Larsbjørnsstræde 11, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Det var ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Ejendommen Larsbjørnsstræde 11 er opført i 1796-98 for brændevinsbrænder Ole Thorkildsen Sundahl. Indtil 1887 var der en fordybning mellem 1. og 2. sals vinduer samt en muret hovedgesims. Endvidere var der oprindeligt en konsolbåren fordakning over kældernedgangen. Facadens omtales første gang som oliemalet i 1852. Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460 da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt – og er det stadig den dag i dag.

I det følgende er ikke taget stilling til lovligheden i tidligere udførte bygningsarbejder i ejendommen. Hele ejendommen med undtagelse af kælderen er besigtiget. Ejendommen er beliggende i Larsbjørnsstræde i København, hvor den udgør et integreret led i gadens søndre husrække. Ejendommen består af et grundmuret forhus og et hermed sammenbygget og grundmuret sidehus. Forhuset er i fire fag, hvoraf det ene er et bredt vinduesfag over porten. Forhuset er opført med kælder, og det er i tre etager med en udnyttet tagetage. Over stueetagen er en profileret og hvidmalet kordongesims, under 2. sals vinduer er en fordybning og øverst er en profileret hovedgesims. Underfacaden er op til kordongesimsen glatpudset og malet i en gråblå nuance, og overfacaden er glatpudset og malet lysegrå. Forhuset har et opskalket heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er tre fladbuede kviste samt to ældre skorstenspiber ved gavlene i tagfladen mod gården nærmest rygningen. I det vestlige, brede yderfag er en rundbuet portniche med tre hvidmalede murstik. I portåbningen er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport, og herover er et traditionelt udført, todelt og mørkegrønt overvindue. I kælderetagen er traditionelt udførte, opsprossede og hvidmalede vinduer samt en kældernedgang i det østlige yderfag er en kælderhals, der er tildækket af sortmalede plader. I stueetagen er ældre, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. På 1. og 2. sal er vinduer svarende til stueetagens vinduer, og i det brede portfag er på disse etager ældre, seksrammede vinduer med todelte underrammer. Alle vinduer på hovedetagerne har ældre hængsler, og vinduerne er hvidmalede og er forsynet med sålbænke i skifer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer med fladbuede overrammer. Til gårdsiden omfatter forhuset to fag, og sammenbygget med forhuset, er et sidehus omfattende i alt fire fag, herunder ét fag, ét smigfag samt to fag. Sidehuset er ligesom forhuset opført med kælder, er i tre etager, og det har et opskalket tag med ensidig taghældning hængt med røde tegl, og heri er to mindre heltagskviste samt en skorsten. På gårdsiden er ejendommen glatpudset og gulmalet, og øverst er en smal, profileret hovedgesims. Gavlen mod syd på sidehuset er pudset og gråmalet. Forhuset har til gårdsiden en muret gavlkvist med et opskalket heltag hængt med røde tegl. I hjørnet mellem forhus og sidehus er nichen med de tre vinduesfag øverst overdækket af sidehusets tag. Portåbningen til gården består af en rundbuet niche, og over åbningen er øverst i rundingen et ældre, fladbuet, torammet og mørkegrønt vindue. I sidehusets yderfag mod syd er i højde med stueetagen en dørniche med en ydre stentrappe, der giver adgang til ejendommens bagtrappe. I nichen er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn fyldningsdør med glaspartier, og herover er et traditionelt udført, tredelt og mørkegrønt overvindue. I kælderetagen er til gårdsiden to glatpudsede blændingsnicher samt to ældre, torammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer, der er tilgitrede og ligger i kælderhalse. På hovedetagerne er til gårdsiden ældre og traditionelt udførte, fire- og seksrammede og mørkegrønne vinduer, hvoraf de seksrammede har todelte over- og underrammer, mens de firerammede dels er småtopsprossede dels med og uden opdelte rammer. Vinduerne på hovedetagerne har sålbænke i zink. I gavlkvisten er et traditionelt udført, todelt og mørkegrønt vindue samt en én-rudet hejseværksåbning over vinduet, mens kvistene på sidehuset har traditionelt udførte, torammede, opsprossede og mørkegrønne vinduer. Portrummet er hvidmalet, og på væggene er det beklædt med høje paneler af hvidmalede brædder med en profileret topliste. Portrummet er desuden forsynet med en nyere gitterport. Der er indgang til butikken fra portrummet via en ældre, hvidmalet og ligeløbet trætrappe og en nyere, hvidmalet butiksdør. Omtrent midt på væggen mod øst er en oprindelig hovedindgang uden døre til det bevarede trapperum. Trappen er en ældre, toløbstrappe med snoet mægler, glatte og gråmalede balustre og en profileret, sortmalet håndliste, mens trinene er beklædt med linoleum. Ved de gårdvendte mellemreposer er desuden værn med enkle balustre og sortmalede håndlister. Fra stueetagens repos er adgang til et teknikrum under trappen. I stueetagen er indrettet erhverv med for- og bagbutik i forskellige niveauer. Der er en åben plan i forhuset og, via et par trin, et par rum i sidehuset samt et par mindre lokaler i rummet over porten. En ældre, hvidmalet ligeløbstrappe med udskårne balustre, svungen mægler og profileret håndliste giver adgang til disse lokaler. I stueetagen er traditionelt udførte forsatsvinduer, i vinduerne er flere ældre stormkroge og anverfere, en bevaret skorstenskerne, traditionelt udførte fyldningsdøre, ældre og traditionelt udførte plankegulve overalt, undtagen i bagerste rum. Der er fuldt panelerede ydervægge mod gaden samt en ældre stukkatur af kantlister i butikslokalerne. Dertil kommer en række synlige, ældre loftsbjælker i rummene over porten. Bagbutikken rummer toilet og adgang til bagtrappen. Ejendommens bagtrappe er en velbevaret toløbstrappe med de ældre trætrin, enkle balustre og en profileret håndliste, og i trapperummets vægge er delvist synlig bindingsværk, der er malet over stok og sten. Ejendommen rummer på 1. sal én lejlighed med en velbevaret planløsning, der mod gaden omfatter en stue og et værelse, og mod gården er en spisestue og et værelse. Bagerst i sidehuset er et køkken samt adgang til bagtrappen. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de ældre vinduer yderst er en del ældre stormkroge og anverfere. Der er bevaret skorstenskerne og i køkkenet er en velbevaret kogeniche. Lejligheden har ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre samt pladedøre, og de ældre døre har flere tilsvarende hængsler. Der er ældre og traditionelt udførte plankegulve, og i køkken og toilet er nyere gulvbelægning. Mod gaden er fuldpanelerede ydervægge, og i stue og værelse mod gaden er desuden bevarede brystningspaneler samt traditionelt udførte, profilerede væglister og kakkelovnspilastre. Der er i rummene mod gaden en bevaret stukkatur af profilerede kantlister samt ældre rosetter. På 2. sal rummer ejendommen to lejligheder, herunder en lille lejlighed over portfaget og en større i det øvrige af forhuset og i sidehuset. Den større af lejlighederne omfatter en gadevendt stue, og et gårdvendt rum samt køkken, toilet og bagtrappeadgang i sidehuset. Der er en del opmalet bindingsværk i sidevæggene, og i skillevæggen mellem stue og gårdvendt rum er tavlene fjernet, således at lejligheden står med en delvis åben plan. I køkkenet er en velbevaret kogeniche. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer, i vinduerne en del ældre stormkroge og anverfere, der er traditionelt udførte fyldningsdøre. I stuen er ældre plankegulve og nyere gulvbelægning i resten af lejligheden, fuldpaneleret ydervæg mod gaden i stuen samt en bevaret stukkatur af profilerede kantlister. Den anden og mindre lejlighed omfatter et rum med nyere døre, pladelofter og traditionelt udførte plankegulve samt nyere gulvlægning. Der er fuldt paneleret ydervæg mod gaden, og i loftet er nyere plader. Tagetagens lejlighed på 3. sal omfatter et par gadevendte rum, et gårdvendt rum samt et køkken, toilet og adgang til bagtrappen i sidehuset. Der er traditionelt udførte fyldingsdøre med ældre hængsler, bevaret skorstenskerne, traditionelt udførte kakkelovnspilastre, nyere gulvbelægning samt nyere pladevægge. Ejendommens spidsloft har en gennemgående bevaret og synlig tømmerkonstruktion, ældre gulve og bevarede skorstenskerner samt nyere ventilationsrør.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som et helstøbt og værdifuldt element i husrækken, der består af lignende, men forskellige bygninger fra samme periode med forskelligt udtryk. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Ejendommens bebyggelse med et forhus sammenbygget med et sidehus danner et tidstypisk gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Larsbjørnsstræde 11 knytter sig til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Larsbjørnsstræde 11 er opført i årene 1796-98, altså i årene lige efter branden, og ejendommen eksemplificerer på repræsentativ vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri, selv i dets mere beskedne udformning. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle og nøgterne, pudsede og bemalede facade, vinduernes takt med tre smalle og et bredt fag, vinduernes forskellige højde opefter på facaden, den enkle kordongesims mellem stueetagen og 1. sal samt den profilerede hovedgesims under det teglhængte tage samt skorstene heri. Hertil kommer de fladbuede kviste mod gaden og gavlkvisten mod gården. Ligeledes er stueetagen til 2. sal med alle fire- og seksrammede rammede korspostvinduer med todelte underrammer kendetegnende for periodens bygninger på samme måde som den blandede gårdvendte vinduessætning er typisk for perioden. Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til det bevarede indgangsparti med porten med alle detaljer og ikke mindst til det ældre, dørløse indgangsparti til opgangen fra portrummet, hvilket ses ret få steder i dag i ejendomme af denne type. I gården knytter sig kulturhistorisk værdi til kombinationen af forhus med et smalt sidehus, der på velbevaret vis understreger bygningskulturen fra genrejsningen umiddelbart efter branden i 1795. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning i det ydre, herunder ved diverse murer-, tømrer-, snedker- og smedearbejder. I det indre knytter sig meget stor kulturhistorisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger på beboelsesetagerne og til de mange bevarede bygningsdele og -detaljer i interiørerne. Det gælder lejlighederne, der har gadevendte stuer og rum, og funktionsprægede rum mod gården forskellige rum samt køkkener med adgang til bagtrappen i sidehuset, hvilket afspejler datidens lejligheder med repræsentative rum mod gaden og funktionsbetingede rum mod gården. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte detaljer: Fyldingsdøre, de ældre anverfere og stormkroge i vinduerne, de bevarede kogenicher på 1. og 2. sal i køkkenener i sidehuset, til alle ældre og traditionelt udførte plankegulve, til alle ældre hel- og lysningspaneler, brystningspaneler, skorstenspilastre, traditionelt udførte, profilerede lister på vægge samt bevaret stukkatur. Der knytter sig en kulturhistorisk værdi til ejendommens bevarede toløbstrappe i opgangen med alle ældre detaljer samt den ældre, velbevarede bagtrappe med alle detaljer, der udgør det største, ældre og ganske tidstypiske snedkerarbejde i ejendommen.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen i Larsbjørnsstræde 11 knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg i tre etager med kælder bestående af forhus med sidehus, der repræsenterer et velbevaret og helstøbt eksempel på en mindre, klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balance mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. Dette kommer til udtryk i forhusets facade, der med sin klare opdeling i under- og overfade og med sin harmoniske vinduessætning, og det teglhængte heltag med fladbuede kviste giver et samlet, velafbalanceret udtryk. Der knytter sig værdi til portrummet med port samt til alle ældre vinduer mod gade- og gårdside, der fuldender indtrykket af ejendommens diskrete elegance. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de på beboelsesetagerne bevarede planløsninger, herunder med gadevendte stuer og rum samt køkkener med kogenicher i sidehuset mod gården, der især på 1. sal har et helstøbt og meget gennemført udtryk. Der knytter sig værdi til alle ældre bygningsdetaljer, der afspejler en klar forbindelse mellem funktion og udsmykning i den velbevarede arkitektur i ejendommen.

Læs videre om

• Heerings Gård, København
• Kronprinsessegade 42, København
• Sundorphs Hus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen