Gammel Mønt 25 ligger på Gammel Mønt 25 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I krydset Gammel Mønt og Møntergade lå Sankt Clara Kloster (hvorfra Klareboderne har sit navn), der med visse afbrydelser blev benyttet fra 1541 som værksted for prægning af mønter, mens den i perioden 1575-1593 var kirke for en tysk menighed, for så igen at blive møntergård frem til 1623. Gården kaldtes Gammel Mønt og dette navn overførtes så til gaden, der mellem 1631 og 1650 opstod som et resultat af klostergrundens udparcellering. Den store bybrand i 1728 forvoldte store ødelæggelser, og mange af de ældste bevarede ejendomme i Gammel Mønt er således oprindelig opført som såkaldte ildebrandshuse i 1730'erne. De fleste af disse ejendomme er siden forhøjet eller ombygget på forskellig vis. Mange bygninger i området er forsvundet ved saneringer og ved opførelser af nyere monumentale byggerier. Den dag i dag står Gammel Mønts søndre husrække som et af de få intakte gadeforløb med oprindelse i genrejsningstiden efter 1728. Gammel Mønt 25 blev opført i 1729 for brændevinsbrænder Søren Jens Klarup. Det oprindelige anlæg var grundmuret til gaden, to etager højt og med kælder. I 1767 blev en port på halvandet fag etableret. På et tidspunkt i perioden 1769-89 blev ejendommen forhøjet med to etager mod gaden og tre etager mod gården, mens taget forandret til et mansardtag. Antageligvis skete disse ændringer sent i perioden, dvs. 1788-89, som ét samlet ombygningsprojekt for Henrik Welmann. I 1891 blev facaden forandret til sit nuværende udseende, hvorved den blev pudset og udsmykket med gesimser, bånd, indfatninger og balustre.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende på Gammel Mønt, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens sydlige husrække. Ud over forhuset omfatter ejendommen mod gården et sidehus. Forhuset er grundmuret i fire fag, og det er fire etager højt med kælder og har derudover en udnyttet tagetage. Forhuset bærer et mansardtag hængt med skifer og med høje murede brandgavle, der øverst er hængt med røde tegl. Mod gaden er der to mansardkviste i den nedre del samt en heltagskvist i den øvre tagflade. Forhusets facade er pudset og i indgangsfaget er den kvaderfuget. En lav sokkel bærer en profileret fodliste. I stueetagen er der et indgangsparti forsynet med kanellerede indfatninger med rosetprydelser og en kraftig konsolbåren fordakning. Døren er en ældre, tofløjet grålig fyldingshoveddør med fodstykker, fyldinger og glaspartier. Over døren er et ét-rudet overvindue, og herover en indrammet og udsmykket felt med forgyldt inskription, H.W.W. og V.F.J. øverst og årstallene 1788 og 1891 samt snedkerattributter midtfor, herunder høvl, passer og vinkelmåler. I den andet yderfag er en kældernedgang med smedejernsgelænder udformet som griffer, gitterlåger og en nyere, hvidmalet butiksdør med et opsprosset glasparti samt et sideordnet glasparti. Kælder- og stueetagens vinduer omfatter en butiksfacade med nyere, opsprossede og hvidmalede, ét-rammede butiksvinduer, der fagvist er sammenførte to og to. Over stueetagen er der en kordongesims, og under første sals vinduer er balustre og en sålbænksgesims. Over første sals vindue i indgangsfaget er en konsolbåren trekantsfronton. Mellem første og anden sal er over tre fag en frise med en mæanderbort. Anden og tredje sals vinduer har alle udsmykkede sålbænke. Over anden sals vindue i indgangsfaget er en konsolbåren fordakning, mens de øvrige vinduer på anden sal har enkle fordakninger med slutsten. Mellem anden og tredje sal er en frise med en løbende hund. Tredje sals vindue i indgangsfaget har indfatning med slutsten. Øverst er en profileret hovedgesims med sparrehoveder. Vinduerne fra første til tredje sal er ældre, gråmalede dannebrogsvinduer, mens der i kvistene er traditionelt udførte, opsprossede trefagsvinduer samt torammede vinduer, der er malet grå. Hertil kommer fire, nyere og mindre tagvinduer i den øvre tagflade. Mod gården, der er brolagt, omfatter ejendommen i forhuset et bredt fag samt et skråt parti med et smalt og et bredt smigfag. Sammenbygget hermed er et sidehus i tre almindelige fag og af samme etagehøjde som forhuset. Smigfagspartiet og sidehuset bærer ensidige tage hængt med skifer. I tagfladerne mod gården er i alt ni nyere, mindre tagvinduer. Nærmest rygningen er to skorstenspiber samt rester af en skorstenspibe nærmest gavlen af sidehuset. Gårdsiden af ejendommen er pudset med en enkel hovedgesims øverst. Der er udgang til gården via en ældre, mørkegrøn dør med en fylding nederst og et glasparti øverst. Der er i sidehuset en kældernedgang med en nyere, tofløjet og mørkegrøn pladelem. Gårdsiden har en ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er malet mørkegrønne. Vinduer er torammede og opsprossede, dannebrogsvinduer samt tre- og seksrammede trefagsvinduer. Ejendommen har i det indre i store træk bevaret en ældre planløsning. I kælder- og stueetagen er der erhverv, og til gaden deler kælder- og stueetagen vinduesfag, hvorfor der er smalle åbninger i etagedækket nærmest de gadevendte vinduer. Kælderen har en traditionel butiksindretning med et forlokale omfattende to sammenlagte rum i forhuset samt en bagbutik under sidehuset. Stueetagen omfatter i forhuset et gadevendt rum og en entré opdelt af en nyere væg. Dertil kommer en smigfagsstue, et toilet og et gårdvendt køkken, mens der er et større værelse i sidehuset. Indgangspartiet fra Gammel Mønt giver fra gaden adgang til en gennemgående forstuegang, der fører til en gårdvendt opgang samt ud til gården. Der er én lejlighed per etage på første til tredje sal, mens fjerde og femte sal (mansardetagen mod gaden) omfatter en lejlighed i to plan. Lejlighederne omfatter entré, to gadevendte rum, gårdvendt et toilet og badeværelse, en smigfagsstue med køkkenafsnit samt et stort værelse i sidehuset. I stueetagen er der en ældre sammenlægning af de to gadevendte stuer, med en klar afgrænsning af rummene i loftet ved en gesims. Den indrettede tagetage på femte sal rum en delvist åben planløsning samt et toilet. Forbindelse mellem de to plan er på fjerde og femte sal sker fra den ene af de gadevendte stuer. I ejendommen er i overvejende grad en traditionel materialeholdning. Der bevaret skorstenskerner. Der er traditionelt udførte flisegulv i forstuegangen, derudover gulve i nyere marmor, parketgulve samt ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve i lejlighederne. Der er overvejende grad overpudsede, malede vægge og lofter samt i tagetagen nyere pladevægge- og lofter, sidstnævnte med synlige tømmerkonstruktioner. Der er gennemgående traditionelt udførte forsatsvinduer samt vinduer med forsynet med optoglas. Der er lysningspaneler i de fleste vinduesnicher på hovedetagerne, fodlister i mange rum, og i lofterne er der i stuerne på flere etager en ældre stukkatur af kantfriser af forskellig udformning. Dertil kommer fod- og brystningslister i forstuegangen. I kælderen er der bjælkeloft i dele af det gadevendte lokale. I lejlighederne er der hovedsageligt ældre firefyldingsdøre og enkelte tofløjede fyldingsdøre, heraf en del døre med ældre greb, hængsler og gerichter. Hertil kommer nyere tofløjede, franske døre samt nyere pladedøre. Trappen mellem fjerde og femte sal er en nyere, men traditionelt udført kvartsvingstrappe. Den ældre hovedtrappe er toløbet med en drejet mægler, lysegrå forvange, indstemte trin belagt med linoleum, drejede balustre og en afrundet, lakeret håndliste. Endelig må bemærkes en plade med et ældre bomærke opsat i forstuegangen. Bomærket er dateret 1788, og viser navnet H.W. Welmann samt snedkersymboler.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Gammel Mønt, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der har fælles oprindelse, men som i kraft af ombygninger her viser forskellige facadeudtryk. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur og bebyggelseslinje.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 25 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et bygningskompleks med rod i 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter den store brand i 1728 samt ikke mindst om en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med nabogaderne i den bevarede karré mellem Sværtegade og Møntergade. Den særligt velbevarede husrække Gammel Mønt 17-41 består alle af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået deres variation i højde og i udstyringen af facaderne (navnlig Gammel Mønt 25 er et illustrativt eksempel på dette). Kun hjørnebygningen, nr. 41, står omtrent som, da den blev opført. Før branden i 1728 lå der en række boder fra 1600-tallet, og disse blev senere i århundredet stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan aflæses i gaden. Endvidere er den kulturhistoriske værdi ved Gammel Mønt 25 relateret til kombinationen af forhus og sidehus, der formentlig er opført samtidig i 1730'erne og vidner om en traditionel bebyggelsesstruktur fra denne periode, der danner udgangspunkt for det nuværende anlæg. I det ydre knytter den kulturhistorisk værdi sig til ejendommen som et eksempel på en ejendom, der i udpræget grad viser et historicistisk stilideal. Ejendommens fremtræden er således først og fremmest præget af ombygningen i 1891, der omkalfatrede det ældre anlæg. Dette kommer til udtryk i facaden, hvis kulturhistoriske værdi knytter sig til den gennemførte og meget repræsentative udformning og detaljering. Det gælder den glatpudsede facade, hvis indgangsfag på alle etager er kvaderfuget, et træk der vinder frem i løbet af 1800-tallet. Enkelte elementer fra barokken og klassicismen findes anvendt på raffineret vis i facadens udstyring med pudsdetaljer, hvilket er meget typisk og illustrativt for historicismens ofte frie, rige og eklektisk orienterede brug af arkitekturhistoriens reservoir af stilelementer og -referencer. Det gælder opdelingen af facadeplanet ved en enkel kordongesims over stueetagen og en kraftigere hovedgesims med sparrehoveder ved tagfoden. Dertil kommer den differentierede udformning af indgangsfaget med dørparti, indramning og konsolbåren fordakning nederst, mens de overliggende vinduesfag er forsynet med sålbænke, indfatninger og fordakninger af forskellig udformning, herunder trekantsfronton, dækplade og slutsten – der på tidstypisk vis for slutningen af 1800-tallet aftager opefter i størrelse og effekt, men uden at mindske etagehøjden. Markeringen af beletagen som den vigtigste og fineste etage markeres dog endnu i denne ejendoms facade ved rækkerne af balustre placeret i fordybninger under etagens vinduer På samme måde som i indgangsfaget er der antik-inspirerede udsmykninger, som her aftager i udstrækning opefter: Mellem første og anden sal er et bånd med en mæanderbort og mellem anden og tredje sal er et smallere bånd med en løbende hund, hvilket er dekorative indslag, der er meget velkendte i klassicismen, som den ses i københavnske ejendomme fra tiden efter bybranden i 1795. Derudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til den tofløjede hoveddør, der typisk for historicismens etageejendomme har fyldinger nederst og høje glaspartier øverst, og dertil kommer overvinduet og det rigt udsmykkede parti under fordakningen, her med referencer til de afgørende år og personer i bygningens historie samt til snedkerarbejdet gennem sin afbildning af redskaber. Det afspejler på et mentalitetshistorisk plan historicismens dyrkelse af historien ved at angive ældre årstal og navne, herunder 1788 og 1891. Her henvises til H.W.W., dvs. snedkermester Welmann, der ejede huset i 1788 og byggede det om (Welmanns eget gamle bomærke blev i forbindelse med ombygningen i 1891 flyttet til sin nuværende plads på forstuegangens ene væg). Endvidere viser historicismen et typisk træk i vinduessætningen på etagerne i overfacaden med brugen af ens udformede, harmonisk proportionerede dannebrogsvinduer uden todelte underrammer, hvilket yderligere er et moderne træk. Endelig kommer ejendommens skiferhængte mansardtag med kviste, der på fjerde sal mod gaden giver en næsten fuld etage, samt kvisten i den øvre tagflade. Mod gården knytter der sig kulturhistorisk til den enkle, pudsede murflade med den smalle hovedgesims, hvortil kommer døren og kældernedgangen med alle detaljer og den blandede, mere funktionsorienterede og varierede vinduessætning af torammede vinduer, dannebrogsvinduer samt tre- og seksrammede trefagsvinduer. Endelig kommer skorstenspiberne nær rygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de i store træk velbevarede etage- og planløsninger, der i lighed med det ydre primært præges af ombygningen i historicistisk stil i slutningen af 1800-tallet. Grundlæggende viser ejendommens grundplan og lejlighedsstruktur dog tilbage til dens oprindelse i et ældre anlæg, herunder med gadevendte stuer, en fordelingsgang, funktionsrum mod gården og en smigfagsstue, mens der i sidehuset er et værelse. Dertil kommer den ældre disposition med en gennemgående forstuegang fra gaden med adgang til den gårdvendte trappeopgang samt i senere tid til den typiske indretning med erhverv i underetagerne og beboelse fra beletage og opefter. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle detaljer og overflader, der giver karakter til oplevelsen af ejendommens indre. De fleste ældre elementer er historicistiske og samlet set udgør et værdifuldt vidnesbyrd om formgivning og materialeholdning i slutningen af 1800-tallet. Dette gælder flise-, planke- og bræddegulve, pudsede vægge og lofter, heraf en del med stukgesimser med tandsnits- og palmettefriser. Det gælder den velbevarede dørsætning – og for historicismens meget typiske udformning, med standardiserede men gedigne to- og firefyldningsdøre med ældre hængsler samt gerichter med mange profilled. Dertil kommer de mange ældre dørgreb, der kombinerer træ- og messingdele på dekorativ vis. Derudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til de bevarede skorstenskerner og tømmerkonstruktioner samt hovedtrappen med alle tidstypiske detaljer, herunder indstemte trin, drejet mægler og balustre samt en afrundet, lakeret håndliste. Trappen afspejler på repræsentativ vis historicismens forkærlighed for kontraster og sammenstilling af forskellige træsorter og overflader.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets facade, der på alle skalatrin er yderst velkomponeret og varieret i sin udformning. Det gælder den pudsede facade, den overordnede opdeling ved kordongesimsen i en over- og underfacaden samt kvaderfugningen af indgangsfaget og den markerede hovedgesims – disse greb holder den meget detaljerede facade i balance under det høje, skiferhængte mansardtag. Der knytter sig betydelig arkitektonisk værdi til udstyringen af facaden med balustre, sålbænke, indfatninger, fordakninger, fronton og dekorative, antikke bånd, der giver facaden en dynamik og en delikat reliefvirkning. Ydermere er der værdi i kontrasten mellem facaden og den funktionsbetingede, prunkløse gårdside samt til døre og vinduer, hvis udformning i høj grad knytter sig harmonisk til den øvrige udformning af det ydre. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de klart definerede planløsninger, der kombinerer funktionalitet, teksturer og udsmykning på en gennemført og helstøbt måde. De store vinduespartier, der tillige gør sig gældende mod gården, giver i lejlighedernes rum et rigt og varieret lysindfald.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links