Kompagnistræde 23, København

Omkring 1447 blev der opført en bygning til købmændenes mødevirksomhed og denne bygning kaldte de for Det Danske Compagnis Hus, hvorfra gaden har sit navn. Huset lå ved nuværende nr. 16 og brændte i 1728 og igen i 1795. Kompagniet ændrede senere sit navn til Det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab. I dag hedder det blot Det Kongelige danske Skydeselskab og har sæde på landstedet Sølyst i Klampenborg. Det charmerende Kompagnistræde er en del af det populære Strædet (Læderstræde og Kompagnistræde), der med sit pulserende liv er en skønsom blanding af bl.a. antikvitetshandlere, cafeer, restauranter og tøjbutikker. Forhuset i Kompagnistræde 23 er opført i 1734 for grovsmed Thomas Sørensen. Forhuset var oprindelig i to etager med en kvist over fire fag og bar et heltag. Mellem 1739 og 1762 blev forhuset forhøjet med én etage og udstyret med mansardtag. Antageligt har der været en forstueindgang ved siden af de nuværende portfag, der antagelig også var en del af udvidelsen af forhuset midt i 1700-tallet. I de senere år er forhusets mansardtag blevet fornyet. Indvendigt er der gjort en stor indsats for at bevare og rekonstruere forhusets dele, detaljer og overflader, hvor navnlig en del 1950'er-løsninger er blevet fjernet og en del døre, paneler og anden udsmykning er kopieret med udgangspunkt i de bevarede eksempler i ejendommen.

Der er erhverv i kælderen og stueetagen, mens der er beboelse på de øvrige etager. Ejendommen er beliggende i Kompagnistræde i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens sydlige husrække. Forhuset omfatter et bindingsværkshus i otte tætsiddende fag. Det er i tre etager med kælder og har en udnyttet tagetage. Bindingsværket er rigt, herunder med adskillige skråbånd og dokker, og fyldtømmeret er af både eg og fyr. Bjælkeenderne, der bærer overgangsfødderne til første og anden sal, er afskårne. Tavlene står i blank mur, hovedsageligt af gule tegl. Tømmeret er generelt af ældre dato, mens tavlene bærer præg af reparation og udskiftning flere steder. I facaden er der over første sal en gennemgående, smal og profileret gesims, og øverst er en simpel, skråtstillet og hvidmalet hovedgesims af træ. Forhuset bærer et mansardtag hængt med røde tegl, og mod gaden er fire, fladbuede mansardkviste. I den øvre del af taget er mod gaden tre nyere tagvinduer. Ved tagets knæk er en profileret, hvidmalet gesims. I facadens to vestligste fag er en portåbning, hvorover der er en halvrund vinduesniche. I portåbningen markeres indkørslen af to afvisersten. Porten er en ældre, tofløjet og mørkegrøn revleport, der til gaden er udstyret med skråtstillede brædder. Over porten er et overstykke, hvor der med opsatte, nyere bogstaver står: JOHS. A. SMITH. Overvinduet er ældre og har radiær opsprosning. I det østlige yderfag er en kældernedgang med traditionelt udførte smedejernsgelændere, og kælderåbningen er tilgitret yderst og forsynet med en nyere butiksdør. I kælderetagen er tre uregelmæssigt anbragte vinduesfag med nyere, enkeltrudede butiksvinduer. Facadens vinduer på hovedetagerne er malet mørkegrønne og er overvejende af ældre dato, henholdsvis med rundposte og fladposte med trekvartstaf. Vinduerne har korspostopdeling i stueetagen og på første sal, mens der på anden sal er torammede vinduer. Korspostvinduerne i stueetagen er på et tidspunkt blevet bygget om, hvorved sprosserne er fjernet, og mod gaden er vinduerne blevet udvidet nedefter ved øgning af rammer og ned rykning af karmtræet i løsholterne. Over stueetagens vinduer sidder desuden tre smalle, tofags inddækninger. Portrummet er brolagt, væggene er delvist i bindingsværk og grundmur, begge dele fornyede i store træk. Loftet er beklædt med brædder. Til gårdsiden står forhuset i bindingsværk, ligeledes i otte, tætsiddende fag. Som i facaden er tømmeret rigt og tømmeret generelt velbevaret, og adskillige tavl er forsynet med skråbånd og mange tavl med kraftige dokker. Over stueetagen er bygningen udkraget, og bjælkeenderne, der hviler på remmene er her afrundede, og de bærer overgangsfoden til første sal. Under anden sals overgangsfod er bjælkeenderne afskårne. Tavlene er i blank mur af gule og røde tegl, og en del tavl er fornyede. Øverst er til gårdsiden en profileret, hvidmalet hovedgesims. I tagfladen mod gården er to brede mansardkviste placeret nær gavlene samt to nyere, mindre tagvinduer. Ved tagets knæk er en profileret, hvidmalet gesims. I den øvre tagflade er fire nyere tagvinduer. Dertil kommer to skorstene nærmest rygningen. I fjerde fag fra vest er et dørparti med profilerede indfatninger, og heri er en ældre fyldningsdør med et krydsopsprosset vindue i den øvre del. Over døren er et traditionelt udført, fladbuet, blyindfattet vindue. Dør og indfatninger er malet mørkegrønne. Foran dørpartiet er et par granittrin og et nyere rækværk i træ. I det næstyderste fag mod øst er en kældernedgang, og heri er en mørkegrøn fyldingsdør med et glasparti øverst. I kælderetagen, der står grundmuret, og hvis vinduesfag er udstyret med murstik, er en blandet, traditionelt udført vinduessætning af ét- og torammede vinduer. Til gårdsiden er der på hovedsageligt ældre og traditionelt udført vinduessætning med korspostvinduer og torammede vinduer, alle malet mørkegrønne. Der er bevaret hjørnebånd af flere typer, f.eks. er i ét vindue hele tre typer af hjørnebåndsbeslag.

I det indre rummer ejendommen en forholdsvis velbevaret etage- og planløsning. Kælderen er indrettet til erhverv i en nyere, delvist åben planløsning, herunder med et forlokale til gaden. Fra forlokalet er der adgang til stueetagen, der også bliver brugt til erhverv, via en nyere spindeltrappe. I stueetagen er to stuer til gaden, mens der til gårdsiden er værelser og køkken, hvortil kommer badeværelse. Fra indgangspartiet i gården er der adgang til det bevarede trapperum med en ældre, treløbet trappe med trætrin, udskårne balustre og en profileret håndliste. På første sal er der mod gaden to stuer, dertil kommer et badeværelse, og mod gården er der køkken og et værelse. På anden sal er der mod gaden to stuer, og mod gården er et værelse og et badeværelse. Fra den ene stue er adgang til den indrettede tagetage via en nyere, men traditionelt udført ligeløbstrappe samt et gelænder med enkle balustre og en profileret håndliste. I tagetagen er der en nyere, delvist åben planløsning med en gadevendt stue, og mod gården er der spisekøkken. Hertil kommer et badeværelse. Endelig er der over porten et ældre rum indrettet til pulterkammer. I det indre er der i ejendommen i overvejende grad en ældre og traditionel materialeholdning. Vinduerne har som led i bygningens modernisering fået traditionelt udførte forsatsvinduer mange steder. I de ældre, ydre vinduesrammer er bevaret en hel del ældre hasper og kroge. En af skorstenskernerne er ikke bevaret på alle etager. I kælderen, der generelt er med nyere indretninger, er der synligt ældre bjælkeloft, og flere steder i bygningen, herunder trappeopgangen og i flere rum, er der elementer af ældre tømmerkonstruktioner. Stueetagen udgør den mest velbevarede etage i ejendommen, men generelt er der i det indre foretaget adskillige rekonstruktioner og restaureringer efter forlæg i allerede eksisterende dele, detaljer og overflader i bygningen. Der er tillige opnået genskabte rumdelinger med nyere vægge flere steder på hovedetagerne. Der er i bygningen bevaret enkelte ældre, barokke fyldningsdøre, gerichter og paneler, mens der er en del traditionelt udførte fyldingsdøre med profilerede gerichter. Også en del brystningspaneler, ovnpilastre, lærredsfelter med profilerede lister samt stukarbejder er traditionelt udførte. I kælderen er der på gulvene parket og traditionelt udførte, bemalede bræddegulve, mens der på hovedetagerne er ældre og nyere plankegulve, hvoraf flere er bemalede. I tagetagen er der nyere bræddegulve, nyere vægge og lofter samt nyere fyldningsdøre.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Kompagnistræde, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens varierede husrække. Samtidig er forhuset med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og yderst værdifuld bebyggelsesstruktur. Det gælder ikke mindst som ét af de yderst få bevarede, ældre bindingsværkshuse i kvarteret. Til gårdsiden danner forhuset ligeledes med dets konsekvente udtryk og materialer et helstøbt og stemningsfuldt gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som et velbevaret og sjældent eksempel på et københavnsk gadebyggeri i bindingsværk fra årtierne efter bybranden i 1728. Sjældenheden og den repræsentative værdi illustreres af følgende historiske baggrund: Mellem årene 1732 og 1736 blev der i København opført 441 gadevendte bygninger i bindingsværk, hvoraf mange allerede omkring år 1800 var omsat i grundmur eller gået til grunde i den anden store brand i 1795. Efter de store saneringer i 1950'erne og 60'erne var der kun en halv snes gadesider i bindingsværk tilbage, endnu færre bygninger rent i bindingsværk. Og kun meget få af dem står i dag uændret i en sådan grad, at man får et troværdigt indtryk alene af facadekonstruktionen. Dette indtryk bekræftes, hvis vi ser på nogle af de bevarede, såkaldte mestertegninger, der blev approberet i årene efter branden i 1728. Mange tømrermestre søgte at bringe sig i en position, hvor de kunne få tildelt flest mulige byggeopgaver i periodens genrejsning og nybyggeri. Da mestertegningerne blev godkendt fra centralt hold af byens ledende arkitekter, ligesom de grundmurede ildebrandshuse, må de formodes at afspejle den højeste sagkundskab i tiden. Men eftersom disse tegninger som regel kun viser facader og grundplan, er det svært at udtale sig nærmere om gårdsiderne. De bevarede gårdsider varierer så meget, at de ikke giver et klart billede af deres korrespondance med de senere grundmurede facader mange steder. Her udgør Kompagnistræde 23 netop en af undtagelserne, dels som en bygning helt i bindingsværk, dels som et fornemt eksempel på en bygning, hvor facade og gårdside ligeså vel som bygningens forhøjelse er tydeligt bevaret til i dag. Forhuset fra 1734 er et af meget få ældre bindingsværkshuse af samme type i København, hvor man primært har benyttet eg som fyldtømmer i stedet for den sædvanlige fyr. Kun i den øverste etage er der benyttet fyr. Da man senest i begyndelsen af 1760'erne forhøjede forhuset med en etage og satte mansardtag på det, gentog man på anden sal omhyggeligt konstruktionen fra de underliggende etager. Derfor kan man ikke se af konstruktionen med bjælkeender og overgangsfod se, at bygningen er forhøjet. Det er kun brugen af fyr som fyldtræ, der afslører et skift. Der knytter sig derfor en særlig kulturhistorisk værdi til såvel facade som gårdside, hvor det rige bindingsværks fyldtømmer i hvert stokværk typisk omfatter en løsholt under vinduet, dokken mellem løsholt og fodrem, og dertil kommer brugen af skråbånd i yderfagene og omkring de to af midterfagene. Skråbåndene er her af minimal betydning for stabiliteten modsat løsningen med stormbånd, der spænder over et helt stokværk. Forhusets bindingsværk afspejler derfor et dengang almindeligt københavnsk stilideal og en æstetisk og kulturel præference for særlig rigt bindingsværk, der her er gennemført og bevaret både til gade og gård. Udformningen af portgennemgangen er ligeledes repræsentativ: Mod gaden udfyldes den halvcirkulære niche af en overligger og et overvindue, mens portoverliggeren til gården er vandret, og pladen over åbningen faginddelt med overfelter af vinduer og underfelter med skråbånd til sidestolperne. Ud over bindingsværket med alle detaljer knytter der sig stor kulturhistorisk værdi til den ældre, tofløjede revleport med pålagt bræddemønster udadtil. Dertil kommer indgangsdøren til stueetagen i gården. Den ældre, tætsiddende og traditionelle vinduessætning med firerammede korspostvinduer og forskellige torammede vinduer er tillige værdifuld for helheden, hvoraf der især knytter sig kulturhistorisk værdi til de bevarede rundposte og fladposte med trekvartstaf. En anden detalje af særlig kulturhistorisk værdi er de vinduesrammer til gården, hvor man ser op til tre forskellige, ældre hjørnebåndsbeslag på en og samme ramme. Enkelte af disse er udformet med kornaks-lignende afslutninger, mens andre er svungne eller regulære. Med den generelt høje håndværksmæssige standard i bygningen, er disse håndsmedede beslag typiske eksempler på kombination af en enkel funktion med muligheden for rig udsmykning i 1700-tallets bygningskunst. Herudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle gesimser og indfatninger, og til det teglhængte mansardtag med de fladbuede kviste mod gaden og de brede, fladbuede kviste mod gården samt skorstenspiberne, der begge er bevaret nær tagryggen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de i overvejende grad velbevarede og tilbageførte etage- og planløsninger i forhuset med hovedvægt på hovedetagernes disposition. Her ses en tidstypisk, overordnet disposition med gadevendte, repræsentative stuer, mens der er værelser samt funktionsbetingede rum mod gården. I kraft af ejendommens udviklingshistorie og skiftende tiders boformer er der sket forandringer i rumstrukturen, særligt med fremkomsten af moderne køkken- og vådrumsforhold og i kraft af ejendommens anvendelse. Men navnlig er det værd at fremhæve, hvorledes man i ejendommen i de senere år i flere faser har tilbageført planløsning og reetableret ældre løsninger, herunder eksempelvis en stueskillevæg og ved udvidelsen af et ældre badeværelse, således at det indpasses i et tidligere rum. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre dele, detaljer og overflader i det indre, og dertil kommer værdien i de talrige vellykkede rekonstruktioner og genetableringer i kopi på baggrund af eksisterende forlæg og eksempler i ejendommen. Stueetagen rummer klart de væsentligste kulturhistoriske værdier og reetableringer af disse. Til de ældre, bevarede elementer i det indre kommer især enkelte fyldingsdøre, rum med ældre plankegulve, fragmenter af paneler og vinduernes stormkroge og hasper i enkelte vinduer. Man har i det indre fastholdt og styrket en traditionel materialeholdning ved at fjerne senere lag fra midten af det 20. århundrede fra vægge, gennemføre tidligere fragmentarisk panelering i stuerne, fuldføre vægfelter med nyere lærreder. Dertil kommer pilastre og genskabt stukkatur i stuerne og samt isætning af ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre og profilerede gerichter flere steder i ejendommen. En særlig kulturhistorisk værdi knytter sig til den bevarede treløbede trappe i ejendommen med ældre trin og reposer i svært tømmer, udskårne balustre i en flad udgave af de traditionelle barokke dokkerbalustre samt den profilerede håndliste. Dertil kommer alt ældre og traditionelt udført bindingsværk i det indre.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det helstøbte og konsekvente udtryk med de mange tætsiddende vinduesfag og den rige bindingsværkskonstruktion i såvel facaden som på gårdsiden. Vinduessætningens båndkarakter giver bygningen en udpræget lethed og transparens, der effektfuldt modsvares af det massive bygningsvolumen med svært tømmer og tavl i blank mur. Bygningens udpræget monumentale og fyldige karakter fuldendes øverst af det store, teglhængte og gesimssmykkede mansardtag, der i de nedre tagflader opblødes af de fladbuede kviste. Bygningens ældre fremtoning i gadebilledet, dens særlige facadeskema og dens udpræget traditionelle materialeholdning fremhæver den i høj grad i forhold til naboejendommene som et særligt indslag af høj arkitektonisk værdi. Det samme gælder til gårdsiden, hvor det lette etagefremspring yderligere giver bygningen et iøjnefaldende og distinkt udtryk i det samlede gårdmiljø.

Læs videre om

• Charlottenborg, København
• Postgården, København
• Wildersgade 36, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen