Hempel er en af verdens førende producenter af maling til bl.a. skibe, vindmøller og andre industrielle formål. Virksomheden blev grundlagt af den 21-årige J.C. Hempel i 1915. I dag er J. C. Hempel’s Skibsfarve-Fabrik, som den hed dengang, blevet til en global virksomhed med kontorer og fabrikker i omkring 80 lande. Hovedkvarteret er dog fortsat i Danmark og har siden 1970 ligget i Lundtofte. I 2010 blev den sidste danske fabrik lukket ned og flyttet til Polen.

I alt 26 Hempel-fabrikker er i dag fordelt over hele verden, og i 2017 beskæftigede virksomheden omkring 6.000 medarbejdere, heraf ca. 320 i hovedsædet i Lundtofte. Hempel-koncernen er ejet af Hempel Fonden, som J.C. Hempel stiftede i 1948, hvor han overgav alle aktier til en fond. Ud over at sikre det økonomiske grundlag for koncernen støtter fonden en række projekter inden for uddannelse af børn med svære vilkår samt forskning i bæredygtig teknologi inden for overfladebeskyttelse.

Videre læsning

Læs mere om industri i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked