Sankt Bendts Kirke i Ringsted blev centrum for helgenkulten omkring den myrdede kongesøn Knud Lavard og blev gravsted for flere magtfulde middelalderkonger.
Den ældste kirke på stedet hvor Sankt Bendt står i dag er fra ca. 1080, var viet til Vor Frue, og kendes fra udgravninger. Det var en større frådstensbygning med en længde på 40 m, som lå under den nuværende kirkes skib. Der er ikke fundet rester af et klosteranlæg tilknyttet denne kirkebygning.
Den nuværende store teglstenskirke, Sankt Bendts, der er et af den romanske teglstensarkitekturs højdepunkter i Danmark, er en treskibet korskirke, hvis kor afsluttes af en stor halvrund apsis, som til hver side er flankeret af to mindre tværskibsapsider. Til det mere end 40 m brede tværskib slutter sig et tre fag langt basilikalt skib. Til byggeriet er anvendt mange glaserede tegl til indramning af vinduesåbninger, gesimser og andre dekorative led. Det store østparti er tydeligvis opført, mens den ældre kirke fortsat var i brug. Efter opførelsen kaldtes kirken i den første tid Vor Frues og Hellig Knud Martyrs Kirke. Først senere i middelalderen fik den navnet Sankt Bendts efter klosterets værnehelgen, sankt Benedikt.
Kirken i Ringsted har udgjort en hjørnesten i dateringen af den ældste teglstensarkitektur i Danmark, da opfattelsen tidligere har været, at østpartiet måtte have stået færdigt senest ved Knud Lavards helgenkåring i kirken i 1170. Byggeriet måtte derfor være foregået i 1160’erne. Imidlertid viser den seneste forskning, at både helgenkåringen og kirkefesten fandt sted i den ældre kirke på stedet. Dermed må den nuværende kirkes datering rykkes frem i tiden til årtierne omkring år 1200.
At kirken var gravkirke for Danmarks konger fra Valdemar den Store og frem til Erik Menved, kan tydeligt aflæses i kalkmalerierne og i de få bevarede brudstykker af eksklusivt udstyr fra perioden. Oprindelig var kirken rødkalket indvendig med hvide optrukne fuger. Efter en brand i 1241 indbyggedes der hvælv i kirken, og i korsskæringen er der et monumentalt kalkmaleri fra år 1300. De tilhørende klosterbygninger lå mod syd og udgjorde et sluttet firfløjet anlæg, som der ikke vides ret meget om, da bygningerne brændte i 1806.
Allerede i 1683 blev det senere så berømte Dagmarkors fundet i en af de kongelige grave i Sankt Bendts Kirke. Siden opstod den tradition, at korset havde tilhørt kong Valdemar Sejrs dronning, Dagmar, der døde i 1212, men det er formentlig mere sandsynligt, at det har tilhørt Valdemar Sejrs søster Richiza, der døde i 1220, og som også ligger begravet i kirken.
Kongegravene i kirken blev åbnet ved Frederik 7. og J.J.A. Worsaaes udgravning i Sankt Bendts Kirke i 1855. Ved den lejlighed blev Valdemar Sejrs anden dronning Berengarias grav åbnet, og i den blev fundet skelettet af en ca. 160 cm høj kvinde, silketøj samt hendes fletning. En lok af hendes hår kan i dag opleves i det lille museum, der er indrettet i kirkens søndre korsarm, mens Dagmarkorset findes på Nationalmuseet.
Siden 1500-tallet har kirken haft tradition for teaterforestillinger, og i dag afholdes der også klassiske koncerter i kirkens smukke rum med fin akustik.