Nyhavn 25 ligger på Nyhavn 25 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv. og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset blev opført mellem 1723 og 1734 i to etager og forhøjet med en etage og mellem 1755 og 1797 blev det forhøjet med en etage. Sidehuset er fra samme periode.

Beskrivelse

Nyhavn 25 ligger i husrækken på den nordlige side af Nyhavn i det indre København. Forhuset er sammenbygget med et meget lille sidehus som sammen med naboejendommen skaber en mindre, lukket gård. Det grundmurede forhus på fire fag er tre etager højt. Heltaget er behængt med røde vingetegl. I tagfladen mod gaden sidder to kviste, mens der mod gården sidder to kviste, og i rygningen sidder en muret skorstenspibe. Forhuset står på en sortmalet sokkel, og facaden er glatpudset og blåmalet, mens gårdsiden er let pudset. Mellem stueetagen og førstesal ses en kordongesims, og facaden afsluttes af en konsolbåren, profileret og hvidmalet hovedgesims. Under vinduerne ses kraftige, hvidmalede sålbænke. I det yderste fag mod vest er indgangspartiet, som er hævet over gadeniveau med fire trin i natursten, ved siden af indgang til stueetagen. Hoveddøren er en traditionelt udført, sortmalet fyldingsdør. Døren til stueetagen er en nyere dør med glas. Forhusets vinduer mod gaden er dels traditionelt udførte korspostvinduer, dels traditionelt udførte firerammede vinduer med opdelte rammer. Alle vinduer er hvidmalede. På gårdsiden er de traditionelt udførte vinduer firerammede korspostvinduer med underdelte nedre rammer med undtagelse af vinduerne i smigfaget, som er etrammede vinduer. Alle vinduer er sortmalede og har kraftige sålbænke. På gårdsiden er forhuset sammenbygget med et sidehus mod vest som mere har karakter af et trappehus. Sidehuset er let pudset som forhuset. De traditionelt udførte vinduer er etrammede vinduer med sprosser. Vinduerne er sortmalede. Vinduerne har sålbænke som på forhuset. Der er to døre i sidehuset; en til trappen og en til kælderen. Døren til trappen er en traditionelt udført fyldingsdør med glas øverst. Døren til kælderen er en nyere dør med otte ruder, hvoraf de to øverste er ventilation. I det indre er dele af en traditionel planløsning bevaret. Stueetagen anvendes til restaurant, første sal har bevaret en midterskillevæg som adskiller et mindre køkken mod gården og kontorlokale mod gaden. På anden sal og i den udnyttede tagetage er der en bolig i to etager. På anden sal er ligeledes bevaret en midterskillevæg, som på traditionel vis adskiller stuen, som vender mod gaden, fra soveværelse og badeværelse som vender mod gården. I den udnyttede tagetage ligger køkkenet mod gården, mens stuen vender mod gaden. Den ældre hovedtrappe ligger i sidehuset med undtagelse af et enkelt trappeløb som fører fra gadeniveau op til første sal. Enkelte ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, loftsbjælker og den ældre hovedtrappe. Nogle af vinduerne har forsatsruder. Kælderen anvendes til opbevaring. Overfladerne er overvejende traditionelle og nyere, herunder brædde- og parketgulve, fliser, linoleum, pudsede vægge og lofter samt støbte gulve.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 25 knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600-og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter Nyhavn 25 facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og for- og sidehusenes sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nyhavn 25 knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af et grundmuret forhus med sidehus som et typisk eksempel på en ejendom opført i tiden omkring branden i 1728, hvilket kommer til udtryk i det smalle firefagshus med en enkel, glatpudset facade med en kordongesims og kraftig hovedgesims. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår pudset og med en muret gesims som eneste dekoration. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets traditionelle disponering med erhverv i stueetage og på første sal samt bolig på de resterende etager. Hertil kommer de bevarede dele af en ældre planløsning, der kendetegnes ved stue mod gaden, mens køkken og badeværelse vender mod gården samt trappen placeret i sidehuset. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er de ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter og den ældre hovedtrappe med drejede balustre og profileret håndliste.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre i det smalle hus med en enkel og afdæmpet facade, der holdes sammen af den regelmæssige opbygning med vinduesrækker samt kordon- og hovedgesims. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, og i samspil med de kraftige sålbænke giver de facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den tætte vinduessætning og den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links