Nicolas-Henri Jardin
Faktaboks
Nicolas-Henri Jardin
- Født
- 22. marts 1720, Saint-Germain-des-Noyers
- Død
- 31. august 1799, Paris
- Kilde
- Kunstindeks Danmark
- Titel
- Arkitekt
- Virkested
- Danmark
Biografi
Nicolas-Henri Jardin indledte efter eget udsagn sine arkitektstudier som tiårig, men intet kendes derudover til hans liv, før hans navn 1739 dukker op blandt deltagerne i Grand Prix-konkurrencen ved Kunstakademiet i Paris. Afgørende for hans virke blev det ophold i Rom, der med små tre års forsinkelse fulgte hans opnåelse af den kvalificerende 1. pris i 1741. Netop i denne tid opstod en erkendelse af Roms ruiner som de minder fra en fælleseuropæisk fortid, der kunne vise vejen til en ny, universel stil, og flere romerstipendiater, bl.a. J., fulgte den jævnaldrende G.B. Piranesi og inddrog grafikken for at kunne udtrykke deres romantiske forestillinger om denne antikinspirerede, men især selvstændige, logiske og formmæssigt egale stil.
Muligvis gjorde J. også ingeniørstudier, et fagområde, som han i 1754 sagdes at beherske. Uden for Rom var forestillingerne om den nye universalstil endnu knap slået igennem da J. 1754 blev kaldt til Danmark på anbefaling fra J.-F.-J. Saly, romerstipendiat samtidig med J. og frimurerbroder som denne, for at fortsætte opførelsen af Frederikskirken. J., der allerede i sin kontrakt krævede kunstnerisk frihed, lod ved fremlæggelsen af de to første forslag til Frederikskirken ingen i tvivl om, at han var en højst bevidst overbringer af noget ganske nyt. Ud over at projekterne overskred Eigtveds fundamenter, var de holdt i en stil, der parallelliserede Piranesis fængselsvisioner og foregreb C.-N. Ledoux og E.-L. Boullées tredive år yngre arbejder. Reaktionen var så negativ, at J. måtte moderere sine fordringer og til sit næste forslag finde frem til den balance mellem idealerne og de dels funktionelle, dels konventionelle krav, som skulle komme til at give hans værker en egen karakter, og afgørende udstikke retningen i den danske nyklassicisme. Idealerne blev i høj grad samlet i en grundlæggende, enkel geometri, som passede fint til hans, som det skulle vise sig, ganske praktiske indstilling til de givne opgaver.
Han respekterede og forstod at udnytte det bestående, både i bygninger, og når det f.eks. gjaldt terrænet i en have. Han havde heller intet imod at optage ældre elementer og eksempelvis sætte rokokomøbler blandt sine egne. Hvor brugen af ældre træk ikke blot skyldtes økonomi, blev trækkenes indhold dog oftest omtydet. I flere haver bevarede J. således barokkens aksesystem som et tema, der indgik i et samspil med og samtidig kontrasterede landskabsprægede afsnit. Hans efter formålet kvantitativt varierede væg- og facadeudsmykninger er tilsvarende sammensat af såvel antikt/nyklassicistiske som egentlig barokke elementer: Refendfugning på facadernes ende- og midterfag, festonomvundne medaljoner, ovalvaser, muslingeskaller og naturtro frugt- og blomsterguirlander. Her er en ren repetition brugt til at skille de enkelte dele ud fra de oprindelige associationskæder og føje dem ind i en altid afklaret helhed. J.s dekorationsskema var både enkelt at bruge og let at kopiere.
Hans landsteder, særlig den ajourførte klassisk franske type, f.eks. Bernstorff, fik talrige efterkommere i form af fritliggende herregårdshovedbygninger, især på Fyn. Men sin nok største betydning for eftertiden fik han gennem sine elever på Kunstakademiet i København, først og fremmest C.F. Harsdorff, G.E. Rosenberg, C.J. Zuber og Hans Næss. Lærergerningen, der, skønt den ikke kom med i hans kontrakt, fra første færd indgik som en vigtig del af hans virke, var tydeligvis også noget, der interesserede ham selv. Gennem en pædagogik, der i høj grad var baseret på at opelske elevernes individualitet, bl.a. forbød J. brugen af G.D. Anthons yderst formalistiske lærebog fra 1757, gav han den danske arkitekturskole et meget fint udgangspunkt. Hans personlige rolle var udspillet, da J.F. Struensees sparebestræbelser ramte både Frederikskirkebyggeriet og hans stilling som chef for Det kongelige Bygningsvæsen. Efter at have nedlagt sit professorat vendte han 1771 tilbage til Frankrig, hvor han øjensynlig tilbragte årene til sin død relativt tilbagetrukket. Hverken hans franske værker eller hans elever på Kunstakademiet i Paris er i dag andet end navne.
Genealogi
Jardin, Nicolas-Henri, 1720-1799, arkitekt. *22.3.1720 i Saint-Germain-des-Noyers, Frankrig, ?31.8.1799 i Paris, Frankrig. Bror til Louis-Henri Jardin. Formentlig ugift.
Uddannelse
Kunstakad., Paris (A.C. Mollet) fra 1738, måske før; Det franske Akad., Rom, 1744-48; matematik og geometri hos jesuiterpater R.J. Boscowich, Rom 1744-48; grafik, formentlig hos Giuseppe Vasi, Rom 1744- 48.
