Sønderportsgade 17, Ribe ligger på Sønderportsgade 17 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Ribe er landets ældste by. Allerede omkring år 700 samlede vikingetidens købmænd og håndværkere sig på dette sted for at arbejde og handle. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både en kongeborg, Riberhus, hvor kun slotsbanken nu er tilbage, og adskillige kirker og klostre. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage er Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Den fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke. Skibene tog i stigende omfang turen rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby.

Den centrale del af Ribe er usædvanlig velbevaret. Det middelalderlige gadenet af små, let krogede gader er bevaret intakt med domkirken liggende i midten. En stor del af husene, nogle bygget af mursten, andre i bindingsværk, er fra 1500 og 1600-tallet, og enkelte bygninger er endnu ældre. Byen blev i 1580 hærget af en storbrand, og de fleste af de gamle huse er opført i årene derefter. God byggekvalitet har sammen med den økonomiske krise reddet dem fra nedrivning og brutale renoveringer.

Det 13 fag dybe, to stokværk høje bindingsværks gavlhus i Sønderportsgade 17 blev opført 1597. I 1823 og 1833 blev ejendommen istandsat og forbedret for købmand Benjamin Matzen, hvor gadedøren og to nu forsvundne karnapper (ud for gavlens østlige fag og ud for de to fag langs Sønderportsgade) blev tilføjet i 1823. Endnu ved begyndelsen af dette århundrede havde gavlen bevaret sin underetage i bindingsværk og begge karnapper. De to tillagte fag vest for gavlhuset er på et tidligt tidspunkt (efter 1682 og før 1761) blevet skilt fra det oprindelige 12 fag lange nabohus og lagt til gavlhuset. I 1801 var en krambod indrettet i disse to fag.

I forbindelse med en tagomlægning i 1966-67 blev bygningens to skorstenspiber nedtaget og omkring 1970 blev hejsekvisten mod gården opsat.

Beskrivelse

Sønderportsgade 17 ligger på et hjørne med gavlen mod Sønderportsgade og langsiden mod Puggårdsgade. Dermed indgår den i husrækken på Sønderportsgade, samtidig med, at det markerer hjørnet og indgår i husrækken på Puggårdsgade. Ejendommen er i dag indrettet til butikker og bolig.

Bygningen er i to etager og 13 fag bindingsværk mod Puggårdsgade og syv fag mod Sønderportsgade. De to yderste fag er tydeligvis tilføjet fra naboen og her er opsat et nyere bræddeskilt med teksten DOMINUS DEUS SOL ET SCUTUM 1597 – (Herre Gud, Sol og Skjold 1597).

Det stejle heltag er hængt med røde vingetegl og er helvalmet mod Sønderportsgade. Der er enkelte tagvinduer i tagfladerne og mod gården er en hejsekvist med fransk altan og nyt dørparti med ruder, kunstskiferplader på flunkerne og tegl på taget. Underetagen i gavlen og i de to fag mod Sønderportsgade er grundmuret med røde sten over en lav, sorttjæret sokkel. Mod Puggårdsgade er underetagen i bindingsværk over en sorttjæret fodrem, samt kældermur under fem fag. Overetagen er udkraget med kraftige, udstikkende bjælker med sparremønstrede knægte under. Herpå hviler en kraftig rem, hvorpå de solide stolper står, forbundet med løsholte og skråstivere imellem. Topremmen er også forsynet med sparremønstrede knægte. Mod Puggårdsgade har den sidste stolpe og hjørnestolpen stolpeskæl med indridsede Andreaskors. Overgangsfoden er mod Puggårdsgade af rundede, røde tegl, mens den mod Søndergade består af en muret, toledet gesims. Tavlene er overalt udmurede med røde sten, der i mange tilfælde er lagt i mønstre. På gårdsiden er der højstolper, som er bortskåret ud for stueetagen og erstattet med grundmur. Alt murværk og tavl er her overpudset og hvidkalket. Vinduerne på facaderne er hvidmalede, mange af dem er enrammede, nogle kvadratiske, andre torammede med otte ruder i hver ramme. I underetagen er vinduerne nær hjørnet store butiksruder opdelt i fire til seks ruder. Vinduerne mod gården er af forskellig type, alle er malet mørkegrønne. Hoveddørene, den ene mod Sønderportsgade, den anden mod Puggårdsgade er rigt dekorerede, tofløjede beklædte revledøre med overvinduer, det ene med dekorative sprosser. Dekorationerne kan stilistisk sættes til slutningen af 1700-årene, dog er døren mod Sønderportsgade formentlig fra 1823. Dørene er malet mørkegrønne med rød staffering og er indrammet af riflede indfatninger. Mod gården er tre grønmalede revledøre: den ene er en nyere revledør med et overvindue med én rude, den anden er en omkring 100 år gammel revledør med perlestafbrædder og en kvadratisk rude isat. Den sidste er en ældre jalousidør, formentlig døren til et gårdtoilet. Den smalle gård, som ikke er fredet, er lagt med pigsten; dog er der ind mod huset efterstøbt med cement. I det indre er underetagen, som nævnt, indrettet til butikslokaler, der dog ikke er besigtiget, ligesom kælderen heller ikke var tilgængelig.

Overetagen, som er indrettet til en bolig med en lang række værelser mod gaden, har mod gården en fordelingsgang, samt bad og køkken og er karakteriseret ved nyere overflader og materialer. Loftbjælkerne er overvejende indklædte, lofterne pudsede eller af gipsplader. De kvadratiske ni-rudede vinduer er nyere, måske fra begyndelsen af 1900-årene, men de øvrige vinduer er af forskellig alder. De indvendige døre er overvejende nyere døre, heraf flere pladedøre med pålagte lister, dog også enkelte omhængslede revle- eller tofyldingsdøre, der kan dateres til perioden omkring år 1800 eller lidt før. De to trapper til overetagen er henholdsvis en trekvartsvingstrappe fra begyndelsen af 1900-årene; mod gården en stejl ligeløbstrappe, der kan være fra midten af 1800-årene eller tidligere.Tagværket er sammensat, enkelte spær er nok meget gamle og der er tagpapundertag.

Miljømæssig værdi

Puggårdsgade, er opkaldt efter Puggaard, et stenhus, der havde navn efter den stiftelse for fattige puge, skoleelever, der stiftedes af biskop Christian i 1298. Gaden er præget af mange gamle huse fra 1500-tallet og af det høje stenhus, Tårnborg. Den miljømæssige værdi ligger i, at Sønderportsgade 17 klart hører til de ældste huse i Ribe med sin bindingsværkskonstruktion, materialeholdning og proportioner. Dens placering på et vigtigt hjørne i byen, gør den ekstra betydningsfuld for miljøet på det sted.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i hustypen, som er gavlhuset, der var fremherskende i 1500- og 1600-tallets Ribe. Bindingsværkets konstruktion, det kraftige, gode tømmer og håndværkets høje kvalitet er kendetegnende for denne type Ribe-bindingsværk. Det var karakteristisk, at de øvre etager eller stokværk, som de også kaldtes, gik ud over den underliggende etage. Dette blev understreget af de stærkt profilerede knægte, som med deres sparremønster gav facaden liv og dekoration. Bindingsværket på Sønderportgade 17 har endvidere bevaret de efterhånden sjældne stolpeskel, en raffineret bindingsværksdetalje, som beskytter overgangen mellem stolpe og bjælkeende. Hertil kommer højstolperne på gårdsiden, som i dag er afskåret i højde med stueetagen, men der ses stadig spor efter fjernede kopbånd, som hører sammen med denne konstruktionstype, inde i huset mod gården.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ligger for Sønderportgade 17 i ejendommens samlede fremtræden som et markant hjørnehus og det taktfaste og rige bindingsværk med stokværksfremspring og stolpeskel på hjørnerne. Der ligger også stor værdi i bygningens meget gamle konstruktionsmetode med højstolper (i dag bortskåret for den nedre dels vedkommende) på gårdsiden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Bindingsværket og det næsten ubrudte tag gør, at hjørnebygningen fremstår som en klar og samlet bygningskrop.De to festlige hoveddøre med riflede slaglister, udskårne fyldinger med rosetter og overvinduer med pyntesprosser er af stor arkitektonisk værdi.

I det indre ligger den arkitektoniske værdi de mange relativt små rums proportioner i overetagen samt i enkelte gamle gulve og indvendige døre, samt en enkelt, stejl ligeløbstrappe.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links