Lundsgård ligger på Lundsgårdsvej 6 i Kerteminde Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Lundsgaards gamle hovedbygning brændte ned i 1763. To år senere lod ejeren Jens Juel den nuværende hovedbygning opføre efter tegninger af G. D. Tschierscke, der også stod bag Juelsbergs og Tåsinges hovedbygninger (Valdemars Slot). I 1768 blev stamhuset Lundsgaard oprettet, hvilket betød, at besiddelserne gik udelt i arv til de fremtidige ejere. Lundsgaard kom Ahlefeldt-Laurvig-slægtens besiddelse efter at Jens Juels datter giftede sig ind i slægten. Lundsgaard var en del af grevskabet Langeland, og i mange år boede stamherren på Tranekær Slot, mens Lundsgaard blev drevet af en forpagter. I 1927 overgik stamhuset til fri ejendom, og i 1939 købte Hans Henrik Juel godset, hvorved Lundgaard kom tilbage til Juelslægten.

Lundsgårds ældst kendte ejer var Peder Hogenskild, der var rigsråd i 1400-tallet. Den tidligere hovedbygning var en toetagers bindingsværksbygning med et muret tårn. Denne bygning og den nuværende hovedbygning var omgivet af vandfyldte grave indtil 1870, hvor de blev kastet til.

Hovedbygningen gennemgik en gennemgribende ombygning i det indre omkring 1880 ved arkitekt August Klein, hvor vestibulen, hovedtrappen og mansardetagens store sal blev ombygget til den nuværende centrale fordelingsgang med adgang til private værelser samt gæsteværelser. Den oprindelige løsning har sandsynligvis været inspireret af ankomstforholdene på Valdemars Slot. Vestibulen havde således fem bueslag i bagvæggen, bag hvilken der lå en toløbstrappe og sidste løb lå i midtaksen, der ledte til en stor gennemlyst sal, hvorfra der må have været en storslået udsigt over havet i nord og landskabet i syd. Det store gennemlyste køkken i kælderen med brændekomfuret er ligeledes fra denne ombygning.

I det ydre blev loggiaen over de sydvendte midterfag tilføjet på samme tid. Loggiaen har sandsynligvis erstattet en trætrappe, der findes beskrevet før ombygningen i omkring 1880. På ældre malerier og stik ses det, at stueetagen tidligere havde 1700-tallets karakteristiske krydspostvinduer med småsprossede ruder. Ændringen til de nuværende vinduer med en klassicistisk inddeling, er sket i løbet af 1800-tallet hvor lod- og tværposterne blev udskiftet, og tværposterne tillige blev løftet til den nuværende højde.

Den store avlsgård og den tilhørende forpagterbolig blev opført 1877-1882 og var ligeledes tegnet af August Klein. Den tidligere avlsgård af bindingsværk lå vest for hovedbygningen.

Beskrivelse

Lundsgård ligger syd for Kerteminde by tilbagetrukket fra landevejen, således at der fra hovedbygningen er vid udsigt over Kerteminde bugt. En bred grusvej fører fra landevejen i nord til en forplads foran hovedbygningen. Forpladsen er prydet med en rund plæne med formklippede buske og afgrænses mod øst af den tidligere herskabsstald. Avlsgården er placeret i lidt afstand fra hovedbygningen mod sydøst. Herskabsstald og avlsgård er ikke omfattet af fredningen. Syd for hovedbygningen ligger parken, hvis plæner på hver side er omgivet af skov, således at der fra hovedbygningen opstår en lang sigtelinje udover landskabet mod syd.

Hovedbygningen er en femten fag lang grundmuret bygning i en etage med mansardetage opført over en høj kælder. Bygningen hviler på en sokkel af granitsokkelsten. Facadens fem midterfag er et fremspringende midterparti i to etager, hvoraf yderfagene er skråt afskårne, konkave smigfag. Midterpartiet har en stor frontispice over de tre midterste fag. I frontispicen er et stort, ældre ur med romertal og herover et glamhul, hvor i en klokke er ophængt. Midterparti og frontispice er teglhængte som de øvrige tagflader, mens de konkave smigfag har zinkinddækning. Mod haven er en femfags midtrisalit i to etager med en trekantfrontispice øverst, hvor i der sidder et rundt vindue med stjerneopsprosning. Taget er et højt, opskalket mansardtag hængt med sortglaserede, dobbeltfalsede tyske tegl. Jævnt fordelt i rygningen sidder fire skorstenspiber med sokkel og krave, hvoraf de to yderste er bredere end de øvrige. I mansarden ses ældre heltagskviste med trekantfrontispicer. Der er fire på henholdsvis facaden og haveside samt to over hver gavl. Der ses endvidere enkelte små sorte udluftningshætter og ældre støbejernstagvinduer.

Murværket er pudset og hvidkalket og den høje kælderetage er fremhævet med et muret sokkelstykke, der afsluttes af en muret profil. Dette sokkelstykke er omløbende på alle bygningens sider. På facade og haveside er de to yderfag i hver side indrammet af to murede pilastre, der bærer den omløbende, profilerede hovedgesims under tagudhænget. Lignende pilastre indrammer også de yderste fag på gavlene, ligesom de tre midterste fag i facadens midterparti og havesidens midtrisalit også er pilasterindrammede.

Bygningens hovedindgang sidder i en rundbuet muråbning i facadens midterfag, der er omgivet af en pilasterindramning, som bærer et overstykke med prydvaser i relief. Overstykket indrammer en sandstenskartouche med det Iuelske våbenskjold. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med store ruder i den øverste del. Øverst i midterpartiets frontispice er en kvadratisk urskive med romertal Herover ses halvrundt, todelt overvindue. Foran hovedindgangen er en stor toløbstrappe af granit og ældre, enkle værn af smedejern. I trappens base er der midtfor indgang til kælderen. Mod haven er der udfor midtrisalittens tre midterste fag udbygget en loggia. Loggiaen er båret af glatte, rektangulære søjler med volutter og bærer tillige en balkon udfor anden etage. Balkonens værn er en pudset balustrade med båndomslyngne parallogrammer og piller. Loggiaens sider er lukket med ældre småsprossede glaspartier. En bred pudset trappe midtfor fører ende til haven.

Stueetagens vinduer og anden etages vinduer i midterparti og havesidens midtrisalit er korspostvinduer med opdelte underrammer. Karmene er fra opførelsen, mens de gående rammer sandsynligvis er fra 1800-tallet. Mansardetagens kviste har ligesom den høje kælderetage torammede vinduer med to ruder i hver ramme. Kælderetagens vindueskarme er ligeledes fra opførelsen. I gavlene fremstår flere fag som blændinger både i kælder- og første etage. Fra stueetagen fører en ældre tofløjet fyldingsdør med glasparti i den øverste del ud til terrassen, og der er ligeledes indgang til bygningen gennem en kælderdør i den østre gavl.

Hovedfløjens indre er præget af en ældre planløsning med et gennemgående midterskillerum, der opdeler etagen i rum mod henholdsvis forplads og park, og hvor vestibulen, der optager hele midterpartiets bredde med bagvedliggende havestue ligger i midtaksen. Mod gårdspladsen er, ud over vestibule med en langsgående hovedtrappe til anden etage, en række stuer og sale forbundet en filade af tofløjede døre. En af de facadevendte sal i bygningens østlige del er i nyere tid indrettet til køkken. Mod haven ligger ligeledes en række repræsentative stuer og sale ligeledes forbundet af tofløjede døre. En bred ligeløbstrappe, der ligger under hovedtrappen fører til kælderetagen. En smal bitrappe i bygningens vestende forbinder bygningens tre etager.

Kælderen er ligeledes præget af en ældre planløsning med en næsten intakt midterskillevæg, der opdeler etagen i rum mod henholdsvis forplads og park. I den vestlige del løber en central fordelingsgang langs midterskillevæggen, der giver adgang til henholdsvis facadevendte og parkvendte rum. I den østlige del af kælderen er to gavlvendte rum, hvorpå følger et stort gennemlyst rum, der rummer det gamle herregårdskøkken.

Hovedtrappen i vestibulen giver adgang til en central fordelingsgang på anden etage/mansardtagen. Denne etage er ligeledes præget af et gennemgående midterskillerum, langs hvilken den centrale gang løber, og hvorfra der er adgang til henholdsvis facadevendte og parkvendte stuer og værelser. På denne etage er endvidere indrettet to badeværelser i nyere tid. Etagen rummer private værelser og gæsteværelser. En ældre ligeløbstrappe i den vestlige del af etagen fører til spidsloftet. Spidsloftet er uudnyttet og her er den ældre tagkonstruktion og de fritstående skorstene synlige. Der er ubehandlede bræddegulve og taget er understrøget. På spidsloftet er der også enkelte mindre rum afdelt med bræddevægge og et kammer, der rummer urværket, som driver urskiven i karnappens frontispice.

Interiøret er overalt præget af en ældre materialeholdning med bygningsdele og -detaljer i fornemmeste håndværksmæssige forarbejdning, herunder de repræsentative stuer og sales brædde- og plankegulve, de mønsterlagte parketgulve samt naturstensgulvene, panelering, feltinddelte vægge, pudsede og profilerede ovnnicher, etagevindovne, kaminer, pudsede lofter med stukkatur, malede dørstykker, stort dimensionerede vægstykker med motiver af søslag, en- og tofløjede fyldingsdøre samt både hovedtrappens og bitrappens forløb. I stue og på anden etage, er det primært den oprindelige rokokostil/senbarokke stil, der ses i interiøret. Denne stil ses tydeligst i salenes, stuernes og værelsernes brystnings- og lysningspaneler samt dørenes fyldinger, der har en opdeling og profilering, der er karakteristisk for samtiden. Også hovedtrappen værn med attisk båndslyng er typisk for 1700-tallets anden halvdel. Dørene er tillige forsynet med tidstypiske indstukne hængsler, samtidige greb og gerichter. Det nye køkken i stueetagen er tilpasset den oprindelige planløsning på en sådan måde, at det ubrudte syn gennem de en filade forbundne rum ikke forstyrres. På anden etage ses endvidere nyere fyldingsdøre med tilhørende gerichter og greb fra slutningen af 1800-tallet. I bitrappens rum, som fører fra anden etage til spidsloftet, ses endvidere de ældre inspektionsluger, der gør det mulig at understryge at taget i den beboede anden etage.

Kælderen er også præget af en ældre og traditionel materialeholdning i form af mere enkle og slidstærke overflader herunder ølandsstengulve, pudsede og kalkede skille- og ydervægge, bræddelofter med synligt bjælkelag og hvor nogle har profilerede lister over samlingerne. Vinduerne er forsynet med indre skodder. I kælderens store køkken det store, gamle brændekomfur ligesom det ældre forrammekøkken og den ældre flisebeklædning over komfuret. Forrammekøkkenet er fornyet i det indre med separate skabe. I kælderen er også ældre indbyggede linnedskabe og enkelte fyldingsdøre fra 1800-tallets slutning meget lig dem på anden etage.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Lundsgård knytter sig til herregårdens beliggenhed ud til Storebælts åbne kyst, hvor bygningens aksefaste opbygning omkring langsidernes midterpartier orienterer bygningen mod havet i nord og landskabet i syd. Også parkanlægget i syd centrerer sig med den klare skovomkransede bliklinje hovedbygningen som det naturlige midtpunkt i Lundsgårds helstøbte herregårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Lundsgård knytter sig til hovedbygningen som et fornemt eksempel på et overgangsbyggeri mellem senbarok og rokoko fra 1700-tallets anden halvdel.

I det ydre ses barokkens træk i det tunge mansardtag og fokuseringen omkring bygningens midterpartier, mens den overskuelige, fritliggende palækarakter samt den nære forbindelse til haven med fokus på rekreative ophold, har rod i rokokoen og ikke mindst Jean-Francois Blondels idealplan for et Maison de Plaisance. Blondel definerede La Maison de Plaisance omkring 1737-38 som de højerestående klassers landsted, hvor man lagde vægt på et enkelt og rekreativt liv nær naturen, væk fra et opslidende og repræsentativt byliv. Trods den senere tilføjede loggia mod syd, har der i Lundsgårds hovedbygning fra opførelsen været udgang til parken gennem stueetagens sydvendte midterfag. Hertil kommer, at Lundsgårds ydre er nært beslægtet med Frederiksdal på Lolland, der blev opført i 1758 og med stor sandsynlighed også var tegnet af Georg Dietrich Tschierske. Frederiksdal har ligesom Lundsgård de karakteristiske tresidede midterpartier over de fem midterste fag og havde oprindeligt også en gennemlyst sal i den øverste beboelsesetage.

1800-tallets herregårdsbyggeri kommer til udtryk i placeringen af avlsbygningerne og herskabsstalden, hvor man til forskel fra tidligere tider begyndte at placere avlsgården på lidt afstand af hovedbygningen for at støj- og lugtgener ikke skulle genere herskabet. Herskabsstalden lå derimod i bekvem nærhed af hovedbygningen, så herskabet havde let adgang til ride- og køreheste i det daglige. I herskabsstaldens bygning var der også vaskehus, der for tjenestefolkenes vedkommende har ligget i bekvem afstand af den østvendte kælderdør.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedbygningens plan og indretning, hvor de fineste rum er placeret i stueetagen, mens de sekundære rum og funktioner ligger i den høje kælderetage. Dette kan stadig aflæses i det store køkkens placering i kælderen og i de øvrige kælderrum, praktisk placeret omkring en central fordelingsgang. Den nuværende bitrappe har gjort, at herskab og tyende har kunnet færdes i bygningen uden at de praktiske husholdningsrelaterede funktioner har grebet ind i herskabets liv. Kælderens oprindelse som domestiketage ses stadig tydeligt i rummenes enkle og slidstærke materialeholdning samt i det velbevarede køkken. Hovedfløjens plan i stueetagen følger endvidere nøje datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab, hvilket blandt andet ses i placeringen af havesal og vestibule midt i bygningen, samt sale og stuer placeret en filade på hver side af midtaksen både mod facade og park. Jacques-Francois Blondels idealplan for La Maison de Plaisance blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Denne planløsning sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park. I sale og kabinetter er bygningens oprindelse i 1700-tallet ikke blot af aflæselig i planløsningen men også i rummenes velbevarede panelering, døre med gerichter og beslåning, stukkatur, dørstykker og de store vægstykker blandt andet forestillende de søslag, der relaterer sig til admiral Niels Juel.

Den nuværende indretning af mansardetagen afspejler ombygningen i 1880erne og viser den tids funktionelle indretning af herskabets private værelser arrangeret omkring fordelingsgangen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens klare hovedform, hvor den gennemførte symmetri, de fremhævede midterfag og det store mansardtag giver bygningen en herskabelig pondus. Elegancen ligger i den enkle og effektfulde detaljering i form af det murede sokkelparti og pilastrene, der er med til at gøre murpartierne lette og levende, således som senbarokken og rokokoen yndede. Hertil kommer facadens femfags midterparti, hvor ikke blot pilastrene, men særligt de konkave smigfag gør det store volumen let.

Det høje, mørke mansardtag med de få, symmetrisk placerede kviste slutter og understreger bygningens form og afsluttes af de harmonisk formede skorstenspiber. Den svungne hovedtrappe inviterer med sine bløde sving op til hovedportalen – begge har stor arkitektonisk værdi. Lundsgårds hovedbygning fremstår således med et udpræget helstøbt og harmonisk udtryk.

I det indre ligger de arkitektoniske værdier i planløsningen ved klart at følge senbarokkens krav om symmetri og indre lange linjer. Fra havesalen i husets midterakse kan husets tværgående længdeakse langs parksiden overskues. De velbevarede stuklofter, paneler, vægfelter, fløjdøre, dørstykker og store vægstykker er med til at understrege det helstøbte interiør, hvor snedkerdetaljerne er præget af senbarokken. Den velbevarede plan og rumfølge, de bevarede kaminpladser og mange vindovne er en del af de arkitektoniske værdier.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links