Gråbrødre Kloster
.
Gråbrødre Kloster
.
Gråbrødre Kloster
.

Gråbrødre Kloster ligger på Gråbrødre Plads 1 i Odense Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Odense Graabrødre Kloster kan føres tilbage til 1285, hvor Kong Erik Klippinge skænkede sin kongelige gård med alt tilliggende til Franciskanermunkene. Efter farven på deres ordensdragter blev fransiskanerne kaldt Graabrødre og heraf navnet på klosteret. Kirken, der blev indviet i 1343, fremstod som en gotisk bygning. Munkene opførte herefter en række klosterbygninger. Den sydlige klostergård, der var munkenes og senere hospitalets kirkegård, var omkranset af en krydshvælvet korsgang med spidsbuede åbninger ind mod gården.

Ved reformationen blev klosteret overtaget af kronen, og ved gavebrev af 27. oktober 1539 stadfæstede Kong Christian den III. at klosteret skulle være Hospital og Sygehus. I tiden efter reformationen begyndte kirken langsomt at forfalde, og under Napoleonskrigen blev tropper indkvarteret i kirken. Kirken blev endeligt nedlagt i 1805 på grund af forfald, og efter i nogle år at have været brugt som militært depot blev kirken nedrevet i 1817-19. I den nuværende klosterkirkes sydgavl er der bevaret rester af nordmuren fra den oprindelige klosterkirkes kor. På grunden blev i stedet opført en ny hovedbygning, den nuværende sydfløj der blev indviet i 1872.

I 1768 blev den såkaldte mandfolkefløj opført øst for kirkefløjen (senere benævnt sygefløjen) og 1793-96 blev der gennemført ombygninger i flere af klosteret bygninger. Det meste af den nordre korsgang blev fjernet og den vestlige del af tværfløjen, der oprindelig var i et stokværk, blev forhøjet og rumfordelingen blev ændret så hospitalet kom til at svare til tidens krav.

Det nye kloster blev opført i 1871-72 på den gamle klosterkirkes grund, og i 1868-76 blev der foretaget en omfattende restaurering af de eksisterende bygninger. I det ydre blev pudsen fjernet fra facaderne, gavlene blev forsynet med kamtakker, og det indre blev fornyet, blandt andet blev der opsat kakkelovne. Østfløjen blev tillige restaureret, her blev indrettet kirke og i samme forbindelse blev der indsat spidsbuede vinduer i ydermurene.

I 1970 blev der gennemført en omfattende istandsættelse af klosterets ydre med nye tegltage, og i det indre blev indrettet lejligheder, der siden er blevet løbende moderniseret og sammenlagt til større lejligheder.

Beskrivelse

Gråbrødre Kloster ligger midt i Odense og består af et firefløjet anlæg mod nord omkring et indre gårdrum, der er bygget sammen med en udbygning mod øst, et anneks mod nord og en kirkelænge mod syd. Tillige findes endnu en sydfløj, der vender ud mod Gråbrødre Plads og i mellem denne bygning og det firefløjede anlæg er tillige et gårdrum, der åbnes op mod vest. Mod øst er en parklignende have, og hele klosteret omkranses af en høj mur mod øst og et smedejernsgitter mod vest. På grunden er et par øvrige bygninger, herunder en forvalterbolig, der dog ikke er omfattet af fredningen.

Alle klosterets bygninger er grundmurede og opført i to etager. Bygningerne har røde, blanke mure, dog er udbygningen mod øst i gule sten. Bygningernes sokler varierer mellem mur, granit og kampesten, ligesom der findes forskellige gesimser, herunder savsnit og buefrise, de fleste i blank mur, mens udbygningen mod øst har en hvidtet gesims. Alle tage er udført som heltage og er teglhængte med røde vingetegl, bortset fra sydfløjen der har skifertag og i denne bygnings rygning ses en række traditionelt udførte skorstenspiber med sokkel, krave og gesims. Tagfladerne er stort set ubrudte, dog er der mindre tagvinder enkelte steder. Tagrender og nedløbsrør er udført i zink. Alle fløje afsluttes af kamtakkede og blændingsprydede gavle og flere af længerne har tillige kamtakkede frontgavle. I en frontgavl ses en urskive. I sydfløjens frontgavl mod torvet ses et fremskudt indgangsparti med rundbuede stik, sandstenssøjler og en granittrappe op til en tofløjet fyldingsdør med rundbuet, vifteopsprosset overvindue. De øvrige døre i klosterets bygninger er enten tofløjede, flammerede porte, tofløjede fyldingsdøre hvoraf enkelte har glas i de øverste fyldinger samt forskellige revledøre. De fleste døre er udført med opsprossede overvinduer. Alderen på vinduer og døre er varierende men hovedparten er ældre og traditionelt udførte med stik og sålbænke, der enten er støbte eller murede. Alt træværk på bygningerne af røde sten er malet mørkebrune, mens træværket i østlængens gule mur er malet grønt.

De korte bevarede del af den tidligere korsgang har gotiske, spidsbuede vinduer med blyindfattede ruder.

I det indre er alle bygninger i dag indrettet med lange fordelingsgange og lejligheder, der har forskellig størrelse. Fælles for lejlighederne er en nyere materialeholdning, der domineres af parket- og linoleumsgulve, pudsede vægge og lofter, gipsbeklædte lofter, glatte eller nyere et- og tofløjede fyldingsdøre samt nyere plane døre og forsatsruder for alle vinduer. Flere steder i sydfløjen er de ældre bræddegulve bevaret ligesom dele af tidligere alkover. Der er nyere badeværelser og køkkener i alle lejligheder. Gangarealer ligger for det meste i midten af bygningerne og i forbindelse med trapperum, der i de fleste bygninger tillige er nye. Gangarealerne fremstår med nyere materialer, herunder gulvtæpper, pudsede vægge og gipslofter samt nye glatte døre. Tagetagerne er uudnyttede, og her ses de ældre tømmerkonstruktioner samt understrøgne tagsten. Enkelte steder på loftet er små værelser med bindingsværksvægge. I den nordlige fløj er en større gennemlyst og højloftet munkesal med bræddegulv, bjælkeloft, påmalet skrift på væggene og små murede nicher samt ældre revledøre og et teglstensgulv i en forstue til salen. I den sydligste del af østfløjen er indrettet en klosterkirke.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Gråbrødre Klosters beliggenhed i midten af Odenses ældre bykerne. Det samlede anlæg, som omfatter fløjene, kirken, forvalterboligen og haven, der indhegnes af høje mure og støbejernsværn, indgår tilsammen i et effektfuldt sammenspil, som udgør et markant kulturmiljø.

De forskellige have- og gårdrum omkring de fredede bygninger har tillige en stor miljømæssig værdi, idet de skaber et idyllisk miljø af lukkede, intime uderum, der står i stor kontrast til de tætbebyggede gader omkring anlægget. Små bede og ældre pigstens- og brostensbelægninger bidrager til en høj autenticitet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til alle de fredede bygninger, der udgør et betydningsfuldt historisk anlæg. Anlæggets størrelse og fløjenes traditionelle sammenbygning omkring indre, lukkede gårdrum og haver med tæt tilknytning til kirken underbygger fortællingen om bygningernes oprindelige funktion som kloster og hospital.

Ved klosterets opførelse var det vigtigt at bygningerne markerede sig i byen, hvilket de især har gjort grundet anvendelsen af grundmur, som var en kostbar bygningsteknik. Samtidig var det dog vigtigt at et kloster / hospital, hvor begge funktioner var underordnet kirken, ikke overstrålede selve kirken og derfor har bygningerne en relativt neddæmpet udsmykning.

Bygningskomplekset minder stadig om det oprindelige kloster, men i tidens løb er der gennemført store forandringer i de enkelte bygninger. Dette ses specielt af de mange spor efter tidligere åbninger i murværket. Stenenes skiftende formater og fremstilling påviser bygningernes alder, hvoraf de store munkesten i munkeforbandt er de ældste. Af den oprindelige klostergang er i dag kun bevaret de seks østligste fag af den nordre gang, der i dag fungerer som våbenhus for den nuværende klosterkirke. De spidsbuede åbninger og krydshvælv er karakteristiske for en middelalderlig klostergang. Det samme gælder den ældre kælder under den vestlige fløj, der har middelalderlige dele, et ældre teglstensgulv, tømmerkonstruktion og kampestensvægge og dele af klosterets gamle brønd. De ubrudte tagflader underbygger de traditionelle bygningers udtryk, da det historiske set ikke har været almindeligt at udnytte tagetagerne. Døre og vinduers udformning afspejler de perioder hvor der er sket fornyelse og ændringer, og af den mere prangende sydfløj ses det tydeligt, at en rigere detaljering, på dette tidspunkt, var blevet mere almindelig.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og traditionelle grundplaner samt ældre bygningsdetaljer. Som eksempel på dette ses i den store, gennemlyste munkesal i den østlige del af nordfløjen, små murede nicher i ydermurene. I denne fløj er tillige flere kraftige revledøre med ældre smedejernsbeslag og -låsekasser.

Fra tiden som hospital er det især grundplanerne med de lange gange med adgang til mindre værelser som har kulturhistorisk værdi, hvilket er tydeligt i sydfløjen. Her ses ydermere ældre og oprindelige bygningsdele i trapperummene og i flere lejligheders er bevaret træværk omkring de tidligere alkover. Bygningsdelenes udførelse afspejler bygnings-kulturen omkring 1870erne da sydfløjen blev opført.

På bygningernes lofter er ældre tagkonstruktioner bevaret, ligesom der er spor efter tidligere taghældninger. I en del af tagetagen er en del ældre bindingsværksvægge og revledøre med smedejernsbeslag samt et ældre urværk, der alle vidner om bygningskompleksets alder.

Arkitektonisk værdi

Gråbrødre Kloster fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne teglstensmure og teglhængte, næsten ubrudte tagflader. Den ens og enkle materialeholdning bevirker at bygningerne fremstår som en helhed og tildeler samtidig bygningerne tyngde. Detaljeringen er sparsom, men virkningsfuld. Dog skal de enkle murstensdetaljer, herunder gesimser, kamtakkede gavle, blændinger, stik og indfatningerne omkring vinduer og døre fremhæves, idet de giver murværket variation og dybde.

De ældre og traditionelle vinduer og døre har stor indvirkning på den samlede arkitektoniske opfattelse, grundet deres ensartede bearbejdning, og flere steder taktfast og symmetrisk placeret. Hertil kommer dørenes rundbuede overvinduer med detaljerige sprosseinddelinger. Farveholdningen omkring vinduer og døre har endvidere stor betydning for den samlede arkitektoniske opfattelse, da den mørke farve får elementerne til visuelt at træde tilbage i forhold til murværket.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til korsgangen med spidsbuede krydshvælv, hvis konstruktion former et virkningsfuldt rum med en karakterfuld skyggevirkning fra de store vinduer med blyindfattede ruder mod syd. Hertil kommer munkesalen med de markante loftbjælker samt skriften på væggen langs med loftet. Ydermere er der i flere rum brede plankegulve eller teglstensgulve samt døre med bevarede kraftige smedejernsbeslag og låse, der tilsammen skaber helstøbte interiør, der understøtter klosterets arkitektoniske værdi. I sydfløjen knyttes arkitektonisk værdi til det centrale trapperums kraftige, drejede mæglere og balustre samt det mønstrede terrazzogulv.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links