Kronprins Frederiks Bro er en bro over Roskilde Fjord, der forbinder Frederikssund med halvøen Hornsherred.
Broen blev projekteret af bygningsingeniør Anker Engelund og indviet i 1935. Det er en 150 m lang lavbro med 3,1 m’s frihøjde. Broen fik samme navn som den tidligere bro fra 1868, men var nu opkaldt efter kronprinsen på dette tidspunkt – den senere Frederik 9.

Kronprins Frederiks Bro fra 1935 er udført med nittede stålkonstruktioner og bevægelige klapfag i midten.