Lindegade 18, Christiansfeld

Christiansfeld blev grundlagt på Struensees anbefaling i 1772 af det mähriske Herrnhutersamfund for at styrke de danske standarder for kvalitet og foretagsomhed. Forhuset og sidehuset blev opført i 1772, mens den fritliggende bygning i gården blev opført i 1800-tallet. Lindegade 18 blev opført som sæbesyderi for Brødremenigheden og fungerede som sæbefabrik indtil 1945, hvor der i stedet kom en plastikfabrik. I begyndelsen af 1990'erne blev bygningerne ombygget til lejligheder.

Lindegade 18, der består af et forhus, et sidehus og en fritliggende længe (bygningen mod øst i gården), ligger på hjørnet af Lindegade og Lysestøbervej i det centrale Christiansfeld. Forhuset er en grundmuret bygning i én etage med muret sokkel, kælder og et stejlt, valmet tegltag. I tagfladerne sidder flere nyere, traditionelt udførte, høje og slanke kviste, samt i rygningen to ældre skorstenspiber med sokkel og krave. Facaden er kendetegnet ved en dobbeltløbet fritrappe med smedejernsgelænder og trin i natursten, der fører op til hoveddøren, som er en ældre tofløjet og overfalset dør med slagliste, håndsmedet beslåning og opsprosset overvindue. Gårdsiden er kalket hvid og har en kældernedgang samt en nyere trappe med fliser, støbte trin og jerngelænder, som fører op til en nyere indgangsdør med overvindue. Bygningens vinduer er traditionelle dannebrogsvinduer med tværsprosse, samt opsprossede, torammede vinduer.

I det indre er forhuset kendetegnet ved en bevaret, delvis oprindelig grundplan med en gennemgående forstuegang med et ældre terrazzogulv og trappe til tagetagen, stuer mod gaden og køkken mod gården. Der er bevaret enkelte oprindelige, overfalsede fyldingsdøre samt ældre trægulve. Interiøret er generelt domineret af nyere bygningsdele og -detaljer udført i kopi af ældre, herunder døre og gerichter samt trappens udskårne balustre. Kælderen har støbt gulv, kalkede vægge og lofter, som er delvist hvælvede, og oprindelige revledøre med håndsmedet beslåning. Spidsloftet er uudnyttet, og der er undertag af banevarer. Sidehuset, der er bygget sammen med forhuset, er en énetages grundmuret bygning med et afvalmet tegltag. Sidehuset står i blank mur mod vest og mod gaden, mens gårdsiden og den nederste del af den sydvendte gavl er kalket hvid. Det øverste af den sydvendte gavl er beklædt med den for Christiansfeld typiske, lodrette træbeklædning. I tagfladerne sidder flere nyere, høje og smalle kviste, nyere ovenlysvinduer samt en række udluftningshætter. Bygningens vinduer og gårdsidens trappe er som forhusets. I hjørnet af gården, hvor sidehuset møder forhuset, er sidehusets mur trukket tilbage, og der findes en større terrasse under taget, hvorfra der er indgang til sidehuset. Denne åbning i gårdsiden stammer fra tiden, da Lindegade 18 fungerede som sæbefabrik. I det indre er bygningen kendetegnet ved en traditionel planløsning samt nyere overflader og bygningsdele, hvoraf flere er udført i kopi af ældre, herunder døre og gerichter. Den fritliggende længe, der vender langsiden ud til Lysestøbervej, er en grundmuret, en etage høj bygning med hvidkalkede mure, profileret hovedgesims og rødt tegltag. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede brædder og ud over tre nyere ovenlysvinduer, er tagfladerne ubrudte. Vinduerne mod gaden er mindre, étrammede og opsprossede vinduer, mens gavlenes og gårdsidens vinduer er traditionelle, torammede og opsprossede vinduer. Gårdsiden har nyere døre med et diagonaltstillet vindue.

I det indre er bygningen indrettet til beboelse og opbevaring. Planløsningen og materialeholdningen er nyere, og bygningen er åben til kip. Flere af de oprindelige loftsbjælker og hanebånd er bevaret.

Lindegade 18s miljømæssige værdi knytter sig til bygningen som en integreret del af Christiansfelds gamle bydel, der følger en reguleret byplan med to parallelle gader (Lindegade og Nørregade) forbundet af stræder, en central Kirkeplads og den lidt afsidesliggende kirkegård Gudsageren. Alle bygninger i Christiansfeld er individuelle, hvilket blandt andet markeres ved en afstand mellem hver bygning, men hvis sammenhæng er sikret gennem en ensartet, enkel byggestil og en omhyggelig overvejelse af hver bygnings rolle i bebyggelsen, der danner en udtalt helhed. Der knytter sig endvidere miljømæssig værdi til den måde hvorpå Lindegade 18 indgår i det for Christiansfeld væsentlige sammenspil mellem arkitektur og grønne indslag. En haveby, hvor bygningerne er orienteret mod Lindegade og Nørregade, mens de på bagsiden har dybe haver. Dette fremgår tydeligt af Lindegade 18, hvis sidehus, gårdrum og langstrakte have er delvist bevaret.

Lindegade 18's kulturhistoriske værdi relaterer sig overordnet til forhuset og sidehuset som fysiske manifestationer af det velorganiserede herrnhutersamfunds arbejdsomme, fællesskabsprægede og ydmyge livsholdning. Der er således en nær sammenhæng mellem den reformatoriske frimenigheds religiøse overbevisning og lighedsorienterede samfundssyn, der baserede sig på dygtighed, flid og dydighed, og så bygningens arkitektoniske udtryk og bevarede håndværksmæssige detaljer. Forhuset og sidehuset præsenterer derfor en i Danmark enestående bygningskultur, der er direkte inspireret af Brødremenighedens andre bebyggelser i Europa, herunder Herrnhut i Sachsen, samt af regionale træk fra Slesvig og Sønderjylland. Hertil kommer, at bygningen indgår som en væsentlig del af Christiansfelds oprindelige, og særdeles velbevarede byplan, der aktuelt er det eneste Herrnhutersamfund i Skandinavien og et af de mest autentiske og bedst bevarede i Europa.

Hvad angår den særlige byggeskik, ses de Sachsiske træk især i bygningernes dybe, klart afgrænsede volumener samt i de kvartvalmede tage. De nyere, høje og smalle kviste er tillige udført i kopi af de for Christiansfeld tidstypiske, Sachsiske-inspirerede kviste. Et særligt regionalt træk ses i den karakteristiske og lokalt producerede, 17 centimeter lange og ganske smalle Flensborgsten, som er anvendt. I det ydre svarer forhusets og sidehusets enkle materialeholdning og prunkløse fremtræden uden nævneværdig dekoration til brødremenighedens nøjsomme livsholdning. Den efterstræbte orden, disciplin og lighedstanke, viser sig endvidere i det faktum, at bygninger, såvel som grunden, er proportioneret omkring et modulsystem, hvis udgangspunkt er otte Hamburg-alen. Brødremenighedens håndværkere var kendt for produkter af uovertruffen kvalitet, hvilket de i bygningen få, men oprindelige, bygningsdetaljer vidner om, herunder de overfalsede fyldingsdøre og det håndsmedede beslagværk. Udformningen af bygningens hoveddør, overvindue samt den udvendige trappes smedejernsgelænder er individuel for Lindegade 18, hvilket er et kulturhistorisk interessant træk, idet Brødremenighedens bygninger alle er blevet til inden for en ganske kort årrække. I forhuset knytter den kulturhistoriske værdi sig endvidere til de bevarede dele af den oprindelige planløsning, som denne viser sig i forstuegangen med trappe til førstesalen, køkken mod gården og stuer mod gaden. I sidehuset knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til det tilbagetrukne parti på gårdsiden, der vidner om bygningens funktionshistorie som sæbefabrik. I den fritliggende længe knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens enkle udtryk, den næsten lukkede gadeside og de næsten ubrudte tagflader, der tydeligt signalerer, at her er tale om en funktionsbygning.

Lindegade 18s arkitektoniske værdi knytter sig især til forhusets og sidehusets velproportionerede volumener med høje tagrejsninger og markante, delvist bræddebeklædte gavle. Forhusets facade har med sine få, men markante detaljer i form af sokkel, murstik, hovedtrappe og hoveddør samt skorstene et både ærligt, roligt og meget karakterfuldt udtryk. Hertil kommer det samlede anlægs enkle og prunkløse fremtræden, der, set fra gårdsiden, domineres af de hvidkalkede mure, de bræddebeklædte gavle og de røde tegltage.

Læs videre om

• Bulladen, Gammel Præstegårdsvej 11, Tyrstrup
• Helligkorsgade 20, Kolding
• Sankt Jørgens Hospital, Kolding

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen