Jerstrup ligger på Jerstrupvej 44 i Nordfyns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

I slutningen af 1600-tallet blev Jerstrup kaldt "Lenelyst" efter Helmuth Otto von Winterfeldts hustru Helene Juliane Ulfsparre. Den nuværende hovedbygning blev opført i 1700-tallet, men sandsynligvis efter nedrivning eller ombygning af en tidligere hovedbygning. Jerstrup var underlagt grevskabet Gyldensteen fra 1804 til 1922.

I 1944 gennemgik bygningen, især vestfløjen, en omfattende istandsættelse ved arkitekt H. G. Skovgaard, der også i 1952-53 istandsatte hovedfløjen. Alle fløje blev senest restaureret i 2007-09.

Beskrivelse

Jerstrup ligger i det åbne landskab, på det nordvestlige Fyn. Den trelængede hovedbygning er placeret på et fortidsmindefredet voldsted med vandfyldte grave omkring og stensatte broer mod nord og syd. Omkring voldgraven er en større have, der mod markerne afgrænses af ældre træer. Hovedbygningens tre længer ligger omkring en gårdsplads, der åbner sig mod nord, og på den anden side af voldgraven ligger en større gårdsplads med nyere avlslænger. Hovedbygningens tre længer og udløberfløjen mod øst er opført i et stokværk af sorttjæret bindingsværk med hvidkalkede tavl. Bindingsværket er rigt med både dokker, løsholter, korte og lange skråbånd samt gennemstukne bjælkeender, der på den vestlige sidefløj støttes af knægte. Midterfløjens gårdside er skalmuret, pudset og hvidkalket. Alle længer har en sokkel af tilhuggede kampesten, der er delvist sorttjæret samt opskalkede, teglhængte, røde tage med halvvalmede gavle og et bredt udhæng. I rygningen ses hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims, og i tagfladerne er ældre støbejernsvinduer samt store, nye tagvinduer. I den midterste længe findes en tofløjet fyldingsdør med enkel portal i træ. De øvrige døre mod gårdspladsen er et- eller tofløjede, flammerede døre, hvoraf en enkel i vestlængen har profileret indfatning. Dørene er alle malet lysegrå og er enten ældre eller udført traditionelt.

Der er tillige bevaret mange ældre hængsler, greb og klinkefald, og foran dørene er granittrin. Lignende døre findes i havesiden mod øst, i den midterste længe er en ældre, hvidmalet havedør med opsprossede ruder, og langs den vestlige sidefløjs haveside er en kældernedgang til en nyere kælderdør. Den midterste længe har hovedsagligt korspostvinduer med en enkel sprosse i de nederste rammer, mens de to sidelænger har torammede vinduer med småtopsprossede ruder. Alle vinduer er hvidmalede og er enten ældre eller traditionelt udførte. I det indre findes i store træk en ældre bevaret grundplan, dog er der enkelte steder nyere murgennembrydninger. Mod gårdspladsen er forstuer ved dørene og disse er forbundet af gangarealer, mens der i den midterste længe er stuer en suite mod haven. Da Jerstrup i nyere tid er indrettet med hotel/kursusfaciliteter, er der i de to sidelænger og tagetagen indrettet værelser og nyere badeværelser. I den vestlige sidelænge er tillige et stort køkken med bryggers og nedgang til en mindre kælder. I den midterste fløj findes en ældre hovedtrappe, mens der i sidefløjene er nyere bitrapper. Overfladerne i de tre længer er gennemgående ældre og traditionelle, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt i sidefløjene bræddelofter med synligt bjælkelag, der enkelte steder mod gårdspladsen er båret af knægte. Af bevarede bygningsdetaljer skal nævnes fyldingsdøre med profilerede gerichter, brystningspaneler, værn omkring hovedtrappen, bemalede fliser i køkkenet, en åben pejs og en støbejernsovn. Alle vinduer har traditionelle forsatsruder. De nyere overflader udgøres af parket- og klinkegulve eller gulvtæpper, gipsvægge og -lofter, glatte branddøre, og nyere elementer i køkken og i samtlige badeværelser. I den nordlige del af den østlige længe og i udløberfløjen er uopvarmede opbevaringsrum, med støbte gulve, enkelte ældre klinkegulve, overkalkede bindingsværksvægge og bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Der er bevaret døråbninger og karmtræ, men der er ikke længere døre.

Miljømæssig værdi

Jerstrups miljømæssige værdi relaterer sig til helheden, bestående af den trefløjede hovedbygning, det store voldsted omgivet af vandfyldte grave, skov og marker samt avlsgården mod nord. Det samlede anlæg og omgivelserne afspejler det mangeårige økonomiske grundlag for en herregård, og Jerstrup fremstår herved som et velbevaret kulturmiljø. Autenticiteten højnes af gårdspladsens delvist bevarede pigstens-belægning samt de stensatte ældre broerne over voldgraven, der tillige er med til at danne en hovedakse gennem anlægget.

Kulturhistorisk værdi

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig først og fremmest til voldstedet og de vandfyldte grave. I 1700-tallet var der ikke længere behov for at forskanse herregården med en voldgrav og derfor er voldstedet et bevis på, at der har eksisteret en hovedbygning før den nuværende. Bindingsværket med knægte på vestfløjen er tillige kendetegnede for 1600-tallet og denne længe er sandsynligvis ældre end de øvrige. Det øvrige traditionelle bindingsværk, proportioneringen, symmetrien samt udførelsen af døre og vinduer knytter sig til bygningskulturen i midten af 1700-tallet. Hertil kommer at bygningshierarkiet mellem længerne afspejler den oprindelige opdeling med den repræsentative bolig for herskabet i den midterste længe, mens pige- og karlekamre samt mere funktionsbetingede rum var placeret i sidelængerne. Hierarkiet aflæses især i murbehandlingen, udformningen af døre og vinduer, placeringen af skorstenspiber samt ved at den midterste længes tag er lidt højere end de øvrige.

Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det egnskarakteristiske bindingsværk, som er kendetegnet ved at være rigt, da der var store skovarealer på Fyn. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker samt lange og korte sidebånd, også kaldet stormbånd og halvranker. Særligt stormbånd blev anvendt i stor stil på Fyn, ligesom gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag. Muligheden for at opføre en rig bindingsværkskonstruktion har tillige gjort, at det fynske bindingsværk er kendetegnet ved at være opstreget, så det også på afstand træder tydeligt frem.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af grundplanen, der understøtter hierarkiet mellem længerne idet de repræsentative stuer er placeret i den midterste længe, samt at der her er brede fyldingsdøre og brystningspaneler. Dørenes proportionering, fyldinger, hængsler, greb og gerichter afspejler tillige de stilmæssige idealer, som var gældende i midten af 1700-tallet. Køkkenets placering i den vestlige længe hænger naturligt sammen med placeringen af bryggers og nedgang til den mindre kælder. Endelig er den grove materialekarakter i den nordlige del af den østlige længe samt i udløberfløjen en indikator på disse rums sekundære funktion.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til gårdens samlede udtryk, som opfattes harmonisk i kraft af den ens materialeanvendelse i alle længer. Hertil kommer farvekontrasten mellem det stortjærede bindingsværk og de hvidkalkede tavl, der fremhæver stolpernes faste takt. Udtrykket afviger på midterfløjens pudsede og hvidkalkede gårdside. Dette bevirker sammen med den overordnede hovedform, vinduestakten og hoveddøren, at der er en overordnet symmetrisk opbygning omkring en central akse fra den nordlige bro til hoveddøren. Ydermere er der arkitektonisk værdi i dørenes udformning både hoveddøren med indfatning og fordakning båret på konsoller samt de flammerede døre med forskellig indfatning. Fælles for dørene er tillige at de markeres af den grå farve og fuldendes af de bevarede greb, klinkefald og hængsler. For vinduerne er det især de enkle og smalle sprosser, der styrker det arkitektoniske udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links