I Lerkenfeld Ådal ses sammenspillet mellem dannelsen af istidslandskaberne, smeltevandet og Yoldiahavet (Ishavet). Da isen stod ved randmorænerne ved Hverrestrup Bakker og Gislum, løb en flod af smeltevand ned mod Lovns Bredning. Mod øst er dalen bred, men snævrer ind ved herregården Lerkenfeld og bliver øst for Østrup til en smal og markant dal. Længere vestpå breder dalen sig ud igen. På denne flade har smeltevandsfloden efterladt erosionsrester, der fremstår som enkeltbakkerne Storholm, Holmen og Søndre Holmen. Efter at de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort, steg havniveauet. Littorinahavet trængte ind over land og nåede op til ca. 3 m over nuværende havniveau. På dette tidspunkt blev holmene rigtige holme i havet. Landet var stadig trykket ned af isens vægt, men begyndte langsomt at hæve sig igen.
Efterhånden overhalede landhævningen stigningen i havniveau, og Littorinahavets bund vest for Lerkenfeld blev tørlagt. Holmene blev landfaste, mens det lavtliggende område forsumpede og blev dækket med tørveaflejringer.
