Nyhavn 27, København

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv., og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset for Nyhavn 27 blev opført mellem år 1724-1738, og var da på fire fag og i to etager, grundmuret i forsiden og resten i bindingsværk. I 1784 blev forhuset forhøjet til tre etager og fik ved samme lejlighed en tofagskvist og et mansardtag. Mellem 1784-1789 forlængedes bygningen med to grundmurede fag, sidehus og pakhus tilføjedes og gårdsiden blev delvist grundmuret. En 2½-fag port fra 1789 blev i 1842 erstattet med en almindelig forstueindgang. Facaden blev i 1877 forsynet med pilastre og kordongesims i første etage, mens resten af facaden oliemaledes. I nyere tid er der blevet bygget tagterrasse mellem baghus og forhus, og øverste etage er blevet ombygget og nyrenoveret.

Ejendommen Nyhavn 27 er beliggende i Københavns Sankt Annæ Øster Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I ejendommens kælder og stueetage er restauration, på første etage selskabslokaler, mens der på de øvrige etager er lagt an til beboelse. Det grundmurede forhus Nyhavn 27 er seks fag langt og står i tre etager over en høj kælder. Bygningen har et rødt, teglhængt mansardtag og over de to midterste fag er rejst en bred gavlkvist. Facaden er glatpudset og op til første etage gråmalet, mens overfacaden samt gavlkvisten er gulmalet. Den nederste del af facaden er dekoreret med syv pilastre som hviler på en refendfugede sokler. Øverst er en hvidmalet og profileret hovedgesims, samt en ensartet gesims omkring frontispicen i gavlkvisten. Gavlkvisten har et rødt, teglhængt heltag og er flankeret af en tagkvist med buet tag på hver side. I stueetagen mod gaden er nyere, opsprossede stålvinduer, som i højre side er større, hvor den gamle port har været. Facaden er på etagerne præget af nyere, traditionelt udførte korspost- eller toramme-vinduer med opsprosning og skifersålbænke. Stueetagen har to indgangspartier. I nichen under yderfaget til venstre er til hver side traditionelt udførte gelændere i smedejern og over et par trin er en tofløjet, grønmalet og traditionelt udført dør med fyldninger, ovenvindue og nyere hængsler, mens der i nichen i andet fag fra højre er en nyere glasdør. Den centralt placerede nedgang til kælderen er flankeret af både ældre og nyere smedejerns gelændere, og indgangspartiet har ligeledes en nyere glasdør. Gårdsiden er pudset og kalket med jernvitriol fra sokkel til tag og afsluttes af en smal, profileret hovedgesims. Gårdsiden er præget af både traditionelt udført, grønmalede korspostvinduer med opsprosning af de nedre rammer med dertilhørende hjørnebånd og stabler, samt ældre, grønmalede og torammede vinduer med nyere, materede ruder. Gårdsidens oprindelige bindingsværk er bevaret i venstre side og er rødmalet. I gårdsiden tagflade er to glatte skorstenspiber med sokkel og en enkelt heltagskvist. Bygningens hoveddør i venstre side leder til et gennemgående gangrum, hvor hovedtrappen er placeret. Hovedtrappen er en ældre treløbstrappe med et indledende lige løb med knæk og flankeret af perlestafpanel. Trappen er udsmykket med et gråmalet værn med ældre, kantede og runde balustre, samt med en profileret håndliste. Mellem løbene er der indsat let buede træplader, og forvangerne er dekoreret med udskæringer. Dørene til lejlighederne er overvejende ældre, måske oprindelige fyldingsdøre med ældre greb og gerichter, samt indstukne hængsler. I det indre har lejlighederne på første og anden etage en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite og køkken- og badefaciliteter ud mod gården. Disse lejligheders snedkerudstyr er overvejende ældre, måske oprindelige med fuldpanelerede vægge mod gaden og brystningspaneler med dobbeltindfatning i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre og på første etagen af en ældre ildstedsniche. Overvæggene i stuerne har ældre, listeinddelte felter beklædt med koloreret lærred, og er øverst afsluttet med en ældre profileret loftgesims, på anden etage med palmetteinspireret stuk. Lejlighedernes dørpartier er overvejende oprindelige en- og tofløjede fyldingsdøre med oprindelige eller ældre gerichter, indstukne hængsler og greb. Mod gården er der også fuldpanelerede vægge og brystningspaneler, dog enklere udført med glat fyldning. Vinduerne er overvejende nyere og traditionelt udførte, visse steder med forsatsruder, og med ældre stormkroge. Gulvene i lejlighederne består af både ældre planke- og bræddegulve. Stue- og kælderetagens restaurationslokaler bærer derimod præg af en nyere materialeholdning grundet deres funktion som restauration og beværtning. Kælderen fremstår dog med de oprindelige, hvidmalede langs- og tværgående dragere, og i stueetagen er bevaret ældre lysningspaneler. Kvistlejligheden er nyrenoveret med en traditionel materialeholdning og nyere badeværelseselementer. Tagværket er et hanebåndstag med banevareundertag.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af Nyhavns karakteristiske husrække, der består af de pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse af 1600- og 1700-tals borger- og pakhuse. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af den historisk fortættede havnepromenade. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt, tæt baggårdsmiljø, der viser bygningernes hierarki, og hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Nyhavn 27 knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af et grundmuret forhus med en gårdside opført i bindingsværk som et typisk eksempel på en ejendom opført i tiden omkring 1730 og senere omdannet til et klassicistisk borgerhus. Oprindeligt en 4-fags bygning med en kraftig hovedgesims og gavlkvist, utvivlsomt inspireret af J. C. Kriegers mønsterbog efter branden i 1728, udtrykker Nyhavn 27 derimod i dag overvejende klassicismen tidsmæssige stilsprog. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Nyhavn 27 viser på velbevaret vis, hvordan klassicismens håndværksmestre beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk, da de forhøjede og forlængede bygningen mellem 1784-89. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved det enkle og rene udtryk i facaden med vinduernes regelmæssige takt, facadens bærende pilastre, den profilerede, hvidmalede hovedgesims og ensartede frontispice på gavlkvisten, samt den enkle kordongesims som eneste deling af murplanet. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside opført i bindingsværk. Dette vidner om bygningens oprindelse i begyndelsen af 1700-tallet, hvor man i kraft af brandforordningen efter branden i 1728 dispenserede fra reglen om opførelsen af ejendomme i komplet grundmur. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets traditionelle disponering med erhverv i kælder og stueetage samt bolig på de resterende etager. Hertil kommer de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på de øvre etager, der kendetegnes ved stuer en suite mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken og kammer er placeret mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør udført i høj håndværksmæssig standard, hvilket især kommer til udtryk på første og anden etage, herunder særligt væggenes panelering og listeinddelte felter med lærred, samt loftets stukkatur, der mod gården har et simplere udtryk. Dette vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Ligeledes påviser de ældre skorstenskerner, ildstedspilastre og -niche de tidligere ovnpladser, og understreger endvidere bygningens historiske alder.

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og hovedgesims, der sammen med den ensartede frontispice giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte, røde mansardtag. Den horisontale deling af murplanet i kraft kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den gråmalede, pilasterdekorerede underfacade og den glatpudsede, gulmalede overfacade. Den dekorative, hvidmalede og profilerede frontispice sammen med den kraftige hovedgesims formidler elegant overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer og kviste ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, den klassiske farvesætning og det delvist fremtrædende bindingsværk, der tilsammen skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler og gerichter, væggenes profilerede helpanelering med dobbelt indfatning, samt de listeinddelte felter beklædt med lærred. Hertil kommer den bevarede loftgesims og stukkatur, ildstedspilastre og -niche, samt vinduesrammernes bevarede stormkroge, der alle er udført efter datidens stilmæssige idealer. Endvidere er der knyttet arkitektonisk værdi til den ældre hovedtrappe med perlestafpanelering og trappeopgangens fyldingsdøre med ældre greb og aflange låseskilte af messing.

Læs videre om

• Amaliegade 49, København
• Bredgade 76, København
• Grønnegade 18, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen