Johannes Wiedewelt

Johannes Wiedewelt var den første billedhugger som fik lod og del i det rekonstruerede kunstakademis rejsestipendier. Han konkurrerede sig ikke til legatet, da han var rejst før konkurrencerne var etableret. I Paris fik han tilknytning til Coustou d.y. og lærte også Jean Baptiste Pigalle at kende. Utvivlsomt tilegnede han sig disse kunstneres fremragende teknik, men det er vanskeligt at påvise direkte afhængighed deraf i hans senere værk. Dette blev helt afgørende præget af hans ophold i Rom. Her fik han lov at studere ved Det franske Akademi, da han medbragte en anbefaling fra Joachim Wasserschlebe til direktøren C.J. Natoire. Den store samling af tegninger og skitser, han havde samlet efter romerske monumenter viser, at han har orienteret sig særdeles bredt i den romerske kunst, han veg ikke tilbage for at skitsere adskillige af barokkens hovedværker som f.eks. Algardis og Berninis. De opulente fontæner og skulpturer i de romerske villahaver som Villa d'Estes og Pamphilis mangler heller ikke.

Det blev dog museernes antikker, han først og fremmest viede sin interesse. W.s venskabs- og kærlighedsforhold til Johann Joachim Winckelmann kom utvivlsomt til at være af afgørende betydning for hans forståelse af den antikke kunst. Som den tyske kunsthistoriker kendte han kun den græske kunst gennem romerske kopier, men begejstringen for græsk ånd blev ham indpodet af Winckelmann. Sammen foretog de 1758 en rejse til Pompeji og Herculanum. W.s efterladte bogsamling viser, at han også under opholdet i Paris studerede antikken. Med kongegravmælerne i Roskilde tog W. ved hjemkomsten som den første hul på den nyklassicistiske kunst i Danmark. Endnu hans lange serie af gipsrelieffer til riddersalen på Christiansborg bar i formsproget præg af barokken, men man aner i de bevarede tegninger dertil lærdommen fra det antikke Rom. I motivernes symbolik udfolder den belæste kunstner sig allerede.

Flere end tre dusin gravmæler udførte W. i løbet af tre tiår. De udgør en solid del af hans produktion samt hans levebrød, men er ikke den kunstnerisk mest spændende del. Han beherskede naturligvis dødens symbolik i alle facetter, og den anvendtes ikke uden en vis overfladiskhed. I de store opgaver, sarkofagen til A.G. Moltkes første hustru og Fr. Vs sarkofag spores en tydelig udvikling fra et buttet rokokoagtigt udtryk mod en mere moden, om end stivbenet, nyklassik. Sine største samlede arbejder fik Wiedewelt i det grønne, og det blev tillige de værker, han arbejdede friest med. Han opfattede haven ved Fredensborg som "et Theater, hvorpaa jeg agter at opføre adskillige Decorationer". Han fremstillede en omfangsrig serie store tegninger Til Kongen, som skulle være hans bud på slotshavens dekorering. Figurgrupperne var ikke påfaldende antikiserede trods de klassiske motiver, men i kombinationen med trægrupper af vekslende arter og figurgrupper som Danmark og Norge eller obelisker og søjler viser han en vågnende sans for den romantiske have. "Den forblommede Antik" peger langt ud over Jardins klassiske havekunst.

Sammen med N.-H. Jardin foretog Wiedewelt en rejse til Frankrig og England. Hans rejsebeskrivelse fortæller i al sin kortfattethed om den interesse, hvormed han besøgte flere af de berømteste landskabelige haver og fik øjnene op for den ligesom tilfældige opstilling af haveskulpturer. Dette udnyttede han til fulde nogle år efter hjemkomsten, da han lagde mejsel til Høegh-Guldbergs nationalhistoriske anlæg, hegnet ved Jægerspris. Her lykkedes det bedre end andetsteds billedhuggeren at frigøre sig fra den romerske arv og lave noget som han kaldte "vores eget". Monumenterne over berømte danske, norske og holstenske er i de senere årtier blevet værdsat og berømmet blandt internationale kunsthistorikere. Symbolikken på støtterne går ud over almen symbolik imod det naturalistiske og mekanistiske og opstillingen frigør sig ganske fra det monumentale. W. fik ingen egentlige efterfølgere, hans kringlede lærdom var ikke for hvermand. I akademiforsamlingen har han vel i Abildgaard haft en kollega, der forstod ham, som det kan ses af dennes billede af arveprinsen i Jægerspris Hegn.

Wiedewelt, Johannes, 1731-1802, billedhugger. *1.7.1731 i Kbh, ?17.12.1802 smst., begr. smst. (Ass). Forældre: Billedhugger Just W. og Birgitte Lauridsdatter (Birte Larsdatter). Ugift.

Det ældre Kunstakad. Kbh. (H. Miani og L.-A. Le Clerc) måske allerede fra 1844; svend fra sin fader Just W.s værksted 21.8.1745; antagelig også elev af hofbilledh. Didrick Gercken; "i Condition" som det hed sig hos Guillaume Coustou d.y. i Paris fra 1750-54; besøgte det franske akad. i Rom (under C.-J. Natoires dir.) 1754.

• Udstillinger
• Værker
• Litteratur
• Værker i Kunstindeks Danmark

Læs videre om

• Johann Gottfried Grund

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

• Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon