I.B. Schottmanns Gård, København

Bydelen Christianshavn blev opkaldt efter Kong Christian IV (1577-1648), som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var Christianshavn tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Bydelen blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og blev forbundet med København af Knippelsbro. Bydelens torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan (yderst omgivet af grave og volde med bastioner). I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det var primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre samt højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. En tendens, der først for alvor begyndte at vende i 1970'erne, da de første bevaringsplaner for bydelen blev lavet, som sikrede Christianhavns mange værdifulde bygninger. Gennem 1990'erne fortsatte omdannelsen fra industriområde og arbejderkvarter til attraktivt boligkvarter. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IVs oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karréens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side har den fineste række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Strandgade 10 er en del af den oprindelige storgrund, der både omfattede hjørnegrunden ud mod Torvegade samt Strandgade nr. 8 og 10 og delvist nr. 12. I 1666 blev på nr. 8 og 10 opført de såkaldte Trellund'ske gårde, som var tre fag brede og to etager høje med kælder og gavlfront over alle tre fag. Til gavlhuset Strandgade 10 var før 1731 tilbygget 1½ fag mod øst, indrettet med port. I 1755 var der en opgang til første etage fra gården samt et udvendigt trappehus i bindingsværk og med en italiensk trappe. Sidehuset blev opført omkring 1755 som et bindingsværkssidehus i syv fag og én etage med kælder samt kvist over tre fag. Andet sidehus var i 1755 ligeledes en ny bygning, som stod i 10 fag bindingsværk og to etager med mansardtag og en kvist over fire fag samt kælder under tre fag. Den underste etage blev blandt andet indrettet til værksted og vognremise med to porte. Overetagen blev anvendt til boligformål. Fra gården var der nedgang til kælderen, og desuden en indgang til et kuskekammer over samme, samt en egentlig indgangsdør (i 1770 beskrevet som en tofløjet dør med udkelede dobbelte fyldinger og et overvindue). Også baghuset var nyopført i 1755, hvor det stod i grundmur, var fem fag bredt og to etager højt med en kvist over tre fag. Baghuset blev indrettet til ankersmedje i underetagen samt beboelse ovenpå. Mod den bagerste gård var længe en kvist i mansardtaget over de to etager, mens baghuset mod den forreste gård hurtigt blev forhøjet med en tredje etage. Murermester I.B. Schottmann overtog ejendommen i 1768. Schottmann lod før 1770 forhuset forhøje til tre etager samt lod bagsiden skalmure, mens de øvrige sider fortsat stod i bindingsværk. I 1775 blev facaden ændret: den blev grundmuret og pudset samt forsynet med kordongesims og sandstensudsmykninger. Over de tre midterste fag blev opsat en afvalmet kvist, beskrevet som en mezzaninetage, i det nylagte mansardtag, der blev forsynet med sorte, glaserede tegl mod gaden og røde tegl mod gården. Gennemkørslen blev forsynet med en fornem port bestående af to beklædte portfløje med en fin messinglås, udført som mesterstykke, og et overvindue med udskæringer i løvværk. I.B. Schottmann lod mellem 1770-76 andet sidehus forhøje til tre etager, og i den nye etage nøjedes han med at isætte blyrammer, selvom de øvrige vinduer var med trærammer. I samme tidsrum erstattedes den ene remise af en stald, og i 1776 var der to trapper i andet sidehus, hvoraf den ene tillige betjente baghuset, som også blev forhøjet på dette tidspunkt. Mellem 1817 og 1839 blev forhuset yderligere forhøjet med en etage. I midten af 1800-tallet blev baghuset til begge sider forhøjet til fire etager. Forhusets kælder var i begyndelsen af 1900-tallet udlejet som tobakslager i forbindelse med virksomheden i naboejendommen. Baghusets stueetage blev helt frem til 1990'erne benyttet til værkstedslokale, men anvendes i dag til beboelse.

I.B. Schottmanns Gård ligger som en del af husrækken i Strandgade i bydelen Christianshavn. I.B. Schottmanns Gård består af et forhus mod Strandgade, to sidehuse i skellet mod sydvest og et baghus, der ligger omkring et smalt brolagt gårdrum. Bag baghuset er en lille teglstensbelagt baggård, der afgrænses af mandshøje mure samt en tilbygning til baghuset. Forhuset er en fem fag lang, grundmuret bygning, der står i fire etager over en høj kælder mod gaden, mens det mod gården står i tre etager over en høj kælder og en lidt tilbagetrukket overetage i bindingsværk. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag, og i rygningen er en bred, skuret skorstenspibe med sokkel. Den gadevendte tagflade har to nyere tagvinduer, mens der er tre mod gården samt en høj udluftningshætte. Facaden har en lav sokkel af sandstenskvadre, og herover er facaden pudset og kalket lysegul. Over stueetagens vinduer er en kordongesims i sandsten og øverst afsluttes facaden af en profileret hovedgesims i sandsten. I facadens to nordøstre yderfag er en høj, rundbuet portåbning med en profileret sandstensindfatning med markerede vederlags- og slutsten, hvorpå der er indgraveret: No 29 Anno 1775. Porten er en ældre, tofløjet revleport med pålagte fyldinger og forskellige udskæringer. Også portoverliggeren og overvinduets lodpost har fine udskæringsarbejder. Overvinduets to rammer er krydsopsprossede. I andet fag fra sydvest er nedgang til kælderen ad en stejl granittrappe. Kælderdøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med små ruder øverst og døråbningen har en profileret sandstensindfatning. Vinduerne er ældre korspostvinduer med små ruder i hovedetagerne, mens de i kælderen og øverste etage er ældre eller traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder. I hovedetagerne er vinduerne forsynet med sandstenssålbænke, hvoraf de tre midterste på første og anden sal er kraftigst og tillige forsynet med konsoller også i sandsten. Port og kælderdør er mørkegrønne, mens vinduerne er hvide. Mod gården står forhuset i tre fag, da den resterende del er skjult af sidehuset. Gårdsiden har en lav gråmalet sokkel, gårdsiden er pudset og kalket lysegul inklusiv den profilerede hovedgesims. Også den øvre, lidt tilbagetrukne etage er kalket lysegul med en profileret hovedgesims i samme farve. Portåbningen er kurvehanksbuet med markerede vederlags- og slutsten samt en kurvehanksbuet blænding øverst, og ved terræn står to afvisersten. Vinduerne er ældre og hvidmalede med lidt varierende udformning, der er både torammede vinduer og korspostvinduer med små ruder samt et trefags korspostvindue med større ruder. Første sidehus, der er sammenbygget med forhuset, er en grundmuret bygning i syv fag på tre etager over en høj kælder. Sidehuset bærer et rødt, teglhængt halvtag, og nær rygningen er to lave, skurede skorstenspiber. I tagfladen ses tre kviste med røde, teglhængte heltage, zinkklædte flunker og smårudede vinduer. Gårdsiden har en lidt fremspringende høj sokkel, der nederst er malet grå og øverst er gulkalket ligesom gårdsidens resterende pudsede del, der øverst ender i en gulkalket, aftrappet gesims. I tredje fag fra sydøst er en ældre, sortmalet og flammeret kælderdør i en fladbuet åbning. Vinduerne er ældre og hvidmalede med lidt varierende udformning. I kælder og øvre etage er vinduerne torammede og smårudede, mens de i stueetagen og på første sal er krydspostvinduer med små ruder, dog er der i stueetagen tillige fem korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Andet sidehus, som ligger i forlængelse af det første, er en ti fag lang og tre etager høj bygning i bindingsværk over en muret sokkel. Sidehusets bindingsværk og tavl er kalket lysegule over stok og sten, og øverst er en sortmalet sugfjæl. Sidehuset bærer et mansardhalvtag hængt med røde tegl, og i rygningen ses en skuret skorstenspibe. Over et fag er en frontkvist med trekantfronton og rødt, teglhængt heltag. I mansardetagen er desuden tre kviste med zinktage og -flunker og torammede, smårudede vinduer samt i den øverste tagflade en bred kvist med rødt, teglhængt heltag, zinkflunker og smårudede vinduer. I gårdsidens nordøstligste fag fører en støbt trappe op til en ældre, enfløjet fyldingsdør. I det sydvestligste fag er en åbning til en bagvedliggende trappe, og ved siden af er en ældre revleluge samt en enfløjet fyldingsdør med ukendt alder. Samtlige døre er malet sorte. Vinduerne er ældre og hvidmalede med lidt varierende udformning. Der er både korspostvinduer med små ruder, et- og torammede vinduer med små ruder samt torammede vinduer med opdelte rammer i to større ruder. Baghuset, der er delvist sammenbygget med andet sidehus, er en fem fag bred, grundmuret bygning i fire etager, der bærer et rødt, teglhængt heltag. I rygningen ses to skurede skorstenspiber, hvoraf den søndre er sammensat af fire røgrør. I tagfladen mod gården er tre nyere tagvinduer, mens der i den modstående tagflade er to nyere tagvinduer samt to taskekviste med trerammede vinduer. Begge gårdsider er pudsede og gulkalkede har øverst en gulkalket, aftrappet gesims. Gårdsiden mod den store gård har en lav gråmalet sokkel samt en kurvehanksbuet portåbning, hvori der sidder en ældre, sortmalet, tofløjet port med fyldinger nederst og diagonaltopsprossede, små ruder øverst, der gentages i det torammede overvindue. Ved siden af porten hænger en ældre smedejernslygte. Vinduerne er ældre, smårudede kryds- og korspostvinduer samt torammede vinduer. Mod den lille gård er baghusets vinduer ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer og torammede og tredelte vinduer samt nederst nyere krydspostvinduer med små ruder. Mod baggården er en ældre, mørkegrøn, tofløjet port med fyldinger nederst og små ruder øverst samt et smårudet overvindue. Samtlige vinduer er malet hvide. Mod baggården har baghuset en et fag bred og to etager høj, grundmuret tilbygning med rødt, teglhængt halvtag. Gårdsiden er pudset og gulkalket og har øverst en aftrappet gesims. I gårdsiden er to nyere, tofløjede havedøre med små ruder over hinanden og over den nederste er et smårudet overvindue, Begge døre samt overvinduet er hvidmalede og udført med termoruder. På første sal er indvendigt i døråbningen placeret et smedejernsværn. I.B. Schottmanns Gård er indrettet med i alt ti lejligheder. Der er erhverv i kælderen under forhuset og første sidehus, og herover er fire lejligheder – én på hver etage, hvoraf den øverste er i to plan, da den ud over at strække sig over de to sidehuses tagetager også råder over forhusets tagetage. I andet sidehus er to lejligheder, hvoraf den nederst er i tre plan forbundet af en ældre, intern trappe. Baghuset er indrettet med fire lejligheder, hvoraf den øverste er sammenhængende med tagetagen. Det indre af forhuset og første sidehus beskrives samlet, idet de udgør en sammenhængende og stort set oprindelig grundplan. Fra portrummet er der åben forbindelse til det gårdvendte trapperum, hvor en oprindelig hovedtrappe giver adgang til samtlige hovedetager. Lejlighederne er disponeret med en eller to stuer mod gaden, en forstue mod gården, hvorfra der er adgang til et badeværelse ind mod ydervæggen mod nabohuset samt til et køkken og et eller to kamre i sidehuset. Lejligheden øverst er indrettet lidt anderledes, idet der i forhuset er tre stuer mod gaden og et køkken mod gården, hvorfra der er adgang til et par værelser, et badeværelse og et pulterkammer i sidehusenes tagetager. En ældre simpel ligeløbstrappe fører op til spidsloftet, hvor der er to værelser. I kælderen er mod gaden et stort butikslokale, mod gården et køkken og i sidehuset tre på hinanden følgende rum. Forhus og første sidehus har generelt en ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk samt i de sekundære rum som i kælderen synlige loftsbjælker og teglstensgulve. Kun i badeværelserne er der klinker på gulvet samt flisebeklædte vægge, ligesom der enkelte steder forefindes nyere plane døre samt skydedøre. Der er bevaret en mængde oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, revledøre med smedede beslag, greb og låsekasser, helpanellerede ydervægge, lysnings- og brystningspaneler, feltinddelte vægge, lysningsskodder i stueetagen, ovnpilastre, kakkelovne samt vinduernes rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge. Hovedtrappen er en oprindelig treløbstrappe med bred durchsicht, indstemte trin i vangerne og et smedejernsværn. Det øverste løb er inddraget i den øverste lejlighed, hvorfor dennes hoveddør står midt på en repos og værnet er skjult bag en plan væg. Forhusets portrum er brolagt, har kalkede vægge, hvoraf skillevæggen er af bindingsværk, og i loftet er synlige bjælker og pudsede lofter. Lejligheden i andet sidehus består af ensidigt belyste rum og trappen, der forbinder de tre etager er en ældre toløbstrappe med indstemte trin i vangerne og et værn bestående af udskårne brædder. I stueetagen er en forstue, hvori trappen står, samt et soveværelse og et badeværelse. På første sal er et køkken i delvis åben forbindelse med en stue og på anden sal er badeværelse og to værelser. Lejligheden har en ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge, vægge med overmalet bindingsværk, ydervægge med simple bræddepaneler og pudsede lofter, der i enkelte rum er forsynet med synlige bjælker og kopbånd mod ydervæggen. På badeværelserne er der mosaikstifter på gulv og vægge. Der er bevaret ældre bygningsdele og -detaljer som enfløjede fyldingsdøre med forskellig inddeling af fyldingerne og indstukne hængsler samt en enkelt dør med håndsmedet låsekasse og bukkehornsbeslag. Flere vinduer har rundposte samt håndsmedede anverfere og stormkroge. Bagest i andet sidehus er endnu en trappe, som primært giver adgang til baghuset. Trappen er en ældre toløbstrappe med smal durchsicht, indstemte trin i vangerne samt værn af rundstokke med rundede hovedstykker, der sammen bærer en profileret håndliste. Trapperummets døre varierer i udformningen, men er alle ældre fyldingsdøre, hvor dørene ind til baghusets lejligheder på første, anden og tredje sal er brede tofyldingsdøre med bukkehornshængsler og gerichter med fodklodser. Baghuset har en ældre grundplan, der afspejler etagernes forskellige anvendelse. Stueetagen, der tilgås fra gårdrummet, er højloftet og indrettet med et stort gennemlyst rum, der fungerer som køkken og stue, hvorfra der dels er adgang til et kammer i tilbygningen, dels er adgang til den tredjedel af rummet, som bag en nyere skillevæg har fået indlagt et dæk, hvorved der er plads til to værelser oppe og nede samt badeværelse og depotrum. Lejligheden har bræddegulve, kalkede ydervægge og en synlig støbt søjledragerkonstruktion, der understøtter det ældre træbjælkelag. Skillevæggen er en gipsvæg med nyere skydedøre i finér. To trapper fører op til værelserne oven på det indskudte dæk og er udført med en centreret stålvange og opsadlede trætrin. De øvrige etager har bevaret størstedelen af en ældre planløsning med en langsgående hovedskillevæg og et varierende antal tværskillevægge, der gør, at lejlighedernes indretning varierer lidt. Fælles er, at der ligger en forstue og et eller to værelser mod gården samt en stue og et køkken med bevaret ildsted. I lejligheden på første sal er endvidere adgang til et kammer i tilbygningen. Fra lejligheden på tredje sal fører en ældre, simpel ligeløbstrappe op til tagetagen, der er indrettet med et lille køkken samt en stor stue, hvori der er åbent op til kip. I stuens ene halvdel er indrettet en hems, en nyere simpel trappestige fører derop. Over køkkenet er spidsloftet ikke udnyttet og en ældre loftstrappe fører derop, hvor man kan se undertaget af banevarer. Lejlighederne har overvejende en ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge, vægge med synligt opmalet bindingsværk samt pudsede lofter med profileret stukkant og stukkatur. I enkelte rum er der nyere parketgulve, vinylbeklædte gulve, klinkegulve og nyere plane døre. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt enfløjede tofyldingsdøre, hvoraf nogle har ovale glugger, profilerede gerichter med fodklodser, indstukne hængsler, håndsmedede låsekasser, høje fodpaneler og brystningspaneler, bemalede dørstykker, helpanellerede ydervægge, ovnpilastre, kakkelovne samt ildsteder med hammertræ, ligesom vinduerne har håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi ved I. B. Schottmanns Gård knytter sig til ejendommenes beliggenhed med forhuset mod den historiske og stemningsfulde Strandgade, hvor det indgår som et integreret led i husrækken, der overvejende består af bygninger fra samme periode. Forhuset er med sin fremtoning og traditionelle farve- og materialeholdning med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje samt fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og meget værdifuld husrække. Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til den store grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehuse og baghus, der sammen med nabobygningernes vedbendbeklædte bagvanter afgrænser det aflange gårdrum, hvortil der på traditionel vis er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset. Hertil kommer gårdrummets traditionelle belægning med brosten, hvori der ligger en række af bordursten samt langs sidehusene en række rendesten i kalksten. Gårdrummet viderebringer med sin ringe udstrækning, snævre forløb og gedigne materialer et historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til I.B. Schottmanns Gård som en velbevaret stor håndværkergård bestående af forhus, sidehuse og baghus fra anden halvdel af 1700-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til forhuset som et velbevaret eksempel på tidens klassicistiske arkitektur, der som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse. Klassicismen kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I forhusets ydre ses de klassicistiske træk i den pudsede facades taktfaste vinduessætning, kordongesimsen over stueetagens vinduer og den rundbuede portåbning med portal udstyret med markerede vederlags- og slutsten, samt udformningen af revleporten med pålagte fyldinger, rige udskæringsarbejder og diagonaltopsprosset, rundbuet overvindue. Hertil kommer, at samtlige facadedetaljer er udført i den let rødlige Nexø-sandsten, som i slutningen af 1700-tallet var det foretrukne byggemateriale til udsmykninger af de Københavnske borgerhuse. Det gælder både kælderindfatningen, kordon- og hovedgesimsen, vinduernes sålbænke samt portalen om porten. Vinduernes overordnede format som korspostvinduer er ligeledes kendetegnende for den klassicistiske stilperiode, ligesom betoningen af de midterste fag, som kommer til udtryk ved, at sålbænkene her er kraftigere samt forsynet med kannelerede konsoller. De bevarede kraftige stabler ved kældervinduerne indikerer, at der her oprindeligt var skodder. Af vinduernes lavere højde i facadens øverste række kan man aflæse, at forhuset på et tidspunkt er blevet forhøjet, hvilket også gårdsidens tilbagetrukne øvre etage indikerer. Hertil kommer den traditionelle forskel på forhusets præsentable facade og den mere enkle gårdside, der ud over den kurvehanksbuede portåbning med markerede vederlags- og slutsten, fremtræder ligeså enkel og nøgtern som de øvrige bygningers brugsorienterede gårdsider. Samtlige gårdsider er på traditionel vis pudsede og kalkede, og deres eneste udsmykning er den aftrappede hovedgesims øverst, dog med undtagelse af andet sidehus, som stadig står i bindingsværk med sugfjæl øverst, hvilket gengiver dets høje alder, idet sidehuset blev opført i midten af 1700-tallet. Også første sidehus afslører sin oprindelse som et bindingsværkshus på grund af den smalle pillebredde mellem vinduerne. Gårdsiderne har et væld af forskellige vinduer, både i størrelse og udformning, hvor de ældste vinduer er krydspostvinduerne med kraftige rundposte og seks små ruder i hver ramme, hvilket var den dominerende vinduestype i første halvdel af 1700-tallet. Tidssvarende er den flammerede revledør i kælderen, hvor de øvrige døre udformet som fyldingsdøre er senere tilkomne. Udformningen og placeringen af vinduerne, dørene og porten er dels vidnesbyrd om de sekundære bygningers indbyrdes hierarki, dels om deres funktion. Den regelmæssige vinduestakt af de store vinduer i første sidehus vidner om sidehusets funktion som beboelse for herskabet i lighed med forhuset, mens de lavere og tætsiddende vinduer i andet sidehus må have dannet ramme om beboelse for tjenestefolkene. Gavlkvisten i andet sidehus tegner tagetagens traditionelle brug som oplagsplads. Den brede, kurvehanksbuede portåbning i baghuset samt stueetagens store etagehøjde angiver, at her har været en anden funktion end beboelse – i dette tilfælde en ankersmedje. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets og første sidehus velbevarede, sammenhængende planløsning, der afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal i såvel rumdisponering som interiører, hvor der på traditionel vis er et gårdvendt hovedtrapperum samt er indrettet én lejlighed per etage med en forstue bag det herskabelige trapperums hoveddør, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer en suite mod gaden samt til værelserne på rad i sidehuset, der forbindes af døre en filade, og med udgang til bagtrappen. Hertil kommer, at forhusets beletage på første sal tydeligt markerer sig i det indre på grund af etagens større loftshøjde samt det rige snedkerinventar. De bevarede dele af det oprindelige og ældre interiører har således stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har plankegulvene, de helpanellerede ydervægge med lysningspaneler og i stueetagen indbyggede lysningsskodder, de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter, brystningspanelerne og derover feltinddelte vægge med ovnpilastre samt kakkelovne, de pudsede lofter med profileret stuk og loftsrosetter. Hertil kommer de mere enkle revledøre med smedede beslag, greb og låsekasser i tagetagen samt vinduernes rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den herskabelige barokke hovedtrappe med bred durchsicht, udsmykkede forvanger og hovedstykker samt værn med båndslyngede, bueberigede parallelogrammer, profileret håndliste og oprullede mæglere. Allerede i portrummet sætter hovedtrappen en passende herskabelig ramme om ankomsten til håndværkermesterens bolig på grund af, at den med sit nederste trin og værnets oprullede mæglere stikker ud i portrummet og dermed tydeliggør indgangen. I andet sidehus indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den enkle indretning med mindre og ensidigt belyste rum samt til de to ældre trapper, hvor trappen ind mod første forhus har karakter af en sekundær trappe, mens trappen mod baghuset, der er bredere og mindre stejl, vidner om dens funktion som adgangsgiver til baghusets relativt prominente lejligheder. Lejlighedens enkle materialeholdning med smalle gulvbrædder, pudsede vægge, bindingsværksskillevægge og ydervæggens simple bræddepaneler samt de pudsede lofter med synlige bjælker og enkelte kopbånd er i tråd med andet sidehus brug som bolig for tjenestefolkene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de ældre bygningsdele og -detaljer, som vidner om dette, heriblandt de forskellige typer enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler samt den barokke bagtrappes mere enkle udførelse end hovedtrappen i forhuset. Bagtrappen har også bueberigede parallelogrammer, men de er udskåret i værnets lodretstående brædder. De ældre vinduer med rundposte, håndsmedede anverfere og stormkroge samt tofyldingsdøren med håndsmedet låsekasse og bukkehornsbeslag vidner ligeledes om sidehusets anseelige alder. Trappen, der primært giver adgang til baghuset, men som ligger bagest i andet sidehus, er en ældre toløbstrappe, der mere ligner en traditionel klassicistisk bagtrappe fra slutningen af 1700-tallet på grund af værnets udformning med rundstokke og firkantstokke samt rundede hovedstykker. Derimod har trapperummets døre stilmæssige træk fra barokken med deres bredde og udformning som tofyldingsdøre med bukkehornshængsler samt gerichter med fodklodser. I baghusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set bevarede grundplan, hvor stueetagens store højloftede rum med søjledrager-konstruktionen og det synlige bjælkelag i loftet vidner om funktionen som værksted, mens indretningen til beboelse på de øvrige etager afspejles af den traditionelle planløsning med et langsgående hovedskillerum og tværskillevægge, der adskiller stuerne fra køkkenet mod baggården. De bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer beretter dels om bygningens alder, dels om datidens stilideal. Mængden af bygningsdetaljerne viser desuden, hvor prominent den enkelte lejlighed er, idet lejligheden på første sal indeholder langt de fineste detaljer, heriblandt stuens helpanellerede ydervæg med lysningspaneler, bemalede dørstykker, prolieret stuk og elegant stukkatur i det pudsede loft samt i brystningspanelerne, de brede fyldingsdøre og kraftigt profilerede gerichter med fodklodser. Opefter findes også fyldingsdøre og gerichter, men i en mere enkel udførelse, hvilket yderligere forstærkes af den lavere etagehøjde.

Den arkitektoniske værdi for I.B. Schottmanns Gård knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en tidstypisk, stringent facadekomposition med taktfast vinduessætning, fremhævelse af de midterste vinduer og placeringen af porten i yderfaget. Hertil kommer betoning af de horisontale linjer med kordon- og hovedgesimsen samt vinduernes sålbænke, der kontrasteres af vinduesåbningernes og portåbningens vertikale orientering. Facadens proportionering og stramme, ordnede udtryk giver forhuset et roligt og yderst herskabeligt udseende, der understreges af de enkelte bygningsdeles gedigne udførelse, eksempelvis portens rige udskæringsarbejder, sandstensdetaljerne samt den traditionelle farveholdning. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes prunkløse udtryk med gulkalkede, pudsede mure og tavl samt gulkalket bindingsværk, der vidner om gedigne funktionsbygninger. Hertil kommer de varierende vinduesformater med forskellig inddeling og opsprosning, der alligevel fremtræder ordnet i gårdsiderne på grund af deres taktfaste placering. Endvidere kommer gårdsidernes enkle og ensartede farvesætning i lysegul, hvid og mørkegrøn, der resulterer i et roligt og samtidig meget karakterfuldt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til forhusets hovedtrapperum, der er i åben forbindelse med portrummet, hvor den elegante hovedtrappe sammen med de velproportionerede stuer i både forhus og baghus tildeler rummene en borgerlig og diskret elegance på grund af de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer.

Læs videre om

• Dahlerups Pakhus, København
• Lygten Station, København
• Niels Hemmingsens Gade 3, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen