Frederik VII's Stiftelse ligger på Nansensgade 1 i Københavns Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Stiftelsesbygningen blev opført i 1873-75 af arkitekt, kammerråd og slotsforvalter Theodor Zeltner (1822-1904), og bygningen regnes som et af hans hovedværker. Bygningen ligger i Nansensgadekvarteret, der på daværende tidspunkt var kendt som et arbejderkvarter. Kvarteret blev anlagt i anden halvdel af 1800-tallet efter de københavnske volde blev sløjfet. Bygningens oprindelige funktion kan stadig aflæses på facaden, hvor der står Kong Frederik VII's Stiftelse. Bygningen fungerede som hjem for enker og ugifte kvinder over 40 år, der ikke fik understøttelse fra staten og som ikke kunne forsørge sig selv. Kvinder boede gratis, men betalte selv for mad og brændsel. Bygningen blev opført på foranledning af Louise Rasmussen, som i 1850 var blevet gift med Kong Frederik den 7. og som efterfølgende fik titlen Grevinde Danner. I takt med velfærdsstatens udvikling forsvandt de fattige kvinder, der tidligere havde søgt husly i stiftelsen. I slutningen af 1970'erne bor der kun fire kvinder i det efterhånden forfaldne og forgældede hus. Bestyrelsen ønskede at sælge huset og nedlægge stiftelsen. Beboerne i Nansensgadekvarteret arbejdede aktivt for en fredning af det gamle hus. Dansk Kvindesamfund fik i 1978 tilbud om at købe bygningen. I dialog med andre kvindeorganisationer blev ideen om et krisecenter kombineret med kvindehus født, men ingen havde de nødvendige penge. Entreprenørfirmaet Jespersen og Søn A/S købte i stedet huset, som de planlagde at rive ned for derefter at opføre kontorbyggeri på grunden. Den 2. november 1979 besatte en gruppe kvinder huset. De krævede, at stiftelsen forsat skulle være hjemsted for udsatte kvinder. Kvinderne malede de fire karakteristiske røde kvindetegn med knyttede næver i vinduerne. Tegnene kan i dag stadig ses i vinduerne på forsiden af huset. I 1980 købte kvindegruppen huset for 2,8 millioner kroner. Pengene blev indsamlet ved en landsindsamling og var på det tidspunkt den største fundraising i Danmark siden 2. verdenskrig. Kort tid efter etablerede kvinderne landets andet krisecenter for voldsudsatte kvinder og deres børn ved navn Dannerhuset. Kvinderne istandsatte huset, og krisecentret blev straks taget i brug. Det nye krisecenter blev drevet af frivillige grupper, mens større beslutninger blev taget på store fællesmøder. I dag anvendes bygningen af organisationen Danner, der arbejder med vold mod kvinder og børn. Bygningen fungerer både som krisecenter, hvor kvinder kan bo og rådgivningscenter. Bygningen blev restaureret fra 2010 til 2012. I forbindelse med restaureringen af bygningen er der blevet anlagt en terapihave målrettet husets beboere.

Beskrivelse

Frederik VIIs Stiftelse ligger i krydset ved Nansensgade og Gyldenløvesgade, tæt på søerne i København. Bygningen ligger tilbagetrukket på grunden og omgives af et ældre gitter med støbejernsbalustre og dobbeltlåger. Stiftelsesbygningen i tre etager over en høj kælder og med udnyttet tageetage består af to sammenbyggede fløje, hvor den forreste vender mod Gyldenløvesgade. Vinkelret herpå er den bageste fløj, som ligger parallelt med Nansensgade. Begge fløje er grundmurede i rød og gul blankmur med håndstrøgne sten og brændte fuger. Begge fløje bærer heltage hængt med skifer. I rygningerne sidder syv skorstenspiber i blankmur med sokkel og krave. I alle tagflader sidder nyere tagvinduer, og i tagfladen mod Gyldenløvesgade er fire kviste med spir. I tagfladen på den bageste fløj er der et stort, nyere og rundt støbejernsvindue. Begge gavle i fløjen mod Gyldenløvesgade og i facaden mod Gyldenløvesgade samt gavlen i den bageste fløj er rundbuede. Bygningen står på en høj sokkel af granitkvadre, herover er facaden på alle sider opbygget med skiftevis murværk og forskellige typer gesimser: Sålbænksgesimser, bånd af sandsten, savsnitsgesimser og endelig en profileret hovedgesims af formsten. Der er desuden flere recesfelter med teglrelieffer og pilastre af mursten. I facaden mod Gyldenløvesgade er de midterste fag trukket frem fra facadeflugten. I disse fag er der i stueetagen et indgangsparti indrammet af gule mursten og røde formsten med to ældre, tofløjede døre med to trin af granit foran. Dørene er grønmalede fyldingsdøre med glas i de to øverste fyldinger, og de har overvinduer med en svagt buet overramme. Over indgangspartiet og to etager højt er to rundebuede vinduer og et rundt vindue, som sidder tilbagetrukket fra facadeflugten i et halvrundt blændingsfelt. De ældre vinduer har en dekorativ sprosseinddeling og fire rødmalede kvindetegnshænder. Herudover er der i kælderen en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Fire trin af granit fører ned til kælderen. I de tre gavle er det midterste fag trukket frem fra facadeflugten, og i de to endegavle i den forreste fløj sidder ældre, grønmalede døre, herover er et overvindue med to ruder. Dørene har et lille vindue formet som en firkløver og er belagt med brædder i et dekorativt mønster. I den bageste fløj er der i kælderetagen på begge sider fire nye, tofløjede terrassedøre af glas. På alle sider, med undtagelse af gavlene, er der rektangulære vinduer i stueetagen, og på de resterende etager har vinduerne en halvrund overramme. I gavlene er det vinduerne i stueetagen, som har en halvrund overramme, mens de resterende er rektangulære. Alle vinduer er grønmalede. Vinduerne er ældre og firerammede med todelte underrammer med undtagelse af kældervinduerne, som er torammede med fire ruder i hver ramme. Alle vinduer har buestik, hvor dem med de halvrunde overvinduer har rundbuede buestik. I det indre er den oprindelige grundplan i store træk bevaret med hovedtrapperum, kontorer og festsal i den forreste fløj mod Gyldenløvesgade og en beboelsesafdeling i den bageste fløj mod haven. Fra Gyldenløvesgade er der indgang til en højloftet foyer med en todelt hovedtrappe, der fører op til en fordelingsgang. Den ældre trappe har vanger, mægler, drejede balustre og profileret håndliste samt pudsede løb. Det feltinddelte loft i foyeren er malet med gule og blå felter. Herudover er der søjler af træ, en balustrade mellem trappens todelte løb og lysningspaneler omkring de tofløjede fyldingsdøre med glas i den øverste fylding. Træværket er gråmalet, og gulvet er skakternet i sort og hvidt. På hver side af den centralt placerede festsal er der på første og anden etage kontorlokaler af forskellig størrelse, badeværelser og køkkener. Kontorlokalerne er farvesat med syv forskellige farver. Trapperummene er placeret i hver gavl. Tageetagen er delvist udnyttet med et stort, åbent rum i den forreste fløj og på hver side mindre lokaler og uudnyttet loft. I den bageste fløj er der et åbent kontorlokale med en nyere, intern trappe op til det delvist udnyttede spidsloft i den forreste fløj. I beboelsesafdelingen er der på hver etage private værelser med et soverum, et lille tekøkken og badeværelse placeret på hver siden af en central gang. Fordelt over fire etager er der i alt 18 værelser. Herudover er der et fælles køkken- og opholdsrum på hver etage. Væggene i værelserne er pudsede og malet hvide. De fire køkken- og opholdsrum er udsmykket på forskellig vis med tapeter, lamper og møbler. I kælderetagen er blomster- og fuglemotiver malet direkte på væggen. I kælderetagen er der desuden indrettet rum til bl.a. leg og ophold samt kontor og opbevaring. Festsalen er højloftet med en trompe d'oeil af et kassetteloft. Væggene er både panelbeklædte og feltinddelte, hvoraf nogle er marmorede. Paneler og vægfelter adskilles af en konsolbåren gesims. Der er ældre, symmetrisk placerede tofløjede fyldingsdøre med fordakninger over. Der er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt plankegulv og loftsgesimser. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder tre ældre bitrapper med indstemte trin i vangerne, drejede balustre og rundede håndlister, brystningspaneler, indfatninger omkring vinduer, høje og lave fodpaneler, fyldingsdøre med hængsler, greb og gerichter, skorstenskerner og vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Vinduerne har traditionelle forsatsruder. En del nyere skillevægge er blevet opsat, og de er alle bræddebeklædte og adskiller sig klart fra de eksisterende. I midten af bygningen ligger en nyere elevator. Derudover er der ligeledes nyere glasdøre. Overfladerne er overvejende ældre eller traditionelle, herunder pudsede vægge og lofter og bræddegulve. Herudover er der nyere fliser på badeværelserne.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Frederik VII's Stiftelse er knyttet til den centrale og prominente beliggenhed på hjørnet af Nansensgade og Gyldenløvesgade, hvor den fritliggende bygning med tilhørende have ligger tilbagetrukket på grunden omkranset af et ældre støbejernsgitter. Stiftelsesbygningen adskiller sig markant fra den omgivende bebyggelse både i kraft af sin arkitektur, stil og den tilbagetrukne placering, og den udgør dermed et yderst iøjnefaldende element langs en af Københavns mest trafikerede strækninger. Til ejendommens gårdside knytter den miljømæssige værdi sig til bygningens sammenhæng med den omgivende have, der er udformet som en terapihave til husets beboere.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Frederik VII's Stiftelse knytter sig til det samlede anlæg med bygning og gitter som et fornemt og velbevaret eksempel på et stiftelsesbyggeri i København, der blev opført i anden halvdel af 1800-tallet som en velgørende foranstaltning, som hjem for enker og ugifte kvinder over 40 år, der ikke fik understøttelse fra staten og som ikke kunne forsørge sig selv. Den kulturhistoriske værdi ved Frederik VII's Stiftelse knytter sig i det ydre til bygningen og især facadernes udformning, der er et yderst velbevaret eksempel på samtidens historicistiske arkitektur. Historicismen var den toneangivende stil i anden halvdel af 1800-tallet og var kendetegnet ved stilblandinger, hvor tidligere stilarter som renæssance, gotik og barok blev imiteret og sammenstillet på nye måder. Frederik VIIs Stiftelse er opført i stilen nyrenæssance, der er en fortolkning af renæssancen, som i Danmark dækker over perioden fra ca. 1500-1650. Bygningen er stærkt inspireret af både herregården Hesselagergård på Fyn og norditaliensk murstensarkitektur. Hesselagergård er landets ældste renæssancebygning og samtidig en af landets mest kendte og kulturhistorisk set betydeligste herregårde: et fremragende eksempel på overgangstiden mellem middelalder og renæssance. Inspirationen kommer til udtryk i den forholdsvis kompakte bygningskrop med de rundbuede gavle, det blanke murværk i røde og gule mursten med gesimser og bånd samt relieffer af formsten. I det ydre er der endvidere kulturhistorisk værdi ved de rødmalede kvindetegnshænder på vinduerne, der vidner om, at bygningen i 1979 blev besat af en gruppe kvinder for at beskytte huset mod at blive revet ned. Kvindegruppen endte med at købe huset i 1980, og efterfølgende blev Dannerhuset i sin moderne udgave grundlagt. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til bygningens i store træk bevarede grundplan, der afspejler de mange forskellige funktioner den rummer. Bygningen er klart opdelt i en offentlig og privat afdeling, og hvor den bagvedliggende fløj primært består af boliger, har den forreste fløj mod Gyldenløvesgade kontorer og den store festsal. De mange mindre værelser i boligfløjen vidner om bygningens funktion, både tidligere og i dag, som et sted, hvor kvinder og børn midlertidigt kan bo. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi relateret til forskellene mellem fløjenes interiører, hvor detaljeringsgraden i form af paneler, trapper og fyldingsdøre viser, at den forreste fløj var den fornemmeste i modsætning til interiøret i den bageste fløj, der er knap så fin og detaljeret. Herudover er de ældre og bevarede bygningsdele og -detaljer eksempler på historicismens æstetiske idealer og det høje håndværksmæssige niveau.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Frederik VII's Stiftelse er i det ydre knyttet til anlæggets samlede fremtræden som en helhed bestående af de to sammenbyggede fløje, der bindes sammen af materialevalg og murværkets detaljering. Bygningens proportionering, symmetriske opbygning og homogene materialeanvendelse giver den et markant og særpræget udtryk. Der er endvidere arkitektonisk værdi relateret til det historicistiske formsprog, som er særdeles varieret med rundbuede gavle, rundbuede og rektangulære vinduer koblede i flere forskellige systemer og flere niveauspring i den sammensatte bygningskrops facade. Det er især murværkets mange detaljer, der sammen med den store midtrisalit med den afsluttende gavl, som skaber liv i facaden. Arkitektonisk fremstår bygningskomplekset således kompakt og udtryksfuldt. Hertil kommer, at der er arkitektonisk værdi relateret til opbygningen af stiftelsesbygningen, der fremstår tung og vægtig med en sokkel af granit og herover murstenene, der synes lettere end granitten og dermed løfter bygningen. Murværkets åbninger i form af døre og vinduer markeret ved hjælp af murstik er ligeledes medvirkende til at lette den tunge bygning og skabe variation i den røde og gule flade. I det indre er den arkitektoniske værdi relateret til den stramme og symmetriske grundplan, som gentages på de forskellige etager, der giver en god og varieret rumoplevelse, hvor især oplevelsen af at gå ind i den højloftede festsal fra de lavere og smallere gangforløb har en uovertruffen arkitektonisk oplevelse. Den virkning er ligeledes særdeles stærk, når man træder ind i den højloftede og dekorativt udsmykkede foyer, og derfra bevæger sig videre ind i et af de smalle gangforløb for derefter enten at gå ind i et kontor eller videre ind i det relativt åbne trapperum i gavlen. Derudover er der arkitektonisk værdi relateret til farvesætningen af hele Stiftelsesbygningen, som både understreger rummenes forskellige funktioner og ikke mindst er med til at underbygge den varierede oplevelse af rum. Endelig er der arkitektonisk værdi knyttet til de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer, herunder de forskellige typer panelering og fyldingsdøre, der tilsammen bibringer interiøret en høj grad af atmosfære. Der er især arkitektonisk værdi relateret til festsalen, som med sine mange snedkerdetaljer og farvesætning fremtræder helstøbt rum og understreger salens centrale placering i rumhierarkiet. Man fornemmer tydeligt, at festsalen er bygningens offentlige omdrejningspunkt og ikke mindst vigtigste rum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links