Madam Bundsens Hus ligger på Korsgade 11 i Assens Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Assens er i lighed med Faaborg en planlagt middelalderby anlagt af Valdemarerne i 1231. Byen opstod ved Asnæs, hvor der var en naturhavn, der snart blev omdrejningspunkt for overfarten til Sønderjylland på ruten mellem København og Hamborg, hvor kvæg, post og varer via Assens blev bragt til Sønderjylland. I 1524 opnåede byen købstadsrettigheder, givet af kong Frederik 1. Gadenettet i Assens er dannet af de to parallelt løbende gader Østergade og Adelgade, anlagt på hver side af kirken vinkelret på Damgade langs kystlinjen.

Under Grevens Fejde (1534-36) blev byen stort set jævnet med jorden og plyndret af kong Christian 3.s tropper efter slaget ved Øksnebjerg. Den ringmur, som byen oprindeligt var omgivet af, blev herefter revet ned.

Under Christian d. IV (1577-1648) blev byen igen befæstet, nu med volde og grave, men under svenskekrigene (1657-1660) blev byen endnu en gang stormet og plyndret, denne gang i 1658 af de svenske tropper, der i den strenge vinter gik fra Jylland til Fyn over isen på Lillebælt. I 1791 raserede en stor bybrand Assens.

Assens havde hidtil hovedsageligt ernæret sig ved handel og håndværk, men i 1800-tallet blev Assens for alvor udviklet med anlæggelse af en egentlig havn i 1820 og et gasværk i 1855. Dog var tabet af færgeforbindelsen til Aarøsund, da Danmark mistede Sønderjylland fra 1864 til 1920, et stort tab for byen, og med Lillebæltsbroens åbning i 1936 var Assens' betydning som trafikalt knudepunkt endegyldigt forbi.

Etableringen af jernbaneforbindelsen til Tommerup i 1884 gav grobund for flere store industrier, heriblandt grundlæggelsen af Bryggeriet Vestfyen, Sukkerfabrikken, Assens Tobaksfabrik, Fyns Svineslagteri og F. Ernst Sølvvarefabrik. Byens udvikling stagnerede i midten af 1900-tallet: Persontrafikken på banen blev nedlagt i 1965, færgesejladsen til Aarøsund blev indstillet i 1972 og sukkerfabrikken lukkede i 2007.

Korsgade 11, kaldet Madam Bundsens Hus, er et af de ældste huse i Assens. Det blev opført omkring 1572 og er det bedst bevarede af de mange gavlhuse, der blev opført i Assens i renæssancen.

I midten af 1800-tallet blev gavlens nederste del omsat i grundmur således, at det udkragede stokværk mellem stueetagen og første sal forsvandt. Der blev isat en butiksdør og to butiksvinduer ligesom gavltrekanten blev afvalmet.

I 1953 blev Madam Bundsens Hus restaureret af H.H. Engqvist, og ved den lejlighed blev også bygningens tømmer kalket gult som tavlene. Da den nuværende ejer overtog bygningen i 1989, rummede ejendommen tre lejligheder, men dette blev ændret til en bolig for en familie efter en istandsættelse af bygningen. I 2004 blev også tagetagen indrettet til beboelse.

Der har boet hattemagere, sadelmagere, snedkere, isenkræmmere og frøkener i Madam Bundsens Hus, og Socialdemokratiet havde engang sit lokale partikontor i stueetagens stue mod gaden.

Beskrivelse

Gavlhuset, kaldet Madam Bundsens Hus, ligger i Korsgade, hvor det indgår som en del af gadens længehuse i den ældste del af Assens. Mod nord er gavlhuset sammenbygget med nabobygningen, mens der mod syd er en slippe ind mod nabobygningen. Det aflange, pigstensbelagte gårdrum afsluttes mod vest af en udhusbygning, der ikke er omfattet af fredningen.

Gavlhuset er en fem fag bred og elleve fag lang bindingsværksbygning i to stokværk, der bærer et rødt, teglhængt heltag med halvvalmet gavl mod gaden. I rygningen er to gulkalkede skorstenspiber med sokkel og krave, og i den søndre tagflade er en nyere taskekvist. Gavltrekanten mod vest er beklædt med en lodret bræddebeklædning en-på-to. Gavlhuset står på en sorttjæret kampestenssokkel med grundmurede og pudsede partier. Bindingsværket, der enkelte steder har gennemstukne bjælkeender, er opført med højstolper til begge sider, mens det mod gaden øverst er udkraget og båret af udskårne knægte, og tillige er forsynet med udskårne halvrosetter. Mod gaden fører en støbt trappe med smedet gelænder op til en ældre, tofløjet dør med bossefyldinger nederst og ruder øverst. Døren indrammes af en simpel træportal og flankeres af to ældre butiksvinduer med små ruder. I soklen er en lav, rødmalet luge. I sydsiden, lige rundt om hjørnet, er et ældre, enfløjet vindue, som indrammes af en træportal med rundede pilastre og en konsolbåren fordakning. De øvrige vinduer er ældre, men der er også nyere vinduer, udført som kopi af de tidligere vinduer. Vinduerne er udført som torammede vinduer med to, tre eller seks ruder i hver ramme. I sydsiden er to nyere, bræddebeklædte døre med et smalt, opdelt overvindue og en profileret indfatning omkring. Alt træværk er malet rødt.

Gavlhuset rummer en bolig for en familie. Stueetagen er disponeret med en stue mod gaden, en lille forstue mod slippen, et stort gennemlyst køkken, en baggang ligeledes mod slippen og gårdrummet, samt tre sekundære rum bagest. Fra forstuen fører en stejl ligeløbstrappe ned til et stort, men lavt kælderrum ud mod gaden. I baggangen er en ældre ligeløbstrappe, som giver adgang til første sal, der er indrettet med en stor stue mod gaden, to værelser mod syd samt et stort repos og et badeværelse mod nord. Ved siden af den ældre trappe fører en nyere ligeløbstrappe op til tagetagen, som er indrettet med et gavlværelse mod vest, et kvistværelse mod syd og en stue mod gaden. Gavlhusets planløsning bærer præg af mange ombygninger gennem tiden, og kun få ældre skillevægge er bevaret. Gavlhuset har en overvejende traditionel materialeholdning med nyere bræddegulve og klinkegulve, og på nogle af gulvene ligger der endvidere vinyl og væg-til-væg tæpper. Der er pudsede vægge og synlige bjælker med enten loftbrædder, pudsede lofter eller listebeslåede pladelofter imellem. I tagetagen er de ældre hanebånd fritliggende, idet loftet ligger over hanebåndsniveau. I kælderen er der støbt gulv, hvidkalkede ydervægge og i loftet synlige bjælker og loftsbrædder. Der er bevaret ældre bygningsdele, herunder fyldingsdøre, revledøre og profilerede gerichter.

Miljømæssig værdi

Gavlhusets miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Korsgade, hvor forhuset indgår gadens husrække, der ellers domineres af længehuse. Hermed er forhuset med til at opretholde Assens historiske bebyggelsesmønster med gavlhuse samt det tætbebyggede, middelalderlige gadenet og dermed købstadens helstøbte og autentiske kulturmiljø. Ligeledes er der miljømæssig værdi ved grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med gavlhuset i skel mod nord og en slippe mod syd, som giver adgang til den smalle, brolagte gård, hvori der ligger et grundmuret udhus med en lille have bagved.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at forhuset repræsenterer den i renæssancen traditionelle bymæssige bebyggelsesstruktur med gavlhuse beliggende side om side. I 1500-tallets Assens blev der opført mange større og mindre renæssancegårde i hovedstrøgene og i sidegaderne, og således står gavlhuset med det righoldige bindingsværk med detaljerige udskæringsarbejder i Korsgade som et vidnesbyrd om Assens mange velstående købmænd, handelsfolk og håndværkere, der skyldtes byens købstadsrettigheder og den strategisk vigtige placering ved Lillebælt. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til gavlhusets egnskarakteristiske byggeskik, der har hentet inspiration fra Sønderjylland. I renæssancen opførte man bindingsværksbygninger med fremkragede øvre stokværk båret af udskårne knægte samt dokker under vinduerne og gennemstukne bjælkeender med dobbeltnagler. Gavlens billedskærerarbejder med halvrosetter, overgangsfodens rankeværk samt affasede knægte med dekorationer viser, at de billedskårne bindingsværkshuse var de rige folks manifestation af deres rigdom udadtil. At gavlen er halvvalmet og at den nedre del ikke længere er fremkraget og båret af knægte, vidner om en ombygning i midten af 1800-tallet, hvor den nederste del af gavlen fik isat en butiksdør og butiksvinduer med fine indfatninger. Især sydsidens smalle butiksvindue har bevaret det oprindelige fornemme udtryk med rundede, kannelerede pilastre og en fordakning udsmykket af rosetter og båret af svungne, kannelerede konsoller. Langsidernes højstolpekonstruktion er en ældre konstruktionsmetode end det etageinddelte bindingsværk mod gaden. Højstolpekonstruktionen går langt tilbage i vores byggetradition, men der er først bevarede eksempler herpå fra 1500-tallet. En højstolpekonstruktion betyder, at de lodrette stolper er gennemgående fra bundrem til toprem, og det er en forholdsvist sjældent bevaret konstruktion. Vestgavlen er på traditionel vis en helgavl, hvor gavltrekanten er beklædt med en lodretstillet bræddebeklædning lagt en-på-to. Vestgavlen og de enkle langsider står dermed i kontrast til den herskabelige gavl mod gaden.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til resterne af den ældre planløsning, der kommer til udtryk i de to gennemgående skorstene samt stueetagens to mindre forstuer mod slippen samt opdelingen med funktionsbestemte, sekundære rum placeret i den bagerste del af bygningen, mens det tidligere butikslokale ligger ud mod gaden. Hertil kommer den ældre ligeløbstrappe, der fører op til beboelsen på første sal, der stadig bærer præg af en mere privat karakter med stuer og værelser. Dermed er gavlhuset et eksempel på den tidligere nære sammenhæng mellem arbejdsplads og bolig, hvor der på traditionel vis var butik mod gaden og beboelse bagved og ovenpå. Fra både butikslokalet og opholdsstuen ovenpå er der et godt overblik over gadens liv på grund af det lille vindue i sydsiden, som derved får en karnapagtig funktion. Hertil kommer kælderrummet, der sædvanen tro er placeret mod gaden således, at der gennem lugen i gavlen let kunne læsses kul og koks ind i kælderen. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved gavlhusets bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revledørene med ovale ruder og de forskellige typer fyldingsdøre med en-, to- og tre fyldinger med bukkehornsbeslag, stabler og ovale ruder, hvoraf enfyldingsdørene er den ældste type og stammer fra 1700-tallet. Hertil kommer greb og de profilerede gerichter med fodklodser.

Endvidere knytter der sig kulturhistorisk værdi til brystningspanelet i det ene værelse på første sal, de indvendige kopbånd og vinduerne, som varierer i alder, og derfor har forskelligt udformede lodposte, hvor profilet varierer samt forskellige typer anverfere og stormkroge, både håndsmedede og støbte, hvoraf de sidstnævnte er de yngste. Bygningsdelene er alle med til at understøtte fortællingen om bygningens anseelige alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det velproportionerede, toetages bygningsvolumen, der træder i karakter via facadernes taktfaste og righoldige bindingsværk samt det stejle heltag med to markante skorstenspiber i rygningen. Bygningen har et forholdsvist simpelt materialevalg i tømmer og tavl, kalket gule over stok og sten, samt røde vingetegl, men gadens fremkragede bindingsværks-konstruktion med elegante udskæringer giver gavlhuset et yderst herskabeligt udtryk. Hertil kommer kontrasten mellem gadesiden og langsiderne, der konstruktivt er mere nøgternt opbygget og dermed understreger gårdsidernes sekundære karakter.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links