Missionshuset Bethania, tidl., Esbjerg

Artikelstart

Missionshuset Bethania, tidl. ligger på Kirkegade 25, Skolegade 47 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Esbjergs første missionshus lå også på hjørnet af Kirkegade og Skolegade, og det blev opført omkring 1880. I 1891 blev der opført en missionærbolig i Kirkegade, som blev påbygget missionshuset på nordsiden. Omkring år 1900 blev missionshuset udvidet med en toetages gavlbygning, der blev påbygget mod øst, ud mod Skolegade.

I 1906 blev der opført et nyt toetages missionshus, tegnet af arkitekt C.H. Clausen (1866-1941). Bygningen blev opført for midler indsamlet af Indre Mission i Esbjerg.

I væggen mellem Missionshuset Bethania og missionærboligen kan de tilmurede, spidsbuede vinduesåbninger fra det første missionshus ses.I 1992 væltede de to tårne på gavlen mod Kirkegade, hvorefter de blev genopført.

I 2002 blev missionshuset restaureret, blandt andet blev der lagt nye gulve, den nordre indvendige trappe i salen blev fjernet og i stedet blev der indrettet toiletter. I 2010 solgte Indre Mission Missionshuset Bethania til LIC Engeniering, hvorefter gavlbygningerne blev istandsat og indrettet til kontorformål. Blandt andet blev orglet og kristusfiguren fjernet fra salen og det matterede glas i den store roset mod Kirkegade blev udskiftet med klart glas.

I 2014 blev der lagt nyt tag på de to gavlbygninger, et paptag med listedækning, og endvidere blev der isat to ekstra spidsbuede støbejernsvinduer i gavlen mod gården.

Beskrivelse

Det tidligere Missionshus Bethania, herefter benævnt missionshuset, ligger på hjørnet af Kirkegade og Skolegade i den centrale del af Esbjerg. Missionshuset består af to bygninger: en gavlbygning mod Skolegade, der er den ældste af de to bygninger, og vinkelret herpå endnu en gavlbygning, der ligger med langsiden ud mod Skolegade og gavlen ud mod Kirkegade. Mod Kirkegade er gavlbygningen bygget sammen med den tidligere missionærbolig mod nord, og på gårdsiden er den ældste gavlbygning bygget sammen med en lav halvtagsbygning. Missionærboligen og halvtagsbygningen er ikke omfattet af fredningen. Bag de to gavlbygninger er et smalt, flisebelagt gårdrum, der anvendes til parkering.

Begge gavlbygninger er toetages, grundmurede bygninger i rød, blank mur med heltage beklædt med tagpap og listedækning. I rygningen på det yngste gavlhus ses to tagryttere med listedækket tagpaptag. Tagrytterne anvendes til udluftning af bygningen. Facaderne står på en let fremspringende sokkel af granitkvadre, murværket er opført i krydsforbandt og afsluttes øverst af en muret gesims prydet med en savsnitfrise og herover en tandsnitgesims af formsten. Gavlen mod Kirkegade indeholder et rundbuet, dobbeltfalset indgangsparti, hvori der er to udadgående døre adskilt af en sandstenssøjle med dekoration. Dørene er nyere, men traditionelt udførte, på ydersiden er de bræddebeklædte døre lakerede med synlige beslag og søm, mens de på indersiden fremstår som hvidmalede fyldingsdøre. Over dørene er to buede, opsprossede overvinduer. Herover er et romansk hjulvindue med klart glas og en geometrisk frise med røde og hvide sten. Gavlen afsluttes af et stort tilbagetrukket felt i hvide sten inddelt af smalle halvsøjler i røde sten og er øverst udsmykket af en bort af små rundbuer. Gavlen flankeres af to slanke sidetårne og to lavere sideskibe.

Både tårne og sideskibe har kobberdækkede tage. Både tårne og gavl afsluttes af en pinakel, hvor den på gavlen er udformet som et kors. Facaden mod Skolegade prydes af aflange, rundbuede nicher, der er placeret tæt sammen tre og tre, hvori der er ældre vinduer med diagonalopsprosning. Under vinduerne er der sålbænke af skifer og imellem vinduerne er der mønstermuring i rød og hvid. I facaden ses desuden to rundbuede vinduesåbninger, hvori der er to ældre, diagonalopsprossede vinduer. Gavlen mod Skolegade har en pudset sokkel, i midten er et indgangsparti flankeret af pilastre og øverst udsmykket af en spids trekantfronton. Et par teglstensklædte trin fører op til en nyere, men traditionelt udført, udadgående, hvidmalet, tofløjet fyldingsdør med et opsprosset, spidsbuet overvindue. Gavlen er øverst udsmykket af aflange, smalle blændinger samt af en toptak, hvorpå der står et jernkors og ved hver side er en aftrappet lisén, der ender i en fodtak. Vinduesåbningerne er spidsbuede og dobbeltfalsede og heri sidder ældre, opsprossede støbejernsvinduer. Bagsiden af den yngste bygning er magen til facaden, dog undtagen det tofarvede mønstermurværk. En støbt kældertrappe fører ned til en ældre, gråmalet kælderdør med fyldinger. Baggavlen på den ældste bygning fremtræder i en blanding af rød-gule sten. I stueetagen er et nyere, men traditionelt udført korspostvindue, og på første sal er fire spidsbuede, opsprossede støbejernvinduer, de to yderste vinduer er oprindelige, mens de to midterste vinduesåbninger er nyere med nyere vinduer udført som kopi af de oprindelige. Samtlige vinduer er malet hvide.

I det indre fremtræder bygningerne med en i store træk bevaret ældre planløsning. Det yngste gavlhus rummer hovedindgangen, hvorfra der er adgang til en stor, dobbelthøj sal med tøndehvælvet loft og søjlebårne pulpiturer med fire niveauer til tre sider, der ligeledes er forsynet med et tøndehvælv. Fra pulpituret fører to ældre ligeløbstrapper op til det andet gavlhus og en ældre kvartsvingstrappe fører ned til forstuen. Oprindeligt var der to ens trapper i vestenden, men den ene er i nyere tid fjernet og erstattet af et par toiletter. Det ældste gavlhus rummer i stueetagen en forstue, hvor der er adgang til kælderen via en bred, ældre ligeløbstrappe samt til første sal ad en ældre helsvingstrappe. Desuden rummer stueetagen et kontor mod gården og et stort vinkelformet rum, hvorfra der er adgang til køkkenet i halvtagsbygningen samt salen i det andet gavlhus.

På første sal er to kontorer mod gården, et depotrum samt et stort fordelingsrum mod gaden, hvor der igennem tre bueåbninger i væggen er kontakt til salen ved siden af. Der er kælder under det yngste gavlhus, i den del, der vender ud mod gaden. Kælderen har to indvendige adgangstrapper, en i hvert gavlhus, samt en udvendig støbt trappe fra gården og rummer toilet- og depotrum. Indvendigt fremtræder bygningerne med en traditionel materialeholdning, selvom der nogle steder er tilført nyere overflader. På gulvene ligger der teglklinker eller brædder, mens helsvingstrappen og forstuen i det ældste gavlhus er belagt med linoleum. Væggene og lofterne er pudsede, undtagen i de to forstuer, hvor loftet i forstuen er beklædt med systemgipsplader og i den ældste gavlbygnings vinkelformede rum samt i kontoret, hvor der er opsat nyere akustikpladelofter. I salen er søjler, pulpiturer og værn af træ, mens tøndehvælvene er beklædt med aflange baner af et plademateriale. I kælderen er gulvene støbte eller af terrazzo, væggene er pudsede, enkelte steder forsynet med fliser og lofterne er ligeledes pudsede.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Missionshuset Bethania knytter sig til de to sammenbyggede gavlhuses markante beliggenhed på hjørnet af Kirkegade og Skolegade, hvor de ud over at opretholde Esbjergs retvinklede gadenet, udgør et vægtigt modspil til den nærliggende Vor Frelser Kirke.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at missionshuset indgår i en vigtig kulturhistorisk fortælling om Esbjergs hastige udvikling og store befolkningstilvækst. Missionshusets størrelse og gavlbygningernes opførelse inden for en kort årrække vidner om, hvor stor søgning, der var til Indre Mission i Esbjerg i slutningen af 1800-tallet. Generelt oplevede Indre Mission i de år en stor tilstrømning, hvorfor et stort antal misionshuse blev opført over hele landet. Baggrunden for at opføre et missionshus var et lokalt ønske om at drive mission i forhold til børn og voksne i området. Flere missionshuse blev, ligesom det er tilfældet i Esbjerg, opført i områder med stærk befolkningstilvækst, men som endnu ingen kirke havde. I Esbjerg blev det første missionshus opført i 1880, men kirken, den overfor beliggende Vor Frelser Kirke, blev først opført i 1887.

Hertil kommer, at Missionshuset Bethania består af to sammenbyggede gavlbygninger, der vidner om, at der med få års mellemrum måtte bygges til for at kunne huse den store menighed. Et missionshus er en bygning, der er tilknyttet lokalt foreningsarbejde med tilknytning til eksempelvis Indre Mission. Bygningen blev typisk brugt til ugentlige møder for alle aldersklasser og eventuelt søndagsskole for børn og unge. Mange missionshuse er navngivet med navne hentet i bibelen, således også Missionshuset Bethania i Esbjerg.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til missionshusets arkitektur, der kan tilskrives den nationalromantiske stilperiode. Den unge oplysningstids klassicisme med inspiration fra antikken blev mod midten af 1800-tallet gradvist opgivet til fordel for endnu et nyt formsprog, denne gang nationalstatens, hvor der blev lagt vægt på en historicisme, der skulle underbygge den borgerlige nationalstats historiske eksistensberettigelse. Denne historicisme holdt for alvor sit indtog i Danmark på et tidspunkt, der omtrentligt faldt sammen med den første grundlovs indførelse i 1849.Til dette nye formsprog lånte man i første omgang importerede stilarter: nygotik fra England og Tyskland, nybarok fra Frankrig, nyromansk fra Italien, ofte anvendt i flæng i den samme bygning. I denne del af perioden tog nybyggeriet for alvor fart, og byerne oplevede en nærmest eksplosiv vækst. Samtidig opstod et antal helt nye, specialiserede bygningstyper såvel i industrien som i den offentlige servicesektor: rådhuse, hospitaler, skoler og så videre skød op overalt og blev i mange tilfælde bestemmende for specielt provinsbyernes udvikling. Mod 1800-tallets slutning blev der skabt en særlig nordisk nationalromantik, som skulle underbygge nationalstatens påståede, tusindårige nordiske rødder. Et særkende ved den danske historicisme var den stigende interesse for det, der blev opfattet som traditionelt danske materialer: blankt murværk, tømmer og granit. Disse materialer med deres tilhørende djærve udtryk blev mod århundredets slutning altdominerende, i skøn forening med nye, importerede materialer som tagskifer, der dengang var betragteligt billigere end tegl, og ikke mindst støbejern.

Arkitekt C.H. Clausen, der tegnede missionshusets yngste og største del, lod sig også inspirere af tidligere tiders arkitektoniske udtryk, hvilket kommer til udtryk i anvendelsen af rød, blank mur, det rundbuede, dobbeltfalsede indgangsparti, det store romanske hjulvindue, de to hjørnetårne og de to små sideskibe samt den rige anvendelse af murværksdetaljer og skifertaget som gavlbygningen oprindeligt var forsynet med. Gavlens udformning mod Kirkegade giver mindelser til en 1400-tals kirke i Sydeuropa.

Det forhold, at missionshuset er formgivet af arkitekt C.H. Clausen er også en betydelig kulturhistorisk faktor. I samtiden sås det ofte, at en enkelt arkitekt havde stor indflydelse på mange bygningsværker i samme by, og netop dette fænomen er smukt repræsenteret i Esbjerg via C.H. Clausen og hans bygninger, heriblandt Missionshuset Bethania, Esbjerg Vandtårn, Esbjerg-Fanø Bank på Torvet, Esbjerg Tekniske Skole og Esbjerg Elektricitetsværk.

Missionshuset er med sine fine bygningsdetaljer og gennemarbejdede arkitektoniske helhed således en solid repræsentant for både C.H. Clausens virke i Esbjerg og byens befolkningsvækst omkring år 1900.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk, bevarede, ældre planløsning, der tydeligst lader sig aflæse i det yngste gavlhus med den store tøndehvælvede sal med pulpiturer og tilhørende ældre trapper samt i den pragmatisk indrettede kælderetage med toiletter og depotrum. Den oprindelige, symmetriske og stringente planløsning i det yngste gavlhus vidner sammen med den store sal med pulpiturer, hvor der således var mange pladser, om, at man i Indre mission ønskede en bygning, hvor forkyndelsen af det kristne budskab var det vigtigste.

Salen bærer mange træk fra en traditionel kirkesal. Man ankommer fra vest, hvor orglet også har stået oppe på pulpituret, og orienteringen er mod øst. Salen er inddelt med et hovedskib og to smallere sideskibe, der adskilles fra hovedskibet af søjlerækker, der bærer pulpiturerne ovenover. Hertil kommer skibet, som hænger ned fra loftet i salen, der med sin genkendelighed fra en traditionel kirke ligeledes bevidner, at missionshuset blev anvendt til kirkelige handlinger. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder de tøndehvælvede lofter, de søjlebårne pulpiturer med rigt udskårne værn, pulpiturernes aftrappede gulvniveauer, den ældre svungne hovedtrappe med rigt udskårne mæglere og balustre, de tre rundbuede, søjlebårne åbninger i salsvæggen mod øst, forstuens teglklinker med prægede mønstre, de ældre tofløjede fyldingsdøre med gerichter og udskårne topstykker samt de øvrige ældre trapper. Endelig kommer de to urinaler i kælderen, der er af engelsk fabrikat, udført af hvid emalje med brændte, rundede lerhjørner, og som er fra begyndelsen af 1900-tallet. Urinalerne er forholdsvist sjældne og har sandsynligvis stået i bygningen siden opførelsestidspunktet.

Arkitektonisk værdi

Missionshuset fremstår som én samlet bygning, men har en lidt sammensat karakter på grund af de to gavles forskellige orientering og afvigende bygningselementer og udsmykninger. Missionshusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre således til proportioneringen, kompositionen og materialeholdningen, der udgør et både helstøbt og selvstændigt udtryk i sammenstillingen af de klare middelalderlige referencer i formsproget, mønstermuringen og murstensdetaljerne. Begge gavle fremtræder som to karakterfulde, symmetriske helheder af høj håndværksmæssig karakter i kraft af deres prægtige udsmykninger og dekorationer. Gavlen mod Skolegade underlægger sig gavlen mod Kirkegade på grund af de to tårne og sideskibe samt det store romanske hjulvindue i midten. Facaden langs Skolegade fremstår velproportioneret og rolig i sin lukkethed, men stadig oplevelsesrig. Missionshusets sakrale karakter tegnes af de to pinakler udformet som kors, der topper gavlene. Missionshusets arkitektoniske kvalitet knytter sig således til gavlbygningerne som et samlet værk, der er enestående i kraft af sin proportionering, materialebrug og klart definerede funktionelle brug, der endvidere underbygges af den varierende brug af dekorationer.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den gennemgående høje håndværksmæssige kvalitet, der ses i bygningens dekorationer. Hertil kommer de kontrastfyldte rumoplevelser, hvor overgangen fra forstuen til den højloftede sal er mest markant.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links