Gråbrødretorv 12, København

Gråbrødretorv 12 ligger på Gråbrødretorv 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", såsom sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han blev kendt skyldig i landsforræderi og frakendt liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet blev udlagt til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet til det nuværende navn Gråbrødretorv. Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse", bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Forhuset er opført i 1813 af Murermester Hans Ole Blom (1780-1832) for Løjtnant Tuxen. Ved opførelse var bygningen to etager over en høj kælder, men allerede i 1816 blev bygningen forhøjet med to etager af samme murermester.

Beskrivelse

Huset er fem fag bredt og fire etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet lejlighed i tagetagen. I femte fag er indgangspartiet, og der er nedgang til en kælder i første fag. Kælderetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger.Facaden er muret og pudset. Over en lav sokkel er underetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren glatpudset. Gesimsen under taget er en retkantet gesims. Vinduerne i stueetagen har en pudset sålbænksgesims, mens de øvrige vinduer har skifersålbænke. Farveholdningen er to gule nuancer i maling, hvoraf den mørkeste ses på underfacaden. Cordon- og hovedgesims er hvidtede. Mod gården er muren pudset og malet i samme lyse gule nuance som facaden; gesimsen består af to enkle, retkantede led. Der er en dør fra den gennemgående forstuegang samt to døre til erhvervslejemålet i kælderetagen. Vinduerne mod gaden har poste med glat forside og kvartstaf med tilhørende profileret tværpost, med fire rammer med to ruder i underrammerne. Mod gaden er flere vinduer nyere og traditionelt udførte. Mod gården er lodpostene med glat forside med trekvartstaf på hjørnerne, men med samme antal rammer og ruder som mod gaden. Gårdsidens vinduer er primært oprindelige vinduer, heraf nogle med nyere rammer. Dog ses et enkelt, moderne helrudevindue. I et fag i sidehuset ses trefagsvinduer. Alle er hvidmalede. Indgangsdøren er en nyere, traditionelt udført dør med otte kvadratiske, bosserede fyldinger, der er hvidmalet. Døren mod gården er en ældre, hvidmalet fyldingsdør med fyldinger nederst og en helrude øverst. De øvrige døre mod gården er en ældre og en nyere fyldingsdør begge hvidmalede. Foran den ene ses en totrins granittrappe. Forhusets tag er et heltag med røde vingetegl, mens sidehuset har et rødt, teglhængt tag med ensidig hældning. I forhusets tagflade mod gården er to skorstenspiber med sokkel og krave samt en blokformet skorsten i sidehusets tagflade ind mod brandvæggen mod nabohuset. Der er også indrettet en nyere tagterrasse i forhusets tagflade mod gården. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagerst i huset ind mod gården. Forstuegangen har et nyere flisegulv af skifer, væggene er strukturpudsede og loftet er pudset. Fra trappen er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har et i nyere tid indrettet badeværelse samt et lille kammer på et bredt vinduesfag i sidehuset. Mod gaden er der to tofags stuer og et kabinet på et fag. I flere stuer er nyere kaminer eller brændeovne. Køkkenener er i flere lejligheder indrettet i smifagsstuen, der oprindeligt også var flankeret af et kammer mod gården, hvortil der er separat indgang fra trappen. Skillevæggene mellem stuerne er nogle steder bevaret som åbent bindingsværk eller er aflæselige i bræddegulvene, som brædder, der lagt ned hvor murene oprindeligt stod. Det ældre hanebåndsloft er inddraget til beboelse i nyere tid og er forbundet direkte med lejligheden på fjerde sal via en nyere ligeløbstrappe. Fra hanebåndsloftet er der adgang til en hems over hanebåndsniveau. I den høje kælderetage er indrettet restaurant med restaurantlokale og disk i rummet mod gaden, toiletter og personalefaciliteter samt industrikøkken mod i sidehuset. Der er en gennembrudt passage i brandvæggen ind til nabohuset, hvor der også er indrettet restaurant. Trappen er en ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er glatte mod lysningen og slanke, kantede balustre samt en gråmalet håndliste. Nederst har trappen en drejet mægler. Der er pudset under trappens løb. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen stammer fra opførelsen og der er to indgangsdøre til hver lejlighed, hvoraf den ene dør i flere lejligheder er blændet indenfor. Væggene i trappeopgangen har afdækket bindingsværk med berappede og malede tavl. Vinduerne i trappeopgangen er de oprindelige med tilhørende anverfere og stormkroge samt forsynet med matteret glas med ætsede motiver. På fjerde og femte etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, og der er fodpaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Vindueslysningerne har rombeformede dekorationer. Væggene over panelerne er pudsede og tapetserede. I nogle lejligheder er lofterne pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer, mens der i andre lejligheder ses afdækket loftbjælkelag med pladebeklædning imellem. Vinduerne mod gaden er både med ældre karme og nyere traditionelt udførte rammer eller nyere, traditionelt udførte vinduer med flad post med kvartstaf. Vinduerne i gården har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, en del med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har fem fyldinger samt indstukne hængsler med rund knop. Flere døre har indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing. Indfatningerne er samtidige. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning. I tagetagen og på hemsen er der nyere bræddegulve, pladebeklædte skråvægge og nyere dobbelte hanebånd. Gavlene er i blankt murværk og her ses ældre blændinger og murstik. Køkkentrappen er også en toløbstrappe med indstemte trin, uden nogen dekoration, men med runde balustre og en malet håndliste. Kælderetagens restaurant har forskelligartede, nyere klinkegulve, blankt murværk på ydervæggene og loft med synligt, ældre bjælkelag med pladebeklædning imellem.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Gråbrødretorv 12 knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken ud til Gråbrødretorv, der består af lignende bygninger, der både er opført i samme periode eller efter Københavns brand i 1728. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger ud til torvet med de ens bygningshøjder, de mange gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner en stemningsfuld ramme om Gråbrødretorv. Således er Gråbrødretorv 12 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Gråbrødretorv 12 knytter sig i det ydre til bygningen bestående af for- og sidehus, med den repræsentative facades klassicistiske udtryk med glatpudsede murflader, opdelingen i under- og overfacade og samtlige klassicistiske stilelementer, herunder cordon- og hovedgesims samt de tidstypiske vinduer med opdelte underrammer. I kontrast hertil står den enkle, glatpudsede gårdside, hvor den retkantede hovedgesims udgør den eneste dekoration. Kontrasten med facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod præsentabel i gadebilledet. Hertil kommer kvistene, der sandsynligvis stammer fra en ombygning, hvor tagetagen er blevet inddraget til beboelse, hvorved de afspejler en del af bygningens udviklingshistorie. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved den aflæselige struktur med stuer og kabinet mod gaden, trapperum og entré mod gården og en stue i smigfaget samt kammer, bad og bagtrappe i sidehuset. Denne planløsning afspejler den herskende levevis i datiden og er således karakteristisk for det københavnske byggeri på opførelsestidspunktet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til det velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering og de kannelerede detaljer, afspejler klassicismen som det herskende stilideal på opførelsestidspunktet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens nedtonede klassicistiske udtryk, der karakteriseres af en overordnet symmetri, de glatpudsede, malede murflader og det taktfaste udtryk. Facadens vertikale accentuering forankres og får modvægt af de enkle gesimser og underfacadens mørkere farvesætning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til trapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links