Faktaboks

Agnes Slott-Møller
Født
10. juni 1862, København
Død
11. juni 1937, Løgismose
Titel
Maler
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Agnes Slott-Møllers kunstneriske samhørighed med ægtefællen Harald Slott-Møller har ofte bevirket, at de er blevet vurderet som par, hvilket hverken yder deres individuelle personligheder eller kunstneriske arbejder fuld retfærdighed. I 1880erne var S.-M.s malerier præget af P.S. Krøyers lys- og stemningsskildring med inspiration i fransk naturalisme, hvilket bl.a. ses i Sommerdagen. I løbet af 1890erne opstod hendes idé om, at kunsten skulle udtrykke fædrelandskærlighed, nationalfølelse og historisk bevidsthed, hvilket især kom til udtryk i motiver fra danske folkeviser.

Hendes vigtigste inspirationskilde blev dansk historie og middelalderkunst, og, ligesom de engelske prærafaelitter, italiensk malerkunst fra 13.-15. århundrede. Det ses f.eks. i Niels Ebbesen, hvor Simone Martinis ryttermotiv blev omdannet til dansk national kunst i form af en rytter på en bryggerhest i et dansk landskab. Blandt ægteparret S.-M.s nærmeste venner var førende kulturradikale personer som Georg Brandes, Emil Hannover og Johan Rohde. Da sidstnævnte tog initiativ til dannelsen af Den frie Udstilling, støttede parret det ivrigt. Men i en fælles stræben mod et stilsøgende, intellektuelt maleri bragte de to kunstnere sig senere i 1890erne i opposition til de øvrige medlemmer, hvilket resulterede i et brud med Den frie Udstilling.

S.-M. hævder i sin bog Folkevise Billeder, at hun blev en dansk prærafaelit uden at kende til den engelske bevægelse, hvilket må bestrides, da der findes adskillige eksempler på hendes grundige kendskab til prærafaelismen og The Arts and Crafts Movement, ligesom tidsskrifterne The Studio og Magazine of Arts hørte til den intellektuelle samtids kendte inspirationskilder. Motiver og mønstre herfra har S.-M. kopieret og benyttet som inspiration især til de dekorative gipsarbejder og ornamentale rammemotiver. Modstand, kritik og kampen for tilværelsen gjorde kunstnerparret S.-M. mere og mere stridbart, og efter den såkaldte bondemalerstrid i 1907, hvor de især lagde sig ud med Fynboerne, blev de helt isoleret i det officielle kunstliv. På trods af S.-M.s ønske om at skabe en national kunst, blev udsmykningen på Københavns Rådhus deres eneste nationale opgave.

Genealogi

Slott-Møller, Agnes, 1862-1937, maler. *10.6.1862 Kbh., ?11.6.1937 på Løgismose ved Assens, begr. i Kbh. (Holmens). Forældre: Løjtnant, senere kommandør i flåden Jacob Heinrich Victor Rambusch og Constantine Juliane Hansen. ~22.5.1888 i Kbh. med maleren Georg Harald Slott- Møller (navneskift fra Slott Georg Harald Møller 19.11.1888), *17.8.1864 smst., ?20.10.1937 smst., søn af købmand Carl Emil M. og Anna Maria Cathrine Møller.

Uddannelse

Tegne- og Kunstindustrisk. for Kvinder 1878-85; P.S. Krøyer vinter 1885-86; derefter Harald S.-M.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links