Kong Erik Menved og dronning Ingeborgs gravmæle i Sankt Bendts Kirke. Gravmælet udgøres af en liggende blok af belgisk kalksten, som en messingplade er nedfalset i. På pladen ses kongeparret iført kroningsdragter og med ansigter i alabast. Det er det ældste bevarede gravminde i Danmark over en kristen dansk konge.
.
Sankt Bendts Kirke i Ringsted har i tidens løb været udsat for flere brande. Første gang i 1241 førte til, at kirken blev overhvælvet. Senest brændte kirken i 1806, hvorefter dele af kirken blev raget ned. I årene 1900-09 blev kirken imidlertid restaureret, og den fik sit nuværende udseende.
.
I Sankt Bendts Kirke findes i korsskæringen en kalkmaleriudsmykning fra omkring år 1300, der er udtryk for kongelig dynastipolitik. I en af kapperne fremstilles mordet på kong Erik Plovpenning i 1250 foranlediget af broderen Abel. Den dominerende figur er dronning Agnes, men tv. ses tre riddere, der fra en båd kaster den myrdede konge i Slien, th. har tre fiskere fået hans lig i nettet og trækker det op. Motivvalget skal sandsynligvis forklares med en bestræbelse på at få helgenkåret Erik. Agnes var gift med kong Erik Klipping, der blev myrdet i 1286. Sønnen Erik Menveds position som konge var derfor truet, men ved at få en helgen i direkte linje kunne hun sikre sønnen mod krav fra andre, der mente sig berettigede til tronen.
.
Tomten efter Knud Lavards Kapel. Efter mordet på Knud Lavard d. 7. januar 1131 blev på stedet for mordet nær Haraldsted opført et bodskapel i frådsten med apsis, kor og skib. Endnu i 1566 stod kapellet, men som et katolsk helgenkapel var det efter Reformationen ikke længere acceptabelt, og det er blevet nedlagt kort tid efter. Tomten er udgravet, og ruinen henligger som et fredet fortidsminde.
.

Sankt Bendts Kirke i Ringsted blev centrum for helgenkulten omkring den myrdede kongesøn Knud Lavard og blev gravsted for flere magtfulde middelalderkonger.

Den ældste kirke på stedet hvor Sankt Bendt står i dag er fra ca. 1080, var viet til Vor Frue, og kendes fra udgravninger. Det var en større frådstensbygning med en længde på 40 m, som lå under den nuværende kirkes skib. Der er ikke fundet rester af et klosteranlæg tilknyttet denne kirkebygning.

Den nuværende store teglstenskirke, Sankt Bendts, der er et af den romanske teglstensarkitekturs højdepunkter i Danmark, er en treskibet korskirke, hvis kor afsluttes af en stor halvrund apsis, som til hver side er flankeret af to mindre tværskibsapsider. Til det mere end 40 m brede tværskib slutter sig et tre fag langt basilikalt skib. Til byggeriet er anvendt mange glaserede tegl til indramning af vinduesåbninger, gesimser og andre dekorative led. Det store østparti er tydeligvis opført, mens den ældre kirke fortsat var i brug. Efter opførelsen kaldtes kirken i den første tid Vor Frues og Hellig Knud Martyrs Kirke. Først senere i middelalderen fik den navnet Sankt Bendts efter klosterets værnehelgen, sankt Benedikt.

Kirken i Ringsted har udgjort en hjørnesten i dateringen af den ældste teglstensarkitektur i Danmark, da opfattelsen tidligere har været, at østpartiet måtte have stået færdigt senest ved Knud Lavards helgenkåring i kirken i 1170. Byggeriet måtte derfor være foregået i 1160’erne. Imidlertid viser den seneste forskning, at både helgenkåringen og kirkefesten fandt sted i den ældre kirke på stedet. Dermed må den nuværende kirkes datering rykkes frem i tiden til årtierne omkring år 1200.

At kirken var gravkirke for Danmarks konger fra Valdemar den Store og frem til Erik Menved, kan tydeligt aflæses i kalkmalerierne og i de få bevarede brudstykker af eksklusivt udstyr fra perioden. Oprindelig var kirken rødkalket indvendig med hvide optrukne fuger. Efter en brand i 1241 indbyggedes der hvælv i kirken, og i korsskæringen er der et monumentalt kalkmaleri fra år 1300. De tilhørende klosterbygninger lå mod syd og udgjorde et sluttet firfløjet anlæg, som der ikke vides ret meget om, da bygningerne brændte i 1806.

Allerede i 1683 blev det senere så berømte Dagmarkors fundet i en af de kongelige grave i Sankt Bendts Kirke. Siden opstod den tradition, at korset havde tilhørt kong Valdemar Sejrs dronning, Dagmar, der døde i 1212, men det er formentlig mere sandsynligt, at det har tilhørt Valdemar Sejrs søster Richiza, der døde i 1220, og som også ligger begravet i kirken.

Kongegravene i kirken blev åbnet ved Frederik 7. og J.J.A. Worsaaes udgravning i Sankt Bendts Kirke i 1855. Ved den lejlighed blev Valdemar Sejrs anden dronning Berengarias grav åbnet, og i den blev fundet skelettet af en ca. 160 cm høj kvinde, silketøj samt hendes fletning. En lok af hendes hår kan i dag opleves i det lille museum, der er indrettet i kirkens søndre korsarm, mens Dagmarkorset findes på Nationalmuseet.

Siden 1500-tallet har kirken haft tradition for teaterforestillinger, og i dag afholdes der også klassiske koncerter i kirkens smukke rum med fin akustik.

Kongelig dynastipolitik i Ringsted

I 1161 indledte kong Valdemar den Store i Ringsted opførelsen af et nyt klosteranlæg til afløsning af det eksisterende. Rige donationer tilflød byggeriet, hvis politiske formål var at fremme helgenkulten omkring den myrdede kongesøn Knud Lavard og derigennem sikre kongens egen gren af kongeslægten tronen, så tronstridigheder som de borgerkrige, der havde hærget landet tidligere i 1100-tallet, kunne forhindres, og rigets enhed blev bevaret.

Klosterets historie

Det er omstridt, om klosteret ved Sankt Bendts Kirke i Ringsted går helt tilbage til den frådstenskirke, viet til Vor Frue, som Roskildebispen Svend Nordmand lod anlægge ca. 1080, i hvilket tilfælde det er at regne for et af Danmarks ældste klostre.

Senest i 1135 fik stedet dog status af kloster, da kong Erik Emune dette år lod indhente benediktinermunke fra Odense for at fremme en begyndende helgenkult for kongens myrdede broder, Knud Lavard, der var blevet begravet i kirken i 1131. Der vides dog ikke noget om dette klosters bygninger, da der ikke er fundet rester heraf i tilknytning til Vor Frue Kirke.

Den kongelige helgenkult ved klosteret blev fortsat promoveret under kong Svend Grathe og ikke mindst Valdemar den Store, Knud Lavards søn, der skænkede klosteret en mængde gods og privilegier. De mange donationer gjorde det i 1160’erne muligt at sætte byggeriet af den nuværende teglstenskirke i gang, og Knud Lavard blev paveligt kanoniseret i 1169. Godt hjulpet af kongeslægtens støtte til klosteret lykkedes det at gøre Knud til en yderst populær helgen, hvis grav mange pilgrimme valfartede til. Desuden valgte en række af Danmarks konger og deres dronninger i de følgende ca. 150 år at blive gravlagt hos munkene i Ringsted, bl.a. Valdemar den Store, Knud 6. og Valdemar Sejr. Også Erik Plovpenning ligger begravet i klosterkirken, og her forsøgte familien og munkene at skabe endnu en kongelig helgenkult, hvilket dog ikke rigtig lykkedes.

Som rigets øvrige herreklostre blev Ringsted Kloster overtaget af kronen ved Reformationen i 1536, men fortsat under benævnelse af kloster og under ledelse af en abbed frem til 1592; de sidste munke i Ringsted synes uddøde omkring 1580. I 1571 blev klosterkirken omdannet til sognekirke for Ringsted i stedet for den gamle Sankt Hans Kirke, og i 1586 lod kongen klosteret ombygge til mere passende former for en kongelig residens.

Klosterbygningerne

Den ældste kirke fra ca. 1080, der var viet til Vor Frue, kendes fra udgravninger. Det var en større frådstensbygning med en længde på 40 m, som lå under den nuværende kirkes skib. Der er ikke fundet rester af et klosteranlæg tilknyttet denne kirkebygning.

Den nuværende store teglstenskirke, Sankt Bendts, der er et af den romanske teglstensarkitekturs højdepunkter i Danmark, er en treskibet korskirke, hvis kor afsluttes af en stor halvrund apsis, som til hver side er flankeret af to mindre tværskibsapsider. Til det mere end 40 m brede tværskib slutter sig et tre fag langt basilikalt skib. Efter opførelsen kaldtes kirken i den første tid Vor Frues og Hellig Knud Martyrs Kirke. Først senere i middelalderen fik den navnet Sankt Bendts efter klosterets værnehelgen, sankt Benedikt.

Kirkefesten i Ringsted

I 1170 Da Valdemar den Store blev konge af Danmark i 1157 efter en opslidende tronkrig med sine fætre, ønskede han at styrke sin gren af kongefamiliens krav på tronen. Et middel til at opnå dette blev en genoptaget fokus på den helgenkult, som kong Erik Emune havde indledt om Valdemars myrdede far, Knud Lavard, hvis jordiske rester som nævnt lå begravet i Ringsted Klosterkirke. Danmarks kirkelige overhoved, ærkebiskop Eskil af Lund, var imidlertid arg modstander af at lade afdøde medlemmer af kongefamilien helgenkåre blot af politiske årsager, men efter mange års strid måtte ærkebiskoppen bøje sig, da kong Valdemar i 1169 også havde opnået pavelig opbakning til sit projekt. Ved en stort anlagt kirkefest i Ringsted på midsommerdag i 1170, hvortil hele rigets øverste verdslige og gejstlige elite var hidkaldt, måtte ærkebiskop Eskil lade Knud Lavards opgravede jordiske rester nedlægge i et prægtigt guldskrin. Ved samme lejlighed blev Valdemars syvårige søn, Knud, d. 25. juni kronet ved den første danske kongekroning af ærkebiskoppen som medkonge og rigets tronfølger; en hidtil uset styrkelse af kongemagten i Danmark.

Videre læsning

Læs mere om Kirker i Ringsted Kommune

Læs mere om Middelalderen i Ringsted Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Kirker