Margård, Vigerslev

Margårds nuværende hovedbygning er opført for general ved det fynske fodregiment, Carl Gustav Grüner, i 1745. Grüner havde i 1725 skaffet sig Margård ved at gifte sig med Margrethe Due, som døde i 1736.Da Carl Gustav Grüner overtog godset i 1725, var den eksisterende bindingsværkshovedbygning meget forfalden. Han overvejede en restaurering, men valgte i stedet at opføre den nuværende hovedbygning i 1745. Den nye hovedbygning blev tegnet af arkitekten Johann Gottfried Rosenberg, som satte sit præg på mange københavnske bygninger, specielt i Bredgade.

Den holstensfødte arkitekt Johann Gottfried Rosenberg havde arbejdet som bygningskonduktør hos Nicolai Eigtved, hvor han blandt andet arbejdede med Frederiksdal, som Margård har tydelige mindelser om. J.G. Rosenberg var far til G.E. Rosenberg, som blandt andet opførte Frederiksgave og Langesø. Efter en voldsom brand i 1953 gennemgik hovedbygningen en restaurering under ledelse af den kgl. bygningsinspektør arkitekt K. Lehn Petersen.

Margård ligger langt fra alfarvej for enden af en lang tilkørselsvej, som fører ind i midteraksen til den strengt symmetrisk opbyggede hovedbygning.

Bygningen er grundmuret i én etage med kælder under og har et mansardstag med kviste mod både gårdsplads og haven. Taget er hængt med blådæmpede vingetegl og har i rygningen ikke mindre end seks skorstene med sokkel, udkragning og på skaftet dekorative blændingsfelter. Skorstenene står i blank mur af gule sten. Murene er berappede og hvidkalkede og har i kælderetagen refendfugning, der afsluttes af et vandret, glat bånd ved overgangen til hovedetagen. Alle fag i facaden er opdelt af lodrette lisener, som ender i enkle kapitæler, der fanger an i den stærkt profilerede hovedgesims. På havesiden springer de midterste tre fag ganske let frem fra murflugten, markeret af dobbelte pilastre. Det samme gælder midterfeltet med den fladbuede havedør. Vinduerne i hovedetagen er indrammet af pudsede, glatte indfatninger med øreknæk. I midterfelterne på alle sider er indfatningerne forsynet med tre platter og et ekstra knæk i overkanten, så de yderligere fremhæves.

Vinduerne i hovedetagen er oprindelige, firerammede, overfalsede og med små ruder, otte i de underste og fire ruder i øverste rammer. Hjørnebånd og hængsling er oprindelig. Kvistene, som kan være oprindelige, men muligvis er fra slutningen af 1800-årene har to fladbuede rammer med otte ruder i rammerne. Kældervinduerne er ældre, måske oprindelige. De har to rammer og ni ruder i hver ramme. I det centrale midterparti er en hovedportal af sandsten med store volutter. I midten er et våbenskjold med Carl Gustav Grüners og Margrethe Dues våben. Dørene på gårdsiden er oliebehandlede, tofløjede, tofyldingsdøre med høje overvinduer. De kan være oprindelige, men er nok snarere fra midten af 1800-årene. Kælderdørene er nyere revledøre med to fløje. Havedøren er en oprindelig dobbeltdør med to fyldinger yderst og indvendig med otte glasruder over et lavt fyldingsfelt.

Den elegant svungne hovedtrappe har fået dækket stentrinene med et slidlag af cement, ligesom vangerne er udført med cement. Værnet, er udført som et let og spinkelt smedejernsgelænder er ældre, men næppe helt fra opførelsen. Over hoveddøren sidder et ur og klokke i en fladbuet træindfatning med volutter på siderne. Dens alder vurderes til at hænge sammen med indretningen af mansardetagen omkring år 1900. Hovedlængen er på syv fag, men sidefløjene er tre fag brede og fem fag dybe. De springer to fag frem af hovedlængen, som små sidefløje. Hovedindgangen i midterfaget mod gården er markeret af en sandstensportal og et stor, dobbeltsvunget trappeparti, som fører op på den murede afsats foran de fem midterste fag. På begge sider af hovedindgangen er to vindues- og dørfag, som gentages i kælderetagen. På havesiden er der foran midtrisalitten på tre fag en nyere, stor, muret terrasse med støbte trin og dæk. Terrassen er afskærmet med et hvidmalet, nyere værn af stål og to trappeløb fører ned til haven.

I det indre er kælderen, som er under hele bygningen, opdelt med kraftige firkantede murpiller, som bærer skillevæggen i tredjedelspunktet. Loftet er murede, hvidkalkede grat- og tøndehvælv, som igen er opdelt i forskellige mindre rum til opbevaring. Gulvet er et nyere flisegulv med kvadratiske fliser. Der er flere ældre revledøre og fyldingsdøre ind til de afdelte rum.

Hovedetagen er indrettet med gangforløb ind mod gården, dog afbrudt midtpå af den store, gennemlyste havesal på tre fag. Gangene mod gården er lagt med oprindelige, store stenfliser i tofarvet skakmønster. Fra havesalen ligger tofags kabinetter på begge sider og i hjørnefagene er der saloner med vinduer mod haven og i gavlene. Dobbelte fløjdøre giver mulighed for et kig gennem hele huset langs havesiden, en filade. I sidefløjene ligger der tofags værelser ud mod haven. I den nordre ende er hjørneværelset indrettet til et moderne køkken. Alle interiørerne på denne etage er homogene: paneler, fløjdøre med tre fyldinger, som bemærkelsesværdigt er hængslet i top og bund med pinoler, indfatninger, lysningspaneler med indfældede skodder i havesalen, samt ikke mindst lofternes store gesimser; alle er oprindelige. Lofterne er et kapitel for sig: en dygtig, formentlig udenlandsk stukkatør, har udført helt utrolig rige rocailler, rokokodekorationer, hvor motiver af konkylier, muslinger og enkelte steder ligefrem små drager med åbne gab, gør loftfladerne til en livlig fortælling.

I havesalen er der malede dørstykker i høj kvalitet med motiver fra de fire årstider, afbildet med små børn i årstidskarakteristiske situationer. Billederne er udført som grisailler og de er flankeret af kvadratiske felter med naturalistiske, kulørte blomstermotiver. I det søndre hjørnekabinet er der over to dørfelter og i kaminhjørnet rocailler, udformet som små hylder, som formentlig har været til at stille glas og vaser på – måske et tidligere kinesisk værelse? Kaminpladserne har også indfatninger med pudsede udsmykninger, som for havesalens vedkommende er særligt plastisk med et jagt- og naturmotiv med vindrueklaser og et vildsvinehoved, indrammet af rokokoslyng. Der er mange bevarede vindovne fra 1700-tallets slutning. Vinduernes poste er udført som en svungen rundpost og rammerne er, som nævnt, overfalsede. Mansardetagen er delvis indrettet til beboelse, formentlig omkring år 1900. Herop fører en trekvartsvingstrappe med et gelænder, der er udført som en parafrase over et båndslynget rokokoværn. En lang gang mod gården giver adgang til en række værelser hele etagen rundt. Dørene heroppe er udført traditionelt som kopier af dørene neden under, dog med bladhængsler. Kvistenes lodpost er magen til hovedetagens, så det kunne antyde, at de er oprindelige. Tagrummet er højt og lyst med det store hængestolstagværk i fyrretræ, og er intakt fra opførelsen. Over havesalen er tagrummets gulv kraftigt hævet for at give plads til det høje loft i salen. Taget har nyere lægter og er understrøget.

Hovedbygningen ligger i et stort åbent haveanlæg med hovedadgangsvejen lige midt i symmetriaksen. Herved understreges den herskabelige boligs statelighed. Den miljømæssige værdi knytter sig derfor til forholdet mellem hovedbygning og den omgivende have.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens plan og indretning, der nøje følger datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab. Den gennemlyste havesal midt i bygningen blev introduceret af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Køkkenet har været placeret i kælderen, så herskabet kunne opholde sig i de fornemme gemakker uden unødig trafik af tjenestefolk og mados. I 1700-tallet blev der knyttet nærmere kontakt til det ellers lukkede land, Kina, og import af varer derfra fik meget stor udbredelse – i hvert fald efterligninger af kinesiske dekorationsteknik. På Marbjerg ses denne begejstring for kineseri tydeligt i de usædvanligt livlige lofter med små vingede drager med åbne gab og kløvede tunger, samt små rocaille-hylder, der er plastisk udformet i gips, og det er af stor kulturhistorisk værdi.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens klare hovedform og elegante udnyttelse af sidefløjene til at danne rum foran bygningen. Murfladernes opdeling af pilastre og vinduernes markerede indfatning er med til at gøre murpartierne lette og levende, således som senbarokken og rokokoen yndede. Det høje, mørke mansardtag med de få, symmetrisk placerede kviste slutter og understreger bygningens form og afsluttes af de dekorativt murede skorstenspiber. Den svungne hovedtrappe inviterer med sit bløde sving op til hovedportalen, begge har stor arkitektonisk værdi.

I det indre ligger de arkitektoniske værdier i planløsningen ved klart at følge senbarokkens krav om symmetri og indre lange linjer. Fra havesalen i husets midterakse kan husets tværgående længdeakse langs gårdsiden overskues. De velbevarede stuklofter, paneler, vægfelter, fløjdøre og overfalsede vinduer er med til at understrege det helstøbte interiør, hvor snedkerdetaljerne er præget af senbarok, mens de overdådige stuklofter med rocailler med fliget kamværk, ildsprudende drager, rosetter med sneglehuse, muslingeskalskamme og drager, er helt i rokokoens ånd. Den velbevarede plan og rumfølge, de bevarede kaminpladser og mange vindovne er en del af de arkitektoniske værdier. Særligt skal det lille hjørnekabinet i syd, porcelainsværelset, hvor stukdekorationerne gøres plastiske og danner små konsoller, beregnet til små porcelænsvaser, fremhæves både for deres ynde og for deres sjældenhed. Det direkte forbillede for denne dekoration findes i Eigtveds lille tekøkken, indrettet for dronning Sophie Magdalene på Christiansborg 1742, altså få år tidligere.

Læs videre om

• Otterup Hospital, Morud
• Sandagergård, Nørre Sandager
• Ørritslevgård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen