kendetegnet ved facadens klare og enkle formsprog med den regelmæssige faginddeling, markeringen af de horisontale linjer i form af det enkle bånd, hoved- og kordongesims, samt sålbænkene, der tilsammen skaber en rolig og harmonisk facade. Hertil kommer midtrisalitten, der tildeler bygningen en vertikal opdeling og samtidig skaber en svag reliefvirkning. For side- og baghus knytter den arkitektoniske værdi sig til deres prunkløse fremtræden, der med den taktfaste vinduessætning og farveholdning giver bygningen et karakterfuldt udtryk. Den arkitektoniske værdi knytter i det indre til de mange ældre detaljer, materiale og overflader, herunder fyldingsdørene med greb og gerichter, panelerne samt stukkaturen, der giver rummene et elegant udtryk, som sammen med hovedtrappen med balustre og håndliste og forstærker indtrykket af en helstøbt ejendom.

Læs videre om

• Det Kongelige Teater, København
• Soldenfeldts Stiftelse, København
• Ved Stranden 8, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen