Nyhavn 53, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv., og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Det fem fag brede forhus blev i årene 1754-1755 for skipper Hans Jacobsen Tofte bygget i tre etager over kælder og med frontispice over risalitten. Murermester J. N. Schiøldan ombyggede ejendommen i årene 1874-1875 og tilføjede den nuværende fjerde etage og trappehuset mod gården. Facaden blev pudset og oliemalet i 1890erne.

Nyhavn 53 er en fem fag bred og fire etager høj bygning over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Over en sokkel af granitsokkelsten er murværket pudset og rødmalet. Mellem tredje og fjerde sal er en gesims, og facaden afsluttes under tagudhænget af en bred trukket gesims. Det tre midterste fag er let fremtrukket i en risalit i de tre nederste etager, og yderfagene er bredere en de øvrige fag. Alle murdetaljer er hvidmalede. Taget er et heltag hængt med sortglaserede tegl mod gaden og røde vingetegl mod gården samt på sidehusets tag, der har ensidig hældning. I sidehusets rygning ses soklerne af de ældre skorstene, der begge er afbrudt og lukket over soklen. Der sidder flere udluftningshætter i tagfladerne mod gården og ligeledes en række zinkinddækkede kviste. I forhusets tagflade mod gården er der tillige en tagterrasse. Ud for spidsloftet både i for- og sidehus ses flere nye ovenlysvinduer. I forhusets frie brandgavl mod øst er der i nyere tid isat fem smalle helrudevinduer med termoglas. I femte fag er et portparti med en pudset indfatning. Heri sidder en ældre, firefløjet port med fyldinger, herover er et bredt overstykke med påskriften Madam Toftes Gaard Anno 1755 samt et firedelt overvindue. Porten har håndsmedede hængsler og nyere lukketøj samt pumpe. Portrummet har et gulv med brosten og bordursten samt et langsgående trin i den ene side. Væggene er forneden kvaderpudset og malet gule, over en vandret gesims er væggen ligeledes pudset en her hvidmalet. I ydermuren ses fyldinger og medaljoner med gipsrelieffer efter Bertel Thorvaldsen. Loftet er glat og pudset og har en stukgesims. Fra portrummet er der ligeledes indgang til trapperummet gennem en ældre fyldingsdør med et diagonaltstillet vindue og et fast sidestykke, ligesom der er en ældre kælderdør med tre fyldinger. Både indgangsdør og kælderdør er malet mørkegrønne. Mod gården har forhuset et buet trappefag ved siden af portfaget. Til højre for trappefaget er forhuset gennem et smigfag og en smal tofags mellembygning sammenbygget med et bredere femfags sidehus, der har samme højde som forhuset. Forhus og sidehus er mod gården pudset og gulmalet, under tagudhænget er en smal, retkantet gesims. Vinduerne er mod gaden korspostvinduer med opdelte underrammer i midterfagene, mens yderfagene er trefags vinduer med samme opdeling. Vinduerne er ældre, hvoraf en del kan have nyere, traditionelt udførte rammer. Kælderetagens vinduer er nyere helrudevinduer. Mod gården ses en lignende vinduesfordeling med brede vinduer i port, trappefag, i flere af sidehusets fag, de øvrige fag udgøres af korspostvinduer. Alderen på gårdsidens vinduer er den sammen som mod gaden. Der er nedgang til kælderen gennem en ældre, mørkegrønmalet revledør med to fløje. Hovedtrappen i forhuset er en ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er glatte mod lysningen og slanke, drejede balustre og en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trappen er ældre, med ikke fra opførelsen i 1755. Størstedelen af hoveddørene ud mod trappen er ældre, fra midten eller anden halvdel af 1800-tallet. Trin og reposer er belagt med tæpper og i det buede trappefag mod gården ses små, ældre og nagelfaste taburetter til at hvile sig på. Fra hovedtrappen er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har i sidehuset en fordelingsgang med adgang til køkken, badeværelse samt kamre, alle sidehusets rum er gårdvendte. I lejligheden på 4.sal er det oprindelige pigekammer og spisekammer, der ligger i tilknytning til køkkenet, bevaret. De øvrige lejligheder har udgang til en elevator, der er tilbygget sidehusets baggavl, og som ikke er omfattet af fredningen. Bagerst i sidehuset er køkkentrappen, der er en halvsvingstrappe med indstemte trin, uden nogen dekoration og med runde balustre samt en malet håndliste. Mod gaden er der midtfor en trefagsstue, som på begge sider har et kabinet på et bredt fag. Mellem nogle stuer er der tofløjede døre med tre fyldinger, dobbelte slaglister, med nyere hængsling. I flere lejligheder ses halvrunde ovnnicher. Det ældre hanebåndsloft og spidsloft er indrettet til henholdsvis kontor og beboelse. På tredje og fjerde sal er væggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer. Sidehusets rum har en mere enkel udformning med pudsede vægge og lofter, heraf nogle lofter med spots, der er tillige fodpaneler og enkelte loftrosetter. Dog har enkelte af sidehusets værelser også helpaneler på ydervæggene og stukprofiler. Vinduerne har flad forkant og karnisprofil på hjørnerne, enkelte med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har fire fyldinger overvejende med ny hængsling og enkelte har indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. Kontoret og lejligheden i tagetagen er indrettet i nyere tid og fremstår således med nyere overflader herunder bræddegulve, malede og pladebeklædte skråvægge samt lofter. Tagetagen har nyere vinduer med koblede rammer. Dørene er nyere, hvoraf flere enten er glatte med indfræsede riller eller udført efter ældre forlæg, dog alle med nyere beslåning. Fra spidsloftet i forhuset er der udgang til en nyere tagterrasse mod gården. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede, kalkede vægge, støbte gulve, lofter med synlige bjælker og pudsede lofter imellem bjælkerne. Dørene ned til kælderen er ældre tofløjede revledøre og vinduerne er ældre, med to eller tre opdelte rammer.

Den miljømæssige værdi ved Nyhavn 53 knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af Nyhavns karakteristiske husrække, der består af de pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse af 1600- og 1700-tals borger- og pakhuse. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af den historisk fortættede havnepromenade. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt, tæt baggårdsmiljø, der viser bygningernes hierarki, og hvordan man udnyttede byens arealer mest muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen Nyhavn 53 knytter sig til det samlede anlæg bestående af for- og sidehus begge opført i grundmur mod gaden og med teglhængte tagflader. Anlægget udgør tilsammen en velbevaret københavnsk beboelsesejendom med oprindelse i 1700-tallets midte med senere ombygninger i 1800-tallet. I det ydre knytter der sig tillige væsentlig kulturhistorisk værdi til forhusets grundmurede facade, der med midtrisalitten, porten i det ene yderfag og gesimsen mellem tredje og fjerde sal afspejler bygningens opførelsestidspunkt i midten af 1700-tallet, og hvor gesimsen afspejler hvor den oprindelige tagfod var. Risalitten og placeringen af portfaget afspejler med en vis sandsynlighed samtidens nyeste arkitekturstrømning i København: Nicolai Eigtveds mønstertegninger for facaderne i den nye Frederiksstad, som netop var blevet anlagt på området nord for den nuværende Sankt Annæ Plads. Nicolai Eigtveds retningslinjer for facadeudformningen var blandt andet karakteriseret ved en tredelt facade med let fremhævet midtrisalit, portåbning i det ene yderfag, hertil kom kordongesims, kvaderfugning i stueetagen og frontispice over midtrisalitten. I Nyhavn 53's facade er frontispicen fjernet i forbindelse med tilføjelsen af den fjerde etage over gesimsbåndet men også i de trefags vinduer, der er karakteristiske for byggestilen i 1800-tallets anden halvdel. Den senere tilføjede etage vidner om udviklingen i 1800-tallet, hvor der blev behov for et øget antal lejligheder i bygningen. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til forskellen mellem den repræsentative facade og den enkle og næsten udekorerede gårdside, hvilket afspejler vigtigheden af at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Det lange sidehus samt den store forekomst af trefags vinduer kunne tyde på, at sidehuset er opført i 1870erne samtidig med tilføjelsen af forhusets øverste etage. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stue og kabinetter mod gaden, trapperum mod gården og en stue i smigfaget samt mindre rum, køkken, bad og bagtrappe i sidehuset. Således er den herskende levevis i datiden stadig aflæselig i ejendommens indretning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler den sene klassicisme, der var det det herskende stilideal på ombygningstidspunktet i 1800-tallets anden halvdel. De bevarede skorstenskerner og skorstensmassiver med ildstedskapper vidner ydermere om datidens opvarmnings- og madlavningsformer. Huset kaldes Madam Toftes Gård, da den er opkaldt efter skipper Hans Jacobsen Toftes enke.

Den arkitektoniske værdi ved Nyhavn 53 knytter sig i det ydre til den store og for Nyhavns gadebillede ganske brede facade. Facaden opdeles på elegant vis af de let fremtrukne midterfag, der giver facaden en let reliefvirkning. Endelig knytter den arkitektoniske værdi sig også til den enkle farvesætning i rødt og hvidt, der tilføjer bygningen et livfuldt præg, der ligger i tråd med den rige palet af facadefarver i Nyhavns gadebillede. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de rummelige stuer og kabinetter samt trapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den sene klassicismes diskrete elegance.

Læs videre om

• Fiolstræde 29, København
• Gammel Mønt 41, København
• Rosengården 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen