Ved aftenstide fornemmes Ravning Enges lavtliggende terræn, trods dræning, endnu tydeligt. Det var på tværs af dette tidligere meget fugtige engstrøg, at kong Harald Blåtand i 980’erne formentlig lod anlægge sin ca. 760 m lange bro. På billedet ses en rekonstruktion af en mindre brosektion, som er opstillet ved engdragets nordside.
.

Ved Ravning Enge ca. 10 km syd for Jelling er der desuden udgravet dele af et imponerende broanlæg fra vikingetiden. Broen, der ledte over Ravning Enge ved Vejle Å, målte næsten 760 m i længden og 5 m i bredden og var funderet på godt 1.200 kraftige egetræspæle. Broen er årringsdateret til 980’erne, hvilket er samtidigt med Trelleborgene. Dateringen, den tekniske kunnen og organisation, der ligger bag konstruktionen viser, at kong Harald Blåtand formentlig var bygherren, og at broen antagelig skal opfattes som et prestigebyggeri med relation til kongesædet i Jelling. Det magtcenter, som kongesædet var, har haft stor indflydelse på livet i området, og lokalbefolkningen må antages at have medvirket ved de store kongelige byggerier, men måske ikke altid helt frivilligt.

Videre læsning

Læs mere om vikingetiden i Vejle Kommune

Se alle artikler om Forhistorisk arkæologi