Overformynderiet (tidl.), København

Siden det 13. århundrede havde myndighederne haft pligt til at drage omsorg for umyndiges midler i lokalområdet. Med en lov fra 1869 samledes myndigheden for at bestyre de umyndiges midler og båndlagte formuer i Overformynderiet, der i første omgang fik til huse i beskedne lokaler i Stormgade 17. Efter vedtagelsen af den endelige gadeplan for det nedlagte voldterræn syd for Københavns Rådhus i 1890, fik professor Hans J. Holm til opgave at tegne et nyt domicil til Overformynderiet på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade. Bygningen blev opført i 1893-94. Den blev i 1937 blev afløst af en ny bygning i Holmens Kanal. I 1981 ophørte Overformynderiet som institution. Af størrelse var Holms Overformynderi et forholdsvis beskedent hus, men til gengæld fik det en pragtfuld udformning inspireret af italiensk paladsarkitektur. Indenfor fandtes i stueetagens nordfløj oprindelig kassefunktioner, mens sydfløjen rummede en indenbys afdeling med bogholderi. Ovenover lå udenbys afdeling, i midterkontoret over hovedindgangen havde Overformynderen sit kontor, mens nordfløjen indeholdt sekretariat og kontorer for overordnet personale. På 2. sal lå bogholderiet, arkiver, frokoststue og et konferencerum. I sydfløjens kælder havde portneren sin bolig, midterpartiet rummede bl.a. kulfyrede dampkedler til opvarmning, og i nordfløjens kælderrum fandtes depoter til værdipapirer m.m. Antallet af personale var ikke stort. Trods en tredobling af ansatte fra 1800-tallets midte var antallet kun 30 personer i 1909. Da Overformynderiet rykkede til nye lokaliteter, blev bygningen overtaget af Københavns Kommune, som siden har haft skiftende funktioner i ejendommen. Hans J. Holm (1835-1916) var udlært murer og siden arkitekt fra Kunstakademiets arkitektskole, hvor han selv i årene 1883-1908 bestred et professorat. Han var en af J. D. Herholdts trofaste elever og videreførte dennes historicistiske linje. Han lod sig inspirere både af inden- og udenlandsk arkitektur fra forskellige tider, især middelalder og renæssance, som han bl.a. hentede inspiration til under flere udenlandsrejser. Et par gange besøgte han Italien, hvis renæssance-paladser bl.a. blev forbillede for flere af hans bygninger f.eks. Mineralogisk Museum og Overformynderiet. Mosaikvinduet i trapperummet med et motiv af kvinder og børn er udført efter et forlæg af malerinden Agnes Slott-Møller. Bygningen står meget velbevaret i det ydre og virker også autentisk i det indre med sine rigt dekorerede interiører, selvom sidstnævnte har undergået flere ændringer. I stuetagen og på 1. sal er der opsat og flyttet nogle skillevægge, mens hvælv og bjælkelofter med dekorationer fortsat ser intakte ud de fleste steder. I trapperummet er lofterne og væggenes dekorationer også velbevarede, mens de øvrige farver på vægge og træværk er ændret ifølge farveundersøgelser. Disse viser, at der oprindelig var en betydelig variation i farverne mellem etagerne. 2. sal er moderniseret og en række mindre rum er slået sammen til storrumskontorer med glasdøre etc. Også i kælderen er der sket nogle ændringer i rumfordelingen.

Det tidligere Overformynderi ligger i en karré bag Københavns Rådhus sammen med flere andre store offentlige bygningskomplekser. Overformynderiet er et tofløjet bygningsanlæg bygget i vinkel på en lidt skæv hjørnegrund med gavlene ud til gadelinjen og med adgang fra vejkrydset Stormgade/Vestervoldgade over en gårdsplads til hovedindgangen, der er placeret i et skråtstillet midterfag mellem fløjene. Gårdspladsen lukkes af en hegnsmur med en pompøs portal i midten. På bagsiden af fløjene findes en smal passage, der adskiller Overformynderiet fra bagsiden af naboejendommene: Rådhusets Kedelbygning, Hovedbrandstationen og Dansk Designcenter foruden en traditionel etageejendom. Fløjene mødes i et afskåret hjørne med en trappehusudbygning. Bygningen er opført i tre etager over en høj kælder. Den er bygget på en sokkel af groft tilhuggede granitkvadre, rejser sig derover i rød blank mur og afsluttes af et helvalmet skifertag, bortset fra partiet over hovedindgangen, der beklædt med kobber. I taget findes ni skorstene med mønstermuring. Hovedfacaderne vendt mod gårdspladsen og gavlene har granitsokkel i hele kælderetagens højde og rig facadeudsmykning med mønstermurede bånd, smalle sandstensbånd og -gesimser samt konsolbåren hovedgesims. Døre og vinduer står med omramninger i granit og sandsten af varierende form, størrelse og udsmykning. De fleste vinduer er tredelte med lodposte i sten og tværposte i træ og fremstår i en ubestemmelig grå tone. Hovedindgangen i det skrå midterfag er udstyret med en rigt dekoreret sandstenportal, dobbeltfløjet fyldingsdør i egetræ og smedejernsgitter med krone og krummelurer foran overvinduet samt smedejernsrækværk ved den udvendige tretrinstrappe. Facaderne mod passagen er enklere udformet med en lavt granitfundament og derover udekoreret rødt murværk bortset fra et par vandrette sandstensbånd, der løber over og under den øverste etages vinduer, samt en muret profileret hovedgesims. Døre og vinduer har glatte omramninger, som er udført i granit i kælderetagen og i sandsten i de øvrige etager. Hegnsmuren, der omslutter gårdspladsen foran Overformynderiet, er opført i kampesten med buede åbninger isat smedejernsrækværk i tre fag på hver side af en hovedportal. Denne er hugget i granit og prydet med to vaselignende udsmykninger på overliggeren samt dekorationer i metal over den buede port, der er udstyret med smedejernslåger. Selve gårdspladsen har en belægning af bordursten og chaussésten i tre farver lagt i et geometrisk mønster. Planerne er opbygget med en centralt placeret hovedtrappe og tilknyttede forhaller i det skråtstillede midterfag mellem de to fløje, der sikrer god cirkulation mellem etagerne og fløjene. Herfra er der adgang til række større og mindre rum i hver etage, hvoraf flere kun kan nås gennem andre rum. Desuden findes der tre sekundære trapper. Fra hovedindgangen og en entré fører en trappe til vestibulen i stueetagen. Rummene har gulve med sort-hvide marmorfliser og rig bemaling af vægge og hvælvede lofter med våbenskjold, blomster og egeløvsborter, ornamenter m.m. Over hovedindgangen findes desuden en balkon med smedejernsrækværk. Fra vestibulen er der åben forbindelse til hovedtrappen, der er en bred toløbstrappe med granit-trin og sort-hvidternede marmorfliser på reposerne. Gelænderet er i kunstfærdigt dekoreret smedejern med ornamenteret håndliste i træ. Trappeløbenes underside og trapperummets tøndehvælvede loft har også bemalede borter. Desuden prydes trapperummet af et stort tredelt vindue med kulørte blyindfattede glasmosaikker. Forhallen på 1. sal har også rigt bemalede hvælvede lofter og marmorfliser på gulvene, mens forhallen på 2. sal nok er overhvælvet og udstyret med sort-hvide marmorfliser, men ellers står den udekoreret. Udover hovedtrappen rummer huset tre sekundære trapper: To smalle vindeltrapper på hver side af hovedindgangen, den ene med trin i granit og ovenlys fra et vindue i taget; den anden er en nyere spindeltrappe. Dertil kommer en toløbstrappe i granit med smedejernsrækværk i nordfløjens gavl. Fra vestibulen er der adgang til husets største rum, en sal i hele nordfløjens længde med bjælkeloft, hvis kraftige tværbjælker understøttes af konsoller. Bjælkeloftet er gråmalet og prydet med blå dekorationer og guldstafferinger. Lige under bjælkeloftet løber en malet frise med liljer og bladværk i grå toner på brun bund. Fra salen er der adgang til et par mindre rum med enklere dekorerede bjælkelofter. Sydfløjens rum i stueetagen har krydshvælv smykket bl.a. med dekorerede borter, bladranker etc. langs hvælvkapperne. Nordfløjens 1. sal rummer også en større sal med et konsolbåret bjælkeloft rigt bemalet med blomster, bladværk og ornamentik, mens de omkringliggende rum har bjælkelofter med enklere bemalinger. Sydfløjens rum på 1. sal står som i stueetagen overhvælvede og dekoreret bl.a. med borter langs hvælvkapperne. Gulvene er belagt med linoleum. I de fornemt dekorerede rum findes fyldingsdøre med dekorative udskæringer på fyldingerne og de brede omramninger samt kunstfærdige beslag til dørhåndtagene; andre steder er dørene enklere fyldingsdøre, nogle med glas i øverste fylding. Den øverste etage har lavere etagehøjde og både nord- og sydfløjen er nyindrettede. I kælderen findes rum både med krydshvælv og kappedæk samt forskellige typer gulve. Desuden rummer den en stor pengeboks i nordfløjen.

Overformynderiets miljømæssige værdi knytter sig til dets placering i rådhuskarreen, hvor det sammen med andre monumentale offentlige institutioner udgør en velbevaret og tidstypisk helhed fra årtierne omkring 1900, der er et markant skift i forhold til middelalderbyens mere beskedne bebyggelse. Overformynderiets værdi ligger også i bygningens fine tilpasning til hjørnegrundens lidt skrå form, hvilket Holm har løst med et tofløjet anlæg samlet i et skråt midterfag, der slører, at fløjene mødes i en vinkel, der er mindre end 90°. Ved at trække fløjene tilbage på grunden og lægge gårdspladsen mellem fløjene foran bygningen lykkes det endvidere arkitekten at give hovedfacader og hovedindgangen en fornem tilbagetrukken placering i forhold gadelinjen og skabe luft omkring bygningen ved ankomstsiden trods grundens begrænsede størrelse. Dette forstærkes yderligere af dens placering ud til gadekrydset. Dermed bryder Holm med den traditionelle placering af byens huse langs gadelinjen og signalerer dermed bygningens særlige betydning. Væsentlig er også den besøgendes oplevelse af anlægget ved ankomsten med mulighed for kik ind gennem hegnsmurens buede åbninger fra gaden til gårdrummet, inden gæsten går ind gennem den monumentale portal i anlægget skrå hovedakse, over gårdspladsen, der omsluttes af de paladsagtige facader og ind gennem den pompøse hovedindgang til vestibulen, anlæggets midtpunkt og klimaks.

Overformynderiet er kulturhistorisk interessant som et særligt velbevaret eksempel på en offentlig kontorbygning af repræsentativ karakter fra anden halvdel af 1800-tallet, hvor arkitekten meget tidstypisk har ønsket at skabe en bestemt stemning gennem det arkitektoniske udtryk. Formålet hermed var uden tvivl at udtrykke institutionens funktion og betydning som vogter af andres værdier. Til det formål valgte Holm italiensk paladsarkitektur som forbillede. Dermed sender han et signal om institutionens evne til at beskytte de umyndiges midler. Bygningens tyngde og det høje granitfundament mod gadesiden udtrykker soliditet. Brugen af kostbare materialer og den rige udsmykning viser, at Overformynderiet var velkonsolideret og den tilbagetrukne placering fra gadelinjen og den imposante fremtoning såvel ude som inde i de offentligt tilgængelige dele af bygningen kunne skabe respekt og ærefrygt omkring institutionen. Som bygningstype er Overformynderiet interessant ved sin usædvanlige form med to fløje samlet i et skråtstillet midterfag indeholdende hovedindgang og trappeudbygning. Typen kan være inspireret af herregården Lekkende i Sydsjælland, hvis ejer Holm havde bygget for andetsteds. Karakteristisk for Holms arkitektur er i øvrigt hans vægtning af funktionalitet, konstruktioner og ægthed i materialer samt hans dekorationsglæde, hvilket også ses i Overformynderiets bygning. Tidstypisk er også farve- og materialevalgene i det ydre og den rige dekoration af interiørerne med marmorgulve, bemalede lofter med vegetabilske og ornamentale motiver, trapper med granittrin og smedejernsrækværk, glasmosaikvindue m.m.

Overformynderiets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens formelle og repræsentative karakter med en gennemarbejdet komposition præget af orden, hierarki og symmetri over den skrå midterakse, men også med enkelte brud på symmetrien i form af mindre døre og vinduer, der er funktionelt begrundet. Ordenen kommer bl.a. til udtryk i vinduernes placering på række og geled. Hierarkiet viser sig i gårdfacaderne og gavlenes rigere dekoration, i de forskellige etagehøjder, i dør- og vinduesstørrelser og omramningernes grad af udsmykning. Dertil kommer den særlige markering af midteraksen med hovedportalen og det centrale midterfag med den rigt dekorerede hovedindgang og ovenover et frontispiceprydet vindue. På husets bagside angives midteraksen gennem trappeudbygningen, og hierarkiet viser sig også her i de forskellige etagehøjder og vinduesstørrelser, ligesom den beherskede dekoration og den lave sokkel udtrykker bagsidens underordnede betydning. Kendetegnende for bygningen er det polykrome udtryk, der skyldes det røde murværk brudt af mange granit- og sandstensdetaljer, foruden mindre bygningselementer som døre i træets farve, sortmalet smedejern og irrede metaldekorationer. Nævneværdig er tillige Holms brug af ægte materialer i omhyggelig håndværksmæssig udførelse, hvor arkitekter i samtiden ofte anvendte billigere efterligninger af dyre materialer. I den sammenhæng kan bygningens stoflighed også nævnes. Den skyldes materialernes forskelligartede overflader og bearbejdning f.eks. soklens groft tilhuggede kvadre i forhold til etagernes glathuggede granit- og sandstensbånd. Med tagudhæng, fremspringende gesimser, formstenenes mønster og vindues-, dørnicher og omramninger med en vis dybde skabes også plasticitet og et spil af lys/skygge i facaderne. Soklen, de kraftigt markerede gesimser, mønstermurværket samt tagudhænget giver hovedfacaderne en tydelig horisontal orientering, der er anderledes behersket på bagsiden. Med den kraftige granitsokkel, det røde murværk og de smalle vinduer skilt af kraftige lodposte i sten samt de bastante døre med kraftige omramninger får bygningen et udtryk af soliditet og lukkethed. Bemærkelsesværdig er i øvrigt variationen i de dekorative detaljer f.eks. vinduesomramningernes forskellighed. Det er karakteristisk for Hans J. Holm, at Overformynderiets oprindelige funktioner stadig lader sig aflæse i facaderne med den tydeligt markerede hovedindgang og trappeudbygning i midterfaget som fordelingsområde, de høje og store vinduer i de betydende publikumsrettede lokaler i stueetagen og på 1. sal, mens bogholderi, arkiver og andre underordnede funktioner i kælder og på 2.sal må tage til takke med lave vinduer, ligesom nogle små forskudte vinduer stadig afslører bagtrappen i nordfløjen. Omdrejningspunktet i planerne er de centrale fordelingsområder såvel vertikalt som horisontalt i anlæggets midte. Trods bygningens repræsentative karakter både i det ydre og indre er fløjenes planer bestemt af funktionelle behov frem for af formelle hensyn med rum af vidt forskellig størrelse og de udadvendte funktioner nærmest hovedtrappen i stueetagen og på 1.sal. Overraskende er manglen på korridorer, som måske skyldes, at fløjene er korte. Ved at acceptere nogle rum som gennemgangsrum for andre, spares til gengæld nogle kvadratmeter til gangarealer. En væsentlig arkitektonisk værdi knytter sig i det indre til hele iscenesættelsen omkring ankomsten. Fra hoveddøren åbnes og den besøgende fra entreen vandrer op til vestibulen og videre ud i fløjene eller af hovedtrappen til de øvrige etager, mødes blikket af mangfoldige indtryk. Hel særegen er rummenes komplekse former i fordelingsområderne med trapper og reposer i flere niveauer, overhvælvede rum delvis afgrænset af store bueåbninger i væggene, der åbner til nye mangekantede, overhvælvede rum. Kompleksiteten skyldes bygningens specielle grundform og den måde hovedtrapperummet skyder sig ind i det skrå midterparti på kombineret med overhvælvingen af rummene. Til dette indtryk føjes den rige polykromi i gulvbelægningerne, lofterne og væggenes dekorative bemalinger og trapperummets glasmosaikker. Dertil kommer de mange blandede materialer med forskellig stoflighed, udsmykningernes mangeartede former og kontrasterne i lys/skygge som følge af rummenes former og udsmykningernes plasticitet. Med til at skabe oplevelsesrigdommen hører også variationen i udsmykningerne. Plastiske former karakteriserer også mange af kontorerne med kraftige konsolbårne bjælkelofter og hvælvinger samt pilastre, vægpaneler og dybe vindues- og dørnicher med diverse udskæringer og profileringer, selvom rummenes rektangulære grundform gør dem anderledes overskuelige. Dekorative bemalinger føjer også flere steder et markant koloristisk og detaljerigt islæt til helhedsindtrykket.

Læs videre om

• Grønnemose Allé 37-49, København
• Overgaden neden Vandet 31, København
• Vestergade 1, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen