Rosendal, Faxe

Rosendal blev oprettet af som hovedgård ca. 1560 af Ide Munk, og fra denne tid stammer voldgraven. Hovedbygningen er opført for greve G. Chr. Holck-Winterfeldt, som havde overtaget godset 1837, mens sidefløjene er fra 1700-tallet. Arkitekten bag hovedbygningen var Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), der var uddannet møllebygger hos tømmermester og møllebygger Jørgen Jørgensen i København, inden han blev akademisk arkitekt med en længere studierejse til Grækenland og Italien 1835-38. Inden havde han undersøgt en korntørringsmaskine i Stockholm 1823 og været H.C. Ørsteds rejseledsager i vinteren 1822-23 til Tyskland og Paris. På rejsen besøgte de bl.a. Goethe i Weimar og hørte om domkirken i Køln, mens Bindesbøll fortalte om danske folkeviser. Herefter så Ørsted og Bindesbøll flere gotiske kirker bl.a. i Nürnberg.

Hovedgården Rosendal ligger ca. 3,5 km syd for Faxe Kalkbrud, 2 km syd for Blåbæk Mølle og ikke langt fra Faxeladeplads med oplagsplads, havn og fra ca. 1870 forbundet med kalkbruddet af en jernbane. Alle var det steder, hvor godset havde interesser. Foruden nogle af landets frugtbareste jorder samt eng og skov omfatter de bevarede elementer af hovedgårdslandskabet således udvinding og forarbejdning af råvarer, salg og transport. Fredningen omfatter: Den grundmurede hovedbygning i to etager fra 1847-49. De enetages sidefløje i bindingsværk fra midten af 1700-tallet bestående af køkkenfløjen mod øst og godskontoret mod vest, samt havefløjen, der ligger vinkelret på godskontorfløjen. Dertil kommer gravene. Den trefløjede avlsgård omfatter den grundmurede kostald mod øst fra 1846, agerumsladen i bindingsværk mod nord fra ca. 1750 og den grundmurede hestestald fra 1854 mod vest. En 1½ km. lang allé leder fra nord frem til godsets hovedbygning, der mod vest er omgivet af resterne af en dyrehave og en engelsk have mod syd. Alléen er ført frem til avlsgården, igennem agerumsladen og videre frem til hovedbygningen på borgholmen, der er svagt forskudt i forhold til alléen og avlsgården. Borgholmen er anlagt i anden halvdel af 1500-tallet og omgives af voldgrave, hvoraf den sydlige grav er tilkastet igen for at give direkte forbindelse til den landskabelige have mod syd. Laden og hovedbygningen udgør den centrale del i hver sit trefløjede anlæg, der åbner sig mod hinanden, og hvis gårdspladser adskilles af en grav med tilhørende træplantninger. Både hovedbygningens midtrisalit og agerumsladens portgennemkørsel afsluttes af kreneleringer. Selve kreneleringen er stærkt stiliseret, som det også kendes fra Landbohøjskolen. Det giver på engang anlægget et gotisk præg og fremhæver midteraksen, som det kendes fra ældre barokanlæg. Samtidig tilslører udsmykningen at bygninger og allé er placeret asymmetriske i forhold til hinanden. Anlægget kan opfattes som en række billeder eller fortællinger ligesom i en romantiske have, eller som Kristensen sammenfatter: har Bindesbøll knyttet tre forhåndenværende fortællinger sammen: en om en middelalderlig herregård, en anden om et bygningsanlæg fra 18. århundrede og en tredje om den lokale byggetradition, hvor kalksten spiller en vigtig rolle. Hovedbygningen står i grundmur af uregelmæssige og groft tilhugne kalksten fra godsets stenbrud, som det drev sammen med bl.a. Vemmetofte og Bregentved. Udover brugen af den lokale sten og midtrisalitens middelalderlige kamtakker, der giver bygningen og hele anlægget en romantisk, billedskabende karakter, følger hovedbygningen de senklassiske normer med symmetri, vinduer med profilerede rammer, der hviler på gesimsbånd og et helvalmet næsten fladt tag belagt med sort glaserede sten og med fire skorstenspiber med smalle fint profilerede bånd i tagryggen. Foruden kamtakkerne er midtrisaliten spinkelt proportioneret. I det indre følger bygningen det traditionelle landstedsmønster a la maison de plaisance men i en mere hjemlig eller familie orienteret udgave. Der er dobbelt rumfølge, entré og havestue i midtaksen og med de øvrige værelser placeret symmetrisk. Paneler og døre, bænkene og stukkaturen er rigt forarbejdet. Hertil kommer en række fornemme, nagelfaste ovne, der indgår i rummenes udsmykning, men som også må have givet en mere komfortabel opvarmning af rummene. Servicefunktionerne er isoleret til sidefløjene, men med forbindelse til hovedbygningen, hvor flere asymmetrisk placerede, smalle korridorer og trapper er beregnet for tjenestefolkene. Set fra gårdspladsen fremstår sidefløjene som symmetriske, med overpudsede bindingsværksmure, og dækket af helvalmede teglhængte tage med høj rejsning. Havefløjen har to pultkviste mod syd og to mod nord samt to skorstenspiber i tagrygningen. Køkkenfløjen har fem skorstenspiber i tagrygningen samt en mindre tilbygning i bindingsværk mod øst og fløjen er forlænget med en havestue mod syd, således at den har samme længde mod syd som kontorfløjen. Der er fire skorstenspiber i kontorfløjens tagrygning. I det indre har kontorfløjen en karakteristisk sidekorridor og køkkenfløjen og havefløjen har dobbelt rumfølge. Der er traditionelt udformede paneller, fyldingsdøre og gulvplanker. Avlsgårdens agerumslade står i kraftigt bindingsværk med sortmalede stolper og løsholte med hvidkalkede tavl. Den er dækket af et teglhængt kvartvalmet tag, kun afbrudt af den tøndehvælvede portgennemkørsel i grundmur, hvis portaler afsluttes af stiliserede kamtakker med nord og syd. I det indre er det ældre tagværk udskiftet med limtræs-buespær. De to sidefløje står i hvidkalket grundmur og dækkes af teglhængte kvartvalmede tage. Der er tre tagskægskviste med luger mod gårdspladsen på begge sidefløje og desuden tre kviste mod øst på kostalden (østfløjen). Ifølge Kristensen genfindes motivet med de tre kviste på flere af Landbohøjskolens avlsbygninger. I de to staldbygningers sydgavle ses tre lynetteformede støbejernsvinduer. Der er i øvrigt støbejernsvinduer samt et enkelt træ-rammevindue. I det indre er også kostalden fornyet, men dele af Hestestalden (vestfløjen) står med ældre tagkonstruktion og båse.

Rosendals miljømæssige værdi knytter sig til placering midt i hovedgårdslandskabet, som ikke alene omfatter landbrug men også udvinding og bearbejdning af råstoffer foruden transport. Det illustreres gennem bevarede miljø som Faxe Kalkbrud, Østsjællands Banen og Faxe Ladeplads og Blåbæk Vind- og Vandmølle. I nærmiljøet knytter den miljømæssige værdi sig til Rosendals placering midt i et romantisk landskab bestående af en række stemningsskabende billeder eller fortællinger som alléen, de middelalderlige kamtakker, voldstedet med grave, brugen af den lokale kalksten til hovedbygningen, dyrehaven og den landskabelige have.

Rosendals kulturhistoriske værdi knytter sig til den historicistiske romantiske genfortolkning af herregården og til funktionen som bolig midt under en række gennemgribende samfundsforandringer i årene omkring 1848: Den store kornsalgsperiode, den nationale vækkelse eller etableringen af den danske nationalstat, vedtagelsen af grundloven og endelig den begyndende industrialisering. De kulturhistoriske værdier knytter sig konkret til den ændrede opfattelse af boligen og den klarere rangordning af rummenes funktion som f.eks. placeringen af køkken og kontor i hver sin sidefløj, samtidig med at hovedbygningen mere har karakter af et privat hjem med spisestue, dagligstue og havestue i stueetagen og sove- og påklædningsværelser på første sal i modsætning til den ældre indretning med værelse og forværelse beregnet til formel modtagelse af gæster, som det kendes fra ældre herregårde og palæer. Der er tillige en hall med bænke og ovn, måske efter engelsk inspiration, ligesom de mange ovne viser, at der er lagt vægt på opvarmningen eller den hjemlige komfort.

Rosendals arkitektoniske kvaliteter knytter sig til den historicistiske og romantiske arkitekturopfattelse. Den kommer til udtryk gennem en række billedskabende transformationer af hovedgården, samtidig med at klassicismens normer i vidt omfang fortsat blev overholdt. Spændingen ses f.eks. i hovedbygningens proportioner, anlægges tilsyneladende symmetri, selvom det ikke er aksefast, og værdsættelsen af den lokale forankring gennem brug af kalksten. Andre billeder skabes gennem brugen af kamtakker i stedet for den klassiske arkitekturs trekantsgavle og bibeholdelsen af voldgravene som associerer til middelalderen, og genanvendelse af sidefløjene og avlslængerne, som skaber associerer til barokke herregårdsanlæg ligesom alléen (som ikke er med i fredningen).

Læs videre om

• Blåbæk Vandmølle, Blåbæks Mølle
• Prins Carls Skole, Store Torøje
• Rosendal, Faxe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen