Rødegaard ligger på Skårup Kirkebakke 3 i Svendborg Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Rødegaard knytter sig i det ydre til det samlede anlæg beliggende omkring en brolagt gårdsplads. Den firefløjede gård med det grundmurede stuehus er et fint eksempel på den gårdtype, der fulgte efter de gamle udflyttede bindingsværksgårde i midten af 1800-tallet.

Ejendommen består af et fritliggende stuehus placeret højest på grunden og længst mod nord. Neden for stuehuset danner tre udlænger et gårdrum omkring en skrånende, brolagt gårdsplads.

Rødegaards vestside støder direkte op til Skårup Kirkes kirkegård, og indkørslen løber langs den fredede kirkelade, som er en af de få bevarede kirkelader på Sydfyn.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til stuehuset, der er opført i 1846, syv fag langt og opmuret i grundmur over en høj, sorttjæret sokkel. I bygningens østlige ende er en høj kælder, som til gårdsiden får lys gennem to store halvrunde støbejernsvinduer med en forgrenet sprosseinddeling. Indgangen til kælderen sker i sydgavlen, via en gammel dør med otte glas i den øverste del. Døren er flankeret af to vinduer.

Stuehusets sydfacade er ligeledes af kulturhistorisk værdi. Her domineres facaden af en stor, centreret frontkvist og en muret, hvidkalket fordakning båret af pilastre, der omkranser hoveddøren. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med et sprosseinddelt overvindue. Over fordakningen, i et hvidmalet, let tilbagetrukket bånd, ses initialerne I H M og årstallet 1846 udført i jern, der beretter om stuehusets ejer på opførelsestidspunktet samt årstallet for dette. En høj granittrappe forsynet med smedejernsgelænder fører fra gårdspladsen op til hoveddøren.

Stuehusets ydermure står alle rødkalkede, og alle gesimser er hvidkalkede, taget er stråtækket og gavlene halvalmede, dog er frontkvisten helvalmet. Over den udkragede gesims afsluttes de stråtækte flader med en række røde teglsten på begge langsider og på begge gavle. Mønningen er dækket med halm og kragetræer, og i rygningen er to skorstenspiber med udkraget sokkel og krave, samt et lille firerudet jernvindue, der giver en smule lys til loftrummet.

Den kulturhistoriske værdi ved Rødegaard knytter sig desuden til østlængen, der er opført omkring første halvdel af 1800-tallet. Det rige bindingsværk i den ældste del af længen fremstår sorttjæret og tavlene er hvidkalkede. Mod gårdsiden er en stor tofløjet revleport, der skærer sig ind i stråtaget. Østlængen fremstår tillige med et par revledøre samt hvidmalede vinduer af både træ og støbejern vendt mod gårdspladsen. Østlængens nordvendte gavl er fire fag lang, men er sammenbygget med en fem fag bred udløberlænge.

Sydlængen er ligeledes en del af den kulturhistoriske værdi ved Rødegaard. Længen er opført i grundmur omkring midten af 1800-tallet og sammenbygget med østlængen. De hvidkalkede mure er afsluttet med en savsnitsgesims, der følger med rundt langs gårdsidens murede kviste. Længen har rundbuede støbejernsvinduer og mod syd er lave lemme, der fører ind til den tidligere svinesti i stalden. Længen er tækket med strå og rygningen er lagt med halm og kragetræer. Vinduerne er hvidmalede, og døre og lemme er sorttjærede.

Den kulturhistoriske værdi ved Rødegaards vestlænge knytter sig til sammenhængen med resten af gården, hvorved der dannes en sluttet helhed omkring den brolagte gårdsplads. Den sydligste del er opført i grundmur med tag af røde tegl og den nordligste del af længen er opført i bindingsværk med stråtag. Murværket er hvidkalket og bindingsværk, porte og luger et sorttjærede. Det meste af denne længe er genopbygget i 1999.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Rødegaards stuehus sig til den oprindelige planløsning, der i store træk er bibeholdt. Planen er kendetegnet ved et par sydvendte stuer samt placering af køkken og soveværelse mod nord, samt den bevarede høje kælder, der fremstår med meget tykke ydervægge og dybe vinduesnicher. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derudover til de bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, i kælderen gælder det blandt andet brændekomfuret og støbejernsvinduerne, hertil kommer de gamle døre med tilhørende indfatninger og dørgreb af både smedejern og messing samt de originale stukloftrosetter i stueetagen, og endvidere lofttrappen og de gamle vinduer med anverfere og stormkroge på første sal.

Den kulturhistoriske værdi ved det indre af Rødegaards udlænger knytter sig til de bevarede dele af de oprindelige planløsninger. I østlængen er der op mod nordgavlen indrettet en lille lejlighed, hvor der tidligere har været vaskerum. Dette vidner den bevarede skorsten, gruekedel og et gammelt støbt kar om. Også længens vognport og rester af østlængens kostald er bevaret, og i den sydligste længe fremstår gårdens stalde intakte med staldvinduer af støbejern samt lemme fra den tidligere grisesti i det fri.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Rødegaard knytter sig til gårdens beliggenhed klods op ad Skårup Kirkes kirkegård og kirkelade, hvor anlægget fremstår meget markant med sit rødkalkede stuehus i kontrast til den hvidkalkede kirke og kirkelade samt gårdens bindingsværkslænger, der fremstår med hvidkalkede tavl og sortopstrøget bindingsværk.

Den arkitektoniske værdi ved Rødegaard knytter sig desuden til det samlede anlæg, hvor især stuehuset træder frem. Stuehusets facadekomposition er symmetrisk og karakterfuld med sit centrerede indgangsparti, hvor de vandrette facadeelementer som den rytmisk placerede vinduessætning og den udkragede, trukne gesims, der afsluttes af en række tagsten, giver facaden et horisontalt præg. Den hvide portal med pilastre og fordakning omkring hoveddøren og de hvidmalede døre og vinduer giver desuden en markant kontrast til de rødkalkede facader, og er herved med til at bidrage til facadens lettere herskabelige præg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuehusets planløsning, hvor opholdsstuerne ligger en suite mod gårdspladsen og modtager et godt lysindfald fra syd. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til stuehusets loftrosetter, ældre døre med gerichter, håndgreb og beslag samt trappeløb, der medvirker til, at stuehuset fremstår helstøbt og i pagt med sin alder.

Ligeledes har udlængernes farvesætning i sort og hvid betydning for den arkitektoniske værdi, idet der herved skabes markante kontraster i facaderne, som medvirker til at fremhæve takten i bindingsværket.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links