Odense Slot (Slots- og Kulturstyrelsen)

Odense Slot blev oprindeligt opført som et Johanitterkloster, der blev nævnt første gang i 1280, hvor den nuværende Sankt Hans Kirke, var en del af klosteranlægget. Efter Reformationen overgik klostret til kronen. I 1575 blev det ombygget til slot for Frederik 2., der siden blev udvidet i 1721-23 for Frederik 4. med den nuværende hovedfløj og park, Kongens Have, tegnet af arkitekt J.C. Krieger. Den sydlige udløberfløj blev bygget til i 1837 den blev tegnet af arkitekt Jørgen Hansen Koch.

Odense Slot blev overtaget af staten i 1849 og af Odense Kommune i 1907; det rummer i dag administrationskontorer.

Odense Slot ligger i den ældste del af Odense, og den tilhørende park, der ligger nord for slottet, udgør et af Odenses grønne anlæg. Odense Slot er et firefløjet anlæg med en udløberfløj mod syd. I forbindelse med udløberlængen er opført et firkantet tårn. En fløj mod øst forbinder Odense Slot med Sankt Hans Kirke. Det firefløjede anlæg omkranser en stor, pigstensbelagt gård. Odense Slot huser Borgmesterkontoret og andre administrative kontorer for Odense Kommune.

Anlæggets fløje er grundmurede i to etager og bærer opskalkede, helvalmede tage hængt med røde vingetegl. Der er seks ældre, hvidmalede skorstenspiber i rygningen på hovedfløjen og et antal, mindre og traditionelt udførte kviste i tagfladerne. I rygningen på de øvrige fløje ses enkelte ældre skorsten med sokkel og krave, i tagfladerne ses tillige nyere, traditionelt udførte kviste og nyere tagvinduer. Forbindelsesfløjen mod øst og den østre fløj står i blank, rød mur, mens de øvrige fløje er opført i pudset og hvidmalet grundmur over en gråmalet sokkel. Murfladerne afsluttes af murede hovedgesimser. Indgangen til gårdrummet sker gennem en portåbning i sydfløjen, der har en gråmalet, glatpudset indfatning på begge sider. Portrummet lukkes af en ældre, tofløjet port med fyldinger. Fløjenes døre er ældre, tofløjede døre med flammering og vinduerne er primært ældre, torammede vinduer og korspostvinduer med opdelte underrammer.

Hovedfløjen har en gennemgående midtrisalit med frontispicer, dens hjørner og midtrisalitterne markeres tillige med gråmalet kvaderpudsning. Alle vinduesåbninger på begge langsider har gråmalede, forkrøppede indfatninger. Indgangen til hovedfløjen sker fra gårdsiden gennem en ældre, tofløjet dør med fyldinger, herover ses en konsolbåren fordakning. På samme sted på havesiden er en traditionelt udført, tofløjet dør med fire ruder i hver fløj, foran døren er en gråmalet vinterdør med fyldinger. Herover en fordakning og et våbenskjold. Hovedfløjen har ældre krydspostvinduer med opdelte rammer.

I det indre er hovedfløjen på begge etager præget af en ældre grundplan med et langsgående hovedskillerum, der opdeler i rum mod henholdsvis gård og park. Begge etager udfolder den traditionelle grundplan sig på hver side de store centrale sale, der ligger i bygningens midtakse. Hovedfløjens rum er højloftede og præget af en ældre og traditionel materialeholdning i form af brædde- og parketgulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur, panelering samt en- og tofløjede døre med ældre gerichter og beslagværk. Tagetagen er uudnyttet og anvendes til opbevaring og her ses den ældre tagkonstruktion og skorstenene. Undertaget er isoleret med banevarer.

De øvrige fløje er i begge etager samt tagetagen indrettet med gange, der i øst- og vestfløj giver adgang til kontorer og mødelokaler, der vender mod gården. Sydfløjens grundplan består af større kontorlokaler, hvor der er ligeledes er gennemgang imellem. I udløberfløjen mod syd er alle etager primært indrettet med store, gennemlyste kontorlokaler og en trappe- og toiletkerne, der er placeret centralt i bygningen. Trappen er af ældre dato. Forbindelsesfløjen til kirken rummer et gennemlyst kontorlokale på første sal. I fløjene ses på alle etager primært en nyere materialeholdning med sænkede, pladebeklædte lofter og pladebeklædte vægge samt tæppe- eller vinylbeklædte gulve.

Der er også bevaret ældre bygningsdele, blandt andet i østfløjens stueetage, hvor der er en tøndehvælvet klostergang, ligesom de tilstødende kontorer også er tøndehvælvede. Hvælv og vægge er hvidmalede, og dørene til disse kontorer er ældre, grønmalede revledøre med ældre beslagværk. En stor del af de øvrige kontorer har ældre fyldingsdøre med tilhørende ældre gerichter og dørgreb. Flere ydervægge har en betragtelig tykkelse og spor efter tidligere ombygninger, hvilket ses ved flere vinduesnicher. I vestfløjen er bevaret et vægmaleri fra 1500-tallet. Fløjenes ældre vinduer har ældre anverfere og stormkroge og er forsynet med forsatsruder.

Udløberlængens tårn rummer stadig et dybt, åbent rum, som oprindelige anvendtes til tørring af brandslanger. Spidsloftet anvendes til opbevaring og der er undertag af isolering og banevarer. Der er kælder under udløberlængen indrettet med nyere, glatte overflader, herunder flisegulve, glatte vægge og lofter smat nyere, glatte døre. Der også nedgang til flere mindre kælderrum under sydfløjen, hvor der blandt andet er indrettet værksted. Her er der spor efter ombygninger og blændinger i den søndre ydermurs middelalderlige murværk.

Den miljømæssige værdi ved Odense Slot knytter sig til anlæggets beliggenhed midt i Odense med sammenhængen til Sankt Hans Kirke og Kongens Have, der i kraft af deres fælles historie med slottet er med til at danne et stemningsfuldt. Hertil kommer den store pigstenbelagte gård, der med de omgivende fløje danner et imponerende gårdrum.

Den kulturhistoriske værdi ved Odense Slot knytter sig i det ydre til øst-, syd og vestfløj og forbindelsesfløjen til Sankt Hans Kirke, der stammer fra anlæggets oprindelse som Johanitterkloster med tilknyttet klosterkirke. Anlæggets blanke, røde murværk i østfløjen og forbindelsesfløjen mod kirken har tillige blændinger og spor efter ombygninger, der afspejler bygningernes oprindelse i middelalderen.

Hertil kommer hovedfløjen opført i barokstil, særligt karakteriseret ved det overordnede symmetriske udtryk, de fremhævede midtrisalitter med høje frontispicer, de kvaderfugede hjørner og de forkrøppede indfatninger omkring vinduesåbningerne. I udløberfløjen mod syd knytter den kulturhistoriske værdi sig til tårnet, der vidner om bygningens tid som brandstation i perioden 1920-1975. Hertil kommer bygningens klassicistiske formsprog, der knytter sig til den fremherskende byggestil på opførelsestidspunktet, bygningen er tillige et repræsentativt eksempel på et af arkitekten og Hofbygmesteren Jørgen Hansen Kochs værker.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den tøndehvælvede gang og de mindre rum samt revledørene i østfløjen. Denne gang var oprindelig klostergang og gav adgang til munkenes celler. Også ydermurenes murtykkelse, der ses i vinduesnicherne, afdækkede spor og blændinger efter ombygninger samt et bevaret vægmaleri vidner om anlæggets oprindelse i middelalderen.

I hovedfløjen knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, der udmærker sig ved placeringen af havesal og vestibule med hovedtrappe midt i bygningen, samt sale og kabinetter placeret på hver side af midtaksen både mod park og gårdside. Hertil kommer rummenes righoldige aptering i form af parketgulve, flerfarvede flisegulve af natursten, panelering og ikke mindst lofternes overdådige stukkatur, der vidner om bygningens fortid som kongebolig og senere talrige repræsentative funktioner. Nogle få rum samt en skjult trappe i hovedfløjens østre end står med et velbevaret interiør fra den periode, hvor den kommende Frederik VIII og Louise Rasmussen, senere Grevinde Danner, beboede slottet. Disse rum blev indrettet til Louise Rasmussen, da hun flyttede ind på Odense Slot i 1847.

I udløberlængens og tårnets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedtrappen og til det dybe rum ned gennem tårnet, hvor man har kunnet hænge brandslangerne til tørre efter brug.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede anlæg, hvor de mange fløje, bygget på forskellige tidpunkter, samles til en harmonisk helhed gennem den ensartede farve- og materialeholdning i de hvidpudsede mure, de røde, teglhængte tage og de gråmalede vinduer og døre. Hertil kommer hovedfløjen, der med sin symmetriske opbygning, det fremhævede midterparti sammen de forkrøppede vinduesindfatninger og den høje frontispice får et særdeles herskabeligt og imposant udtryk. Tagets elegante opskalkning er med til lette bygningens overordnede vægtige udtryk. Endelig kommer det røde murværk i østfløjen og forbindelsesfløjen til Sankt Hans Kirke, der med sit varierede røde farvespil skaber en fin sammenhæng til kirken og de øvrige omkringliggende rødstensbygninger.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til hovedfløjens talrige, repræsentative stuer og sale, hvor den høje håndværksmæssige udførelse og detaljering i fyldingsdøre, gerichter overstykker og panelering er med til at skabe et særdeles righoldigt interiør. Det herskabelige udtryk understreges af salenes overdådige og delvis guldstafferede stukkatur samt vestibulen, hvis tofarvede marmorgulv og den svungne hovedtrappe skaber en fornem entre i den tidligere kongebolig. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til den tøndehvælvede gang i østfløjen, hvor de hvidmalede vægge sammen med de grønne revledøre og den enkle pendelbelysning giver et afklaret og let puritansk udtryk.

Læs videre om

• Blangstedgård, Odense
• Sankt Clara Klostrets kælder, Odense
• Vestergade 70, Odense

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen