Wildersgade 36, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, hvilket truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Wildersgade hører til det ældste Christianshavn. Wildersgade hed tidligere Lille Kongensgade syd for Torvegade og Store Kongensgade nord for, men fik sit nuværende navn i 1859 efter skibsværftsejerne Carl Wilder (ca. 1698-1765) og sønnen Lars Wilder (1728-1810), der drev værftet på øen for enden af Strandgade, hvortil Wilders Bro fører. Langs Store Kongensgade lå der i starten af 1700-årene en lang række småhuse af bindingsværk. På nr. 36's grund omtales i 1710 et femfags våningshus på én etage. Det endnu eksisterende treetages forhus med gavlkvist blev opført inden 1735 og måske allerede omkring 1725 af kleinsmed Hans Thomesen. Bygningen blev mod gaden opført i Blandingsmur med bindingsværk inderst og grundmur yderst, mens bagsiden fremstod i bindingsværk med dobbelt stænderværk og to svalegange. I stueetagen var en gennemgående forstuegang med trappe, en stue på tre fag mod gaden og køkken med åben skorsten mod gården. Første sal havde mod gaden en trefagsstue og et kammer over forstuen samt køkken og sengekammer mod gården. På anden sal var der to stuer mod gaden og køkken og kammer mod gården. I kvistetagen var der indrettet kamre og hejseværk med udligger. I gården mod syd lå et lille bindingsværkssidehus indrettet til kamre, og et toetages femfags bindingsværksbaghus var indrettet til smedeværksted med esse forneden og Husfolkets Sovested foroven. I 1758 overtager snedkermester Nickels Bocksen ejendommen og indretter værksted i den tidligere smedje i baghuset. Inden 1766 har han moderniseret forhuset og udstyret stueetage og første sal med væg- og lysningspaneler, lærreder, beklædte bjælker og lofter samt faste skabe og andet fint snedkerinventar. I 1779 er ejeren murermester Johan Bernhard Schottman. Han river den gamle værkstedsbygning ned og opfører i 1780 det nuværende fire fag lange baghus i tre grundmurede etager med kælder og mansardtag med kvist mod gården og fire etager i bagsiden. Huset blev indrettet til udlejning med forstue, køkken og værelse i hver etage. Forhus og baghus blev forbundet med en åben svalegang i to etager. I 1791 bliver ejendommen solgt til brødbager Johan Schultz, som i 1802 foretager en gennemgribende istandsættelse, hvor bl.a. de smårudede vinduer mod gaden bliver erstattet af højere empirevinduer med korspost, og det er også sandsynligt, at facaden får sin nuværende klassicistiske udformning med kordongesims og stukfrise på dette tidspunkt. I forstuen opføres den nuværende toløbstrappe. Svalegangen er stadig åben, og bliver antageligt først lukket i 1830'erne. I forbindelse med en saneringsplan for hele karréen blev bygningen istandsat i 1970-74 af ejeren, arkitekt Erik Hansen. Det lykkedes (ikke uden vanskeligheder) at bevare sidehus (svale) og baghus, dog med en mindre sænkning af baghusets tag. Ejendommen fremstår således i dag stort set, som den gjorde efter ombygningen i 1780.

Wildersgade 36 består af et tre etager højt forhus med rødt teglhængt heltag og en gavlkvist i hele husets bredde, et grundmuret treetagers baghus med teglhængt mansardtag og høj skorstenspibe mod baggården samt derimellem en svalegang af bindingsværk og brædder med teglhængt halvtag. Afgrænset af disse tre bygninger og bagsiden af naboens sidehus findes et lille gårdrum, der er belagt med beton. Herfra er der nedgang til kælderen under for- og baghus samt opgang til svalens åbne nederste etage. Forhuset er mod gaden opført i blandingsmur med en indvendig bindingsværkskonstruktion bundet sammen med en udvendig skalmur, mens det mod gården står i hvidkalket bindingsværk med dobbelte stolper. I tagfladen mod gården sidder køkkenskorstenen og en heltagskvist, og mod gaden er der to små kviste i gavlkvistens tagflade. Facaden står pudset og gulmalet med hvidmalet profileret kordon- og gavlgesims. Mellem første og anden sal er en frise med stukdekoration. I det søndre fag findes nedgang til kælderen med et granittrin og to betontrin og støbejernsgelænder samt en nyere blåmalet trefyldingsdør. Til kælderen er desuden nyere, torammede traditionelle vinduer. I stueetagen er der nyere og til første sal gamle korspostvinduer med todelte underrammer. Anden sal og kvisten har ældre torammede, trerudede vinduer. Mod gården sidder gamle korspostvinduer og torammede vinduer, alle med smårudede rammer. Hovedindgangen i det nordre fag sker ad to granittrin og et støbt trin samt en tofløjet, blåmalet femfyldingsdør med overvindue med dekorative, krydslagte sprosser. I muren er indfældet en ringeklokke. Kælderen har skifergulve og bræddeloft med synlige bjælker og er indrettet til opbevaringsrum. Køkkenildstedet og den gamle planløsning er bevaret. Stueetagens gennemgående forstuegang er indrettet med bræddegulve og kalkede bindingsværksvægge, og her fører en malet toløbstrappe med runde listebalustre og udkehlet håndliste op gennem forhuset. Fra reposerne fører mindre stiktrapper til svalegangen, der giver videre adgang til baghusets etager. Fra forstuegangen i stueetagen er der indgang ad en tofløjet tofyldingsdør med spejle med afrundede hjørner til en trefagsstue mod gaden. Stuen har senbarokke pille-, lysnings- og brystningspaneler, kakkelovnsplads med profileret indfatning samt paneleret og bemalet loft mellem bjælkerne. Mod gården har et kammer ligeledes senbarokke brystningspaneler, til dels lærredsbetrukne vægge, beklædte lofter samt indbyggede skabe og et gammelt trefagsvindue med rundposte og håndsmedede anverfere og stormjern. Køkkenet har ildsted og har bevaret et tilsvarende tofagsvindue. Første sal er indrettet med en firfagsstue mod gaden og kammer og køkken mod gården. Stuen har bevaret de oprindelige vinduer mod gaden med rundposte med spor efter forlængelsen i 1780. I to fag er loftet pudset mellem bjælkerne og har en lille stukgesims med æggestav. I de andre to fag er der paneleret mellem bjælkerne. I det nordre fag er vinduesvæggen beklædt med stafbrædder, der viser, at der oprindeligt var et lille kammer her, mens de øvrige tre fag har fyldingspaneler. Døråbningen fra stuen til det tidligere kammer mod gården, der nu er en del af køkkenet, har bevaret et barokt gericht med underskåret profil, og vinduerne mod gården har de oprindelige rundposte og smårudede rammer med håndsmedede beslag. I køkkenet er bevaret et oprindeligt vindue med krydspost og et enkelt gammelt grønt glas. Desuden findes lave senbarokke fyldingspaneler og en profileret kakkelovnsindfatning med fodklodser. Anden sal er indrettet med to værelser mod gaden og toilet mod gården i det gamle køkken og badeværelse i det tidligere kammer. Vinduerne har flad post med kvartstaf og ældre rammer med håndsmedede beslag. Der findes ældre pille- og brystningspaneler, kakkelovnsplads med pilastre og mod gaden pudset loft med æggestav. I gavlkvisten mod gaden er indrettet et værelse med et nyere vindue i den tidligere læsseluge og med to små kviste til inspektion af skotrenderne langs kvisten. Mod gården er et kammer med bræddebeklædning på skråvægge og loft. Fra trapperummet fører en stigetrappe til spidsloftet med gamle gulvbrædder, gulkalket køkkenskorsten, rester af hejseanordningen og synligt oprindeligt tagværk. For- og baghus forbindes af en svalegang, der er åben i stueetagen med en grønmalet bræddebrystning og trætrappe ned til gården, mens de øvrige etager er inddækket med hvidmalet bræddebeklædning. Der er bræddegulve og pudsede lofter, og etagerne har dels ældre, dels nyere overfalsede vinduer med sprosseopdelte rammer. Baghuset står pudset og hvidkalket og har i stueetagen og på første sal oprindelige korspostvinduer med firrudede overrammer og seksrudede underrammer. Posten er ikke helt almindelig med dobbelt svungen front, men den kendes fra andre samtidige bygninger på Christianshavn. De oprindelige smedede anverfere og stormjern er bevaret. Mod baggården er i 1970'erne isat et korspostvindue til stuerne og et lille vindue til køkken og bad. Tagetagen får lys fra to heltagskviste mod gården og en enkelt kvist mod baggården. Baghusets kælder er indrettet med en gennemgående gang til baggården, fyrrum og opbevaringsrum med støbte gulve og bjælkeloft. De øvrige etager har en forstue med adgang fra svalen, køkken eller bad i det tidligere køkkenfag mod baggården, hvor også skorstenen fører op, samt en trefags stue med bræddegulve, synlige bjælker med profil og sparenicher i sydgavlen og i bagsiden. Der er bræddegulve og hvidmalet loft, mur og bindingsværk. I bindingsværksvæggen mellem forstuen og køkken/bad sidder et vindue. Tagetagen er indrettet med pladebeklædning til kip.

Forhusets miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Wildersgade, hvor det indgår i en integreret del af husrækken, der hovedsageligt består af ret smalle grunde med bygninger opført i 1700-årene. Wildersgade 36 fremstår meget velbevaret med sin oprindelige højde og hovedform fra første fjerdedel af århundredet. Den miljømæssige værdi knytter sig også til det lille trange gårdrum omgivet af bygninger på alle sider. Efter årtier med store gårdsaneringer på Christianshavn er denne karakteristiske bebyggelsesform blevet mere sjælden, og det er af stor værdi, at den her er bevaret som et fint eksempel på et velbevaret historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til forhusets traditionelle hovedform med gavlkvist, som er et velbevaret og tidligt eksempel på datidens typehus, der især blev almindeligt efter Københavns store brand i 1728. Den kulturhistoriske værdi ligger også i facadens skalmur og den senere ombygning til en fin klassicistisk facade med korspostvinduer, gesimser og dekorativ frise til forskel fra det traditionelle, billigere bindingsværk og de smårudede vinduer mod gården. Den store skorstenspibe fortæller historien om den traditionelle placering af køkkenildstederne, og hullet efter udliggerbommen vidner om det gamle pakhusloft. Forhuset er bygget som bolig for en familie med stue og første sal med højere loftshøjde end anden sal, mens baghusets næsten ens etagehøjder og indretning vidner om dets formål til udlejning. Svalen, der forbinder for- og baghus, gør det muligt at undgå en selvstændig trappe i baghuset. Svalens bygningshistorie med de oprindelige åbne to etager og senere forhøjelse og inddækning med brædder kan tydeligt aflæses. I forhusets indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til de bevarede planløsninger med den gennemgående forstuegang og den gamle hovedtrappe, stuer mod gaden og kamre og køkkener med åbne ildsteder mod gården samt til svalen og baghusets mere simple indretning. I forhuset knytter de kulturhistoriske værdier sig desuden til de bevarede panelerede vægge og lofter, de indbyggede skabe og andet snedkerarbejde fra 1760'erne, men også til de senere tilkomne paneler, bemalinger og stuklofter og overalt til de forskellige ældre og nyere fyldingsdøre med deres beslåning.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den faste fagdeling og bygningens hovedform med heltag og den store gavlkvist. Den arkitektoniske værdi ligger også i facadens senere klassicistiske formsprog med korspostvinduer i de to nederste etager, profileret kordongesims under førstesalens vinduer og stukfrise mellem første og anden sal. Mod gården knytter den arkitektoniske kvalitet sig til bindingsværkets fagdeling med dobbelt stolpeværk, hvorimellem vindues- og dørplaceringer indordner sig, samt til den ensartede materialekarakter og farveholdning. Baghusets arkitektoniske kvalitet ligger i de oprindelige vinduers faste rytme samt generelt den traditionelle materiale- og farveholdning, der visuelt samler hele gårdrummet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemgående gang med trappe og den fint belyste, smalle svalegang, der fører til baghuset med dets enkle indretning med synlige bjælkelofter. Hertil kommer de bevarede planløsninger i begge bygninger samt specielt de bevarede interiører i forhuset med brystnings- og pillepaneler, væglærreder, bemalinger, fyldingsdøre, panelbeklædte lofter og de senere pudsede lofter med klassicistiske stukgesimser med perlestav.

Læs videre om

• Hornbækhus, København
• Nørre Søgade 7, København
• Overgaden oven Vandet 12-14, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen