Mekanicus Kretz' Gård, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold – som gik langs Gothersgade – og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VIs hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J.H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. Den første kendte bebyggelse på matriklen er fra 1687, hvor grunden tilhørte en købmand Erick Nielsen. I 1776 blev grunden med hus købt af tømrermester Andreas Kirkerup, som senere blev kendt som arkitekt Andreas Kirkerup. Han døde i 1810, men havde allerede solgt forhuset i 1797 til commercieråd Charles Nordberg, som ejede det indtil i 1811, hvor han solgte til mecanicus Peter Johannes Kretz. I 1835 rev han forhuset ned, som på daværende tidspunkt bestod af to gavlhuse. Fra 1836 opførtes en ny gård med et forhus med to tilhørende sidehuse, som stod færdig i 1838. I 1917 blev facaden mod Store Kongensgade ændret til det nuværende udseende med butiksindretning i stueetagen i de to nordligste fag. Forhuset med sidehuse blev udstykket til ejerlejligheder i 1973. Det er uvist, hvornår det nordlige sidehus blev forlænget. Tværhuset (bygning B) blev opført i første halvdel af 1700-tallet. På Geddes eleverede kort fra 1757 er tværhuset opført, og man regner med, at det blev opført omkring 1730, altså lige efter den store brand i København i 1728. På førstesal var her tidligere en teatersal, hvor der blev spillet dansk og tysk komedie. I dag anvendes bygningen til erhverv. Omkring år 1800 påbegyndte man opførelsen af sidehuset i den bageste baggård. Det stod færdig i 1804.

Forhuset ligger i Store Kongensgade, og det indgår som et væsentligt etagehus i husrækken. På gårdsiden er forhuset sammenbygget med to sidehuse, hvoraf et af dem er forlænget. Sammenbygget med dette sidehus er et tværhus, som igen er sammenbygget med et sidehus i baggården. Den første gård er belagt med brosten og kørerbaner i granitfliser. Den bageste gård mod Borgergade har en støbt betonbelægning.

Forhus med sidehuse: Det grundmurede forhus er på otte fag og fire etager højt over en høj kælder i de tre sydligste fag. Forhuset bærer et teglhængt heltag med to skorstenspiber i rygningen. I tagfladen mod gaden ses tre kviste. I tagfladerne mod både gade- og gårdside er flere nyere tagvinduer. Forhuset står på en smal, sortmalet sokkel, og herover er facaden op til etageadskillelsen mellem stueetage og første sal glatpudset og malet lysegrå. Den resterende del af facaden er ligeledes glatpudset og hvidmalet. Mellem stueetage og første sal er en kordongesims med en stukkaturfrise, og facaden afsluttes af en konsolbåren hovedgesims. Rundt om vinduerne i stueetagens sydligste fag og på første sal ses spinkle indfatninger. I stueetagen er i det sydligste fag en kældernedgang med et konsolbåret skur over. Kælderdøren er en nyere glasdør, og ved siden af findes to nyere, etrammede kældervinduer, som sidder i et halvrundt blændingsfelt. I de tre nordligste fag ses to store, etrammede butiksvinduer med halvrunde, opsprossede overvinduer. De resterende vinduer er ældre, hvidmalede firerammede vinduer med todelte underrammer. Under alle vinduer er sålbænke af skifer. I de midterste fag er en gennemgående portgennemkørsel med en bred porthammer og herover et halvrundt, opsprosset overvindue. I portåbningen ses mod gaden en nyere, tofløjet gitterlåge. Portrummet har brostensbelagt gulv med kørebaner af granit, væggene er pudsede, og det tøndehvælvede loft er pudset og kassetteret. Portgennemkørslen deles midt på af en ældre, tofløjet fyldingsport. I den nordligste side er en nyere dør med seks ruder i den øverste del. Døren omkranses af en gericht. I den bagest del af portgennemkørslen er der på den nordligste side en ældre fyldingsdør. I den sydligste side sidder en mindre og ældre fyldingsdør med en trekantfronton over. Endelig er der hoveddøren til forhuset, som er en ældre, tofløjet fyldingsdør med et smalt konsolbåren dørstykker over. Alle døre og gerichter i porten er gråmalede. Forhusets gårdside er synlig i tre svagt buede fag, hvor de resterende fag dækkes af henholdsvis et nordligt og sydligt sidehus. Smigfagene mellem for- og sidehuse er trukket tilbage fra sidehusenes facader. Både forhusets gårdside og de to sidehuse er grundmurede, og de er pudsede og hvidmalede. Facaderne afsluttes af en smal hovedgesims. I forhusets gårdsides midterste fag er portåbningen med et halvrundt, ældre overvindue. Herover er vinduerne ældre, seksrammede og småtopsprossede. I de øvrige fag er vinduerne ældre, firerammede med opdelte underrammer. Alle vinduer er sortmalede. Det nordlige sidehus er seks fag langt og fire etager højt over en høj kælder. Sidehuset bærer et teglhængt halvtag med to skorstenspiber i rygningen. I tagfladen sidder flere nyere tagvinduer. I det midterste fag er en ældre fyldingsdør med glas i de to øverste fylding, dørstykke og overvindue. I det vestligste fag er der nedgang til kælderen med et konsolbåret, laksefarvet skur. Kælderdøren er en ældre fyldingsdør. Vinduerne er en blanding af ældre tre-, fire- og seksrammede vinduer, som har otte ruder i de nederste rammer og fire ruder i de øverste rammer. Vinduerne har drypnæse af træ og sålbænke af skifer. Vinduer og døre er sortmalede. Det sydlige sidehus er seks fag langt og fire etager højt over en høj kælder. Sidehuset bærer et teglhængt halvtag med to skorstenspiber i rygningen. I tagfladen sidder flere nyere tagvinduer. I det midterste fag er en ældre fyldingsdør med glas i de to øverste fylding, dørstykke og overvindue. I det vestligste fag er der nedgang til kælderen, hvor kælderdøren er en ældre fyldingsdør. I den vestlige gavl er der et etrammet vindue med otte ruder på hver etage med undtagelse af tagetagen, som har en fransk altan. Vinduerne er en blanding af ældre tre-, fire- og seksrammede vinduer, som har otte ruder i de nederste rammer og fire ruder i de øverste rammer. Vinduerne har drypnæse af træ og sålbænke af skifer. Vinduer og døre er sortmalede. I det indre anvendes forhus og de to sidehuse til bolig med undtagelse af stueetagen tv., der anvendes til butik med indgang fra gaden. Der er bevaret ældre etageplaner med to lejligheder per etage, der hver har en hoveddør i form af en ældre fyldingsdør med gericht og overvindue samt i nogle tilfælde ældre greb. Der er indgang til trappeopgangen fra porten, hvor man går ind i en mindre forstue med en ældre trappe med linoleum på de indstemte trin og pudsede løb. Trappen har drejede balustre og let profileret, lakeret håndliste. Vægge og lofter i trappeopgangen er pudsede. I begge sidehuse er der ældre bitrapper med indstemte trin i vangerne, firkantede balustre og profileret håndliste. Vægge og lofter er også her pudsede. I lejlighederne er ligeledes bevaret en ældre planløsning. Hver lejlighed i forhuset har en gårdvendt forstuegang, som giver adgang til de repræsentative stuer mod gaden og smigfaget. I sidehuset er en lang domestikgang med værelser mod gården, badeværelse og køkken samt pigeværelser i enden sidehuset. I stuerne og flere af værelserne i sidehuset er der bevaret en del ældre bygningsdele og -detaljer, herunder feltinddelte vægge, brystnings- og lysningspaneler, helpanelerede ydervægge, stukgesimser og rosetter samt planke- og parketgulve. Generelt er der i lejlighederne bevaret ældre eller traditionelt udførte fyldingsdøre med gerichter, indstukne hængsler og greb. I køkkenerne er der bevaret ildsteder, og i flere rum er der kamin og skorstenskerne. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge samt traditionelle forsatsruder. Badeværelserne har nyere fliser og linoleum. Vægge og lofter er i overvejende grad pudsede.

Det nordlige sidehus forlængelse: Det nordlige sidehus er ved den vestlige gavl sammenbygget med et fire fag langt hus. Det er to etager højt, og har halvtag belagt med tagpap. I stueetagen er fire ældre, tofløjede og sortmalede revleporte. Første sal er pudset og hvidmalet. Facaden afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Der er fire ældre, seksrammede og sortmalede vinduer. I det nordlige sidehus er en lejlighed, adgangen hertil sker fra en bitrappe. Lejligheden består af en forstue, et badeværelse og et køkken. Via en intern, nyere trappe går man op i en stue, hvorfra der er adgang til et værelse. Der er bevaret fyldingsdøre, en skorstenskerne og stukgesims i stuen samt vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Overfladerne er en blanding af traditionelle og nyere, herunder pudsede vægge og lofter, kork, nyere fliser og parketgulv.

Tværhuset: Det nordlige sidehus forlængelse er mod vest bygget sammen med et tværhus i to etager og udnyttet tagetage. Tværhuset er mod forhuset opført i sortopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, mens det på den anden side er grundmuret, pudset og hvidmalet. Mod forhuset er tværhuset seks fag langt, mens det mod den bageste baggård er otte fag langt. Tværhuset står på en sortmalet sokkel, og på begge sider er en hvidmalet, kraftig profileret hovedgesims. Tværhuset bærer et rødt, teglhængt heltag med seks kviste, tre i hver tagflade. Kvistene afsluttes af en trekantfronton. I tagfladerne er også flere nyere tagvinduer og udluftningshætter. I rygningen sidder en skorstenspibe, og mod den bageste baggård er en rundet hejsekvist med udliggerbom. I de midterste fag er der en portgennemkørsel med brostensbelægning og kørebaner i granit. Bygningen har ældre og traditionelt udførte vinduer, der er firerammede med todelte underrammer. Vinduerne i stueetagen er en smule højere end på første sal. Alle vinduer har sålbænke og er sortmalede. I portgennemkørslen er der i den sydlige mur en tofløjet, sortmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. I samme mur er en ældre, sortmalet fyldingsdør, og på den modsatte side er en nyere, sortmalet dør. I tværhuset er bevaret træk af en ældre planløsning, der anvendes til kontor. Her er en mindre forstue med en ældre, bred trappe med firkantede balustre, sortmalet håndliste og indstemte trin belagt med linoleum. Trappeopgangen har feltinddelte og pudsede vægge. På begge etager er der flere mindre kontorer, hvoraf nogle af dem har bevaret feltinddelte vægge, brystningspaneler, ovnpilastre, stukrosetter, gesimser, fyldingsdøre med gerichter og indstukne hængsler. Herudover er der nyere interne trapper, nedhængte lofter af både gips og metal. Vægge og lofter er pudsede på traditionel vis, ellers er de flere overflader nyere med linoleum, kork, gips og fliser. Der er også nyere skillevægge og en udnyttet tagetage.

Sidehuset i baggård: I den bageste baggård ligger endnu et sidehus, der er grundmuret, pudset og hvidmalet. Sidehuset er elleve fag langt og to etager højt. Sidehuset bærer et irregulært, rødt, teglhængt halvtag med enkelte nyere tagvinduer og udluftningshætter. Sidehuset står på en sortmalet sokkel, og facaden afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. I det andet fag fra øst er en nyere dør. Der er sortmalede, traditionelt udførte vinduer, som er torammede med tre ruder i hver ramme. I det indre er sidehuset præget af en nyere planløsning med en mindre forstue med en nyere trappe til første sal. På begge etager er der kontorlokaler af forskellige størrelser. Der er glatte døre med nye, glatte gerichter og nedhængte lofter. Overfladerne er overvejende nyere, herunder tapet, fliser, linoleum, gulvtæpper og gips.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Store Kongensgade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og sidehuse samt tværhus omkring flere små gårdrum. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi for Store Kongensgade 67 A-C knytter sig til ejendommen som et eksempel på et gårdkompleks med for- og sidehuse fra 1800-tallet og et ældre tværhus, der afspejler den ældre tids kombination af bolig med funktionsbygninger. Sammen med gårdrummene udgør de en meget velbevaret, kulturhistorisk helhed.Der er ligeledes kulturhistorisk værdi relateret til forhusets facade, som et eksempel på senklassicismen, der prægede periodens borgerhuse i tiden efter englændernes bombardement i 1807. Klassicismen, som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og den kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store del af København. Senklassicismens facader var meget klare i deres formsprog og havde ligesom den tidlige klassicisme en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den velproportionerede facade med stort set samme vinduesstørrelse i alle etager, vinduernes regelmæssige takt og kordongesimsen med stukkaturfrise mellem stueetagen og første sal samt den afsluttende hovedgesims. Herudover kommer de tidstypiske klassicistiske træk til udtryk i den glatpudsede facade, de smalle indfatninger omkring vinduerne i overfacaden samt porten med det ældre, halvrunde overvindue af støbejern med sirlige og spinkle sprosser. Der er især kulturhistorisk værdi knyttet til den brede stukfrise mellem stueetage og første sal, hvor stiliserede ranker slynger sig om englebørn med vinger, der arbejder med forskellige snedkerværktøjer, der vidner om den oprindelige bygherre og ejer Mekanicus Kretz arbejde. Han var oprindeligt uddannet snedker, men blev senere maskinbygger, deraf navnet mekanicus. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår afdæmpet og uden dekorative elementer. I det indre af forhuset med de sammenbyggede sidehuse knytter sig meget væsentlige kulturhistoriske værdier, der i høj grad fuldender indtrykket af en meget velbevaret beboelsesejendom fra første halvdel af 1800-tallet. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles således i det indre i såvel planløsning som interiører. Det gælder især de bevarede etageplaner med to lejligheder per etage og til den ældre hovedtrappe med den smalle durchsicht og drejede balustre, der danner en fornem optakt til ankomsten i de enkelte lejligheder. Der er endvidere kulturhistorisk værdi relateret til de traditionelle planløsninger i lejlighederne med indgang i en forstuegang, der var tænkt som et overgangsrum mellem ude og inde, og hvor gæster kunne aflevere beskeder til tjenestefolk uden at møde husets beboere. De repræsentative stuer vender på traditionel vis mod gaden, og der er et stort smigfagsrum mellem for- og sidehus. I stuerne er bevaret mange snedkerarbejder, som forskellige typer panelering, feltinddelte vægge, fyldingsdøre med gerichter samt bræddegulve. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. I sidehuset er en lang domestikgang med værelser mod gården. Bagest ligger på traditionel vis køkkenet med bevaret ildsted og mindre værelser. Herved markeres med stor tydelighed lejlighedernes forskellige sfærer, der afspejler 1800-tallets hierarki: fra for- og dele af sidehusets repræsentative, herskabelige stuer mod gaden til arbejdets og domestikkens områder bagest i ejendommen. Funktionalitet og social bevidsthed hang sammen i datiden, og er her tydeligt bevaret i de nuværende lejligheder. I det ydre er der kulturhistorisk værdi knyttet til tværhuset opført dels i bindingsværk, dels i grundmur. Bygningen vidner om måden at bygge på i København efter ildebranden i 1728. Den oprindelige opbygning i bindingsværk fortæller om lempelserne inden for det københavnske byggeri, der blev indført efter branden. Myndighederne forsøgte i en årrække at opretholde et direkte forbud mod at bygge i bindingsværk, men man erfarede hurtigt, at genopbygningen af byen ikke gik hurtig nok, og at der trods forbuddet alligevel blev bygget i bindingsværk. I 1731 blev forbuddet mod brugen af bindingsværk ophævet, og formure kunne herefter lovligt opføres som bindingsværk og ikke i grundmur. Det har løbende været nødvendigt at bygge om for at tilpasse huset til dets funktioner, og på et tidspunkt er dele af huset blevet omsat i grundmur, fordi man ikke byggede i bindingsværk mere. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi relateret til hejsekvisten med udliggerbom, der vidner om bygningens tidligere funktion, hvor det var nødvendigt at kunne hejse ting nemt ind i huset. I det indre af tværhuset er der kulturhistorisk værdi relateret til trappeopgangen med den ældre trappe, der for et bindingsværkshus i en baggård er meget pompøs. Det vidner om, at bygningen har haft et særligt formål, her som teatersal i 1700-tallet, som har krævet en pænere ankomst end i et traditionelt tværhus.

Den arkitektoniske værdi ved forhuset på Store Kongensgade 67 A-C er i det ydre knyttet til den velkomponerede facade. Kordongesimsen med stukkaturfrisen mellem stueetagen og første sal skaber en visuel balance i facaden samt en over- og underfacade, der forstærkes af farveforskellen. Der er endvidere arkitektonisk værdi til understregningen af de horisontale linjer i form af den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer. Portåbningen med overvindue med sirlige og dekorative sprosser bidrager til bygningens overordnede værdige og herskabelige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et roligt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets hovedtrappe, hvis brede, glidende løb og durchsicht gennem drejede balustre skaber et elegant og fornemt trapperum. Herudover knytter den arkitektoniske værdi sig til de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer, herunder de forskellige typer panelering og fyldingsdøre, der tilsammen giver interiøret atmosfære og som understreger bygningens fornemme og gennemførte fremtræden ude som inde. Der er ligeledes arkitektonisk værdi knyttet til tværhusets bindingsværk, hvor det sortopstolpede træværk tydeligt træder frem på de hvidkalkede tavl. Herudover bidrager den uregelmæssige placering af træværket til en festlig facade.

Læs videre om

• Carlsbergviadukten, København
• Munderingsdepot (tidl.), København
• Sankt Peders Stræde 28, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen