Revninge Hospital

I katolsk tid opfattede man plejen af syge og fattige som en kirkelig opgave, og klostrene fik en vigtig funktion som hospitaler. Hospital betyder gæstfrihed, og som institution var hospitalet oprindeligt et hjemsted for syge, hjemløse og fattige mennesker. Efter reformationen var det i stigende grad den verdslige overklasse, der påtog sig disse sociale forpligtelser. Det var også tilfældet i Revninge, hvor det var sognets største ejendomsbesidder, ejeren af herregården Lundsgaard, Margrethe von Levetzow 1671-1744) enkefrue efter general von Dewitze, der stod bag opførelsen af et lille hospital i Revninge i 1735. For et beløb af 400 rigsdaler blev der opført et grundmuret og teglhængt hus med fire værelser og et fælles køkken, og hertil oprettedes et legat på 1700 rigsdaler til hospitalets drift og beboernes underhold.

Hospitalet skulle huse ældre med tilknytning til herregården. Året efter, i 1736, oprettede Margrethe von Levetzow en fundats, der indeholdt bestemmelser om hospitalets brug. Af fundatsen fremgår det blandt andet, at hospitalet havde plads til otte fattiglemmer fordelt på fire værelser, dog sådan at mænd og kvinder boede adskilt. Til livets opretholdelse modtog hospitalslemmerne 1 mark og 8 skilling om ugen, som blev udbetalt af ridefogeden på Lundsgård hver søndag efter gudstjenesten. Fattiglemmerne skulle ikke arbejde, men havde pligt til at møde op til alle gudstjenester, i modsat fald blev de trukket i understøttelsen. De skulle holde hus og kålhave i orden, og de skulle sørge for, at kirkegårdens porte og låger var lukket, så kreaturerne ikke løb ind på kirkegården.

Efter tidens forhold var hospitalslemmernes boligstandard helt i top. De boede i en solid, grundmuret og teglhængt bygning på et tidspunkt, hvor alle beboelsesejendomme både i landsbyen og i den nærmeste købstad blev opført i bindingsværk.

Af ældre tegninger ses det, at hospitalet var indrettet med to boliger hver med en forstue mod vejen, to stuer, hvoraf stuen mod kirkegården havde et lille aflukke med et toilet samt et køkken mod kirkegården – modsat forstuen. Engang i 1900-tallet blev hospitalet erhvervet af Revninge kirkes menighedsråd, og i 1986 blev hospitalet restaureret og indrettet med graverfaciliteter og to møderum. I det ydre blev to små udhuse, der mod syd og nord var påbygget hospitalsbygningen, samt et fritliggende udhus mod syd nedrevet, og i hospitalsbygningen blev der isat nye døre og vinduer. Dørene blev udført som kopier af en eksisterende dør, og vinduerne blev udformet efter forlæg fra vinduerne i det jævnaldrende Aunslev Hospital. I det indre blev køkkenerne og toiletterne fjernet, og der blev i stedet indrettet et forrum samt et toilet med bad i det ene køkken. Der blev etableret en døråbning i skillevæggen mellem de to køkkener, og døren ind til den sydøstre stue blev flyttet. I den sydøstre stue blev der opsat et tekøkken, og samtlige rum blev forsynet med nye teglklinker. I 1992 blev de to stuer mod nord lagt sammen til én stor stue.

Revninge Hospital ligger langs med landevejen i den sydlige udkant af landsbyen Revninge. Hospitalet ligger sydvest for Revninge Kirke, lige uden for kirkegårdsdiget. Revninge Hospital er en énetages, grundmuret bygning i munkesten med sorttjæret lav sokkel, hvidkalkede facader og et rødt, teglhængt, helvalmet heltag med stejl hældning. I rygningen ses to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. Facaderne afsluttes af murede gesimser. I den vestvendte facade er der to indgangsdøre, som er nyere, traditionelt udførte revledøre med smalle, tredelte overvinduer under fladbuede stik. Mellem de to døre er indmuret en sandstenstavle med inskription og våbenskjold. I den modstående facade er der også to nyere, traditionelt udførte revledøre med smalle, tredelte overvinduer. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder. Vinduerne er hvide, mens dørene er blå. Hospitalet har ingen tagrender. Ved hospitalets nordvestlige hjørne står en afvisersten af granit, som skal afhjælpe påkørsel af hjørnet, der ligger tæt på landevejen.

Revninge Hospital har stort set bevaret den oprindelige planløsning med to forstuer mod vejen, to stuer mod hver gavl, og to rum med udgang til kirkegården, hvor der i det søndre af de to er indrettet en lille baggang samt et toilet med bad. I hver forstue fører en loftlem op til det uudnyttede tagrum, hvor man kan se det faste undertag af brædder og tagpap. Bygningen har en traditionel materialeholdning med nyere teglklinker på gulvene samt pudsede vægge og lofter. Der er bevaret to skorstene, hvoraf den nordlige har bevaret ildsted, samt ældre bygningsdele som revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter. Flere af fyldingsdørene og gerichterne er dog nyere, men udført som kopi af de ældre døre.

Revninge Hospitals miljømæssige værdi knytter sig til bygningens nære beliggenhed til kirken – placeret mellem kirkegårdsdiget og landevejen. Samspillet mellem hospitalet, kirken, kirkegården, kampestensdiget, kirkegårdsporten og kapellet udgør et enestående kulturmiljø af stor værdi.

Revninge Hospital har kulturhistorisk værdi, idet bygningen indgår som en vigtig del af fortællingen om, at det danske sundhedsvæsen tog sin begyndelse i 1700-tallet, hvor det blev almindeligt, at godserne opførte hospitaler med stuer til indkvartering af såvel syge som gamle og sindslidende. Bygningens oprindelige funktion er aflæselig i facadens indmurede sandstenstavle, hvis våbenskjolde og inskription er et vidnesbyrd om godsejerparret, von Dewitze og von Levetzow, som lod hospitalet bygge samt tillige påviser bygningens opførelsesår. Ligeledes er bygningens funktion som hospital aflæselig i bygningens enkle dimensionering med symmetriske, grundmurede facader, et helvalmet tegltag med stejle tagflader og to skorstenspiber i rygningen, der lægger sig tæt op ad de samtidige rytterskoler som Frederik IV (1671-1730) lod opføre i første del af 1700-tallet. Hertil kommer, at bygningens formsprog tager afsæt i den barokke stilart med det stejle, let opskalkede, helvalmede tag og de symmetriske facader med sorttjæret sokkel og hvidkalket murværk og gesims, udført som en enkel muret gesims og de smårudede, torammede vinduer.

Selvom Revninge Hospital i størrelse er en beskeden bygning, er den opført som en gedigen grundmuret bygning i modsætning til samtidens øvrige bebyggelser, der for langt størstedelens vedkommende var i bindingsværk. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk oprindelige planløsning med beboelse i stueetagen og opbevaring af tørv med videre på loftet. Hospitalets spejlvendte indretning med to forstuer mod vejen og to modstående, aflange og smalle rum mod gården samt stuer i hver gavl, der parvist ligger omkring bygningens to centralt placerede skorstene er en karakteristisk plantype for 1700-tallets hospitalsbyggeri på Fyn, der ofte var udformet som forholdsvist dybe bygninger. Hertil kommer det bevarede ildsted, der vidner om køkkenets oprindelige placering samt om måden, hvorpå man tilberedte mad førhen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdetaljer som de kurvehanksbuede vindueslysninger i de dybe mure samt revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter, der vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi ved Revninge Hospital knytter sig til den fritliggende og velproportionerede bygningskrop med rektangulær grundplan, symmetriske facader og helvalmet heltag med skorstenspiber i rygningen, der giver bygningen en meget helstøbt fremtræden. Hospitalet har et kompakt volumen med et overvejende lukket ydre, der skyldes de kraftige, hvidkalkede mure med få dør- og vinduesåbninger under de stejle og ubrudte, røde tagflader. Bygningen har en enkel og solid fremtræden grundet den enkle materiale- og farveholdning, hvor de eneste dekorative elementer udgøres af den murede hovedgesims og den indmurede sandstenstavle. Hertil kommer fraværet af tagrender, der understreger bygningens enkle udtryk. I hospitalsbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle materialeanvendelse og til de kurvehanksbuede vindueslysninger, der går helt til gulv, hvorved lysindtaget optimeres.

Læs videre om

• Bøgebjerg, Viby
• Lundsgård, Rønninge
• Mesinge Kirkelade

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen