Kerteminde Museum

Det er uvist, hvornår Kerteminde by blev anlagt, men den er formentlig opstået som fiskerleje og handelsplads. Kertemindes placering ved Kertefjordens munding, dens 'minde', har givet byen navn. I middelalderen lå byen lidt i skygge af Nyborg og Odense, men beliggenheden ved Storebælt var en vigtig handelsmæssig fordel. Kerteminde fik som den sidste fynske by købstadsstatus i 1413. I 1400-tallet nød Kerteminde godt af, at Odense ikke havde en optimal havn, og derfor brugte Odense-købmændene i vidt omfang Kerteminde som vinterhavn og opførte store handelshuse så nær havnen som muligt. Fra omkring 1580 fungerede byen som den vigtigste udskibningshavn for Odense. Foruden søfarten havde byen et omfattende fiskeri og en betydelig ølbrygning, men på trods af dette forblev Kerteminde i 1500-tallet og 1600-tallet en forholdsvis lille by. Under svenskekrigen i 1657-1660 var Kerteminde besat af svenskerne, der havde indrettet hovedkvarter tæt på havnen. Da den dansk-hollandske flåde i slutningen af krigen ville tilbageerobre byen, blev Kerteminde udsat for et voldsomt bombardement. Efter krigen oplevede byen ligesom resten af landet stor nedgang i en lang årrække.

Omkring år 1680 fik Odense ved købstadsforordningen ret til at drive egen udenrigshandel, hvilket betød, at der blev en øget trafik gennem Odense Fjord til havnen i Stige, hvor der var blevet anlagt en havn i 1635. Kerteminde mistede herved sin nøgleposition som havneby for Odense. Dog fik byen et lille opsving i midten af 1800-tallet, da man åbnede de første industrivirksomheder inden for metalindustrien. Jernbaneforbindelsen til Odense i 1900 skabte øgede afsætningsmuligheder for fiskeriet, og også metal- og levnedsmiddelindustrien voksede. I løbet af 1900-tallet blev Kertemindes fiskerihavn den største på Fyn, og Kerteminde udviklede sig til at blive en forholdsvis vigtig industriby. Samtidig dannede Kerteminde og omegn fra omkring år 1900 rammerne for en kunstnerkoloni, kaldet fynbomalerne med Fritz Syberg og Johannes Larsen i spidsen.

Kerteminde Museum, Langegade 8, blev opført af Rådsmand Karsten Ifversen i 1630 og var oprindeligt dobbelt så stort, idet ejendommen også omfattede Langegade 6 og fire fag af Langegade 10, det nuværende Trollegade 2.

Gården var i en årrække omkring 1700 præstebolig og bestod ved brandtaksationen i 1761 af et forhus på 22 fag i to stokværk med to fag kvist til gården, et nordre sidehus i ottefag og to stokværk til bryggershus, i syd mod kirkegården en sodelænge i 25 fag til kamre, køkken, fadebur og vognremise. Hertil stødte et tværhus i atten fag med stald, lo, brændehus og port, og endelig ved nordskellet med gavl mod Strandgade et ti fag baghus til havestue og vognremise samt en lille udbygning over tre fag– alt sammen af egebygning og godt holdt vedlige. Bortset fra opførelsen i 1780'erne af en halvtagsbygning på fire fag i forlængelse af det nordre sidehus, stod ejendommen uændret indtil 1807. Dette år blev gården overtaget af købmand Mads Jørgen Møller, der lod forhuset forlænge med to fag (i syd) til 24 fag og ved tværbygningens nordende i forgården opførte en sidebygning i fem fag til vognremise, svinesti og i en tilbygning hønsehus.

Efter fallit og tvangsauktion overgik gården i 1811 til en af panthaverne, selvejergårdmand Rasmus Hansen fra Refsvindinge, som straks udstykkede den. Købmand Christen Jensen købte de ni søndre fag af forhuset, det søndre sidehus som forkortedes til 14 fag, samt af tværhuset seks fag, der blev nedrevet. Til naboen i nord solgtes fire fag af forhuset, det nordre sidehus i otte fag og to stokværk samt dets halvtagsforlængelse på fire fag. Tilbage blev det nuværende forhus, tolv fag af tværhuset med det sidebygninger langs nordskellet. Baghuset med gavlen mod Strandgade blev nedrevet kort efter.

Under skipper Hans Gommesens ejerskab undergik den udstykkede ejendom igen væsentlige ændringer. I 1823 lod han langs det nye sydskel opføre et seks fag langt sidehus, og i 1835 frasolgtes til naboen i nord fire fag af tværhuset samt sidebygningen i forgården, således at en fuld grundstrimmel på fire fags bredde nu var overgået til Langegade 10. Året efter, da farver Anthon Hinke havde overtaget ejendommen, blev de søndre sidehus forlænget med et firefagshus i én etage, og ved tværhusets gårdside rejstes to fag til lokum og svinesti. I 1845 lod han endvidere opføre en halvtagsbygning i fem fag langs tværhusets gårdside. Endelig i 1852 blev de oprindelige seks fag af sidehuset i syd forhøjet med et stokværk. Sidehuset blev benyttet til bolig og farveri, tværhuset til avlsbrug og dets halvtagsbygningen til hestestald og svinesti.

Mellem forhuse og sidelænge opførtes i 1894 en lille grundmuret værkstedsbygning, og sidehuset forsynedes med kvistatelier over de fem fag. I 1909 blev det gamle tværhus og dets halvtagsudbygningen nedrevet, og i stedet opførtes tre træskure.

Forhusets gadefacade stod på det tidspunkt med afstolpet bindingsværk, og stueetagen havde symmetriske præg med døre i yderfagene. Da ejendommen i 1937 indrettedes til museum, gennemgik bygningen en omfattende restaurering under ledelse af Kgl. Bygningsinspektør Knud Lehn Petersen. De to gadedøre erstattedes af den frilagte port i nord, og der indsattes ensartet fyldtømmer og småsprossede vinduer. I gården fjernede man sidehuset, den lille grundmurede værkstedsbygning og træskurene. Mod Strandgade opførtes et bindingsværkshus til kustodebolig tegnet af tømrermester Anders Møller Olsen. En lille bindingsværksbygning til vaskehus, der opførtes ved sydskellet blev nedrevet i 1960.

I 2010 genåbnede Kerteminde Museum efter en gennemgribende restaurering. Facaden var blevet retableret som den så ud omkring år 1900, og to nye indgange blev etableret, dels en ny hovedindgang mod Langegade og dels en handicapvenlig indgang fra havesiden.

Kerteminde Museum ligger i Langegade centralt i Kerteminde by og rummer en del af Østfyns Museer, der i daglig tale kaldes Farvergården. Forhuset ligger i Langegades husrække Nabobebyggelsen mod nord udgøres af Trollegården, opført år 1900, mens den mod syd er nyere og opført i 1962. Bag forhuset er den langstrakte grund anlagt som museumshave med grusstier, små hække, bede og siddepladser. Mod øst afgrænses haven af de bygninger, der ligger ud til baggaden Strandgade, der ligesom Kerteminde Museum også er en del af Østfyns Museer.

Kerteminde Museum er en elleve fag lang bindingsværksbygning opført på en høj sorttjæret sokkel i to stokværk. Bygningen bærer et stejlt, teglhængt heltag. I tagfladen mod gården ses en nyere blokformet skorstenspibe i rød blankmur. Bindingsværket er sort opstolpet. Øverste stokværk er udkraget og der er knægte udformet som konsoller under bjælkelagene ved andet stokværk og tagetage. Mellem rem og overgangsfod er et muret, hvidmalet tandsnit. Under tagetagens udkragning er tillige en dokkefrise. I begge stokværk har alle undertavl korte skråbånd. Tavlene står i blank, rød mur, hvoraf flere er mønstermurede. I første og andet fag er portåbningen, der har en sorttjæret hammer og kopbånd udkåret i æselrygform og smykket med halvrosetter og teksten: "VDI IHESV NAFN HAFVER KARSTEN IFVERSØN OG ANNA CHRISTOFFERSDATTER LADET DETTE HVS OPBYGGE ANNO 1630".

I ellevte fag er indgang til stueetagen over en indliggende firetrins granittrappe. Overtrappen ses et overvindue med dekorative buede sprosser. I ottende til ellevte fag er ældre opsprossede butikstuder. Facadens øvrige vinduer har en varierende takt og alle er torammede med otte små ruder i hver ramme. I soklen ses fire små enrammede kældervinduer med fire ruder hver. Vinduerne er sandsynligvis nyere og traditionelt udførte efter et ældre forlæg. Samtlige vinduer er brunmalede.

Mod gården har Kerteminde Museum samme opbygning, dog har knægtene en enklere udformning med en kantskåret ryg, ligesom porthammer og kopbånd er æselrygformede men uden udskæringer. Kalkningen er i en lysere nuance end på facaden. I sjette fag er der indgang til stueetagen gennem en nyere, traditionelt udført revledør, foran hvilken, der en lav trærepos og en rampe. I ottende fag er en kældernedgang dækket af to skråtstillede revleluger. Portrummet er pigstensbelagt med rækker af bordursten, væggene er hvidkalkede bindingsværksvægge, og der er tillige et bræddeloft med kopbåndsbårent bjælkelag. Portrummet lukkes mod gaden af en ældre, tofløjet, flammeret port med en tofløjet gangdør i midten.

I det indre er der en traditionelt præget planløsning på alle etager med en stort set intakt langsgående midterskillevæg, der opdeler etagerne i rum mod henholdsvis gade og gård. Museumsbutikken i stueetagens søndre del er dog et gennemlyst rum. Rummene er indrettet med mindre temaudstillinger, der relaterer sig til Kertemindes historie. I stue- og på første sal er rummene indrettet med traditionelt udførte bræddegulve eller teglstensgulve, pudsede og kalkede vægge og bræddelofter med synlige kopbåndsbårne bjælkelag hvoraf bjælkerne kan have en traditionel bræddeinddækning. Dørene er primært trefyldingsdøre med ældre beslåning og tilhørende gerichter. Vinduerne har nyere, traditionelt udførte stormkroge og anverfere, der svarer vinduernes barokke profilering med blandt andet rundposte. Der ses også brystningspaneler, hvoraf nogle kan være fra bygningens opførelse. En stentrappe, sandsynligvis fra husets opførelse, fører fra gården ned til kælderetagen, der har pigtensgulve, ydervægge af kampesten og murede skillevægge, der alle er kalkede. I loftet er et ældre synligt bjælkelag med pladebeklædning imellem. Kælderens døre er ældre revledøre med tilhørende ældre beslåning. Hanebåndsloftet er ligeledes indrettet til udstillingsformål og har en delvis traditionel materialeholdning med lakerede bræddegulve og pladebeklædte vægge, skråvægge og lofter. I kælderen er opmuret en esse, der er opført som en del af museets formidling. Bygningens hovedetager og hanebåndsloftet er forbundet af ligeløbs- og kvartsvingstrapper fra 1930erne, hvor bygningen blev ombygget til museum.

Den miljømæssige værdi ved Kerteminde Museum knytter sig til ejendommens beliggenhed midt i Kerteminde by, hvor forhuset udgør en iøjnefaldende og yderst værdifuld del af Langegades gadebillede i kraft af det rige og fornemt forarbejdede renæssancebindingsværk, og herved udgør det en markant del af det traditionelle og stemningsfulde gadeforløb i Kertemindes gamle bykerne. Kerteminde Museum er en af de få tilbageblevne og rigt udsmykkede bindingsværksfacader i den sydlige del af Langegade og er herved et tydeligt vidnesbyrd om byens storhedstid i 1600-tallets begyndelse.

Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhuset beliggende forrest på den lange grund ud til hovedgaden med det bagvedliggende delvis pigstensbelagte gårdrum, hvoraf en stor del er i dag er udlagt som et yderst stemningsfuldt haveanlæg, der udgør en lille grøn oase Kertemindes bykerne. Forhusets portgennemkørssel vidner om ejendommens oprindelse som en stor købmandsgård, der tidligere strakte sig fra Langegade langs den nuværende plads omkring Kerteminde Kirke til Strandgade og omtrent ud mod den nuværende Trollesgade.

Den kulturhistoriske værdi ved Kerteminde Museum knytter sig til forhuset som et fornemt eksempel på en del af en købmandsgård fra 1600-tallets Kerteminde. Bygningen, som den står i dag, er et resultat af en restaurering ved museets åbning i 1935 og den nyeste restaurering, der har gjort, at forhuset fremstår som det gjorde omkring år 1900. Trækkene fra 1600-tallet er dog meget tydligt aflæselige i både facadens og havesidens rige bindingsværk karakteriseret ved det udkragede andet stokværk båret af udskårne knægte, den afrundede tandsnitgesims mellem rem og overgangsfod, de talrige korte skråbånd, tagskægsknægtene og ikke mindst dokkefrisen under tagudhænget. Dokkefrisen er ligeledes et træk, der er særlig typisk for det rige fynske bindingsværk. Hertil kommer det stejle, teglhængte heltag med stort set ubrudte tagflader, der også er et karakteristisk træk for samtidens byggeri.

Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til forhusets beliggenhed ud til byens hovedgade, hvor den imponerende facade har vidnet om ejerens rigdom og magtposition i samfundet. Dette træk understøttes af, at havesiden er udført med lidt færre dekorative detaljer mod haven. Hertil kommer placeringen på den lange grund, der går ned til Strandgade, hvor der har været plads til sidehus, magasinbygninger og stalde, bygninger der hørte til en købmandsgård i 1600-tallet. Portåbningen har endvidere gjort det muligt at tranportere varer på hestevogn ind og ud af gårdrummet. Grunden og de bevarede dele af Rådmand Karsten Ifversens store købmandsgård vidner således om Kertemindes tidligere vigtige betydning som handelsby, først som havn for Odense og senere som en driftig købstad med betydelig skibsfart og handel, hvor transporten af varer via søvejen skaffede lokale købmænd betydelige indtægter.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig dels til bygningen som et fornemt beboelseshus fra 1600-tallet, men også som et eksempel på den restaureringsholdning og indretning som man havde, da bygningen blev restaureret og indrettet til museum i 1930'erne. Således knytter den knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle planløsning med et stort set intakt midterskillerum, der opdeler etagerne i rum mod henholdsvis gaden og haven. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning i form af brædde- og teglgulve, de pudsede vægge og bræddelofter med kopbåndsbårne bjælker, kældertrappen og kælderens pigstensbelagte gulve, hvor særlig kopbånd og loftsbjælker, kældertrappe og pigstensgulve vidner om bygningens oprindelse i 1600-tallet. Kvartsvingstrapperne, en del af paneleringen og fyldingsdørene med tre fyldinger vidner derimod om den gennemgribende ombygning inden museets indvielse i 1930erne. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens traditionelle indretning på etagerne, hvor de pæne, tidligere beboelsesrum er indrettet i stueetage og på første sal, mens kælderens enkle og slidstærke overflader vidner om kælderetagens funktionsbetingede oprindelse.

Den arkitektoniske værdi ved Kerteminde Museum knytter sig til forhusets prægtige facade mod Langegade, hvor det rige og kraftige bindingsværk med udskårne knægte, den afrundede, hvidtede tandsnitsgesims sammen med den let varierede vinduessætning giver bygningen et levende og afvekslende udtryk. Hertil kommer den æselrygformede portåbning, der er et særpræget og fornemt træk ved facaden. Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til farvesætningen, der remstår kontrastrig i kraft af det sortopstolpede bindingsværk mod tavlenes varme, røde kalkfarve. Endelig knytter den arkitektoniske værdi sig til de store, næsten ubrudte tagflader, der harmonisk samler bygningen og medvirker til at den står som en vigtig og yderst karakterfuld del af gadebilledet i Langegade.

Den arkitektoniske værdi knytter sig også til den mere nedtonede haveside, der sammen med det historisk prægede haveanlæg fremstår yderst stemningsfuldt og indbydende.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle rumstruktur præget af den gennemsgående midterskillevæeg og mindre rum vendt mod gade og have. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning, hvor især farvesætningen og bræddelofterne med kopbåndsbårne bjælker giver rummene en stærk og historisk præget atmosfære.

Læs videre om

• Hverringe, Viby
• Sognefogedgården, Viby
• Viby Hospital

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen