Langegade 12 og Strandgade 9, Kerteminde

Det er uvist, hvornår Kerteminde by blev anlagt, men den er formentlig opstået som fiskerleje og handelsplads. Kertemindes placering ved Kertefjordens munding, dens 'minde', har givet byen navn. I middelalderen lå byen lidt i skygge af Nyborg og Odense, men beliggenheden ved Storebælt var en vigtig handelsmæssig fordel. Kerteminde fik som den sidste fynske by købstadstatus i 1413. I 1400-tallet nød Kerteminde godt af at Odense ikke havde en optimal havn, og derfor brugte Odense-købmændene i vidt omfang Kerteminde som vinterhavn, og opførte store handelshuse så nær på havnen som muligt. Fra omkring 1580 fungerede byen som den vigtigste udskibningshavn for Odense. Foruden søfarten havde byen et omfattende fiskeri og en betydelig ølbrygning. Til trods for dette forblev Kerteminde i 1500-tallet og 1600-tallet en forholdsvis lille by.

Under svenskekrigen i 1657-1660 var Kerteminde besat af svenskerne, der havde indrettet hovedkvarter tæt på havnen i det der i dag omtales som Toldboden. Da den dansk-hollandske flåde i slutningen af krigen ville erobre byen tilbage, blev Kerteminde udsat for et voldsomt bombardement. Efter krigen og statsbankerotten oplevede byen ligesom resten af landet stor nedgang i en lang årrække.

Omkring år 1800 fik Odense sin egen havn hvilket betød at Kerteminde mistede sin nøgleposition som havneby for Odense. Dog fik byen et lille opsving i midten af 1800-tallet da man åbnede de første industrivirksomheder inden for metalindustrien. Jernbaneforbindelsen til Odense i 1900 skabte øgede afsætningsmuligheder for fiskeriet, og også metal- og levnedsmiddelindustrien voksede. I løbet af 1900-tallet blev Kertemindes fiskerihavn den største på Fyn, og Kerteminde udviklede sig til at blive en forholdsvis vigtig industriby.

Den præcise opførelse af bygningerne kendes ikke, men en tavle, der tidligere har været placeret i forhuset, oplyser, at denne bygning blev opført i 1673. I midten af 1700-tallet beskrives ejendommen forhus med sidehus, mens der mod Strandgade kun nævnes en længebygning i gadens husrække, og dermed var den tilbyggede vestlænge endnu ikke opført. Både bygningen i Langegade og Strandgade indgik i husrækken, da Trollegade dengang ikke var anlagt. Forhuset var indrettet med repræsentative stuer, og det tilhørende sidehus var indrettet køkken og bryggerhus. Bygningen mod Strandgade blev benyttet til lo, hestestald og port og taget var på daværende tidspunkt tækket med strå. I 1777 blev hele ejendommen købt af købmand Johan Otto Møhl, der i forvejen havde nabogården, Langegade 10, der lå der hvor Trollegade nu er brudt igennem. Kort efter overtagelsen opførte han sidehuset til bygningen mod Strandgade og indrettede denne til avlsbrug. Hele vinkelbygningen mod Strandgade blev sandsynligvis teglhængt omkring 1830, og i 1874 blev bygningen indrettet til beboelse og snedkerværksted. Vinkelbygningen mod Strandgade har tidligere haft brunmalet tømmer og gulkalkede tavl.

I år 1900 blev Trollegade anlagt og de to grundmurede gavle mod syd blev opført ligesom en tilsvarende høj hegnsmur langs gaden. På et billede fra 1916 ses stadig latrinhus og svinesti op af hegnsmuren i gården. Den høje mur er senere fjernet og erstattet af den nuværende lave mur.

De fredede bygninger ligger midt i Kerteminde på en langstrakt grund langs med Trollegade, således at der ligger en vinkelformet bygning både på hjørnet mellem Langegade og Trollegade og på hjørnet mellem Strandgade og Trollegade. Imellem de to vinkelformede bygninger er en brostensbelagt gårdsplads, der mod Trollegade afgrænses af en lav, nyere hvidkalket mur. Vinkelbygningen mod Langegade består af et forhus, der indgår i gadens østlige husrække samt et sidehus sammenbygget med gårdsidens nordligste fag. Forhuset er opført i ni fag af bindingsværk, og er to stokværk højt afsluttet af et heltag hængt med røde, vingetegl og i rygningen sidder en skorstenspibe med sokkel og gesims. Facaden er overpudset og hvidmalet over en gråmalet sokkel. Første sal er udkraget og markeres af et hvidmalet bånd, og mod taget afsluttes muren af en hovedgesims med konsoller. I facaden findes en mørkegrøn, tofløjet hoveddør med diamantfyldinger, indfatning, svunget sprosseopdelt overvindue og konsolbåret fordakning samt tre granittrin foran. Facaden har hvidmalede, korspostvinduer med tværsprosse i de nederste rammer. Sydgavlen er grundmuret i rød, blank mur og prydes af pudsede blændingsfelter. I det midterste felt står med sorte bukstaver Høkeren Museumsbutik og herunder er opremset en del af de varer som sælges. Gårdsiden står i overkalket, hvidt bindingsværk med et bredt tagudhæng. Her ses en nyere men traditionelt udført flammeret dør og en kældernedgang i terrænet, der er dækket af en tofløjet skråtstillet revleluge. I gårdsiden er ældre, torammede, småtopsprossede vinduer med hjørnebånd. Både vinduer og dør er malet mørkegrønne. Sidehuset langs grundens nordlige skel er ti fag langt og ligeledes opført i bindingsværk. Bygningen er i en etage med højt styrterum og afsluttes af et rødt, teglhængt tag med halvvalm over den østlige gavl. Sidehuset er overkalket hvidt over en kampestenssokkel og bindingsværket er udført med gennemstukne bjælkeender. Sidehuset har en flammeret dør og torammede vinduer som i forhusets gårdside, dog er disse nyere udført i kopi. I tagfladen findes en pultkvist i bindingsværk med to grønmalede, torammede vinduer.

I østgavlen er et enkelt vindue under valmen. I det indre er den samlede vinkelbygning mod Langegade indrettet til tandlægeklinik, og der er i store træk en nyere grundplan, om end den langsgående midtskillevæg i forhuset i nogen grad er bevaret. Tillige er der ved hoveddøren bevaret en forstue med en kvartsvingstrappe til første sal og i sidehusets sidste fag langs med østgavlen er en sekundær ligeløbstrappe.

Materialeholdningen er generelt nyere, herunder linoleums- og bræddegulve, gipsvægge og -lofter. Begge trapper er nyere og alle døre er glatte, ligesom vindueskarme og alle indfatninger er nyere. Der er traditionelt udførte forsatsruder. Af bevarede detaljer skal nævnes de ældre vinduers bevarede rundposter, anverfere og stormkroge. Tagetagen på forhuset og spidsloftet over sidehuset er et uudnyttet loft med et større ventilationssystem og her ses en delvist ældre tagkonstruktion. Under forhuset er en ældre kampestenssat kælder med ældre tømmerkonstruktion, der flere steder dog er udskiftet med nyt trykimprægneret træ. Gulvet i kælderen er stampet, væggene står i rå kampesten og lofterne er beklædt med nyere plader.

Vinkelbygningen mod Strandgade består af et forhus, der indgår i gadens vestlige husrække samt et sidehus tilbygget gårdsidens nordligste fag. Begge længer er otte fag lange og opført i et stokværk af hvidt, overkalket bindingsværk. Bygningen har en sorttjæret kampestenssokkel, og et heltag hængt med røde vingetegl. Taget har et bredt udhæng og helvalm over den vestlige gavl. I rygningen sidder i hver længe en skorstenspibe med sokkel og gesims. Bindingsværket er flere steder udført med gennemstukne bjælkeender. I de to sydligste fag af forhuset mod Strandgade er et gennemgående portrum, der i begge sider lukkes af en traditionel tofløjet revleport med ældre båndbeslag og hængsler. Mod gaden ses en traditionel udført, tofløjet fyldingsdør med overvindue, gerichter og konsolbåret fordakning og tre støbte trin foran. De øvrige døre i bygningen er placeret i gårdsiderne og udgøres af revledøre. Over en af dørene ses en taskekvist med en nyere lodret bræddebeklædning. I begge længer er hovedsageligt torammede vinduer og enkelte steder er også etrammede vinduer. Vinduerne varierer i alder og sprosseopdeling men er alle med nyere hængsler. Både porte, døre og vinduer er malet mørkegrønne.

Den sydlige gavl mod Trollegade står grundmuret i røde sten med pudsede blændingsfelter, der alle er bemalede med sort skrift, med reklame for hvad man kan købe i butikken. Inde i portrummet er pigstensbelægning, hvidkalkede vægge og bræddeloft. I det indre findes en ældre planløsning med gennemgående rum. Der er indrettet galleri mod gaden, mens der i længen mod gården er en butik og et toilet samt tekøkken. I hele bygningen findes en overvejende traditionel materialeholdning. Der er traditionelle, om end nyere, bræddegulve i sidehuset og teglstensgulve i forhuset. Væggene er enten pudsede eller overkalkede bindingsværksvægge og lofterne er hovedsageligt pudsede mellem et synligt bjælkelag. I sidehuset findes et åbent ildsted og et ældre købmandsinteriør med købmandsdisk og reoler.

Den miljømæssige værdi for alle bygningerne knytter sig til beliggenheden centralt i byen på en langstrakt grund, hvis oprindelige naboskel man stadig kan fornemme ved den lave mur mod syd. Bygningerne påviser tilsammen den oprindelige gadestruktur i Kertemindes ældre bymidte med et forhus mod det vigtige hovedstrøg i Langegade, et baghus mod Strandgade, og herimellem de øvrige bygninger omkring et pigstensbelagt gårdrum. Ydermere knytter der sig miljømæssig værdi til de grundmurede gavle, idet de indgår i et forløb med i alt tre ensartede gavle i gaden.

Den kulturhistoriske værdi for Langegade 12 / Strandgade 9 knytter sig til det samlede bygningsanlæg, der er et velbevaret og unikt eksempel på en købmandsgård fra 1700-tallet i Kerteminde. Præcis hvordan grunden var bebygget og hvilken funktion de forskellige bygninger havde ses dels af deres størrelse og dels af deres materialeholdning og bygningsdetaljer. Forhuset fremtræder tydeligt som den primære beboelse ved opførelsen i to etager og med en repræsentativ facade. Den udkragede øvre etage og den spredte vinduessætning påviser, at gadesiden er i bindingsværk og sandsynligvis stammer fra 1600-tallet. På dette tidspunkt var det almindeligt med udkragede øvre stokværk, ligesom kampestenskælderen med massive vægge og tømmerkonstruktion er typisk for byggeskikken i 1600-tallet. Forhusets bindingsværk er opført i egetømmer og brændte sten, mens de øvrige længer er opført af bindingsværk i fyrretræ og med lerklinede tavl, hvilket påviser hierarkiet mellem længerne. Forhusets senere klassicistiske udtryk ses af den pudsede murflade, gesimsen og den tofløjede hoveddør med diamantfyldinger og dobbelt slagliste. Det samme gør sig gældende for de bevarede ældre vinduer, idet deres proportioner, lodposter og profiler samt flere anverfere og stormkroge stemmer overens med de bygningsmæssige traditioner, som fulgte med klassicismen. Hierarkiet mellem bygningerne fortsættes fra forhusets gårdside til sidehuset og vinkelbygningen mod Strandgade. Her er bygningsdetaljerne mindre prangende. Revledørene og de småtopsprossede vinduer er en indikation for, at der har været funktioner som køkken, værksteder og stald. Det gennemgående portrum fra Strandgade til gårdrummet vider om vigtigheden af, at man kunne transportere varer til og fra gårdrummet.

Ydermere er der kulturhistorisk værdi knyttet til det rige bindingsværk med de gennemstukne bjælkeender, dobbelt overgangsfod, dokker og to rækker løsholter, der er engskarakteristisk. På Fyn har der altid været rige skovarealer og derfor er bindingsværket både kraftigt og rigt.

Endelig er der kulturhistorisk værdi i de senere grundmurede sydgavle fra tidspunktet hvor Trollegade blev anlagt. Gavlene er i deres udtryk og materialeholdning karakteristiske for den nygotiske stil, der inspirerede arkitekter og bygmestre omkring 1900. Teksten på murene har tillige kulturhistorisk værdi i deres funktion som reklame. I det indre er der kulturhistorisk værdi i de bevarede bygningsdetaljer og den traditionelle materialeholdning, der påviser bygningens alder, herunder vinduernes rundposter og ældre anverfere og stormkroge, bindingsværksskillevæggene og bjælkelaget samt det åbne ildsted i vinkelbygningen mod Strandgade.

Den arkitektoniske værdi knytter sig først og fremmest til bygningernes relativt ens materiale- og farveholdning, der visuelt binder bygningerne sammen til et sammenhængende anlæg. Det gælder både bindingsværket, de grønmalede vinduer og dørene samt de delvist ubrudte, røde tagflader, som afslutter bygningernes form. Forhusets har arkitektonisk værdi ved den dekorative hovedgesims og den udkragede øvre etage, som giver en dybde til facaden. Hertil kommer hoveddøren med diamantfyldingerne og de øvrige detaljer. Endelig er der arkitektonisk værdi ved de to sydgavles mange symmetrisk arrangerede blændingsfelter, der er pudsede og malede således, at de træder tydeligt frem fra den røde, blanke mur.

Læs videre om

• Lundsgård, Rønninge
• Vestergade 12 A, Kerteminde
• Viby Hospital

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen