Faktaboks

Rasmus »Kryds« Christiansen
Født
13. februar 1863, Bjertrup
Død
11. november 1940, København
Titel
Maler, tegner
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark
.

Biografi

Rasmus Christiansen var blandt de kunstnere, der i begyndelsen af 1880erne udvandrede fra Kunstakademiet for at tilslutte sig den mere tidssvarende undervisning på Kunstnernes Studieskole. Her blev C. elev af Laurits Tuxen, som han senere assisterede ved udarbejdelsen af dennes store royale scenerier. På Tuxens Dronning Victorias Jubilæumsbillede (1897-98) malede han et større antal heste. Bortset fra portrætmaleriet, som han dyrkede lejlighedsvis, er C. især kendt for sine dyremalerier, som regel med det jyske landskab som baggrund, og tillige for sine skildringer af militærliv, ofte med anekdotisk indhold. Det karakteristiske ved C.s maleri er, at han langt ind i det 20. århundrede holdt fast ved en solid, naturalistisk malemåde, baseret på grundige naturstudier. En lang årrække ernærede C. sig som bladtegner ved Politiken (1898-1915). Gennem sine teatertegninger her og de karikaturer, han leverede til Klods-Hans og Blæksprutten, placerede han sig som en af pionererne inden for dansk dagbladstegning. C. virkede desuden som bogillustrator og udformede bl.a. til skoleundervisning nogle anskuelsestavler, der fik stor udbredelse.

Genealogi

Christiansen, Rasmus, 1863-1940, maler og tegner. *13.2.1863 i Bjertrup, †11.11. 1940 i Kbh. (urne på Vestre Kgrd). I kirkebog: Kristjansen. Forældre: Gårdejer Kristjan Pedersen og Karen Marie Rasmusdatter. ~3.7. 1903 i Kbh. med Herdis Sahlertz, *13.11.1879 på Skt. Hans Hosp. ved Roskilde, †26.8.1969 i Kbh., datter af kapt., insp. Christopher Severin S. og Agnes Nicolowna Kemp.

Uddannelse

Malerlære, Århus 1877-81 (svend med bronzemed.); dimitt. Tekn. Sk., Århus 1881; Kunstakad. Kbh. 1881-82; Kunstnernes Studiesk. (Laurits Tuxen og P.S. Krøyer) 1883-85.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links