Kronprinsessegade 34 ligger på Kronprinsessegade 34 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40% større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden er opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde overfor haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man for ikke at trykke priserne på de mange, stadig ubebyggede grunde i byen, men i 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: Først solgtes de mest fristende grunde, dvs. stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris, kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. Man bør huske på, at selv her, i Kronprinsessegade, hvor chancen åbenlyst forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse, sådan som det kendes fra Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder, der grundlæggende er bevaret til i dag. Kronprinsessegade 34's for- og sidehus er opført 1805-1806 for Carl Maij. Siden opførelsen har der ikke været væsentlige ændringer for de to ældre bygninger. Omkring 1920 blev det nyere sidehus og baghus tilføjet i forlængelse af det gamle sidehus. Facademalingen omtales første gang i 1867. Den har tidligere været malet i både grøn, blå og grå. Facaden blev restaureret, afrenset og malet på ny i 1998. I 1983 blev en ændring af underfacaden afsluttet, og hvor der tidligere havde været større butiksruder, var nu traditionelt udførte korspostvinduer. Omkring samme tidspunkt i 1981 var forhusets tagkonstruktion ramt af svampeangreb, hvorfor tagkonstruktionen blev genopbygget og tre fladbuede kviste mod gaden og en enkelt mod gården blev etableret. Køkken og bad på fjerdeetagen blev i samme åndedrag installeret. Bygningen har tidligere huset en gammel sølvfabrik.Af kendte beboere kan nævnes digter og forfatter Henrik Hertz (1798-1870), der boede i ejendommen fra 1843 til 1849, samt forfatterinde Athalia Schwartz (1821-1871).

Beskrivelse

Ejendommen Kronprinsessegade 34 er beliggende i Københavns Sankt Annæ Vester Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække og med et tilstødende sidehus på gårdsiden. Ejendommen huser både erhverv og beboelse. Det grundmurede forhus i Kronprinsessegade 34 er seks fag langt og står i fem etager. Facaden er glatpudset og malet i gammelrosa med en sortmalet sokkel. Facaden afsluttes øverst af en profileret, hvidmalet tandsnitsgesims, hvorover bygningen har et rødt, teglhængt heltag med tre fladbuede tagkviste og en skorstenspibe med sokkel. Under første etage deles murplanet i facaden af en let profileret, hvidmalet kordongesims, og mellem første og anden etage er en fordybning med en hvidmalet palmettefrise. Vinduerne i facaden fra første til tredje etage er ældre korspostvinduer med ældre hjørnebånd og stabler, samt med opsprosning i de nedre rammer på anden og tredje etage. Vinduerne i stue- og femteetagen er nyere og traditionelt udførte. Alle vinduer har sålbænke og er hvidmalede, samt lettere tilbagetrukket fra murflugten. I forhusets to højre yderfag er en port med en ældre, hvidmalet fyldningsdør med ældre stabler og hængsler. Portrummet er hvidmalet med listeinddækkede felter på vægge og loft, og i venstre side er to nyere indgangspartier med adgang til stueetagen og trapperummet. Gennem porten er adgang til gårdsiden, som fremstår forskelligt fra facaden. Gårdsiden er i fem etager og to fag med et smigfag, samt et sidehus i to fag. Facaden på forhusets gårdside og sidehus er gulmalet med en sortmalet sokkel og afsluttes øverst af en profileret hovedgesims, hvorover gårdsiden har et rødt, teglhængt heltag. Sidehusets har et rødt, teglhængt halvtag med en rundbuet tagkvist og en skorstenspibe i tagfladen. Vinduerne i gårdsiden er ældre, grønmalede korspostvinduer med sålbænke, ældre hjørnebånd og stabler. I femte etage er nyere, traditionelt udførte torammede vinduer. I sidehuset er en traditionelt udført, grønmalet fyldningsdør med et opsprosset overvindue, hvorigennem der er adgang til husets ældre bagtrappe, som har to løb og reposer, samt kantede rundstokke, indstemte trin, en pudset underside og en profileret håndliste af træ. Ejendommen har også et nyere sidehus og baghus i forlængelse af det gamle sidehus, men disse er ikke omfattet af fredningen. I hovedindgangens trapperum er en ældre toløbstrappe med en indledende vindeltrappe. Dørene til lejlighederne er nyere pladedøre. I det indre har lejlighederne en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite og køkkener og toiletter placeret i sidehuset. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende ældre med helpanelerede vægge mod gaden, brystnings-, fod- og lysningspaneler i stuerne, samt rosetter og loftsgesimser med stukkatur. Mod gården er panelerne enklere udført. Lejlighedernes dørpartier er overvejende ældre eller traditionelt udførte en- og tofløjede fyldningsdøre med ældre gerichter og indstukne hængsler, men med nyere greb og låseskilte. Nogle steder er dørene omhængslet, og i stueetagen er materialeholdningen udelukkende nyere eller moderne. Vinduerne er fra førsteetagen og op hovedsageligt ældre eller traditionelt udførte med forsatsruder, samt med ældre anverfere og stormkroge bevaret flere steder. Gulvene i lejlighederne består både af nyere parket- og bræddegulv, samt ældre bræddegulv. Lejlighederne rummer på fjerdeetagen ældre nagelfast inventar. I sidehuset er indrettet nyere køkkener og toiletter.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret led i den yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække i Kronprinsessegade over for Kongens Have. Ejendommen bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der såvel vertikalt som horisontalt fastholder sammenhængen i den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant arkitektonisk østlig væg til slotsparkens grønne og rekreative område.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 34 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Kronprinsessegade 34 viser på velbevaret vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i arkitekt C. F. Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle facade med vinduernes regelmæssige takt, den hvidmalede palmettefrise, og den enkle kordongesims mellem stue- og førsteetagen som eneste deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med tandsnit. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer samt de lavere, torammede, opsprossede vinduer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i porten og portrummet, samt den klare skelnen mellem den repræsentative glatpudsede facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Kronprinsessegade 34 ses det i de delvist velbevarede etage- og planløsninger, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken, bad og toilet er placeret i sidehuset mod gården. Hertil kommer smigfagsstuen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør med en generel høj håndværksmæssig standard, hvilket især kommer til udtryk på første, anden og femte etage, herunder særligt i væggenes helpanelering mod gaden, brystningspaneler og lysningspaneler med riflede eller cirkelformede fyldninger, fyldningsdørene med alle detaljer, rosetter, samt loftets dekorerede gesims på andenetagen. Endelig er der værdi i ejendommens bevarede bag- og hovedtrappe, hvor alle detaljer har stor kulturhistorisk værdi, og som i kraft af deres relative detaljegrad indikerer hierarkiet mellem trapperne. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer.

Arkitektonisk værdi

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og tandsnitsgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte, røde heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft af kordongesimsen og palmettefrisen skaber en visuel balance og stabilitet i den glatpudsede facade, mens den dekorative, hvidmalede tandsnitsgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og kviste ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, smigfaget og den klassiske farvesætning, der tilsammen med sidehusene skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer diskret, men elegant afspejler klassicismens stilmæssige idealer, herunder ældre og traditionelt udført planke- og bræddegulv, de ældre fyldningsdøre med indstukne hængsler og gerichter, brystnings- og lysningspaneler med profilerede rammetræ, samt væggenes profilerede helpanelering. Hertil kommer den bevarede stukkatur og loftsgesims, samt vinduesrammernes bevarede stormkroge og anverfere flere steder. Af særlig værdi har den ældre hovedtrappe med linoleumsbelagte, indstemte trin, en glatpudset underside og et smalt durchsicht. Trappens forvanger er udsmykket med profilerede, murværkslignende udskæringer og har i brystværnet udskårne balustre i empire-stil. Trappen har en profileret, blåmalet håndliste af træ og gelænderet har endvidere hovedstykker med kannelerede fyldningsspejle og ved udspringet en oprullet vangesnirkel med volutsvungen mægler. Ved trapperummets vinduer er opsat samme type brystværn. Den ældre hovedtrappe fastholder dermed en vigtig repræsentativ dimension i oplevelsen af dette store borgerhus fra begyndelsen af det 19. århundrede.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links