Gyldenholm, Kirkerup

I udkanten af de store skove sydøst for Slagelse anlagde Sorø kloster en ladegård, Gimlingetorp, nævnt i 1248, men siden som så mange andre udstykket i bøndergårde. Ved Reformationen blev godset kronens, men genopstod som herregård ved opløsningen af Antvorskov Ryttergods, da denne i 1774 blev opdelt i ni parceller, der blev sat på auktion. Justitsråd Anders Dinesen på Trudsholm købte to parceller: Gimlinge og Lystager. Ved en sammenlægning af de to grunde, der ikke havde nogen hovedgårdsbygninger, opstod en ganske anseelig ejendom. Her opførte Dinesen en ny firelænget hovedgård som han gav navnet Gyldenholm efter den frugtbare jord. Efter Dinesens død i 1793 overgik Gyldenholm til sønnen Jens Kraft Dinesen, der syv år efter solgte Gyldenholm til Christopher Schøller Bülow og Peter Johansen de Neergaard. De nye ejere delte ejendommen således, at de Neergaard købte skovgodset, mens Bülow købte hovedgården. Under dette ejerskab blev en omfattende udparcellering foretaget, hvormed blandt andet herregården Skovsgaard blev fraskilt og Katrineholm opstod. De Neergaard og Bülow måtte i 1810 afhænde Gyldenholm, og efter adskillige ejere, blev Charles Adolph Denis de Neergaard (1839-1903) i 1862 den nye ejer af Gyldenholm. Charles A.D. de Neergaard havde som 11-årig ved en lodtrækning blandt sine slægtninge vundet Gyldenholm Gods, Castrup Gods samt Charlottedal Gods fra sin barnløse onkel, Carl de Neergaard. Den unge Neergaard gik straks i gang med at opføre et nyt herresæde på Gyldenholm, og Anders Dinesens firelængede gård måtte vige pladsen for en ny hovedbygning og nye avlsbygninger. Hovedbygningen blev opført 1862-64 af en af landets mest fremtrædende bygmestre fra perioden, J.D. Herholdt (1818-1902). Avlsgården blev opført i 1863. Charles A.D. de Neergaard iværksatte en omfattende dekoration og kunstnerisk udsmykning af herregården Gyldenholm udført af Georg Christian Hilker (1807-1875) og Constantin Hansen (1804-1880) i perioden 1866-68. I 1870 påbegyndte Constantin Hansen endvidere det store maleri Ægirs gæstebud til vestibulens trapperepos. I 1943 blev avlsbygningerne hærget af en omfattende ildebrand, hvorefter de blev genopført ved arkitekt Brüel. I dag ejes Gyldenholm af Charles A.D. de Neergaards tipoldebarn, Jacob Johan Thomas de Neergaard. Gyldenholm Gods drives som traditionelt land- og skovbrug. Gyldenholms hovedbygning og den omkringliggende park været åben for konferencer og selskaber siden 2010, og godsets 23 landhuse udlejes.

Herregården Gyldenholm ligger omgivet af marker sydøst for Slagelse. En kastanjeallé fører op til en enorm gårdsplads, der mod syd indrammes af en stor avlsgård i hesteskoformation samt flere solitære domestikbygninger, mens der mod nord er en fritliggende hovedbygning med et haveanlæg af romantisk karakter med lysthus og sø. Avls- og domestikbygningerne er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke nærmere beskrevet. Hovedbygningen består af en to etager høj hovedfløj med to korte énetages sidefløje og et fremspringende, femsidet, toetages midterparti mod haven samt et højt firkantet tårn med en porte cochère, et énetages gennemkørselsbygning, mod gårdspladsen. Hovedbygningen er opført over en høj kælder med et fundament af granitkvadre og derover en kvaderlignende, høj sokkel afsluttet af en vandnæse. Murværket står i rød, blank mur i krydsforbandt med murværksdetaljer i form af vandrette bånd, halvbuer og cirkler udført af mursten i savsnitsforbandt. Hjørnerne markeres af sandstenskvadre og under tagudhænget afsluttes murene af en let fremspringende buefrise i gule sten med enkelte røde sten som dekoration. Hovedbygningen bærer heltage af skifer med lav hældning inklusiv midterpartiets afvalmede tagflader. I rygningen ses fire skorstenspiber samt yderligere to i tagfladen mod haven. Skorstenspiberne har sokkel og gesims i røde sten og skaft i gule sten med røde sten som dekoration. Tårnet afsluttes af en kreneleret murkrone med let fremkragede, konsolbårne buefriser. Murkronen er udført i gule sten med enkelte røde sten som dekoration. Tårnet har en skiferklædt, kvadratisk lanterne med pyramidetag afsluttet af en vindfløj. Mod gårdspladsen bærer tårnet en stor urskive, som sidder i en muret indfatning i form af gule sten med et savsnitsforbandt i røde sten yderst. Samtlige vinduer er ældre og hvidmalede og med varieret udformning alt efter deres placering. Kældervinduerne er torammede med små ruder, sidefløjenes vinduer er udformet som korspostvinduer, mens hovedfløjens vinduer er krydspostvinduer, der i tårn og midterparti er rundbuede. På nær kældervinduerne er alle vinduer forsynet med en sålbænk af støbejern. Porte cochèren har tre rundbuede portåbninger samt til hver side to lave mure, der markerer den brolagte opkørsel. Murene står i rød blank mur, der i hver ende er udformet som en murpille med pyramideformet dæksten. De hviler på en høj sokkel af tilhuggede granitsten, der optager den lette stigning op til indgangen, som består af en bred granittrappe og en profileret sandstensportal, hvori der sidder en ældre, tofløjet dør med en fylding nederst og en stor rude øverst i hver fløj. Fra den gårdvendte portåbning fører en ligeløbstrappe af granit med rødmalede smedejernsgelændere ned til gårdspladsen. Foran havesidens midterparti er en højtliggende terrasse, hvorfra en fritrappe fører ned til haven. Terrassen er opbygget af murede kvadre, og til hver side er en rundbuet åbning med en markeret slutsten. Trappetrin og kantsten er af granit, og terrassen er belagt med rødlige stenfliser, mens et gråmalet smedejensgelænder fungerer som værn for både trapper og terrasse. En ældre terrassedør i midterpartiet fører ud til terrassen. Døren er tofløjet og udformet som midterpartiets øvrige vinduer, men er endvidere forsynet med fyldinger nederst. Herover er en smedejernsbalkon med en ældre dør udformet lig terrassedøren. I østgavlen er et lille grundmuret bislag med skiferklædt heltag, hvori der sidder en tofløjet fyldingsdør med små ruder øverst. I vestgavlen er en enfløjet fyldingsdør, hvorfra en ligeløbstrappe med granittrin og smedejernsgelænder fører ned til terræn. Mod gårdspladsen er trappen skærmet af en rødstensmur med bånd i savsnitsforbandt, hvori der sidder en enfløjet fyldingsdør. De tre sidstnævnte sekundære døre er traditionelt udførte og rødmalede, mens hoved- og terrassedøre er hvidmalede. Gyldenholms hovedbygning anvendes til selskaber og konferencer, og noget af førstesalen fungerer som forpagterbolig. I det indre er den oprindelige grundplan med de oprindelige trapper intakt. I stueetagen ligger mod gården en stor vestibule, hvor en bred toløbstrappe giver adgang til første sal og en nyere bitrappe fører ned til kælderen. I forlængelse af midtaksen er først resterne af en smal tyendegang dernæst en stor havestue med udgang til terrassen. Mod gården ligger øst for vestibulen et mindre kabinet og en lang spisestue og vest for vestibulen en stue, et godsejerkontor, et mindre kontor samt en baggang. Mod haven ligger øst for havestuen en daglig spisestue, et anretterværelse og en bitrappe samt i sidefløjen et linnedrum, en folkestue samt et toilet. Vest for havestuen er en stue, en bitrappe, en billardstue, og i sidefløjen en forstue, et badeværelse og et soveværelse. På første sal er en øvre vestibule, der fortsætter ud i tårnet, samt over havestuen et hvælvet soveværelse. Mod gården er et kabinet og en festsal og mod haven et par værelser i forbindelse med den østre bitrappe. Vest for øvre vestibule er en midterkorridor med gæsteværelser på hver side. Generelt fremtræder Gyldenholms indre yderst homogent og med en oprindelig, traditionel materialeholdning. Rummene har brædde- og parketgulve, mens der er sorthvide skakternede fliser i vestibulen samt ottekantede fliser på badeværelset, og der er pudsede vægge med brystnings- og lysningspaneler samt pudsede lofter med stukgesimser. Dørene er udført som en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende profilerede gerichter, hvoraf flere fremtræder ådrede, og der er tillige bevaret en mængde forskellige ældre kakkelovne. Materialeanvendelsen og detaljeringsgraden udstikker en tydelig differentiering imellem de primære og de sekundære rum, hvor sidstnævnte fremtræder mere enkle. Særligt fem rum træder frem for de øvrige, det gælder nedre og øvre vestibule, havestuen, spisestuen og festsalen, hvis interiørdekorationer på vægge og lofter er enestående. Den vestre bitrappe fører op til den uudnyttede tagetage, hvorfra der er adgang til tårnet, hvor en smal toløbstrappe leder op til udsigtsplatformen. Tagetagen har ældre bræddegulve, kalkede vægge og synlig tagkonstruktion, hvor undersiden af skiferstenene er synlige samt ældre revledøre. Kælderen er indrettet med en langsgående korridor, der giver adgang til værelser mod haven og en mængde kælderrum af varierende størrelse samt en nyere indretning af den midterste del mod gården med forrum, garderoberum og toiletter. I kælderen er ældre skakternede flisegulve i sort og hvid, teglstensgulve og nyere flisegulve i den nyindrettede del samt pudsede vægge og lofter. Kælderens døre er ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter, og i det oprindelige herregårdskøkken er bevaret et stort støbejernskomfur fra Hess i Vejle samt et blåmalet forrammekøkken, ligesom to nummertavler fra herskabets kaldeanlæg er bevaret.

Gyldenholms miljømæssige værdi knytter sig til alléen, der iscenesætter ankomsten til herregården, og til det helstøbte herregårdsanlæg bestående af en solitær hovedbygning, enkelte mindre domestikbygninger og en stor hesteskoformet avlsgård, der omslutter den grandiose gårdsplads. Gårdspladsens enorme størrelse får de enetages avlslænger til at fremstå underlegne og sekundære i forhold til den toetages hovedbygning, der knejser som gårdspladsens primære omdrejningspunkt. Endvidere er der miljømæssig værdi ved hovedbygningens store haveanlæg af romantisk karakter, hvilket understreges af lysthuset og søen. Den fredede hovedbygning indgår dermed i et helstøbt og karakteristisk herregårdsmiljø.

Opførelsen af Gyldenholm var med til at stadfæste en retning inden for 1800-tallets historicistiske herregårdsbyggeri i Danmark, som var en epoke, der gennem anvendelse af historiske stilarter og referencer søgte at skabe en særlig stemningsskabende arkitektur, herunder med stilelementer fra danske og udenlandske borge og herregårde fra senmiddelalderen og renæssancen. Historicismen var udbredt fra 1850'erne og frem til det første årti i 1900-tallet. I denne periode, hvor demokratiet og industrialiseringen udviklede sig, vendte formidealerne sig bagud i tid. De historicistiske bygninger var synonyme med begreberne borgerlig dannelse og solid velstand, hvilket blev udtrykt i de ekspressive facader. Med en kontrastfuld detaljering kunne man iscenesætte det enkle facadeskema til et effektfuldt og til tider spektakulært udseende, hvor det symmetriske blev understreget af markante hjørnekvadre og et centralt indgangsparti. Bygningerne fik tunge baser i form af naturstenskvadre som sokkel, og facaden fik en levende reliefvirkning med vandrette facadebånd samt cirkulære og halvcirkulære stik, der stod i kontrast til murværkets glatte teglsten. Detaljeringen af de enkelte facadeelementer var nøje afstemt, så facaden fik en levende reliefvirkning, der både fremhævede detaljen og helheden, herunder taggesimserne udført med teglstensbuer. Karakteristisk for historicismen var endvidere skifertaget med den lave taghældning og tagudhænget med udskårne trækassetter på undersiden, som blev båret af kunstfærdigt udformede tagkonsoller. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Gyldenholm som et fornemt eksempel på en historicistisk hovedbygning, hvor arkitekten J.D. Herholdt dels har fundet sin inspiration i nygotikken, dels i italienske kasteller. De nygotiske stiltræk kommer til udtryk i det røde, blanke murværk, den markante, høje sokkel, de let fremkragede buefriser med konsoller og de firkantede vinduer samt i bygningens gennemførte symmetri, mens hjørnekvadrene og tårnets krenelering giver mindelser til middelalderens borgbyggeri. Tårnet har dog ikke længere en fortifikatorisk funktion, hvilket kommer til udtryk i dets store vinduer og enorme ur samt afslutningen med et prydstykke i form af en lanterne. Men tårnet har stadig en vigtig symbolsk betydning som tegn på herremandens magt. I kraft af sin solitære beliggenhed lever Gyldenholms hovedbygning også op til kravene fra samtidens herregårdsbyggeri, hvor herskabets bolig med repræsentative rum skulle ligge i passende afstand fra avlsgården for at undgå støj- og lugtgener derfra. Også i udformningen af selve hovedbygningen spiller funktionaliteten og bekvemmeligheden ind, idet Gyldenholm er udstyret med en port cochère. Denne overdækkede gennemkørselsbygning gav herskabet og dets gæster mulighed for at ankomme tørskoede, idet de ved nedstigningen fra vognen eller kareten var beskyttet mod vejrliget. Gyldenholms historiske referencer i hovedbygningens arkitektur samt iscenesættelsen af omgivelserne og ankomsten er alle vidnesbyrd om godsejerstandens økonomiske mulighed for og ønske om at manifestere deres sociale, økonomiske og politiske samfundsposition gennem arkitekturen.Den kulturhistoriske værdi for Gyldenholm knytter sig i det indre til hovedbygningens velbevarede oprindelige planløsning på samtlige etager. Planløsningen er velgennemtænkt og på samme tid både repræsentativ og praktisk. Gyldenholm har også den for datidens herregårde traditionelle inddeling mellem herskabets repræsentative stuer og private gemakker samt gæsteværelser og domestikrum, om end de ikke konsekvent er placeret på hver sin etage. De repræsentative stuer ligger primært i stueetagen omkring vestibulen og havesalen i midteraksen samt på første sal i form af den øvre vestibule og festsalen mod gårdspladsen. Det oprindelige godskontor ligger med en lille forstue ud til vestgavlen, således at der var let og direkte adgang hertil for godsets arbejdende folk. Sekundære rum som badeværelse, soveværelse, folkestue og linnedrum er placeret i sidefløjene, mens anretterkøkkenet ligger mellem den daglige spisestue og den repræsentative spisestue nær den østre bitrappe. På første sal ligger de private gemakker orienteret mod haven med det største soveværelse i karnapværelset over havestuen. Hele den vestre del af hovedfløjen er forbeholdt gæsteværelser, der ligger side om side omkring midterkorridoren. På traditionel vis er køkken med tilhørende depot- og domestikrum samt tyendeværelser placeret i den høje kælder. Den kulturhistoriske værdi i Gyldenholms indre knytter sig også til den forholdsvis kompakte bygningskrop, hvor den tætte rumstruktur og -disponering ikke blot har givet en rationel indretning af bygningen, men også en efterlevelse af datidens ønsker om hygge og intimitet som en del af indretningen. I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det oprindelige og yderst fornemme interiør med detaljerige snedkerarbejder og enestående interiørdekorationer i de mest repræsentative stuer og sale. Rummene er på traditionel vis udstyret med brædde- eller parketgulve og sorthvide skakternede fliser i vestibulen samt pudsede vægge med brystnings- og lysningspaneler og pudsede lofter med stukgesimser. Dørene er udført som en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende profilerede gerichter, hvoraf flere på tidstypisk vis fremtræder ådrede. Materialeanvendelsen og detaljeringsgraden i hovedbygningen udstikker således en tydelig differentiering imellem de primære og de sekundære rum, hvor sidstnævnte fremtræder mere enkle. Særligt fem rum træder frem for de øvrige. Det gælder nedre og øvre vestibule, havestuen, den store spisestue og festsalen, hvis interiørdekorationer på vægge og lofter, primært udført af Hilker, er enestående. Disse dekorationer, der følger Hilkers udkast ganske nøje, indtager en betydelig plads i denne malers værk. Indtrykket af vestibulen er overvældende på grund af materialernes fornemme kvalitet og farvemættede udtryk, der kommer til udtryk i det sorthvide gulv, den brede hovedtrappe og de høje panelbeklædte vægge med imponerende portaler omkring fløjdørene udført i laseret træ, overvægsfrisen med bladværk på rød bund samt loftsdekorationerne i form af blå kassetter i rammeværk af træ med rosetdekorationer og øvre vestibules loft, der i midten er artikuleret med en kornkrans med Neergaardslægtens våbenskjold omgivet af dyr fra dansk landbrug malet i grisaille. I havestuen har Hilker anvendt et dekorationsmotiv, der var solidt afprøvet flere steder tidligere. Et sparremotiv med røde, blå og grønne stafferingsbånd på hvid bund danner et geometriserende mønster sammen med mindre figurfelter med allegoriske kvindefigurer. Vægfladerne er zinnoberrøde over sorte brystpaneler med geometriske stafferinger og brydes af lisénpaneler udformet som nicheillusioner. Over de røde vægflader ses dekorative frisefelter med arabeskslyngværk på lys eller mørk bund. Pompejanske dekorationer blandes med arkitekturdekorationer. I spisestuen udførte Hilker også et velkendt dekorationsmotiv med okkergule vægge over sortmalede, stafferede sokkelpaneler med grøn kant. Væggenes smykkes foroven af grønne, ophæftede blomsterguirlander, og vægfladen opdeles illusionistisk af malede nicher med perspektivisk sammenløbende karme, blomstrende grene og svanefigurer. Loftet er helt dekoreret med bladranker afbrudt af bånd med fugle. Enkelthederne er fortræffelige og farveholdningen fornem. I festsalen på første sal er de pompejanske motiver behandlet frit og selvstændigt. Aksene fra det Neergaardske våben lyser på de dodenkoprøde vægflader, og den øverste frise, med luftige kig ud i en lys himmel med slyngplanter, sommerfugle og fugle, er brudt af Constantin Hansens svævende engle. Nederst er vægfladerne forsynet med sorte spejle i ådrede rammer og ådringen gentages i de dobbelte fløjdøre med tilhørende profilerede gerichter. Rummets festlige præg forstærkes ved teltmotivet i loftet, hvor loftfladen inddeles af tværbjælker og der skabes en illusion om udspændt sejldug med et hvidgult, stiliseret tekstilmønster. I festsalens loft hænger endvidere lysekroner, som blev specielt designet til dette rum, hvilket i datiden var ganske usædvanligt. Festsalen er et uovertruffet rum med en ganske enestående og helstøbt dekoration. Alle dekorationerne på Gyldenholm hører til blandt Hilkers bedste arbejder og viser ham på højden af hans kunstneriske virke, og de har således meget stor kulturhistorisk værdi. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til herskabets private gemakker på første etage, hvor karnapværelsets hvælvede loft er udsmykket med en stiliseret bladfeston og guirlander med sløjfer og bånd udmærker sig som det mest fornemme. De private værelser og gæsteværelserne har stadig en gennemført og detaljerig udførelse i snedkerarbejdet, dog i en enklere udformning end i de repræsentative rum. I kælderen knytter den kulturhistoriske værdi sig til det store herregårdskøkken med forrammekøkken og støbejernskomfur samt til den rationelle og overskuelige grundplan med en langsgående fordelingsgang, der giver adgang til domestikrummene. Kælderetagens enkle og slidstærke overflader samt nagelfaste inventar, herunder nummertavlerne fra herskabets kaldeanlæg, vidner om etagens funktionsbetingede oprindelse, der har været tiltænkt tjenestefolket som arbejdsområde og beboelse. Den praktiske og for samtiden moderne bolig er også afspejlet i den fornemme og repræsentative hovedtrappe og de mere enkle bitrapper, der har gjort, at herskabet og tyendet har kunnet færdes i bygningen uden at de praktiske husholdningsrelaterede funktioner har grebet ind i herskabets liv. Eksempelvis ligger køkkenet i kælderen i umiddelbar tilknytning til bitrappen, hvorfra man har kunnet bringe herskabets måltider til anretterkøkkenet i stueetagen og derfra til servering i den lille eller store spisesal. Opdelingen af herskab og tyende ses endvidere i, at adgangen til kælderetagens domestikrum oprindeligt kun var ad bitrapperne eller direkte udefra. Udformningen af Gyldenholms hovedbygning i både det ydre og det indre er således et udtryk for godsejerens økonomiske mulighed for at manifestere sin sociale, økonomiske og politiske samfundsposition gennem en ny arkitektur, der var historisk orienteret, motivmættet og stemningsskabende og direkte henvise til standens magtfulde stilling.

Den arkitektoniske værdi ved Gyldenholm knytter sig i det ydre til hovedbygningens monumentale fremtoning, der skyldes bygningens solitære placering og dens gennemførte, nygotiske stiludtryk. Hovedbygningen består af flere sammensatte bygningsvolumener med den toetages hovedfløj som bygningens rygrad, der understøtter gård- og havesidens forskelligartede udtryk. Hvor tårnet og porte cochèren tildeler facaden et stramt og velordnet udtryk af næsten fæstningsmæssig karakter mod gårdspladsen fremtræder havesiden mere åben og opløst på grund af de lave sidefløje og det kantede, toetages midterpartiet mod haven, selvom symmetrien også her er bevaret. Materialehomogeniteten i mur- og tagflader knytter hovedfløjen og de øvrige bygningsvolumener sammen til en enestående helhed med et helstøbt og ensartet udtryk. Den arkitektoniske værdi ved Gyldenholms hovedbygning knytter sig endvidere til facadernes mange detaljer, herunder den høje sokkel af granitkvadre og sandstenslignende kvadre samt murværksdetaljerne i form af vandrette og buede savskiftebånd, den let fremkragede buefrise og de cirkulære blændingsfelter, der giver de forholdsvist store murflader liv og spænding som kontrast til de taktfast placerede og forholdsvist enkle vinduer. Anvendelsen af primært gule teglsten i buefrisen og skorstenspibernes skafter får det dekorative element til at træde tydeligere frem, og visuelt lægger de gule teglsten sig op af hjørnekvadrene i sandsten, hvorved en fin samstemmighed af de forskellige materialer opstår. Facaderne udviser et velafbalanceret forhold imellem de vertikale og horisontale linjer og den symmetri, der præger alle bygningens sider skærper hovedbygningens klare og stramme komposition. Dette helstøbte udtryk samles på fornem vis af de store, glatte og næsten ubrudte tagflader af skifer. Gyldenholms hovedbygning står derfor med sit stærke og fantasiæggende udtryk som et fremragende eksempel på 1860ernes fortolkning af en norditaliensk middelalderborg. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til vestibulen, der strækker sig over to etager med den brede hovedtrappe som omdrejningspunkt, hvilket sammen med rummets gennemarbejdede aptering og overdådige interiørdekorationer sætter en grandios ramme om ankomsten til Gyldenholms hovedbygning. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til de repræsentative stuer og sales detaljerige og ekstravagante interiørdekorationer med samhørende panelering og stukudsmykning, der ud over det overdådige udtryk samtidig tildeler rummene den intimitet, man tilstræbte under historicismen, i kraft af den anvendte farvepalette. Stuerne, salene og vestibulen er således meget fine eksempler på den tidlige historicismes stemningsskabende rum. Endelig ligger der også arkitektonisk værdi i førstesalens mere enkelt udstyrede rum, men hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer alligevel tildeler rummene en passende, gennemført og let elegance.

Læs videre om

• Borreby, Magleby
• Den gamle Lægebolig, Skælskør, Korsør
• Englænder Jernbanebroen, Vemmelev

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen