Reformert Kirke, København

Gothersgade blev anlagt 1650-1655 efter den gamle Østervold blev nedlagt og flyttet. Herved blev det muligt at skabe mange nye gader, heriblandt Gothersgade. Sløjfningen af volden efterlod dog i mange år et sumpet areal, der har været vanskeligt at bygge på. Måske derfor ligger kirken tilbagetrukket på grunden. I slutningen af 1600-tallet var mange tyske, franske og hollandske reformerte flygtet på grund af religionskrigene/uroligheder, og mange søgte til Danmark. Charlotte Amalie, Christian V's dronning, stammede fra Hessen, hvor den reformerte trosretning var herskende. Inden brylluppet havde man forsøgt at få hende til at blive lutheraner, men forgæves. Dronningen ville støtte sine trosfæller ved at oprette en kirke for dem i København og skænkede 10.000 rigsdaler, næsten tre fjerdedel af hele byggesummen, og den 10. november 1689 blev kirken i Gothersgade taget i brug. Den var bygget af den hollandske bygmester og stenhugger, Henrich Brockam. Kirken brød i brand ved den store ildebrand i oktober 1728, men det er næsten helt sikkert, at murene stod tilbage og at det var tagværk, spir og inventar, der gik til ved branden. Efter en hurtig indsamling af penge, blev kirken genopført i sin oprindelige skikkelse, og allerede i marts 1731 blev kirken taget i brug igen. En ændring i forhold til den oprindelige konstruktion var, at kransgesimsen efter branden blev ændret til en sandstensgesims i stedet for den tidligere kobberinddækkede egetræsgesims. En anden ændring var, at den oprindelige krypt blev udvidet med en ekstra kælder. Begge krypter var i begyndelsen dækket med bjælkeloft, som begyndte at give efter, blandt andet for orgelets vægt, hvorfor man i 1850 indbyggede krydshvælv, båret af fire murede piller. Bisættelserne i krypten var allerede ophørt omkring 1800. Menigheden søgte fra opførelsen om at få tilladelse til at ringe med klokkerne, men så sent som i 1780'erne blev det menigheden nægtet under henvisning til, at kun lutherske kirker måtte have klokkeringning. Dette forbud bortfaldt med Grundloven i 1849, men klokkeringningen begyndte først i 1912. Det ses i øvrigt på flere ældre illustrationer, blandt andet hos Thurah samt Rach og Eegberg, at der har været små kviste i kirkens tag. I forbindelse med anskaffelsen af et nyt orgel i 1878 blev der opsat en ny, endnu eksisterende trappe med drejede balustre bag orgelet op til kirkens loft. Orglet er senest restaureret i 1997. De to store, dekorative armlygter af smedejern blev opsat i 1930 ved kirkens hovedportal. Kirken blev istandsat i forbindelse med 250-års jubilæet 1939, særligt blev kirkens tagværk sikret med jernlasker, da der var råd i spærenes ender. Disse reparationer var imidlertid ikke tilstrækkelige og fra 1989-1992 blev samtlige spærender, stikbjælker, tagremmen af egetræ, samt en faconskåren rem over bjælkerne, som tog trykket fra den liggende stol, udskiftet på grund af et angreb af ægte hussvamp. Under reparationen viste det sig, at bjælkerne er forsynet med murankre, hvis forskud ligger en halv til en hel sten bag facaden og som er 1,5 meter lange. I 1968-73 blev kirkens piloteringspæle af fyrretræ erstattet med betonpæle – en af fyrrepælene er opsat i kirkens sydøstlige hjørne. I 2003 blev vinduerne istandsat og over en længere årrække blev alt træværket afrenset.

Den fritliggende, markante kirkebygning med det stejle tag, kronet af et spir i midtaksen, ligger fornemt tilbagetrukket på sin indhegnede grund, omgivet af høje træer. Hovedfacadens afstand fra Gothersgade er henved tre gange så stor som afstanden fra kirkens bagside til gaden Åbenrå. Den grundmurede bygning består af et meget stort rum og herover et højt tagrum samt en lille kælder i vest. Over en sokkel af tilhugne granitsten, står langsiderne med fem fag og kortsiderne med tre fag højtsiddende, rundbuede vinduer med ovale, mørkkalkede blændingsfelter under. Vinduerne er opdelt i felter af fladjern, hvori de små blyindfattede ruder fastholdes med vindjern. Murene er overvejende af små røde mopper fra Holland muret i krydsforbandt med skårne fuger; facadens berappede pilastre er dog muret af gule (flensborg)sten. Taget har sortglaserede teglsten, mens etagespiret er kobbertækket. Den symmetriske pilasterfacade er velkomponeret med midtrisalitten, der er forstærket ved to halvpilastre, kronet af en frontispice. Pilastrene har attiske baser og joniske kapitæler af sandsten, derover en tredelt sandstensarkitrav, en glat frise i blank mur og øverst den fremspringende kransgesims af sandsten. Den centralt placerede hovedportal flankeres af to mindre joniske pilastre, der indeslutter en rundbuet åbning med profilbånd i vederlagshøjde, et profileret bueslag og i toppunktet en slutsten med let rustik forside. Herover en stor kartouche med volutter og stiliserede palmegrene. Indskriftskjoldet bærer teksten fra Esajas 2,3. Over portalen er indfældet et stort cirkelvindue, omgivet af en blomsterkrans af sandsten. Disse ornamenter blev fornyet i 1789, hvilket også særligt gælder de nedhængende festons i Louis-Seize-stil. Midtrisalitten afsluttes foroven af en gavlfronton, i hvis trekantfelt er indsat et par sandstensskjolde med Chr. V's og Charlotte Amalies navnecifre. I gavlene er to sidedøre, hvor den vestre fører ned til den lille krypt under kirken. Oprindeligt var krypten indrettet til begravelser af de adelige medlemmer af menigheden, men er udvidet og ombygget i 1968-1973. Kælderen står i dag med hvidkalkede grathvælv og vægge samt mørkt stengulv og højtsiddende kældervinduer. Kælderen anvendes i dag til menighedssal. Kirkens indre er ét stort, højloftet rum med nadverbord og prædikestol ret over for indgangsdøren i den korte akse, mens alle stolestaderne på gulvet følger kirkens længdeakse. På tre sider af kirkerummet er der i vindueshøjde træpulpiturer, båret af træsøjler med joniske kapitæler; på vestsiden fylder det store orgels rigt udskårne facade dog det meste. Væggene står hvidkalkede, det samme gælder loftet med den store hulkehl. Midt i loftet er anbragt et ovalt maleri med et stiftelsesinskription. Dette store, gennemlyste, hvide rum er i øvrigt, efter reformert skik, uden anden dekoration end det ubehandlede egetræs varme farve på stolestaderne, pulpiturerne, orgelfacaden og prædikestolen med et tilskud fra kirkekronernes og lysestagernes messingfarve. Det mesterligt og overdådigt udskårne træværk står i den senbarokke, livlige regencestil (1720-40). Det eneste sted, hvor der findes bemaling og figurdekoration er i dronningestolens indre. Den lukkede dronningestol er anbragt lige overfor og i højde med prædikestolen. Stolen er et ottekantet aflukke, hvor de tre af siderne hænger frit ud over pulpituret. Aflukket består på fem sider af brystningspaneler, herover oplukkelige vinduesrammer med 16 ruder i hver. Stolen krones af en kronet, klokkeformet trækuppel. I det indre er dronningestolens panelfelter med rødt ramtræ, guldstafferinger på fladstaffen og kantlister med blåmarmorerede fyldinger. Omkring døren og over vinduerne er opsat gyldenlædertapet med guldornamenter på blå bund og i loftet er et ottekantet oliemaleri med Charlotte Amalies monogram og valgsprog: Homo Proponit Deus Disponit (Mennesket spår, men Gud rår). Maleriet er en temmelig nøjagtig kopi af et billede fra 1635, der findes på Kronborg, udført af Honthorst. Dronningestolen er restaureret 2003-2004. Tagværket består af et egebjælkelag med to langsgående dragere (med vingebolte), som spænder fra gavl til gavl. Herover rejser den høje tagstol sig og spirets ottekantede tårnfod er ved skråstivere kilet ind mellem de øvrige bjælker. Taget er understrøget. Heroppe er et bræddeafdelt rum med små ruder, et urhus til tårnuret på spiret, hvor der står et sejerværk med indskriften, Peter Mathesen Copenhagen 1762. Sejerværket trækker både tårnuret og uret over orgelet. Det er restaureret i 2006. Omkring kirkegården er et smedet gitter. Gitteret er opdelt i brede fag, hvor støbejernsstolper er fæstnet i et granitfundament. Gitrene er udført af tynde, kvadratiske stænger, nogle lange, nogle meget korte, der foroven afsluttes som bølgende flammespidser og som er nittet sammen med fire vandrette fladjern, som på den måde holder stængerne svævende. Der er en tofløjet port i gitteret ud mod Gothersgade, en tilsvarende mod Rosenborggade og en enkelt låge mod Åbenrå. Oprindeligt var kirkegården omgivet af et stakit, der i 1902 blev erstattet af det nuværende støbejernsgitter, der er omfattet af fredningen. Gitter og granitfundament er restaureret i 2014. På den nu nedlagte kirkegård er der adskillige gravminder, der udførligt gennemgås i Danmarks kirker. Gravstenene er restaureret og opklodset i 2014. Hertil kommer det fredede mindesmærke fra 1920 for søhelten, viceadmiral Olfert Fischer (1724-1829), hvis portræt ses på selve relieffet. Mindesmærket udførtes af Hans W. Larsen (1886-1984).

Kirkens miljømæssige værdi knytter sig til den fornemme placering vis-a-vis Rosenborg Slot, og den grønne eksercerplads, giver rum og luft omkring den høje bygning og gør det muligt at opleve kirken på en passende afstand. Kirken ligger tilbage på grunden og træder dermed et skridt tilbage fra den høje husrække mod den befærdede Gothersgade. Med kirkegården, de høje træer og det store gitter, der omkranser kirkens grund, dannes et helt eget rum i forhold til omgivelserne. Samtidig er kirken beslægtet funktions- og tidsmæssigt med Åbenrå 32-34, som er opført som præstebolig for kirkens franske præster. Samhørigheden mellem bygningerne understreges af de åbne, træbevoksede arealer, som omgiver dem midt i byens tætte bebyggelse.

Den kulturhistoriske værdi ligger i flere forhold: som en levende tradition for fire aktive, reformerte menigheder (en tysk, en fransk, en koreansk (fra 1991) og en ghanesisk (fra 2011), hvor de to første af historiske årsager er flygtet til Danmark – en flygtningehistorie fra gamle dage. Planløsningen er også af kulturhistorisk værdi, da den udspringer af den reformerte grundtanke om, at bibelens ord er det helt centrale. Således skal der ikke findes afbildninger af religiøse symboler, ingen religiøse billeder, alter, altertavle eller krucifiks. Prædikestolen er centralt placeret, fordi prædikenen er det centrale element i gudstjenesten. Denne særlige organisering af kirkerummet går igen i den tyske Christianskirke i København og hos Herrnhuternes kirke i Christiansfeld. Det er særligt synet på nadveren og dåben, som adskiller sig fra den katolske og lutherske kristendom. Brødet og vinen i nadveren er for den reformerte symboler på Kristi legeme og blod, og ved barnedåb er der ingen tilspørgsel i den reformerte lære, da man ikke kan svare på andres vegne. Endelig er alle præster ligestillede kolleger uden rang, Jesus Kristus er den eneste og evige biskop. Den reformerte lære går tilbage til Zwingli (1484-1531) og Calvin (1509-1564) og blev fastlagt på en synode i Paris i 1559. Da Ludvig XIV i 1685 ophævede religionsfriheden, måtte omkring 500.000 franske reformerte, de såkaldte huguenotter, flygte til England, Holland, Schweiz og forskellige steder i det nuværende Tyskland. En lille del af de flygtende huguenotter kom til Danmark. I 1719 inviterede Frederik IV (1671-1730) huguenotterne fra Brandenburg til den nyanlagte fæstningsby Fredericia, hvor der også stadig er en menighed. Der er også kulturhistorie i bygningens arkitektoniske udtryk, såvel som i det indre, der fortæller om en idemæssig oprindelse i Holland, hvor barokkens formsprog var den mørke murflades tyngde, klumpen, og de høje, store vinduer, der skaber det store indre rum fuld af lys. Endelig er kirkebygningens traditionelle materialer, byggeskik og konstruktionsmetode af kulturhistorisk værdi, ligesom gitteret omkring kirkegården har værdi som eksempel på traditionel smedehåndværkskunnen. Af kulturhistorisk værdi er også den nedlagte kirkegård med gravminderne for blandt andre Olfert Fischer og andre kendte danske reformerte. Yderligere kulturhistorisk værdi ligger i, at den tyske og franske menighed gennem tiderne har bestået af mange berømte personer, som har haft betydning og indflydelse på det danske riges historie, her henvises til Danmarks Kirker.

Reformert kirke er en usædvanlig helstøbt bygning, opført i en konsekvent hollandsk barok med anvendelse af de så typiske pilastre med fronton over. Som type kom den til at spille en stor rolle i det fremtidige kirkebyggeri, ikke mindst for interiørets vedkommende. Således står den senere Frederiks Tyske kirke (Christianskirken) i stor gæld til den. Den arkitektoniske værdi ligger i kirkens sluttede hovedform, en klump af mørke teglsten med et stejlt og højt tag, kronet af et endnu højere spir. Proportionerne holdes sammen af nogle enkle talforhold: bygningen er 80 fod lang, godt 50 fod bred og 40 fod i højden til overkant gesims, mens hele højden med spir er 120 fod. Det opadstræbende accentueres af de lyse pilastre i stor orden, ligesom de meget høje vinduer understreger bygningens højde, mens bygningens egentlige udstrækning tydeliggøres ved, at de yderste pilastre er trukket tilbage fra hjørnet, Disse to træk peger tilbage til Vor Frelsers kirke af Lambert v. Haven. Den spinkle trekantsgavl over midtrisalitten markerer diskret tværaksens betydning. Portalens arkitrav, glatte frise og gesims er opbygget efter klare klassiske regler, som de fremgår af datidens arkitekturteoretiske bøger. Snedker og billedskærer, Friedrich Ehbischs værksted har formentlig leveret prædikestol, lydhimmel, og nadverskrankens udskårne blomstervaser og andre dele af inventaret. Inventarets stilistiske holdning er præget af regencetidens livlige ornamentik. Pulpiturerne, hvoraf de ældste består af såkaldte lukkede stole med ruder ud mod kirkerummet, er båret af søjler med fint udarbejdede kapitæler. Alt er holdt i senbarokkens fornøjelige former, også den store orgelfacade på det nordvestre pulpitur regnes blandt hovedstadens fornemmeste. Der henvises til Danmarks kirker for en udførlig beskrivelse, datering og proveniens af alt inventaret, som er af stor kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Friederich Ehbisch (1672-1748) arbejdede både i stuk, sten, metal og træ. Som hofbilled- og stenhugger arbejdede han ofte ved Frederik IV's forskellige byggeforetagender både med selvstændige værker og i forbindelse med talrige istandsættelser. Ehbischs vigtigste indsats var udførelsen af inventar til flere kirker og kapeller. Mens Ehbisch altertavler var en videreførelse af portaltypen, der var udviklet af Lambert van Haven og Nicodemus Tessin d.y., repræsenterede hans prædikestole, især ikonografisk, en vigtig fornyelse. Motiverne, hvor vægten blev lagt på pilgrimsmyten og tanken om Kristi efterlignelse, demonstrerer Ehbischs kendskab til bibeleksegese og andagtslitteratur i overgangen til pietismen.

• Ahornsgade 15-19, København
• Kronprinsessegade 8, København
• Nielsen & Jespersens Plastvarefabrik, København

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen