Nytorv 17, København

Nytorv blev anlagt i 1606 efter ordre fra Christian IV (1577-1648), og man måtte derfor rydde boligkvarteret på stedet. Torvet var i århundreder præget af den livlige handel, hvor folk fra oplandet afhændende sine varer på byens torve. Under branden i 1795 blev både Nytorv og Gammel Torv totalt ødelagt, og indtil denne brand indtraf, lå byens fjerde rådhus, hvor Strøget i dag skiller torvene. Man undlod dog at genopføre et nyt rådhus på stedet. På pladsen foran Domhuset ses i dag to aftegninger i brostensbelægningen: Den ene viser netop, hvor det fjerde og sidste rådhus på stedet stod, og den anden, hvor byens kag engang stod. På tomterne af det nedbrændte Nytorv, hvor nye huse i årene efter 1795 hurtigt rejstes, blev blandt andet opført Råd- og Domhuset (i dag Københavns Byret), der blev bygget i perioden 1805-1815 under ledelse af C. F. Hansen (1756-1845). Forhuset er opført 1795-96 for købmand Hans Jessen.

Ejendommen er beliggende på Nytorv i København, hvor forhuset indgår som et integreret led i pladsen sydlige bebyggelse. I gården er der sammenbygget med forhuset et sidehus og et baghus samt en mindre stald- og pakhusbygning, der ikke er omfattet af den aktuelle fredning. Forhuset er grundmuret i syv fag og er opført i tre etager med kælder samt en udnyttet tagetage. Facaden er over en pudset sokkel helt glatpudset og malet i hvidlige nuancer. Over midterfaget er en konsolbåren dækplade. I de to vestlige yderfag er en rundbuet portniche med en nyere, tofløjet glasport med et ældre, halvrundt, opsprosset overvindue med vederlagssten i siderne og øverste. Over stuetagen er en kordongesims, over første sal er over de tre midterfag et bånd med en à la grécque-bort, mens der over yderfagene er glatte bånd. Omkring de tre midterfag er på hovedetagerne indfatninger samt sålbænke, der i stueetagen og på første sal er sammenhængende. Førstesalens sålbænke har knægte. Øverst er en profileret hovedgesims med sparrehoveder, og over de tre midterste fag er en trekantet frontispice med profilerede indfatninger med sparrehoveder samt et ovalt vindue. Forhuset bærer et heltag hængt med sorte, glaserede tegl, og i tagfladen mod pladsen er to fladbuede kviste samt to mindre, runde kviste. I facaden er hovedsageligt ældre vinduer. I kælderen er torammede vinduer, mens der på hovedetagerne er firerammede korspostvinduer, og i kviste to- og én-rammede vinduer. I gården er forhuset via et skråt smigfag sammenbygget med et grundmuret sidehus i seks fag og samme etagehøjde som forhuset. Gårdsiden på for- og sidehus er pudset og gulkalket med en profileret, hvidmalet hovedgesims. Nærmest forhuset og over fire fag i sidehuset er en forsænket del af gården med nyere trapper og et indgangsparti til kælderen samt til naboejendommen via en nyere dør i en fladbuet niche. Forhuset har i tagfladen til gården en pultkvist og taget er hængt med røde tegl, ligesom sidehuset, der har ensidig taghældning. I tagfladerne er herudover en række nyere tagvinduer. For- og sidehuset har til gårdsiden en blandet vinduessætning af ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er hvidmalede. Forhuset har seksrammede, småtopsprossede vinduer, i smigfaget er to- og firerammede vinduer, mens der i sidehuset i kælderen er torammede, i stueetagen og på første sal er der firerammede vinduer samt firerammede, småtopsprossede vinduer på anden sal. Sammenbygget vinkelret med sidehuset er bagerst i gården et grundmuret baghus i tre fag, lidt lavere end sidehuset, men i fem etager samt en grundmuret gavlkvist. Baghuset er pudset og hvidmalet og har en profileret hovedgesims. Taget har ensidig taghældning og er hængt med røde tegl. Nederst er en nyere revledør samt en rundbuet blændingsniche, og herudover har baghuset en ældre vinduessætning med én- og torammede, opsprossede vinduer, alle hvidmalede. Sammenbygget med baghuset og skråtstillet i forhold til dette er en mindre, grundmuret stald- og pakhusbygning i to etager med en grundmuret gavlkvist. Huset er pudset og rødmalet og hængt med røde tegl samt med zinkinddækninger. Vinduer og døre er af nyere dato og hvidmalede. Ejendommens bygninger favner et gårdrum, der med undtagelse af trappernes cementfliser er belagt med chaussésten. Portrummet har belægning med chaussésten samt med granitfliser. I ejendommens kælder er i forhuset indrettet restauration, der er slået sammen med naboejendommens kælderetage i Nytorv 15. Kælderen rummer en delvist ældre restaurationsindretning over et par af forhusets kælderrum samt smigfaget. Fra portrummet er adgang til ejendommens hovedopgang, hvor den ældre trappe er bevaret. Der er tale om en treløbstrappe med aflang durchsicht, let afrundede trappeløb, panelerede vanger, en volutsnoet mægler, enkle balustre og en profileret håndliste. Adgang til lejlighederne sker via ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre. Forhusets planløsninger er overvejende velbevarede med større og mindre ændringer og moderniseringer, hovedsageligt i sidehuset og baghuset. I forhuset er reetableret en opdeling i to gadevendte stuer i stueetagen. Til gården er en smigfagsstue. Over porten er et par rum over porten. I sidehuset er en nyere planløsning med et større åbent rum og et toilet bagerst. På første sal er en midterstue flankeret af to værelser, herunder etableret ved en opdeling af den ældre, store stue i to, og dertil kommer, på hver side af opgangen, en smigfagsstue og et gårdvendt værelse. I sidehuset er som i stuen et større rum og funktionsbetingede rum bagerst med udgang til baghuset, der indrettet som et dobbelthøjt rum med fritlagte bjælker. Den samme løsning gælder på anden sal, hvor der er også adgang til et indrettet loftsrum med synlige tømmerkonstruktioner i baghuset. Ejendommens udnyttede tagetage er indrettet i forhuset som en delvist åben planløsning med synlige hanebånd, nyere overflader og loft til kip, og i sidehuset er en række mindre rum, ligeledes med synlig elementer af tagkonstruktionen. Gulvene på hovedetagerne er overvejende traditionelt udførte brædde- og plankegulve. Der er ældre og nyere, men traditionelt udførte en- og tofløjede fyldningsdøre med både ældre og nyere greb, heraf enkelte døre blændet af, men bevarede bag plader. Dertil kommer enkelte nyere døre ved funktionsbetingede rum i side- og baghus. Der i forhuset fuldt panelerede ydervægge i forhusets stuer og værelser mod Nytorv samt i enkelte værelser på mod gården. Dertil kommer en del ældre brystningspaneler i de repræsentative rum, hvortil også hører det store rum på første sal i sidehuset. Dertil kommer på hovedetagerne i forhuset en del profilerede lister opsat som felter på væggene i de repræsentative rum. På hovedetagerne er en del ældre stukkatur bevaret i forhuset, herunder profilerede kantlister og enkelte rosetter. I tageetagen er, med undtagelse af de delvist synlige tømmerkonstruktioner, overalt nyere døre, gulve, vægge og øvrige overflader i form af kontorindretning. Den lille, skråtstillede stald- og pakhusbygning rummer en helt igennem nyere indretning med nyere trappe med marmorfliser, nyere gulve, døre og overflader, mens der er enkelte tømmerkonstruktioner øverst i huset.

Der knytter sig miljømæssig værdi til det grundmurede forhus, der udgør et værdifuldt og iøjnefaldende element i husrækken ud til Nytorv. Facadens enkle og virkningsfulde opbygning giver betydelig karakter til oplevelsen af huset som en vigtig del af rækken af større og mindre ejendomme i en fortrinsvis klassicistisk bygningsmasse, som væsentligst er et resultat af etableringen af det nuværende Nytorv efter branden i 1795. Som en typisk gård fra slutningen af 1700-årene er Nytorv 17, med sit bevarede, sammenbyggede anlæg af forhus, sidehus og baghus, en vigtig repræsentant for kvarterets grundlæggende karakter, især med betoningen af visse monumentalitetskrav til forhusenes formsprog og udtryk, hvor ejendommen er med til at opretholde det historiske københavnermiljø omkring pladsen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den elegante og renfærdige klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Det var en kolossal bedrift, at byen genopstod hurtigt. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Nytorv 17 er opført lige efter bybranden i 1795-96, og ejendommen viser på fornem vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i genrejsningstidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den velproportionerede og elegante facade med vinduernes regelmæssige takt og forskellige højde opefter på facaden, kordongesimsen mellem stueetagen og første sal som eneste gennemløbende deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med sparrehoveder. Dertil kommer den karaktergivende trekantsfronton, der fuldender facaden øverst og især forlener huset med dets beherskede monumentalitet. De sideordnede båndstykker, de centrale fags vinduesindfatninger og båndet med mæanderbort mellem første og anden sal er også typiske facadeelementer, der kan forventes af et repræsentativt, større borgerhus fra genrejsningstiden på en prominent adresse som Nytorv. Dertil kommer det opskalkede tag med fladbuede og runde kviste, der er typiske elementer i periodens reservoir af bygningsdele. Endvidere knytter der sig kulturhistorisk værdi til den klassiske løsning af adgangsforholdene ved den rundbuede portniche med vederlagskvadre og det ældre overvindue. Skuret i kælderetagens midter vidner om, at der her tidligere har været en kældernedgang, idet der ofte var stor udnyttelsesgrad i kældrene til erhverv og butikker allerede i 1800-tallet. Ligeledes er facadens klassiske firerammede korspostvinduer med todelte underrammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, hvilket kommer til udtryk i den prunkløse overflade, hvor kun hovedgesimsen danner overgang til taget. Hertil kommer gårdsidens blandede vinduessætning, hvor navnlig de talrige småtopsprossede vinduer var almindeligt anvendte til gårdsiden af økonomiske hensyn. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger på hovedetagerne i forhuset ved deres traditionelle disposition med de finere stuer og værelser mod pladsen og i form af smigfagsstuer, mens sekundære og funktionsbetingede rum er beliggende mod gården og i sidehuset. Endvidere kommer alle de ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldningsdøre og gerichter i lejlighederne. I lejlighederne knytter der sig stor kulturhistorisk værdi til de bevarede og ældre overflader, der er domineret af klassicismens elegante og stramme udtryk, herunder alle de ældre brystnings-, hel-, og lysningspaneler i lejlighedernes finere rum, der afspejler de typiske Harsdorffske forbilleder fra 1790'erne, herunder i platterne med rombe- og cirkelmotiver i lysningerne. Dertil kommer al bevaret stukkatur i de repræsentative rum. Endelig kommer den bevarede trappeopgang i forhuset med den ældre, repræsentative treløbstrappe med alle detaljer, herunder også de velkendte paneleringsmotiver på vangerne.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den effektfulde facadekomposition med kordongesimsen og den mere profilerede hovedgesims med trekantsfrontonen, der giver facaden et yderst afbalanceret og helstøbt udtryk. Hermed holdes den nedtoende udsmykning på plads, under det teglhængte heltag på forhuset. Gesimsen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance og artikulerer overgangene mellem bygningens vertikale og horisontale linjer. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer samt den halvrunde portniche bidrager til bygningens stilfærdige elegance og yderst værdige fremtræden, der alt i alt skaber et meget harmonisk indtryk. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til elementerne af de ældre, relativt velbevarede planløsninger i forhuset, der giver en stemningsfuld og, trods ændrede funktioner, endnu klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri med de gennemtænkte og veldisponerede lejligheders rumforløb i forhuset og dispositionen af de indre udsmykninger, hovedsageligt i de større, gadevendte rum. Herunder sikrer ikke mindst proportioneringen af rummene og lysvirkningerne i vinduesnicherne en helstøbt oplevelse af ejendommens indre.

Læs videre om

• Brænderigaarden, København
• Kompagnistræde 11, København
• Nyhavn 15, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen