Knud Lavard (ca. 1096‑1131) var søn af den danske kong Erik Ejegod. Som ung blev han oplært ved hoffet i Sachsen, og i 1115 blev han af sin farbror, kong Niels, indsat som grænsejarl i Sønderjylland, hvor han fik betvunget de vendiske abodritter. Fra slutningen af 1120’erne førte Knud titel af hertug over Slesvig og Holsten, og han nød stor anseelse blandt både danskere, tyskere og vendere. I Danmark gjorde Knuds hastigt stigende magt kong Niels og ikke mindst dennes søn, Magnus, bekymret, og d. 7. januar 1131 lod prins Magnus sin fætter myrde ved et baghold i Haraldsted Skov.
Mordet førte til mere end tre års borgerkrig, der i 1134 endte med både kong Niels’ og Magnus’ fald, hvorefter Knuds lillebror, Erik Emune, kunne indtage den danske trone. Sammen med deres allierede i Hvideslægten fik Erik sin broder Knud gravlagt i Ringsted Klosterkirke og promoveret en begyndende helgenkult omkring ham, som Knuds søn, Valdemar den Store, senere videreførte. I tilknytning hertil anlagdes et kapel på selve drabsstedet i Haraldsted, hvor der efter mordet var sprunget en helligkilde.
